På med arbejdstøjet

Så kom dagen endelig hvor regeringen tvinges væk fra den sovepude, hvor de nu har hvilet i næsten et årti. Alle spørgsmål til konkrete tiltag, der skal sikre, at Danmark ikke længere vil bidrage til den globale opvarmning, er de seneste år blevet fejet af bordet med følgende svar: ’Nu må vi vente til Klimakommissionen kommer med deres udspil’. Nu er Klimakommissionens anbefalinger lagt åbent frem, og tiden er inde til handling – regeringen må komme med et udspil og ændre den kulsorte klima- og energipolitik, som den har ført de sidste 9 år.

Det er godt, men ikke overraskende, at to og et halvt års arbejde i Klimakommissionen har ført til samme hovedkonklusion, som en lang række andre energiscenarier (heriblandt Greenpeace eget): At den omstilling til et 100 % vedvarende energisystem, som skal til for at Danmark kan imødegå klimaudfordringen, også er samfundsøkonomisk fordelagtigt. Investeringer i omstillingen er mindre end hvad der ellers skulle betales til dyrere og dyrere klimaødelæggende fossile brændsler.

Det er selvfølgelig heller ikke nyt, at vi har brug for en massiv udbygning af vindenergien, at det skal kombineres med energibesparelser og at elbiler er vejen frem i transportsektoren. Men det er jo tydeligvis ikke gået op for regeringen endnu, så jeg håber, at Klimakommissionens rapport kan være det vink med en vognstang der er brug for.

Forstå mig ret. Der er en række gode og tiltrængte anbefalinger i rapporten og ved første øjekast ser der ud til, at være mange gode ideer. Blandt andet tiltaler særligt ideen om en energisparekonto for de enkelte boliger mig. Men også deres understregning af vigtigheden af et intelligent energisystem og udnyttelse af den geotermiske energi, er vigtige at få frem i lyset.

Nu har regeringen brugt lang tid nok på overspringshandlinger, nu er det tid til rigtig handling. Det danske samfund skal i gang med en omstilling til vedvarende energi, og vi har brug for mere end en målsætning for situationen i 2050. Vi har brug for, at regeringen tager arbejdshandskerne på og påbegynder omstillingen nu. Hvis den nuværende regering ikke vil det, så må vi håbe en grønnere regering snart kan tage over.

Kravet om en omstilling bakkes også op af befolkningen i Danmark. En opinionsundersøgelse lavet af TNS Gallup for Greenpeace viser, at næsten ni ud af 10 borgere er enig eller overvejende enig i, at det danske energisystem skal omstilles til 100 procent vedvarende energi inden 2050.

Der er vel kun en ting at sige: Nu har vi ventet længe nok. Nu skal vi have en energirevolution.

Elleman vender miljøet ryggen

Efter jeg er vendt tilbage til lille Danmark fra Greenpeace-skibet Esperanza, fortsætter mine venner ufortrødent deres kamp mod olieindustriens forblændede jagt på klodens sidste olie. Lige nu sidder to aktivister, Timo og Naz, i en overlevelseskapsel fastgjort til ankerkæden på det enorme boreskib Stena Carron og forhindrer dermed den amerikanske oliegigant, Chevron, i at foretage deres planlagte dybhavsboring ud for Shetlandsøerne.

En 500 kilo tung overlevelseskapsel er gjort fast til ankerkæden på boreskibet Stena Carron, der opereres af Chevron. Kapslen indeholder kommunikationsudstyr og mad. Greenpeace / Will Rose

De har forsyninger til flere uger, og på trods af den hårde storm de lige nu er udsat for, håber jeg inderligt, at de får forhindret Chevron i deres halsløse gerning så længe som muligt. Chevron vil i år bore 18 efterforskningsbrønde alene i Lagavulin-området, og oliegiganten har stolt proklameret, at den forventer at finde helt op til 600 millioner tønder eller næsten hundredetusind millioner liter olie i området. Og det skulle angiveligt være en godt nyhed…

Men jeg syntes i langt højere grad, det er skræmmende – for klimaet og for havet. Det er cirka 120 gange mere olie end der slap ud i Den Mexicanske Golf, og afbrænding af olien vil udlede uhyggelige mængder CO2. Selvom det sikkert desværre giver gode resultater på bundlinjen, så skal cheferne i Chevron ikke være stolte af, at de ødelægger vores klima og risikerer en britisk pendant til den amerikanske oliekatastrofe. Timo og Naz gør hvad de kan for at forhindre en af Chevrons boringer, men firmaet viser ingen tegn på at droppe sin skruppelløse adfærd og se videre end næste års regnskab.

