-
Stå bag roret på et Greenpeace-skib
Udgivet den 30. august 2010 1 kommentarHar du drømt om at overtage roret på Esperanza på vej gennem Isbjerg alleen ud for Grønlands vestkyst – der hvor skibet er nu for at fremhæve risikoen ved dybhavsboringer? Eller hvad med at navigere Rainbow Warrior tæt på et skib, der forsøger at dumpe radioaktivt affald. Eller hvad med at ligge i en gummibåd og blokere for harpuner – uden at blive våd?
Det kan du nu fra din PC takket være softwareproducenten VSTEP. Det er firmaet bag Ship Simulator, der allerede bliver spillet af en halv million gamere – herunder en stor del af vores egne kaptajner, styrmænd og deckhands. Den nyeste udgave af spillet hedder Ship Simulator Extremes, og vi er med i spillet.
Der er 32 fartøjer, du kan styre i spillet – lige fra store olietankere til små hovercrafts. Blandt skibene finder du også vores eget Greenpeace-skib Esperanza og den endnu ikke byggede Rainbow Warrior III i sekvenser baseret på faktiske tidligere aktioner til søs. Skibene er alle lavet ud fra tekniske tegninger, CAD-tegninger og fotografier for at de opfører sig så naturtro som muligt. Du kan også sende en gummibåd af sted gennem bølgerne.
Du kan lægge til i naturtro havne, og der er variabler som vindhastighed, bølgehøjde, vejr og dagslys for at tilpasse dit eventyr. Du kan oprette dine egne missioner, som du kan uploade til andre spillere, og når du fuldfører en Greenpeace-mission, kan du se en video med en af vores kaptajner, der fortæller, hvordan det virkelig gik.
Bedst af alt: Køber du donationudgaven af spillet, går 20 procent af overskuddet til at bygge den ægte nye Rainbow Warrior, og du har chancen for at vinde en tur på en af hendes første sejladser.
Her er et smugkig på, hvordan spillet ser ud.
Du kan også høre og se mere om spillet på denne Walkthrough.
-
Tak til Gorillaz og Roskilde Festivalen
Udgivet den 2. juli 2010 1 kommentarIgår stod Gorillaz på Orange Scene og underholdt tusinder af glade festivalgæster – idag hjælper Damon Albarn og Jamie Hewlett Greenpeace med vores miljøarbejde. 20.000 stærke engelske pund lige ned i al vores arbejde for at få politikerne til at tage klimaproblemet alvorligt og stoppe vores stadigt stigende udledniner af drivhusgasser, vores arbejde for at sikre, at havet en dag igen vil være rigt på skaldyr, fisk og hvaler og vores arbejde for at få virksomheder til at udfase kemikalier, undgå GMO og stoppe salg af illegalt træ. Så tusind tak for det, Gorillaz.

Greenpeace er tilstede på Roskilde Festval med en gruppe frivillige og to stande, blandt andet en retrobod ved siden af Orange Scene.
De frivillige samler underskrifter til havkampagner, sælger merchandise, diskuterer miljøspørgsmål med de besøgende og så er det muligt at få taget et billede af sig selv som enten Nora eller Juan – de to Greenpeace-aktivister, der i klimatopmødets sidste døgn gik ind til den royale middag for verdens ledere med et budskab om at at tage handling.

-
Greenpeace på Roskilde Festival
Udgivet den 25. juni 2010 2 kommentarerI morgen går det løs – åbningen af årets Roskilde Festival. Og Greenpeace er med fra start. I år vil vi have to stande på festivalen. Én på Green Market på campingområdet ved Bycenter East og Retrostand på selve festivalspladsen ved Orange scene.
Green market
Allerede fra lørdag den 26. juni åbner Roskilde Festival for deres Green Market område. Greenpeace vil sammen med ni andre organisationer være at finde i området, hvor vi har vores egen stand.
På vores stand sætter vi i år fokus på det at være miljøaktivist. Du kan komme og få en snak med vores aktivister og frivillige. Nephew, der spiller på årets festival, har signeret t-shirts, caps og cd’er, som Greenpeace udlover i en konkurrence. Du har muligheden for et vinde, hvis du kigger forbi! Samtidig har du mulighed for at købe lidt merchandise, og dermed støtte vores arbejde økonomisk. Vi kan bl.a. tilbyde lidt forskellige t-shirts, Greenpeace gummistøvler.
