Ny verdensrekord på Facebook

Vi satte os for at sætte en ny verdensrekord – 50.000 kommentarer på Facebook på 24 timer. Det er nu lykkedes over al forventning. På kun et halvt døgn har vi nu ramt over de 50.000, der skulle til for at få vores rekordforsøg registreret i Guiness Verdensrekordbog.

Vi er nu officielle verdensrekordindehavere på grund af alle de mange mennesker, der har hjulpet os med at skrive kommentarer på Facebook!

Rekorden nåede vi nogenlunde samtidig med, at vi kørte en storskærm ind foran Facebooks hovedkvarter i Californien, hvor alle kommentarer bliver vist i real-time – direkte til facebooks ansatte. Aktionen streames direkte til vores Københavner-event i Huset i Magstræde.

Men vi er også konkurrencemennesker, så lad os hæve målet til 100.000 kommentarer! Bliv ved med at kommentere indtil kl. 7.00 i morgen tidlig på http://on.fb.me/FBunfriendcoal

Hvis Facebook siger nej tak til energi produceret med kul og ja tak til energi produceret med vedvarende energikilder, som sol, vind og vand, vil Facebook qua sin størrelse være i stand til at påvirke mange andre IT-virksomheder til at tage ansvar for at sikre 100 pct. vedvarende energi ved valg af investeringer.

Gode intentioner er ikke nok. Vi skal se en rigtig plan for handlinger. Derfor skal Facebook :
    Øge Facebooks brug af ren energi.
    Udvikle en plan for at minimere Facebooks miljøpåvirkning og blive kulfri inden 2021.
    Oplyse Facebooks brugere om, hvordan firmaet får energi til at køre sine services.
    Være fortaler for ren energi på lokalt, nationalt og international niveau.

IT sektoren er den hurtigst voksende sektor i verden i forhold til elektricitetsforbrug. Vores research siger faktisk, at den nuværende vækstrate vil betyde, at datacentre og telekommunikationsnetværk – som Facebook er afhængig af for at kunne levere sine services – i 2020 vil forbruge mere end tre gange den energi, som bliver brugt nu og mere end halvdelen af USA’s nuværende samlede forbrug af elektricitet eller mere end Frankrig, Tyskland, Canada og Brasilien tilsammen.

En stor tak til alle jer Facebookere, der har hjulpet os med at sætte rekord og sende en vigtig besked til Facebook.

Olieudvinding i Arktis skal lægges på is

Olie blandet med is besværliggøre oprydningsarbejdet i Norge.

En mindre olieudslip i Norge få timer fra Oslo har givet sved på panden hos beredskabsstyrken. Tilfrosset farvand har vanskeliggjort oprydningen. Nu må olieindustrien forstå, at når vi og andre fortæller dem, at olieudvinding i Arktis er hul i hovedet, så er det altså ikke for sjov.

Sent torsdag aften modtog vi beskeden om, at et fragtskib med navnet Godafoss var gået på grund i norsk farvand, og at det lækkede olie fra to af dets i alt tre brændstoftanke. Mine tanker faldt hurtigt på billederne fra diverse olieudslip gennem årene; Exxon Valdez i Alaska for 20 år siden, BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf i fjor og det kinesiske olieudslip i Dalian i sommers for at nævne nogle af dem. Selvom de første meldinger fortalte, at potentielt set kunne 500 tons olie slippe ud fra Godafoss to ødelagte tanke, så tyder det nu på, at vi slipper for en gentagelse af de skrækscenarier, som jeg nævnte ovenfor. Alligevel har olieudslippet i Norge, der fandt sted midt i en nationalparken ud for Hvaler, understreget, at olieudvinding i Arktis er rent hasardspil.

At brændstofudslippet fra Godafoss ikke har haft alvorligere konsekvenser skyldes først og fremmest, at kystvagt, kystverk og kommunen har foretaget en beundringsværdig indsats, fortæller mine norske kollegaer mig. Alligevel har der været problemer, fordi dele af farvandet er helt eller delvist frosset til. Isflager driver ind i olien og besværliggøre således oprydningen, olien flyder under isen og gør det vanskeligt at følge udslippet, olie der har blandet sig med isen skal hentes op med gravkoer, og sidst men ikke mindst forværre det kolde vand belastningen på indsatsstyrken.

