Statoil sagsøgt i Canada

De destruktive konsekvenser af tjæresand er svære at skjule for olieselskaberne, selvom de ofte forsøger at sløre effekterne.

Statoils tjæresandsaktiviteter i Canada skal nu for domstolen, eftersom det statsejede norske oliefirma angiveligt har afgivet falske og misvisende informationer omhandlende deres vandbrug. Det er regeringen i Alberta, Canada, der slæber Statoil i retten.

Tjæresand er en måde at udvinde olie fra undergrunden på, som er ekstremt energikrævende og destruktiv. Samtidig har den skadelige konsekvenser for den omkringliggende natur, da der blandt andet i udvindingsprocessen udledes store mængder gift i spildevandet. Det er den vandudledning som Statoil nu beskyldes for at lyve om. Det er samtidig et af de kritikpunkter som har ligget til grund for Greenpeace tjæresandskampagne siden 2007, hvor Statoil første gang annoncerede sit vanvittige eventyr midt i Canadas unikke natur.

Det er svært at forstå, hvorfor den norske regering lader deres eget selskab gå på jagt efter tjæresand, når netop denne slags olie er så skadelig. Først og fremmest så har vi slet ikke behov for den olie, som Statoil er på jagt efter. Vores klima kan kun tåle, at vi brænder en fjerdedel af de allerede kendte olie-, gas- og kulreserver af, så når man leder efter mere olie, må man være fuldstændig ligeglad med klimaforandringernes katastrofale konsekvenser.

For det andet har Statoil tidligere annonceret, at deres måde at udvinde tjæresand på skulle være særlig hensynsfuld overfor miljøet og klimaet. Udvinding af tjæresand vil altid være ødelæggende for lokalmiljøet og klimaet, så selvom det lyder flot, når Statoil siger, at de er miljøbevidste, er det desværre ikke i tråd med virkeligheden. Og når Statoil nu åbenbart ikke engang kan leve op til den hullede canadiske miljølovgivning, så klinger deres grønne løfter endnu mere hult.

Statoil skal møde i retten i Edmonton første gang den 6. april 2011. Selskabet er tiltalt under den såkaldte ’Water Act’, for i 2008 og 2009 gentagne gange at have omledt vand til deres udvindingsanlæg i strid med gældende lovgivning. Statoil er tiltalt efter 19 anklagepunkter.

Shell og BP dropper Arktis planer

Det sårbare og i forvejen hårdt pressede arktiske område får en sommer mere i fred for boringer udført af BP og Shell, har de to oliegiganter uafhængigt af hinanden meddelt i dag. For BP’s vedkommende er boreplanerne endda udskudt til ‘efter 2013’.

Udskydningen af boreplanerne kommer som følge af det politiske vejrskifte, der fulgte i hælene på oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf sidste år. Miljøorganisationer og -aktivister fra hele verden har lagt pres på Obama-administrationen og på olieindustrien for at forhindre, at oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf skal gentage sig i det sårbare Arktis, hvor en oprydning er umulig og følgerne derfor uoverskuelige. Blandt andet lavede aktivister fra Greenpeace sidste sommer en aktion ombord på et boreskib, som Shell var på vej til at sende til Arktis og flere end 22.000 Greenpeace-støtter har skrevet til den amerikanske indenrigsminister Ken Salazar med et krav om at bremse for BPs planlagte boringer ved Liberty Island.

Udviklingen i USA er en virkelig glædelig nyhed og jeg håber, at de politiske vinde fra USA vil sprede sig til Rusland og Grønland. For to uger siden blev klart, at BP vil bore i det arktiske farvand Karahavet nord for Rusland fra år 2016 og Shell er stadig med i oliejagten ved Grønland, selvom selskabet ikke har annonceret konkrete boreplaner endnu.

Det er på tide, at politikerne sætter olieindustrien stolen for døren og i stedet for dollartegn ser fornuft. Olie er en sort energi, som skader vores klima, olieboringer er en alvorlig trussel for livet i havet og nye olieboringer er komplet unødvendige, eftersom vi langt fra må bruge den olie, vi allerede har adgang til.