Sidst men ikke mindst kommer Nora Christiansen og holder et foredrag om, hvordan det er at være aktivist. Nora er den aktivist, der 17. december i 2009 var udklædt som hustru til en ’statsleder’, og på bedste Olsenbanden manér gatecrashede Dronningens gallamiddag for en lang række regerings- og statsledere på Christiansborg. Kom og hør hvorfor Nora fandt handling nødvendig, da verdenslederne deltog i Lars Løkkes cirkus og kørte klimaforhandlingerne i sænk.
Retro
I år holder Roskilde Festival 40 års jubilæum. I den forbindelse har festivallen bedt Greenpeace om at genopføre en gammel retrobod. Den gang satte vi fokus på Nordsøen og dumpningen af giftigt affald – en kampagne vi senere vandt. Havet er imidlertid langt fra beskyttet i dag, og derfor vil vi i år igen sætte fokus på havet. Kom forbi og hør om vores arbejde med beskyttelsen af vores have.
Gør for eksempel lige som Tobias fra Ghost Society, der spiller på årets festival:
”Vi har ikke rigtigt noget planlagt, da det nok bliver en hurtig ind og ud. Men vi kan foreslå at man hører Bassekou Kouyate, Beach House, Local Natives, Chimes And Bells, Japandroids og Pavement. Og husk at støtte Greenpeace i deres Roskilde-bod, hvis de har sådan en,” siger Tobia fra Ghost Society.
Og ja, det har vi. Vi ses!
-
Sol, vind och vatten
Udgivet den 16. juni 2010 2 kommentarerTidligt mandag morgen kørte vi en gammel brandbil ind på Forsmark atomkraftværk i Sverige, hvor vi ved hjælp af den lange brandstige kunne sende en masse aktivister ind over det høje elektriske hegn, der omkranser hele atomkraftværket.
Indenfor ganske kort tid var området fyldt af aktivister i stramme spandexdragter – klædt ud som sol, vind og vand – der spænede fra vagterne og ind mod reaktorbygningerne. Tre af aktivisterne nåede op på taget af reaktor 2, hvor de viste håndbannere og sendte billeder og video fra en medbragt mobiltelefon.

Charlotte Nyström var en af de tre aktivister, der nåede op på taget af reaktorbygning 2. Dette billede er fra senere på dagen, hvor flere af os blev løsladt.
En anden gruppe var på vej op på reaktor 1, men måtte vende om, da deres strålingsmåler viste, at strålingen på bygningen var alt for høj til vores sikkerhedskrav. Ironisk nok var det netop reaktor 1, der i 2006 var meget tæt på en nedsmeltning, der ville have været den største atomkatastrofe siden Tjernobyl.
Og selv om de fredelige aktivister i deres farverige dragter så ret komiske ud fra den anden side af hegnet, hvor jeg befandt mig, så var deres budskab alvorligt. I morgen torsdag, når de 29 af aktivisterne – heraf 4 danskere – der stadig tilbageholdt af svensk politi bliver stillet for en dommer, skal den svenske rigsdag stemme om et forslag fra regeringen om nye investeringer i svensk atomkraft. Hvis forslaget vedtages vil det omstøde beslutningen fra 1980 om at udfase atomkraften, og fjerne investeringerne fra vedvarende energikilder og fodre dem til en energiproduktion, der er dyr, farlig og unødvendig.
Centerpartiet har historisk været imod atomkraft, men en ny partilinie har dikteret, at de vil stemme for forslaget om nyinvesteringer i atomkraft. To af medlemmerne af partiet har allerede meldt ud, at de ikke vil være stemmekvæg, men følge deres egen overbevisning imod atomkraft. Det betyder, at der kun mangler to stemmer mod forslaget for at det bliver nedstemt.
Vi løser ikke klimakrisen med atomkraft. Vi har slet ikke brug for atomkraft. Sverige, der er et land rig på naturlige ressourcer, bør i stedet satse på sol-, vind- og bølgeenergi for at holde deres position som ansvarlige og visionære. Vores seneste globale energiscenarie ”Energy [R]evolution: A Sustainable World Energy Outlook”, som vi har udarbejdet sammen med European Renewable Energy Council (EREC), viser, at 95 % af verdens elektricitet kan produceres af vedvarende energikilder i 2050. Samtidig kan investeringer i vedvarende energi skabe job til 8,5 millioner mennesker i 2030.
Min opfordring til medlemmerne af Centerpartiet er: Vær ikke stemmekvæg, lyt til jeres samvittighed, og stem nej til nye investeringer i svensk atomkraft.