Disse problemer er vanskelige at løse blot få timer fra Oslo. Alligevel forsøger olieindustrien at overbevise os om, at deres beredskab vil være mere end tilstrækkeligt til at løse et udslip i arktiske egne, hvor nogle havområder er tilfrosset i flere måneder af året. Olieudvinding i Arktis er ikke en god idé, det er en rigtig skidt idé.

Investeringsfirmaernes tunge drenge vil have en klimaaftale

Den største gruppe af investorer nogensinde går nu sammen med et klart budskab til verdens stats- og regeringsledere forud for COP 16 i Cancun, Mexico, der starter om under to uger: Der skal ambitiøs handling til nu, ellers kan verden forvente en økonomisk nedtur, der får den nuværende ”krise” til at blegne. Ifølge Stern rapporten og investeringsgruppen kan manglende handling føre til et svimlende tab på op til én femtedel af verdens samlede bruttonationalindkomst.

Det er ikke nogen ubetydelig gruppe af investorer, der nu retter sit tunge skyts mod regeringer og delegationer forud for Cancun. Gruppen råder over midler op til en værdi af 15 billioner dollars og den danske pensionsfond ATP, der har 56 milliarder euro i ryggen, er én af de i alt 259 medunderskriver på udmeldingen. Dette tal er i sig selv ubegribeligt for de fleste dødelige. Til sammenligning kan det måske illustreres med, at én billion svarer til én million million, eller at beløbet svarer til hele USA’s BNP, eller en fjerddel af verdens samlede markedskapital.

Forhåbentlig kan denne ikke ubetydelige udmelding hjælpe til i det dødvande der lige nu præger forhandlingerne. USA og Kina holder hinanden i skak og EU har gemt sig i en krog, hvor navlepilleri tilsyneladende har højeste prioritet. Engang kunne EU med rette kalde sig førende på klimaområde, men det er ikke længere tilfældet. Udenfor forhandlingerne har Kina overhalet indenom, når det handler om investeringer i grøn teknologi. En dugfrisk analyse fra Forskningscenter Risø konkluderer således, at ”Kina kan og bør blive betragtet som en klima ’champion’”.

Uanset investorernes motiver bag denne udmelding, så føjer det til det pres, der allerede nu hviler over verdens lande. Konsekvenserne af klimaforandringerne mærkes allerede rundt omkring på planeten, og det er ikke et øjeblik for tidligt, at verdens regeringer får forhandlet en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale på plads. I Cancun er det absolut nødvendigt, at der tages substansrige skridt mod en sådan aftale.

Godt gået i Grønland

Fire aktivister har i to døgn holdt begge Cairn’s olieboringer ved Grønland ude af drift. Det er godt gået, for boringerne er en kæmpestor fejltagelse og bør ikke få lov at finde sted. Boringerne finder sted i det arktiske farvand i ’isbjergsalleen’, hvor risikoen for en ulykke er større end i stille egne, og hvor et eventuelt udslip vil være stort set umuligt at rydde op. Jeg er bange for et udslip og jeg er bange for de mange store olieselskaber, der lige nu føler Cairns boringer nøje. Hvis Cairn finder olie står hele verdens olieselskaber på spring til at plastre den grønlandske vestkyst til med boreplatforme.

De fire dygtige klatrere, der tirsdag morgen indtog Cairns borerig fra tre gummibåde er polakken Mateusz Emeschajmer, der bor i Norge, Sim McKenna fra USA, Timo Puohiniemi fra Finland og Jens Lowe fra Tyskland. De holdt stand mod det arktiske vejr i to dage, men i går aftes lovede vejrudsigten storm og vi besluttede at afslutte aktionen. Mine kolleger på Esperanza, det Greenpeace-skib, der har ligget i nærheden hele tiden, ringede med den besked til både Grønlands Kommandoen og politiet, som også var på stedet. Vi ville gerne hente klatrerne ned på samme måde som de kom op, nemlig med gummibåde, men politiet øjnede en chance for en arrestation og brugte fire timer på at finde en måde at få vores fire klatrere til at gå op på selve boreriggens dæk i stedet. Nu er de fire i politiets varetægt sigtet for ulovlig indtrængen samtidig med at politiet forsøger at fylde medierne med en historie om, at politiet faktisk reddede klatrerne.