Når virksomhederne blindt fortsætter som hidtil, så må andre træde i karakter. Timo, Naz og resten af os i Greenpeace kan ikke alene stoppe olieboringerne. Vi har brug for hjælp og et af de steder, jeg håbede vi kunne finde den hjælp, var hos de ansvarlige politikere. 15 miljøministre mødes i dag og i morgen for bl.a. at diskutere muligheden for et moratorium mod dybhavsboringer i Nordøstatlanten. Allerede efter den første dags møde står det desværre krystalklart, at miljøministrene fra de femten lande har misforstået deres titel.

I stedet for at repræsentere miljøet har Elleman og hendes medkumpaner udvandet det tyske forslag, så al tale om et muligt moratorium er væk. Stolt har de præsenteret en hensigtserklæring om at arbejde for et fælles regelsæt som en sejr. Selvom det er den britiske miljøminister, der var bannerfører for at ødelægge alt initiativ, så var Elleman ikke sen til at følge trop. Selvom det ikke er overraskende, at en VK-minister ikke sætter miljøet i første række, så kan jeg alligevel ikke lade være med at være skuffet

Miljøminister Karen Ellemann bliver mødt af kampagnechef i Greenpeace, Truls Gulowsen, der med en sidste appel beder om dansk opbakning til et moratorium på dybhavsboringer. Greenpeace / Birgitte Horn

Det er ikke et år siden, at den danske regering sammen med resten af verdens regeringer lovede, at man ville holde den globale temperaturstigning, men endnu har ingen vestlige lande – og mindst af alt Danmark – vist modet til at handle. Så når Elleman i dag kl. 11.30 sammen med de 14 andre miljøministre stiller sig op og forsikrer os om, at alt er i skønneste orden, så vil det lyde som lyden af tomme olietønder: Beskidt og hult.

Men bare fordi de 15 ministre ikke har klodens bedste for øje, så betyder det ikke, at vi giver op. Vi vil fortsætte med at aktionere mod olieindustriens udpining af jorden og politikernes stiltiende accept, og jeg er ikke i tvivl om, at hvis presset bliver stort nok, så vil de blive tvunget til at gøre det rigtige.

Oliefund er en sort nyhed

Politiken kan her til morgen fortælle historien om, at det olieselskabet Cairn, der siden juli har boret i Grønland, har fundet olie. Den selvsamme borerig, som aktivister fra Greenpeace i sidste måned okkuperede i to døgn har fundet to forskellige slags olie, som nu er sendt på laboratorium i England. Hvis det virkelig er rigtigt, så er det en sort nyhed, der kan få fatale konsekvenser for havet omkring Grønland, Arktis og hele klodens klima.

Men først skal vil jeg lade tvivlen komme klimaet til gode. Det kan være at oliefundet ikke er et jackpot, fordi mængderne muligvis ikke er tilstrækkelige til, at det kan betale sig for Cairn og andre selskaber. Og der er kun to uger tilbage af denne sommers mulighed for at bore olie, så har både Cairn og Grønland en lang og isfyldt vinter til at besinde sig. Det er meget risikabelt at bore i Baffinbugten og det er helt unødvendigt at finde mere olie, for vi kan ikke engang tillade os at afbrænde al den olie, vi allerede har fundet.

Der er brug for et forbud mod alle nye efterforsknings- og olieboringer til havs. Hvis den globale temperaturstigning skal holdes under to grader, som det meste af verden er enige om er et absolut maksimum, så skal vi hurtigst muligt af med olie, kul og gas. Det er både realistisk og samfundsøkonomisk rentabelt at skifte til ren og sikker vedvarende energi.

Danmark set fra Europas oliehovedstad

I går, på dagen hvor Greenpeace fylder 39 år, ankom Esperanza med mig og mine kollegaer ombord til Aberdeen, byen der uofficielt kaldes for Europas oliehovedstad.