-
Hjælp British Petroleum med et nyt logo
Udgivet den 7. juni 2010 Ingen kommentarerVores kollegaer i Storbritannien har startet en konkurrence, der skal hjælpe BP med et nyt logo. For ærlig talt så er det nuværende flotte og grønne logo vist en anelse misvisende. For et par år siden rebrandede BP dem selv under sloganet ’beyond petroleum’ – det kostede svimlende summer. Det resulterede bl.a. i det velkendte logo, der minder lidt om en grøn og gul blomst, men i virkeligheden er der ingen forbindelse mellem blomsten og fx BP’s smadren rundt i den canadiske vildmark.

Luftfoto af en tjæresandsmine i Canada, hvor bl.a. BP er involveret i den beskidte olieudvinding.
For et par uger siden valgte Greenpeace at rebrande BP i overensstemmelse med deres virkelige virke. For BP er ikke ’beyond petroleum’ – hvilket deres fatale opførelse ude i den Mexicanske Gulf giver et udmærket billede af. Olieudslippet fra Deeepwater Horizon er nu det værste i USA’s historie og en miljøkatastrofe af ufattelige dimensioner. BP er British Polluters!
Denne greenwash må høre op, og vi har brug for din hjælp. Derfor afholder Greenpeace en konkurrence, hvor du kan rebrande BP og give dem et ny logo. Konkurrencen løber til den 28. juni 2010 – læs mere og tilføj dit logo her. Alle de indsendte forslag lægges på flickr.
-
Sejr: Nestlé dropper tvivlsom palmeolie
Udgivet den 17. maj 2010 4 kommentarerDet hele startede med en lille youtube-video. En simpel mock af en KitKat-reklame, der på en simpel og effektiv måde synliggjorde konsekvenserne af at købe palmeolie af selskaber, der rydder regnskov for at lave palmeolieplantager: Fjernelse af orangutangers naturlige habitat med udryddelse som følge.
Dette var ikke en sandhed, som fødevaregiganten havde lyst til at få fortalt og de fik fjernet videoen fra Youtube. Det skulle de ikke havde gjort, for handlingen, der skulle tysse problemerne med selskabets leverandører ned, fik i stedet sat fokus på regnskovsdestruktion. Videoen dukkede op alle mulige steder på internettet og i de 8 uger, der er gået siden lanceringen, har næsten 1,5 millioner seere set vores kontormedarbejder gnave i en blodig orangutangfinger.
Men det var ikke kun væmmelse, videoen generede. 200.000 emails blev sendt til Nestlé, der også modtog hundredevis af telefonopkald og utallige kommentarer på deres officielle facebook-side. Men det stoppede ikke her. Orangutanger konfronterede Nestlé ved deres hovedkvarterer i Croydon, Frankfurt, Beijing og Jakarta, og den årlige generalforsamling i Schweiz blev prydet med vores banner. Samtidig har der været gang i den på alverdens gader for at sætte fokus på problemet. Dermed stod det klart for firmaet, at de var nødt til at løse problemerne med palmeolie og papirvarer.
Undervejs i de 8 uger, som vi har kørt kampagnen, har vi mødtes flere gange med repræsentanter fra Nestlé for at drøfte problemerne med palmeolie og papirvarer. Og selv om vi havde på fornemmelsen, at tingene var på vej fremad, så havde vi ikke forvente, at fødevaregiganten ville spille ud med en så omfattende ”nul skovrydning”-policy så hurtigt.
Nestlé har udviklet en plan, der vil identificere og fjerne eventuelle virksomheder i deres forsyningskæde med forbindelser til skovrydning. Disse selskaber omfatter det berygtede Sinar Mas, og dette skridt vil også få konsekvenser for firmaer som Cargill. Men denne plan skal stadig følges op med handling, og The Forest Trust (TFT) – en uafhængig organisation, vi har arbejdet sammen med før – vil nøje overvåge Nestlé’s fremskridt.
Men som mange af jer har påpeget, er Nestlé ikke det eneste selskab, der er involveret i palmeolie og papirvareindustrien, og selvom dette er et fantastisk resultat, er der stadig meget mere at gøre for at standse ødelæggelsen af Indonesiens regnskove. Forvent derfor at høre mere fra den kant.
-
Kitkat i problemer
Udgivet den 18. marts 2010 Ingen kommentarerVores kontroversielle video om Nestlés brug af palmeolie – og bidrag til ødelæggelsen af den indonesiske regnskov (og de orangutanger, der lever der) – har skabt røre i vandene. Filmen er blodig og grum, men også sand.