Men det skal ikke være politiets langsomhed eller dets mediespin, der skal fylde denne blog. Det skal være en hyldest til de fire dygtige og modige mennesker, der har taget et stort personligt i klimakampen. Disse år er afgørende, når det gælder kampen mod klimaforandringerne. Vi skal tvinge politikerne til at tage de rigtige beslutninger og vi skal hjælpe virksomhederne med ikke at tage katastrofalt dårlige beslutninger. Verden har ikke brug for mere olie – faktisk kan vi kun bruge en mindre del af den olie, vi allerede har adgang til. Vi har brug for hurtigst muligt at skifte til vedvarende energi.

Hvor mange chancer vil Cairn og Naalakkersuisut tage?

Der er styr på det hele! Sådan lød meldingen ikke overraskende fra Cairn, da Greenpeace 2. juli satte spørgsmålstegn ved graden af virksomhedens ansvarlighed, efter at vi med stor beklagelse havde fundet ud af, at Cairn, allerede fra første gang boret ramte havbunden udfor Diskoøen, så stort på et løfte til Selvstyret.

Et løfte, der handler om sikkerhed, og som gik ud på, at både boreskibet Stena Forth og boreriggen Stena Don skulle være til stede, når boringerne gik i gang.

Virkeligheden var, at Stena Forth stadig befandt sig i Halifax, Canada, godt en uges sejlads væk fra området, formentlig fordi reparationer i USA havde trukket ud.

Cairn forsvarede sig med, at de kun borede i det øverste lag – toplaget – hvor der ikke er olie. Til gengæld gik Cairn stille med, at der kan befinde sig gas i samme lag.

Det er muligt, at sikkerhedsrisikoen er minimal, når de borer i det øverste lag, men en ting er sikkert: Det er og bliver risikabelt at bore efter olie i et så sårbart område som Arktis. Billedet er ikke ukendt fra andre lande.

Myndighederne laver skrappe miljøgodkendelser, men efter lidt tid begynder dispensationerne at komme. Først den ene, så den anden og altid efterfulgt af sætningen, ”der er styr på det hele”.

Hvis Cairn, et selskab der ingen tidligere erfaring har med off-shore boringer, virkelig mener, at de uden problemer kan bore midt i ”isbjerg-motorvejen” med Grønlands hovedindtægt svømmende rundt under havoverfladen og en vifte af truede dyrearter som tætteste nabo, så kan Cairn vel også overskue at gøre en ekstra indsats for Grønlands og miljøets skyld.

Greenpeace er ikke ene om at være stærkt bekymret for konsekvenserne ved olieboringer på dybt vand. Eksempelvis sagde EU’s Energikommissær Oettinger så sent som 8. juli i en tale i Europa Parlamentet, at enhver ansvarlig regering under de nuværende omstændigheder ville fastfryse alle nye tilladelser til boringer under ekstreme forhold.

Vi forstår godt, at – den om end noget tvivlsomme – udsigt til rigtig meget olie, kan friste Cairn. Vi forstår sågar også godt, at det kan friste Selvstyret, for omsat til kroner og ører, kan det blive til en del.

Men uanset hvor lokkende lyden af knitrende pengesedler kan være, så må det alligevel være langt mere attraktivt som politiker og beboer i Grønland at kunne fortælle sine børnebørn, hvordan man deltog aktivt i at passe på deres Grønland frem for at skulle forklare, hvorfor man tillod, at verdens sidste dråber olie blev suget op af undergrunden, selvom klodens klima på ingen måde kan tåle, at mere olie brændes af, og selvom Grønlands hovedindtægt, fiskeriet, blev sat på højkant lige som de sårbare kystområder.

Hvis politikerne og befolkningen omkring den Mexicanske Golf kunne vælge om for Obama, der desværre tillod boringerne, hvilket sikkerhedsniveau ville de så mon vælge?

Ville de så tage til takke med, at BP sagde: ”Vi har styr på det hele”?

(også bragt i Sermitsiaq 15. juli 2010)

Rainbow Warrior – 25 år efter angrebet

I dag er det 25 år siden, at Rainbow Warrior blev bombet af det fransk secret service i New Zealand. Det er dagen, hvor vi mindes vores kollega Fernando Pereira, der blev dræbt under angrebet. Han var blot 35 år gammel.

Bombningen var personligt godkendt af den daværende franske præsident, François Mitterrand, og skete som et forsøg på at forhindre Greenpeace i at fortsætte protesten imod franske atomprøvesprængninger ved Mururoa-atollen.