Efter at have været ombord i en måned for at aktionere imod Cairns olieboringer og lancere vores globale ’Go Beyond Oil’ tur, er vi nu nået til sidste stop på turen for mit vedkommende. Imens skibet og besætningen ombord fortsætter mod ukendte destinationer for at stoppe nye olieboringer, så vender jeg hjem til Danmark for at fortsætte kampen derfra.

Der er brug for det. I næste uge mødes medlemmerne af OSPAR i Norge. OSPAR er en sammenslutning af 15 lande, der har til formål at beskytte Nordøst-atlanten – herunder Østersøen.

Desværre er det så som så med beskyttelsen. Efter katastrofen i Den Mexicanske Golf kan der ikke længere herske nogen tvivl om, at de fortsatte og dybere prøveboringer efter olie i mere og mere barske egne er en af de absolut største trusler mod vores have og livet i dem. En af historiens absolut største miljøkatastrofer er ikke mange måneder gammel, og billedet af pelikaner smurt ind i olie sidder stadig på min og sikkert mange andres nethinde, og den amerikanske regering fastholder sit forbud mod nye dybhavsboringer, indtil undersøgelsen af katastrofen er overstået.

I næste uge, når OSPAR-landene mødes, er dybhavsboringer givet vis på programmet, men chancen for, at der reelt træffes progressive beslutninger, er desværre nærmest ikke-eksisterende. OSPAR omfatter lande som Norge, Danmark, Tyskland og England, der ofte beskriver sig selv som førende på miljøområdet. Men førertrøjen bliver taget af, hvis det at holde den på indbefatter at være nødsaget til at genere olieindustrien.

Tyskland står alene tilbage med et ønske om et midlertidigt forbud mod de risikable dybhavsboringer – helt alene. Ingen andre lande tør støtte op om det. Specielt ikke den danske regering. Løkke, Lykke og kompagni fastholder, at Danmark ikke kan have en holdning, da man i rigsfællesskabet skal tage hensyn til Grønland og Færøerne.

Det er nærmest ufatteligt, hvordan den danske regering siden klimatopmødet i København har glemt alt om miljø og klima og nu igen kun fokuserer på kortsigtede økonomiske interesser.

Vi kan kun afbrænde en fjerdedel af de kendte, globale fossile reserver, hvis vi skal holde den stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på under to grader. Det betyder, at vi må afholde os fra at lede efter nye fossile brændsler – såsom olie, kul eller gas – og i stedet bestræbe os på hurtigst muligt at begrænse vores fossile afhængighed.

Det lader til, at regeringen har glemt, at den meget kortvarigt op til klimatopmødet prøvede at skabe en grøn profil. I stedet støtter regeringen nu dybhavsboringer, modarbejder en ordentlig klimalovgivning i EU og tillader mere kul i Danmark.

Alt imens smelter isen på Nordpolen med rasende fart. I dag kom det frem, at afsmeltningen denne sommer har været så omfattende, at isen dækker under 5 millioner kvadratkilometer – det er kun tredje gang nogensinde, at forskere har målt isdækket til at være så begrænset.

Kap Farvel

I går, samme dag som Esperanza forlod Grønland og satte kurs mod nye mål i Greenpeaces Go Beyond Oil-tur, offentliggjorde BP deres egen rapport over oliekatastrofen i den Mexicanske Golf. I den prøver oliegiganten at skyde ansvaret fra sig uden dog at have held til at skjule de fatale personlige fejl og den inkompetence, der sammen med en række tekniske fejl førte til ulykken.

Der er ingen tvivl om, at de samme fejl vil kunne findes på andre boreplatforme rundt om i verden.

Imens olieindustrien i stigende grad bliver tvunget til at lede efter olie i svært tilgængelige egne og under risikable forhold, bliver klimaforandringerne mere og mere tydelige. Vi har lige forladt Cairns olieboringer ud for Diskoøen og sejler nu sydpå. Alt imens den grønlandske regering har åbnet op for risikable dybhavsboringer, smelter indlandsisen, og de nordligste egne er dækket af is i kortere perioder fra år til år.

Vores protest mod Cairns boringer har skabt debat i store dele af verden, og det er en debat, der er nødvendig. Menneskeheden er i en overgangsfase, og det kræver en global indsats, hvis vi skal ligge afhængigheden af de fossile brændsler på hylden. Det kræver, at vi i fællesskab bliver enige om, at vi allerede har fundet mere en rigeligt af disse fossile brændsler.