Mærsk skal en tur i skammekrogen

Jeg har lige overværet miljøminister Karen Ellemann til åbent samråd, hvor hun forsøgte at forsvare sig i Mærsk-sagen. Hun synes at have en blind tillid til Mærsk, som ikke skal imødeser nogen sanktioner fra hendes side. Ulovlige udledninger i årevis af olie i spildevandet mener ministeren ikke har nogen miljømæssige konsekvenser. Det er utroligt, at havene har så ringe værdi. Grænseværdierne er sat, fordi overtrædelser har miljøkonsekvenser og jeg har svært ved at se Mærsk og andre olieselskabers incitament til at overholde grænserne i fremtiden, når årelange overtrædelser ikke fører til selv den mindste sanktion.

Politiken har før jul afsløret  store olieudslip fra Mærsks platforme, snyd med tal og systematisk undvigelse af miljøkontrollen. Mærsk-medarbejdere følte sig presset til at fuske med prøverne fra platformene og selskabets ansatte på land har advaret platformene, når der var en inspektion på vej. Mærsk har fået lavet en redegørelse til miljøstyrelsen, som konkluderer, at der er en lang række problemer som skal løses. Et af dem er, som Politiken kan afsløre i dag, at undersøgelsen af Mærsk er foretaget på den forkerte platform.

Afsløringerne om, at Mærsk i en årrække konsekvent har brudt reglerne og med alskens midler har forsøgt at skjule det, er desværre kun symptomatisk for en rådden olieindustri. Vi har i mange år været klar over olieselskabernes hensynsløse fremfærd i fattige lande, hvor de i jagten på profit ser stort på menneskerettigheder og miljø.

Efter katastrofen i den Mexicanske Golf er det blevet mere og mere klart, at olieindustriens fremfærd ikke er stort anderledes i vores del af verden. Rapporter fra USA og England viser, hvordan olieselskaberne gør alt, hvad de kan, for at underminere lovgivningen. Og selv den lovgivning, der alligevel bliver gennemført, omgår de lige så snart det kan lade sig gøre. Sikkerhed og miljøhensyn betragtes kun som generende elementer.

Olieselskaberne udfører mere og mere risikable boringer i mere og mere risikable egne, og jeg synes det er nu, vi skal stille os selv spørgsmålet om, vi tør overlade havenes ve og vel til oliegiganterne. Livet i havene er i forvejen under voldsomt pres, og der vil komme flere oliekatastrofer. Mærsk er et klart eksempel, men desværre kun et ud af rigtigt, rigtigt mange, på hvor sort og ødelæggende olieindustrien er.

Kommissionsrapport sortstempler olieindustrien

Præsident Obamas kommission, der har haft til formal at efterforske oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf, har her til aften (dansk tid) offentliggjort sine konklusioner. Kommissionsrapporten fremhæver det, som olieindustrien så indædt forsøger at skjule, nemlig at dybvandsboringer gennemgående er farlige og altid vil være det. Tekniske fejl eller grådig profitjagt kan forårsage endnu en katastrofe som den i Den Mexicanske Golf når som helst.

Olieindustrien har ikke taget ved lære af sommerens katastrofe men eskalerer antallet af risikofyldte boringer, for eksempel i Arktis ved Grønlands vestkyst. Samtidig investerer de store beløb i lobbygrupper, der arbejder målrettet mod alle former for sikkerhedsreguleringer og andre begrænsninger i deres for verden helt unødvendige oliesvineri.

Obamas nedsættelse af denne kommission og kommissionens store arbejde er virkelig prisværdigt, men det er det, der kommer ud af kommissionens arbejde, der tæller. I Greenpeace arbejder vi for et globalt stop for alle nye dybvandsboringer og alle boringer i særligt sårbare egne. En katastrofe som den i Den Mexicanske Golf skal aldrig have lov at ske igen. Havene, kysterne og de mennesker, der lever af dem, skal beskyttes.