Rainbow Warrior blev bombet i havnen i Auckland New Zealand af spioner fra den franske efterretningstjeneste i 1985. Skibet var på turné i Stillehavet for bl.a. at forhindre, at den franske stat gennemførte atomprøvesprængninger. © Greenpeace / John Miller

Kun tre måneder inden Rainbow Warrior blev sænket, havde skibet hjulpet til med at evakuere 300 beboere på Marshall-øernes Rongelap-atol som en del af ”Operation Exodus”.

Øboerne flygtede fra dødelige radioaktive forurening – efter mange års amerikanske prøvesprængninger – som forårsagde diverse sygdomme og defekter på nyfødte børn. Sygdomme, der opstod, selvom de amerikanske myndigheder havde garanteret, at Rongelap var et sikkert og forureningsfrit sted at befinde sig. 

Den amerikanske regerings moralske ansvar over for øboerne er aldrig blevet prioriteret, og folks rettigheder og helbred er således blevet skubbet til side til fordel for atomvåben. 

I forbindelse med forhandlinger mellem USA og Marshalløerne via det såkaldte Compact of Free Association blev der i 1982 indgået en hemmelig aftale, som nedsatte kravet til beskyttelse imod radioaktivitet, så der bedre kunne foretages atomprøvesprængninger uforstyrret. Aftalen resulterede i, at beboerne på Rongelap blev udsat for en pludselig og alarmerende radioaktivitet gennem deres lokale madprodukter. 

Og så er der dumpningen af radioaktivt affald, som er begyndt at lække, til trods for at det kun er 30 år siden, at det blev smidt i specialdesignede beholdere, der efter sigende skulle kunne forsegle farligt indhold i tusindvis af år.  USA har imidlertid erklæret sig uden ansvar.

Nu er hjælp og kompensation fra USA begyndt at forstumme, og folk tvinges tilbage på de forurenede øer.

I år, 25 år efter at beboerne på Rongelap frivilligt lod sig evakuere fra deres radioaktive ø, står de ansigt til ansigt med et ultimatum fra USA. Flyt tilbage til Rongelap i 2011 eller vi stopper den økonomiske støtte til øen Mejatto i Kwajalein-atollen.

‘USA gav de lokale myndigheder på Rongelap 45 millioner dollars til finansiering af oprydning og rehabiliterings-arbejde på Rongelap. Kun 45 millioner. Det er sølle 0.2 procent af de samlede udgifter på 25 billioner, som USA brugte på atomtestning og kun 0.007 procent af landets samlede forsvarsbudget. Gør den amerikanske regering det her for at spare penge eller for ikke at tabe ansigt? Håber regeringen, at folk på Marshalløerne vil glemme og blive glemt?

Vi vil fortsat mindes Fernando, Rainbow Warrior og beboerne på Marshalløerne.

Jorden har brug for en hånd

I dag er det “Earth Day”, og jeg håber, at du vil fejre dagen ved at se vores nye Earth Day video sammen med mig. Jeg håber også, at du har lyst til at slutte dig til Greenpeace og vores arbejde for en bedre fremtid.

Vores planet står overfor store udfordringer. Verdens skove bliver hugget ned, der drives rovdrift på mange fiskebestande i et afsindigt tempo. Samtidig drives der stadig kommerciel hvalfangst, giftige kemikalier findes i vores hverdagsvarer, vores elektricitet kommer hovedsageligt fra beskidt kul og til dels fra farlig atomkraft, og GMO-afgrøder truer landbruget.

Jorden har mange sejre i bagagen. Derfor er ovenstående opgaver hverken urealistiske eller en utopisk drøm. Gennem årene har vi været i stand til at påvirke historiens gang ved at bære vidne og formidle; vi har overbevist politikere, virksomheder og videnskaben om at sætte bæredygtig fremtid over kortsigtede økonomiske og politiske gevinster.

Men hvis du tror, at styrken ligger i Greenpeaces skibe, fredelige og ikke voldelige protester og løsningsorienteret kampagnearbejde – så tro om igen: det er i støtten og hjælpen fra millioner af støtter verden over.