Vores klima kan ikke engang tåle, at vi brænder alt det, vi allerede har fundet af. Derfor er det håbløst at lede efter mere – lige meget hvor det sker i verden.

Jeg håber, at det grønlandske folk også kan se nødvendigheden i at stoppe afhængigheden, og jeg håber, at Grønland i en ikke så fjern fremtid vil være med til at arbejde for at sætte en stopper for eftersøgningen af olie.

Jeg har dog også stor forståelse for det grønlandske folks ønske om udvikling. Grønland er også i en overgangsfase, hvor man skal finde balancen imellem den gamle fangerkultur og en industrialisering af samfundet. Men ønsker grønlænderne at begå den samme fejl som resten af verden? Ønsker de at opbygge en afhængighed af fossile brændstoffer og globale oliegiganter?

Hvis Grønland vælger oliens vej, er det ikke sikkert, at landet vil opleve den samme katastrofe som den i den Mexicanske Golf. Men risikoen er der uomtvisteligt, og hvis uheldet er ude, så kan grønlænderne ikke længere selv vælge, hvordan balancen imellem det gamle og det nye skal være. Så er fiskeriet allerede ødelagt i stor udstrækning, og valget dermed allerede truffet.

Olieudslip i Den Mexicanske Golf er alvorligt, og så sent som i dag har Greenpeaces team ombord på skibet Arctic Sunrise fundet olie på strandene på Horn Island ved Mississippi, hvor havskildpadder har deres reder.

Det kan synes uretfærdigt, at klimaet er så plaget af de rige landes uslukkelige tørst efter olie, at det nu er nødvendigt at lade olien ligge i jorden. Også i Grønland, hvor behovet for en økonomisk vitaminindsprøjtning er tydelig. Men situationen er allerede dybt alvorlig for mange mennesker verden over, der er blevet forvandlet til klimaflygtninge. Og når østaterne i Stillehavet forsvinder, er skelnes der ikke imellem olie fra Grønland og olie fra Danmark – så bærer vi alle skylden.

Derfor håber jeg, at Grønland, som det første men ikke sidste land i verden, i stedet vil satse på at vise, at de er i stand til at sætte fornuft og medfølelse før profit, og lade olien blive, hvor den end måtte være.

Endnu en ulykke i Den Mexicanske Golf

Der er gået mindre end 24 timer siden, at de fire aktivister fra Greenpeace måtte afbryde deres blokering af boreriggen Stena Don i Baffinbugten ud for Grønlands vestkyst, og blev anholdt af politiet, til at vi modtager nyheden om en eksplosion på en borerig i Den Mexicanske Golf. Eksplosionen bragte 13 ansatte i alvorlig fare og et oliespil der har spredt sig på over én km er indtil videre blevet observeret. Hvis platformen ikke for tiden havde været under ombygning, så kunne konsekvenserne have været langt større.

Mariner Energys boreplatform, Vermilion 380, står i flammer i Den Mexicanske Golf. © Greenpeace / Andy Levin

Flere steder er vores fredelige protest i Baffinbugten blevet betragtet som gemen kriminalitet, og som et forsøg på at nægte Grønland deres mulighed for økonomisk udvikling. Intet kunne være længere fra sandheden. Eksplosionen på BP’s boreplatform tilbage i april, der sendte 11 arbejdere i døden og over 750 millioner liter olie ud i Den Mexicanske Golf, var på mange måder et ’wake-up call’. Og vi så igen – i går – at ulykken ikke er enestående. Ifølge det amerikanske Bureau of Ocean Energy Management, Regulation and Enforcement har der inden for de seneste 10 år været 858 brænde og eksplosioner.

Mens politikere i USA, Grønland og mange andre steder altid lover, at sikkerheden er i top, sker det altså igen. Offshore ulykker er uundgåelige. I Den Mexicanske Golf såvel som i Arktis. Derfor var det hverken økonomisk undertrykkelse eller gemen kriminalitet, da Greenpeace søsatte den fredelige protest mod Cairns boringer i Baffinbugten. Det var en nødvendig protest. En protest på vegne naturen og dyrelivet i Arktis og på vegne af de millioner af mennesker, der allerede nu lider under klimaforandringerne. Vores globale klima er i rasende fart på vej mod en uoprettelig skade. Vi kan kun tåle at brænde 25 % af de allerede kendte olie-, kul- og gasreserver af, hvis vi skal forhindre klimaet fra at gå amok.