Verden har ikke brug flere olieboreplatforme. Vi skal i stedet til at investere i grønne teknologier, så vi kan holde den globale temperaturstigning under to grader. Olieindustriens massive magt skal begrænses, hvis verden skal gå i en bæredygtig retning, og jeg håber, at rapporten kan bidrage til det.

Olieboringer vil altid være risikable

I går offentliggjorde undersøgelseskommissionen, som Obama nedsatte efter oliekatastrofen i den Mexicanske Golf, det første kapitel af den rapport der skal klarlægge hvorfor det kunne gå så galt.

Rapporten gør det krystalklart, hvad olieindustrien længe har prøvet at fortie: Olieboringer til havs er risikable – og det vil de altid være. Den mindste tekniske fejl kan til hver en tid resultere i forfærdelige katastrofer. Hvis man inddrager olieselskabernes grådige jagt på profit, så bliver ligningen desværre ikke mere opløftende.

Samtidig med den amerikanske offentliggørelse rettede Det Britiske Parlaments Komité for Klima og Energi en sønderlemmende kritik mod olieindustriens beredskab og evner til at håndtere et udslip. I kritikken gives blandt andet udtryk for seriøs tvivl omkring, hvorvidt det nødvendige materiel er til stede, hvis et udslip skulle ske. Den beskriver blandt andet hvordan olieselskaberne kun kopierer beredskabsplanerne og ikke forholder til lokale forhold. Og sidst, men ikke mindst, beskriver den hvordan selskaberne presser boreriggene til det yderste.

Desværre virker det ikke som om, politikerne er villige til at lære af de forskellige udvalg, de selv nedsætter. Imens de direkte konsekvenserne af olieboringer stadig står skarpt på vores nethinder, har BP tilladelse til at bore videre som om intet var hændt – på stadig mere risikable steder såsom Arktis og på meget store havdybder i Atlanterhavet. På samme tid arbejder selskabet sammen med andre oliegiganter for at forhindre en bedre regulering i USA.

Det er på tide, at politikerne tør tage tyrene ved hornene og erkende at det fossile eventyr ikke kan fortsætte. Imens det bliver tydeligere og tydeligere, at vi ikke kan fortsætte som hidtil, og mens forskere gang på gang fremhæver de negative konsekvenser ved vores energiforbrug, stilles vestens ledere deres handlingslammelse til skue. Det er nu, at de må vise modet til, at tage de nødvendige beslutninger, som skal bringe os ind i en tidsalder, hvor vores energiforbrug ikke længere ødelægger vores planet.



Cairn på katastrofekurs i Grønland

Det britiske selskab Cairn er klar til endnu en sommer med boringer i isbjergalléen ved Grønlands vestkyst, kan Politiken fortælle. Det er bindegalt og bestemt ikke den nyhed, jeg havde håbet at begynde 2011 med. Efter Politikens afsløringer af Mærsk’ omfattende snyd og fusk for at dække over ulovlige udledninger i havet, der er blevet verificeret i dag, Ekstra Bladets afsløringer af de horrible måder, DONG’s kul bliver udvundet på i Rusland og Statoils indrømmelse af en ulykke i Norge, der kunne have givet et blowout som det, vi så i Den Mexicanske Golf, troede jeg, at det var klart for alle, at man ikke kan stole på olieindustrien. Vi kan simpelthen ikke overlade havene i deres varetægt.

Cairn melder sig klar til at bore, fordi det nu har lejet to borerigge. De er byggede i Dalian i Kina – det område, der blev offer for en oliekatastrofe i sommer, hvor to olierørledninger sprang læk og sendte halvanden million liter olie direkte ud i havet. Nu er det bare tilbage at håbe, at der i Dalian er mere styr på at bygge olierigge end på at bygge olierør.

De grønlandske boringer er vanvittige af flere årsager; risikoen for at det går galt er stor, fordi det er på dybt vand i et isfyldt område; ved en ulykke vil olien stå og fosse ud i månedsvis og en eventuel oprydning i arktisk farvand er umulig – derudover har verden og vores klima slet ikke råd til at brænde olien af. Det er farligt og unødvendigt og konsekvenserne ved en ulykke er fuldstændig uoverskuelige. Vi bliver nødt til at lære af oliekatastroferne i Den Mexicanske Golf og i Dalien og ikke bare tillade vanviddet at fortsætte.