Vores klode og dens befolkning har brug for; flere ansigter, der bekymrer sig for miljømæssige spørgsmål, flere folk, der vil bruge deres stemme til at forsvare den – og flere mennesker, der vil skride til handling for at beskytte den. Du kan hjælpe “Earth Day” ved at tage del i  at opbygge den bevægelse, der kan sikre en bæredygtig fremtid.

En grøn og fredelig fremtid er mulig – hjælp os med at få det til at ske:

• Bliv cyberaktivist – modtag vores nyhedsbrev
• Send Eart Day videoen til dine venner
• Del den på Facebook og Twitter
• Snup den embed code og post den på din blog

Drop den urimelige Arktis-klub

Den lukkede ”Arktiskklub” mødes denne gang i Gatineau Hills, Canada, hvor den danske regering har sendt justitsminister Lars Barfoed af sted for i dag at stikke hovedet sammen med udenrigsministrene fra Canada, Rusland, USA og Norge. Det var ellers Lene Espersen, der skulle have taget turen til Canada, men hun holder ferie.

Sammen skal ministrene diskutere fremtiden for et af verdens mest sårbare og vitale naturområder, der i disse år er genstand for en regulær forskningsforklædt hanekamp, som de fem lande bruger millioner og atter millioner kroner på at udkæmpe i håbet om at dokumentere mulige historiske tilhørsforhold til undersøiske højderygge og isdækkede jordskorper.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Alt sammen for at få andel i de enorme ressourcer, blandt andet olie, som den accelererende afsmeltning af den arktiske is paradoksalt nok har åbnet en ladeport op til.

Der står så mange oliemilliarder på spil, at al moral er sat til side – ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar. Vurderingen stammer fra 2007 og konkluderer, at kampen om undergrunden under Arktis udgør den største nuværende risiko for en global konflikt.

Det er selv sagt absurd at kæmpe om retten til at få adgang til mere af det fossile brændsel, som verden nødvendigvis må vende sig væk fra, hvis vi skal forhindre klimaforandringerne i at løbe løbsk. Det er dog også ganske absurd og ikke mindst urimeligt, at denne lukkede klub på fem nationer udelukker resten af verden fra deres møder. Ikke mindst ICC (Inuit Circumpolar Council), der repræsenterer 160.000 inuitter i de arktiske områder, Arctic Athabaskan Council, Island samt andre organisationer og lande med åbenlyse interesser i Arktis’ skæbne.

Imens nationerne omkring Arktis slås for at få del i ressource-eventyret, sidder ofrene tilbage. Det er de små samfund omkring Arktis, hvis levevilkår vanskeliggøres af klimaændringerne, og som er mere afhængige af naturen end nogen andre. Klimaforandringerne betyder allerede i dag, at der er færre dyr at jage, og at bl.a. Isbjørnen, hvalrossen og sælerne bevæger sig tættere og tættere imod truslen om udryddelse.

Området skal fredes

Der er kun en fornuftig løsning nemlig at indføre et øjeblikkeligt moratorium, der standser al industriel udnyttelse i de dele af Arktis, der før lå under hav-is. Det er den islinie, man ofte ser på kort, der viser et gennemsnit af ismængden i perioden 1979 til 2000.

Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

I det hele taget er klimaforandringerne et godt argument for at stoppe olieeventyret i Arktis her og nu. Det er almindeligt accepteret, at det er nødvendigt at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning så langt under to grader som muligt. For at det, kan lade sig gøre, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og ramme tæt på nul i 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Derfor er det klimamæssigt uacceptabelt fortsat at investere i at lede efter og udvinde olie. Især i arktiske områder, hvor  de klima- og forureningsmæssige konsekvenser er størst.

Vi tar 30 mere

30 år er ingen alder og så alligevel. 30 år giver erfaring, tyngde og netværk. 30 år giver en lang liste af resultater og sejre i bagagen. Greenpeace i Danmark blev oprettet af en gruppe unge journalister og studerende, der ville følge sporene fra de modige mennesker, der i 1971 sejlede i retning af de amerikanske atomprøvesprængninger ved Amchitka. De ville gøre en forskel. I begyndelsen handlede det meget om at stoppe nedslagtningen af hvaler, der var stærkt truede af den store, kommercielle fangst. Senere satte de første danske Greenpeace’ere deres energi ind på at stoppe kemikaliedumpninger – og afbrændinger i blandt andet Nordsøen.