På trods af løfter fra olieindustrien og regeringer verden over, så får olieselskaberne lov til at køre videre som om intet var hent. Business af usual. Og derfor er der brug for protester som den mod Cairn.

I Grønland forsikrer både Cairn og den grønlandske regering, Naalakkersuisut, at Cairns boringer ikke sker på samme dybder, hvor BP-ulykken indtraf, og dermed ikke udgør samme sikkerhedsrisiko. I går så vi med alt tydelighed, at lavere dybder ikke er en garanti for sikker olieboring. Ulykken indtraf på Mariner Energys boreplatform, der borer på blot lidt over 100 meters dybde.

Vestens slagmark

Jeg sidder på Greenpeace-skibet Esperanza og kigger ud på den tiltagende storm og kulde, og på boreriggen Stena Don, hvor fire aktivister fra Greenpeace har hængt i deres små telte i snart 30 timer. Vinteren er så småt på vej. En vinter, der vil lukke Cairns prøveboringer ned for denne gang, for her i Baffinbugten er det naturen, der råder – trods alt. Lige er nu er de igangværende boringer lukket på grund af Greenpeaces tilstedeværelse, har Cairn meddelt.

Aktivist på ydersiden af den Cairn opererede borerig, Stena Don. © Greenpeace / Will Rose

Måske kan vores ønske om at beskytte Arktis fra olieboringer og de medfølgende risici virke arrogant og bedrevidende, og måske føles det for nogle grønlændere som om, vi kommer og blander os i noget, der ikke vedkommer os. Måske kan det virke som om, at vi er ude efter Grønland. Jeg forstår og respekterer, at folk her i Grønland ikke er vilde med Greenpeace efter 70’ernes og 80’ernes sælkampagne, som utilsigtet fik folk til at skære al sælfangst over én kam – både den ikke bæredygtige canadiske og den bæredygtige grønlandske. Det har Greenpeace gjort meget for at rette op på bl.a. sammen med Great Greenland.

Uanset hvad man mener om den indsats og den kampagne, så er det mit håb, at folk i Grønland alligevel vil lytte lidt til vores advarsler og danne sig en holdning på et faktuelt grundlag.

Det er et fakta, at olieboringer er risikable – det mindede udslippet i Den Mexicanske Golf hele verden om på ubarmhjertig vis. Olieboringer i sårbare områder som Arktis er endnu mere risikable, for sker der et udslip her, vil konsekvenserne være overvældende og til endnu større skade for bl.a. fiskere og fangere.

Netop nu befinder Greenpeace-skibet Arctic Sunrise sig i Den Mexicanske Golf for at indsamle viden om miljøets tilstand efter BP-katastrofen. Samtidig befinder Esperaranza sig her i Grønland for at protestere over Cairns prøveboringer. I mere end 20 år har Greenpeace ført en global kampagne for udfasning af fossile brændsler. Vi har protesteret mod olieudvinding i Norge og Danmark, i Skotland og USA og nu også i Grønland. Vi arbejder for, at kulkraftværker i Danmark, Europa og USA lukkes og for at stoppe olieudvinding af canadiske tjæresand.

Vi er ikke ”ude efter Grønland”. Vi kører en global kampagne mod fossile brændsler, mod kulkraftværker, mod dybhavsboringer og for vedvarende energi. Det gør vi, både fordi klimaforandringerne er den største enkeltstående udfordring, som menneskeheden nogensinde har stået overfor, og fordi udvinding, forarbejdning og udledning fra fossile brændsler i sig selv har vist sig at have store negative konsekvenser for mennesker og miljø.

Det er langt sværere at rette op på en fejltagelse i Arktisk farvand, end det er at forhindre den i nogensinde at blive begået. Derfor fokuserer vi vores trods alt begrænsede kræfter på de særlige områder, hvor historiske fejltrin er nærmest umulige at rette pga. miljøet særlige sårbarhed – bl.a. i Grønland. Samtidig opgiver vi ikke vores andre kampe. Vi arbejder stadig for udfasning af kul i Danmark, og vi arbejder stadig for et globalt forbud imod dybhavsboringer. Det mener vi er vores pligt som miljøorganisation. Uanset om det er populært eller ej.