Cairn, der nu er klar til at bore, er ikke de eneste olieselskaber, der har dollartegn i øjnene, når de ser ud over de grønlandske farvande. Dong, Mærsk og Statoil har sammen med Shell, GDF Suez, ConocoPhillips og det grønlandske Nunaoil fået lov til at udvide efterforskningen med et ekstra areal på 71.000 kvadratkilometer. Men ingen af selskaberne har formelt fået de endelige boretilladelser, så den grønlandske regering kan stadig nå at besinde sig. Alle landes regeringer har ansvar for at mindske klimatruslen. Mere olie er ikke den rigtige vej frem – det er vejen til katastrofale klimaforandringer for hele kloden.

Grønland fortsætter hovedløs oliejagt

Den grønlandske regering har netop offentliggjort udbuddet af oliefeltslicenser langs den nordlige vestkyst. Selvom det ikke er egentlige boretilladelser, så er det det første, store skridt på vejen, og risikoen for, at Arktis bliver oversået med boreplatforme, er steget betragteligt.

Det er utrolig ærgerligt, at den grønlandske regering ignorerer advarselslamperne og tillader en intensivering af olieselskabernes russiske roulette med den grønlandske natur og vores fælles klima. Det er helt forståeligt, at Grønland ønsker sig økonomisk frihed, men det er helt uforståeligt, at det skal ske ved at sælge deres natur til de multinationale olieselskaber. Jeg håber meget, at vi i Greenpeace når at komme igennem med vores krav om et internationalt forbud mod alle nye boringer til havs, inden olieselskaberne begynder at bore i den arktiske undergrund.

Jeg havde også håbet, at DONG Energy ville afholde sig fra at byde ind på licenserne og dermed leve op til virksomhedens mange anstrengelser for at få verden til at se selskabet som grønt og miljøbevidst. I stedet har både DONG og Mærsk valgt at søge licenserne, som de altså nu har fået i et af verdens mest sårbare områder, og det er for mig både uforståeligt og uforeneligt med en grøn og ansvarlig profil.

Der er mange gode grunde til et forbud mod alle nye boringer til havs og, udover den kortsigtede profit, ingen argumenter for. En af dem så vi desværre udpenslet i Den Mexicanske Golf sidste sommer. Det er en katastrofe, der vil trække sine ødelæggende spor langt ind i fremtiden og en katastrofe, der ville have haft endnu værre konsekvenser, hvis den var sket i Arktis. Og alle de nye licenser ligger nord for denne sommers boringer, hvilket forværrer både risici for og konsekvenserne ved et udslip.

I den Mexicanske Golf samlede BP under ti procent af olien op. Resten fordampede, blev forarbejdet af mikroorganismer eller blev opløst og spredt ud over store områder, hvor det nu er i gang med blandt andet at ødelægge koralrevene. Den lille del af olien, der blev samlet op, skal ses i lys af, at man i den Mexicanske Golf havde omkring 6.500 skibe til at hjælpe med oprydningen. Da Cairn i sommer borede ud for den grønlandske kyst, havde selskabet 13 skibe tilstede i tilfælde af en ulykke. Resten af materiellet skulle hentes ind fra England og resten af verden, og den essentielle indsats de første par dage ville derfor ikke være mulig. Foruden de åbenlyse logistiske problemer og den manglende effekt af selv en meget målrettet oprydningsindsats, vil fordampningen og nedbrydningen af olien, der fjernede en stor del af olien i den Mexicanske Golf, på grund af kulden slet ikke i samme grad bidrage til at fjerne olien. Grønlænderne er derfor i langt højere grad afhængige af mulighederne for at fjerne olien selv og af, at der ikke sker et udslip.