Nestlé og Youtube fjernede videoen i går på grund af “krænkelse af ophavsretten”, men det har sådan set bare gjort tingene værre for dem. Videoen blev derefter bare spredt på mange forskellige sprog i YouTube og i online-aviser, som f.eks Ekstrabladet. Den er over det hele.
Hvorfor gør vi det? Fordi Nestlé’s produkter – som den Kitkat, der er med videoen – indeholder palmeolie fra leverandører, der ødelægger regnskoven og fjerner orangutangernes habitater, så deres eksistensgrundlag bliver truet. Andre store virksomheder har stoppet denne handel, men Nestlé vender det blinde øje til og fortsætter handlen med det selskab, der mere end noget andet er ansvarlig for udryddelsen af den indonesiske regnskov for at lave palmeolieplantager, Sinar Mas.
Nestlé’s svar lyder sådan:
Nestle har afbrudt sin kontrakt med palmeoliegiganten Sinar Mas, men vil fortsætte med at bruge palmeolie fra andre kilder.
“Vi vil fortsætte med at lægge pres på vores leverandører for at fjerne alle kilder til palmeolie, som er relateret til regnskovens ødelæggelse og til at fremlægge gyldige garantier for sporbarhed, så hurtigt som muligt,” siger virksomheden i en erklæring på sin hjemmeside.Sinar Mas svarer:
PT Sinar Mas Agro Resources and Technology, Sinar Mas’s palmeolieenhed, har ”forpligtet sig til at indføre en ansvarlig landrydningspolitik og den bedste praksis i landbrugsforvaltning i alle vores plantager,” sagde formand direktør Jo Daud Dharsono i et telefoninterview i dag. “Vi har altid haft kommunikation med Greenpeace og vi vil snart arrangere et møde og få en dialog med dem,” sagde han.
Som The Sun (UK) pænt udtrykker det, dette er en Kitkatastrofe. Og det stopper ikke, før Nestlé afbryder al brug af palmeolie fra firmaer, der rydder regnskov.
-
Gør facebook grøn indefra
Udgivet den 22. februar 2010 Ingen kommentarerFacebook meddelte for nylig, at virksomheden vil bygge et kæmpe datacenter i Oregon, USA, fyldt med de nyeste energieffektive computere. Computere der skal tjene flere hundrede millioner brugere på det sociale netværk. Men virksomheden har planer om at placere centeret et sted, hvor elektriciteten fremstilles ved afbrænding af kul – den mest beskidte energikilde, og den største enkelte kilde til den klimaændringerne.
I Greenpeace mener vi, at facebook burde køre på 100 % vedvarende energi. Især fordi datacentre som den nye facebook-server og skiftet til cloud computing vil få efterspørgslen på energi til at stige voldsomt. Virksomheder, der forsyner deres datacentre med energi fra kulafbrænding er med til at støtte den største enkelte kilde til menneskeskabt CO2-udledning.
En anden stor it-virksomhed, Yahoo, har for eksempel bygget et datacenter nær Buffalo, New York, der får strøm fra vandkraft. Facebook – og alle andre it-virksomheder bør bruge deres indflydelse og placere strømslugerne der, hvor den vedvarende energi er tilgængelig. Det er noget vi blandt andet arbejder for med vores Cool it-kampagne, hvor virksomhederne kan presse på for en politik, der bringer mere vedvarende energi til USA’s elnet.
Facebook har reageret på kritikken ved at pege på energieffektiviteten i design- og udstyrspecifikation. Men selv energieffektive datacentre bruger meget strøm til at køre computere, back up-systemer og køleanlæg. Og det sidste, vi har brug for, er at skabe større efterspørgsel efter energi på steder, hvor der kun er beskidt energi til rådighed.
Hvis din facebook-side kører på beskidt energi, så bidrager du også til øget CO2-udledning og klimaændringer. Fortæl derfor facebook på deres egen side, at de skal forsyne deres datacenter med 100 % vedvarende energi: www.greenpeace.org/coalfacebook
-
Ingen skandaler bag disse gates
Udgivet den 8. februar 2010 2 kommentarerSiden december har der været en overflod af historier, der udfordrer videnskaben om klimaændringer, som præsenteres af IPCC. Der er kommet masser af historier, der alle slutter med ordet “gate”. En endelse der leder tankerne tilbage på Nixons Watergate-skandale – og på senere skandaler, der alle historisk har fået endelsen ”gate” for at gøre dem større, end de egentlig er. Skal vi være bekymret? Kun om klimaændringer.