Mange år er gået siden det danske kontor blev oprettet i Gert Sørensens mors stue, og Greenpeace er nu en etableret del af den danske miljøbevægelse og globalt en af verdens største miljøorganisationer. Vi har fået gjort kommerciel hvalfangst ulovlig, lukket Barsebäck, gjort dumpninger af kemikalier og olieplatforme ulovligt, og kan tage en stor del af æren for, at der ikke findes gensplejsede fødevare på de danske supermarkedshylder.

En af de kampagner, jeg selv har nydt mest, er Greenpeace’ arbejde mod miljøskadelige stoffer – farlig kemi. Selv om problemet langt fra er løst endnu er det en kendsgerning at vedholdende og målrettet kampagnearbejde igennem mere end 20 år kulminerede med vedtagelsen EU’s mest omfattende forordning nogensinde – REACH i 2006 – der allerede i dag har fået markant indflydelse på anvendelse af farlig kemi i hele verden. Kemi-kampagnen udmøntede sig i aktioner mod dumpning af farlig kemiaffald i havet ved med gummibåde at lægge sig under de faldende tønder og i afsløringer af ulovlige og skandaløse kemikaliedumpninger på Thule-basen i Grønland og afsløringer af kemirester i almindelige menneskers blod. Kampagnen har været med til fundamentalt at ændre den måde, vi omgås kemi på i hele verden.
Greenpeace er uden skyggen af 30-års kriser. Under klimatopmødet i København satte vi alle sejl ind. Og selv om det ikke lykkedes at overtale vores politikerne til at sikre kloden mod klimaforandringer med en stærk klimaaftale, så lykkedes det os at sikre, at de ikke slap af sted med at grønvaske det ynkelige resultat. Og jeg tror ikke, der er mange, der er i tvivl om, at vi i Greenpeace var til stede, og at vi havde høje forventninger til politikerne.

Verden står lige nu overfor en større miljømæssig udfordring end nogen sinde før. Også selv om den ikke griner os op i ansigtet lige så tydeligt som firsernes gule slam eller store, snavsede olieplatforme på vej ned i havets glemsel, truer klimaforandringerne både vores sundhed, vores have og vores dyr. Klimaforandringerne kan, selvom de allerede nu er årsag til millioner af nye klimaflygtninge hvert år, synes et stykke ude i fremtiden. Men klimaet er sådan skruet sammen, at de forbedringer, vi gør i dag, først kommer til udtryk om fyrre år. Derfor er der ikke et sekund at spilde. Vi skal have en global aftale, der bremser udledningerne af drivhusgasser drastisk og hurtigt. Vi ser det fortsat som vores vigtigste opgave sørge for, at politikerne og industrien aldrig glemmer, at jorden har vi ikke arvet fra vores forældre, men lånt af vores børn og børnebørn.

Danmark skal ud af uværdigt oliekapløb

I denne uge er forskere og politikere samlet i Tromsø på verdens nordligste universitet for at diskutere Arktis. Denne unikke del af vores verden, der er hjem for isbjørne, sæler og hvalrosser, er under dramatisk forandring i disse år som konsekvens af klimaforandringer. Noget alle begræder, men som alligevel tænder dollartegn i øjnene på mange. Også den danske regering, der har gjort krav på store dele af Arktis. For den smeltende is gør det muligt at få snablen ned i nye, store olielagre på havbunden.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Faktisk er kampen om de sidste olieressourcer under Arktis så indædt, at den udgør den største nuværende risiko for en global konflikt, ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar fra 2007. Det er et moralsk paradoks, at de lande og industrier, der har bidraget mest til de katastrofale klimaforandringer, også skal være dem, der tjener mest på dem.

Den uværdige kamp bør stoppes. Derfor har jeg brugt konferencen i Tromsø til at kræve et øjeblikkeligt moratorium for al industriel udnyttelse af det område af Arktis, der tidligere var dækket af is. Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

Der er mange gode argumenter for ikke at skade den sårbare natur og det unikke dyreliv på Arktis med olieboring, industrifiskeri og skibstransport. Men det vigtigste argument må være, at vi slet ikke har brug for det olieeventyr. Det er alment accepteret som et mål at holde klodens temperaturstigning så langt under to grader som muligt. Hvis man skal det, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og gå i en skarp kurve ned og ramme noget nær nul i år 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Der er derfor absolut ingen grund til at presse Arktis yderligere ved at søge efter mere olie og gas.