Nu går den ikke længere, Cairn!

Jeg har lige stået på dækket og set flere gummibåde med Greenpeace-aktivister sejle i fuld fart mod Cairns boreplatform ude i hvad der for mange må virke som midten af ingenting. Men efter at jeg de sidste ti dage har haft øjnene stift rettet mod boreplatformen, føles det vitterligt som verdens navle. Og des mere jeg tænker over, des mere syntes jeg der er om det.

Imens mine venner er ved at klatre op på boreplatformen for at stoppe Cairns ødelæggende fremfærd – i det mindste for bare et øjeblik – så bliver det mere og mere klart, at menneskeheden står ved en determinerende skillevej og at denne kamp kun er en af mange, hvis vi skal forhindre den globale katastrofe vi med lukkede øjne er på vej imod.

Greenpeace-aktivister på vej mod boreriggen Stena Don i Baffinbugten

I takt med at menneskehedens higen efter fossile brændsler stiger, og CO2-udslippet følger efter, tilsidesætter snæversynede politikere og grådige olieselskaber hensynet til mennesker og miljø. Og selvom organisationer som Greenpeace gør alt hvad vi kan, så vil det ikke være nok. Selvom vi forhåbentlig kan forhindre Cairn i at blive færdige med deres boringer i år, jamen så kommer der for hver boresæson kun flere og flere olieselskaber til – og slaget står ikke kun i Arktis. Det står i Canada, hvor de samme profithungrende selskaber ødelægger den unikke skov, forurener floderne og bogstavelig talt forpester livet for befolkningen for at kunne få fat på olien der ligger gemt i undergrundens tjæresand.

Det står i USA, hvor Obama ikke har vist formatet til at vende landet væk fra kul og olie, men i stedet ignorer alle globale forpligtigelser. Det står i de fattige lande, hvor virksomhederne skruppelløst søger nye markeder uden regulering og uden krav i stedet for at søge den bæredygtige udvikling der er pinedød nødvendig. Det står i vores eget lille land, hvor vores regering har forspildt chancen for at føre os ud af den fossile tidsalder, og i stedet har foretrukket at tækkes et parti for hvem klimaforandringerne er ikke-eksisterende.

Men det er ikke for sent – det må ikke være for sent. Menneskeheden har gang på gang vist, at vi har evnen til at opnå store ting på meget kort tid. Og det har meget sjældent, om nogensinde, været så vigtigt som nu. Vi har kun få år til at vende udviklingen og det kræver en indsats der både foregår lokalt, nationalt og globalt. Vi har ikke råd til, at politikerne skyder ansvaret og skylden på fjerne lande. Vi har ikke råd til at lade os lulle i søvn af fine ord og gratis løfter. Vi er nødt til at sikre handling og vi er nødt til at sikre den nu.

Det er derfor jeg er her i Arktis for at forsøge at bremse dette vanvid inden det går galt. Greenpeace bliver gang på gang spurgt, hvorfor vi ikke er et andet sted, hvorfor vi ikke fokuserer på nogle andre. Og der er ingen tvivl om, at det burde man. Man burde protestere mod brugen af fossile brændsler alle steder – og man burde protestere mod det uretfærdige i at de rige, hvide mennesker i den vestlige del af verden har skabt problemet, men nu vender det blinde øje til og nægter at påtage sig ansvaret.

Jeg og Greenpeace gør alt hvad der står i vores magt, men det der er brug for, det er at alle dem der kommer med gode råd til, hvad vi burde kaste os over, tog skeen i den anden hånd og selv kastede sig over det. Vi har brug for global bevægelse – ikke kun i ord men i handling. Jeg har intet problem med at folk kritiserer Greenpeace for dette og hint. Nej, det jeg har et problem med, det er at de ikke selv gør noget. Det kan godt være, at det får konsekvenser, men en ting er sikkert, og det er at hvis ikke vi handler, hvis vi ikke gør noget, så bliver konsekvenserne katastrofale.

Grådighed eller omtanke?