Hackergate
Hackergate begyndte med offentliggørelsen af omkring tusinde emails og tretusinde dokumenter fra Climate Research Unit ved University of East Anglia. Ud af de tusinde emails blev en håndfuld sætninger pillet ud af sammenhængen og brugt som ”bevis” på, at forskningen om den globale opvarmning var svindel.Sætter man sætningerne ind i deres rette sammenhæng, kan man se, at der hverken er fusk eller løgn med i spillet.
Himalayagate
I en rapport offentliggjort i 2007, rapporterede IPCC, at Himalayas gletsjere kunne være væk allerede i 2035. Denne påstand viste sig at være forkert, og at have været baseret på mangelfuldt materiale og brud på standarder for forskning.Dette betyder ikke, at gletschere ikke er på tilbagetog – blot at hastigheden ikke er nær så høj som IPCC først angav. Se øverste graf fra World Glacier Monitoring Service, hvor de røde bjælker er år, hvor verdens gletsjere gennemsnitlig blev mindre. De blå er år, hvor de voksede. Er verdens gletsjere i knibe? Det er et nemt spørgsmål. Er der mere rød eller blå på grafen?
Amazongate
I Amazongate var anklagen, at en fodnote til påstanden om, at 40% af Amazonas kan dø, var forkert. Ikke at påstanden var forkert, blot at fodnoten var forkert. Og det var den også. Den rapport som fodnoten pegede på bakkede ikke påstanden op i sig selv. Men det gjorde et andet videnskabeligt papir (Cox, P. M., Betts, R. A., Jones, C. D., Spall, S. A. & Totterdell, I. J. 2000 Acceleration of global warming due to carbon-cycle feedbacks in a coupled climate model. Nature 408, 184–187).Siden da har yderligere to papirer bekræftet sagen. Det er dårlige fodnoter, men det er ikke dårlig videnskab.
Historien om en mini-istid
I Danmark har vi haft en kold start på 2010. Og mange journalister har benyttet lejligheden til at tilføje endnu en “gate” til samlingen ved at hævde, at der med det kolde vejr kommer en mini-istid. Det lyder lidt hysterisk, hvis du spørger mig.Nyheden kører ikke rigtig i Australien, fordi de er ramt af noget nær rekordhøje sommertemperaturer. I Canada har de en anden oplevelse. De har det så varmt, at de er nødt til at flytte en masse sne for at sikre de olympiske vinterlege. I det nordligste Arktis er vejret varmere end normalt. Faktisk er det den varme Arktis, der er årsag til det kolde vejr i Europa.
Så hvad driver denne debat?
IPCC’s videnskabelige vurdering er formentlig den største videnskabelige indsats nogensinde, med tusinder af forskere i mange forskellige forskningsinstitutter rundt om i verden, som bakkes op med masser af data. Det er også en menneskelig stræben og derfor ikke perfekt. Vurderingen af den nævnte rapport er 3.000 sider lang, og efter to års indsats fra skeptikere og journalister har de fundet én dårlig fodnote.Historien om Himalaya blev påpeget af en videnskabsmand – som det burde være, og da vi baserer vores arbejde på IPCC-rapporten optrådte fejlen også hos os. Det burde være rettet nu, men hvis du finder en fejl, så fortæl os det.
Selvom klimaskeptikere blandt videnskabsfolk ofte får deres mening i medierne, kan de være svære at finde. For eksempel prøvede BBC’s miljø-analytiker, Roger Harrabin, at kontakte en skeptiker-blog den 3. februar, fordi han ”kæmpede for at finde nogen”. Videnskaben er klar, klimaændringerne er reelle, de sker nu, og er forårsaget af mennesker. Løsningen er stadig i vores hænder, med ren energi, intelligent forbrug af ressourcer og beskyttelse af skove.
-
Kasketkejserne på Rainbow Warrior
Udgivet den 18. januar 2010 Ingen kommentarerKasketkejserne har lavet en lille film fra Rainbow Warrior, der var i København i forbindelse med klimatopmødet og varetægtsfængslingen af de fire galla-aktivister. I filmen er der bl.a. interview med Greenpeace’ internationale generalsekretær Kumi Naidoo og besætningen på Rainbow Warrior tager Kasketkejserne med en tur rundt på skibet.