Mens Cairn borer på livet løs, bliver det mere og mere tydeligt, at vi måske kun ser toppen af isbjerget. Flere og flere virksomheder melder sig ind i kapløbet for at finde olie ud for Grønland. Og selvom det indtil videre kun er Cairn, der er dumme nok til rent faktisk at begynde at bore heroppe, så er det kun et spørgsmål om tid, før flere kommer til. Logisk nok betyder det også bare, at des flere der kommer til, des større bliver risikoen samtidig for et udslip. Det er nu, slaget skal stå – det er nu, vi skal protestere.

Et brandslukningsskib forsøger at smelte et isbjerg i nærheden af Stena Fourth boreskib. © Greenpeace / Will Rose

Danske virksomheder som DONG og Mærsk har længe pralet af deres hensyn til miljøet. Mærsk har aktivt arbejdet for begrænsninger i skibsindustriens udledninger, og DONG’s direktør, Anders Eldrup, har offentligt advokeret for at hæve EU’s reduktionsmål. Alligevel er de også villige til at begive sig ud i et hensynsløst olieeventyr heroppe i det kolde nord. Hvad tænker de på? Mener de helt seriøst, at det er den rigtige vej at gå, hvis vi skal bremse klimaforandringerne? Der bliver nødt til at være handling bag deres fine ord. De bliver nødt til at trække vejret en ekstra gang og træffe det rigtige valg. Desværre mangler verden virksomheder, der tænker længere end morgendagen og næste års regnskab.

Efter klimatopmødet i København i vinter har der været en vis politiker/FN-lede. Politikerne kommer med alverdens fine løfter, som straks kameraerne er slukket ryger i den første og bedste skraldespand. Men det man hurtigt glemmer, det er at virksomhedernes flotte ord og henstillinger meget ofte går den samme vej.

Menneskeheden har ikke brug for grådige olieselskaber, der fortsætter med at dræne planeten for den sidste dråbe olie – vi har brug for visionære regeringer og virksomheder, der tør gå forrest og sikre en bæredygtig udvikling for menneskeheden.

Forsigtighedsprincip på Børsen?

Idag fremlægger Cairn, det britiske olieselskab, der lige nu borer efter olie i farvandet ud for Diskoøen ved Grønlands vestlyst og som jeg kan holde øje med gennem koøjet på min kahyt på Esperanza, halvårsregnskab. Men allerede igår kunne Guardian røbe, at Cairn har fundet tegn på olie i de to første boringer. For nyligt valgte Cairn at sælge halvdelen af sine licenser i Indien for i stedet at kunne investere massivt i Grønland.

Esperanza holder vagt ved Cairns to risikable olieboringer ved Grønland

Hvis det er korrekt, at der er fundet olie, så er det triste nyheder. Et oliefund her i Grønland vil sætte gang i en omfattende arktisk oliejagt, der ikke alene vil være en trussel for det sårbare, arktiske miljø, men som også vil mindske chancen for at forhindre de værste konsekvenser af klimakrisen.

De miljømæssige konsekvenser ved et olie-udslip i Arktis er katastrofale. BP-udslippet i Den Mexicanske Golf har vist, hvad der kan ske, og i et arktisk område som lige her i Baffinbugten ud for Aasiaat vil konsekvenserne være værre og oprydningsmulighederne meget færre. Et olieudslip kunne ødelægge ikke bare den grønlandske natur, men også fiskeri og fangstmuligheder, som stadig udgør 80 % af de grønlandske eksportindtægter.

Verden bliver nødt til at komme ud over sin ekstreme afhængighed af olie og andre fossile brændsler og i stedet for satse på rene teknologier hurtigst muligt. En oliejagt i Arktis er den helt forkerte retning. Hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under to grader, som de fleste lande er enige om, så kan vi kun tillade os af bruge en fjerdedel af de reserver af fossile brændsler, vi allerede har fundet. Der er altså slet ingen grund til at lede efter mere.

Idag står i pengenes tegn. Wall Street og børser verden rundt skal forholde sig til Cairns halvårsregnskab og vurdere om de tror på Cairns store satsning i Grønland. Jeg håber, at i det mindste nogle af aktiejakkesættene husker billederne fra BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf. Det ville være fantastisk, hvis Børsen husker forsigtighedsprincippet og ikke bare belønner Cairns store risikovillighed. For Cairn tager ikke kun en risiko på egne vegne, men spiller hazard med hele Grønlands fremtid.