Den grønlandske regering har sagt, at risikoen for et udslip praktisk taget er ikke-eksisterende, da man følger de norske standarder, som er meget strengere end de amerikanske. Det norske oliedirektorat består dog af 215 mennesker, mens det grønlandske Råstofdirektorat, der udover olieudvindingen også skal dække alt anden råstofudvinding i Grønland, består af 30 mennesker. Samtidig indtager Råstofdirektoratet, ifølge den norske oliehistoriker Helge Ryggvik, en meget uheldig dobbeltrolle, da direktoratet både skal tiltrække olieselskaberne og sikre sig at reguleringen er streng nok. Selv hvis Råstofdirektoratet var på niveau med de norske myndigheder, så er det ingen garanti. I løbet af sommeren indrømmede Statoil, at det kun var tilfældigheder og ren og skært held som forhindrede et blowout af den slags, vi så i den Mexicanske Golf. Jeg håber selvfølgelig, at vi aldrig vil komme til at se et olieudslip igen og vil sammen med det grønlandske folk krydse fingre. Desværre er der heller ikke så meget andet at gøre…

Foruden de umiddelbare risici for et olieudslip er der en anden meget god grund til, hvorfor vi må indføre et stop for nye olieboringer: Klimaforandringerne. De står foran os som den største enkeltstående trussel, menneskeheden nogensinde har skullet imødegå. Hvis vi skal imødegå den, så kræver det, at vi kun afbrænder en fjerdedel af de kendte fossile reserver (og det er endda uden at man medregner tjæresand og skiferolie). Vi skal altså ikke udvide de fossile reserver ved at lede efter mere olie – og særligt ikke i områder, hvor risikoen er så høj som ved Grønland. Der er kun én vej fremad; en hurtig omstilling fra et samfund baseret på olie, kul og gas til et samfund baseret på sol, vind og vand. Verden har den nødvendige teknologi, viden og ressourcer, men mangler politisk mod, der kan sætte et stort og klart pejlemærke for industriens investeringer. Hver en krone, der hældes i nye risikable boringer, er ikke bare spildt, men direkte ødelæggende for en fremtid uden katastrofale og ukontrollable klimaforandringer.

Den stædige grønlandske insisteren på en oliejagt er hovedløs. Grønland risikerer ikke bare at blive hjemsted for en katastrofe som den i den Mexicanske Golf, men hælder uden omtanke benzin på planetens katastrofekurs. Alle regeringer har et ansvar for at vælge rigtigt og skubbe udviklingen i den rigtige retning. Den grønlandske regering må ikke svigte det ansvar.

Folket følger Castor hele vejen

De folkelige protester fortsætter i Tyskland mod atomaffaldstransporten Castor. Transporten af de 163 ton højradioaktivt affald forlod Frankrig fredag og er siden blevet mødt af så massiv folkelig modstand, at jeg håber, at der ikke sidder en eneste politiker tilbage og tænker, at atomkraft er løsningen på noget som helst.

Politiet har lige fjernet den blokade af udgangen fra togstationen, som aktivister har holdt i næsten et døgn. Greenpeace-aktivister kørte en lastbil forklædt som ølvogn ind til den eneste vej væk fra togstationen, parkerede den på langs og lænkede sig fast til lastbilen både inden i og uden på. Da affaldet i går var blevet lastet fra de 11 togvogne til lastbiler kunne de ikke komme af sted.

Det kan de nu, men folket har ikke givet op. Under hele ruten fortsætter modstanden. Der er flere biler parkeret undervejs og demonstrationer i vejkanten. Greenpeace er også til stede. Skibet Beluga II sejlede i går ind i en lukket kanal og lægger nu langs ruten ved byen Laase, i luften flyver en Greenpeace paraglider og aktivister møder transporten ved endestationen. På alle Greenpeace-bannere står ’atomkraft er en blindgyde. Stop Castor’.

Lige nu forsøger syv helikoptere fra politiet at få Greenpeace paraglideren ned. I det hele taget synes politimyndigheden i Tyskland at være meget optaget af at lukke munden på den folkelige modstand. For eksempel har 950 demonstranter fået røgskader fra politiets tåregas. Men det er lykkedes de mange folkelige bevægelser at forsinke transporten betragteligt og hele verden har dækket protesterne. Politikere verden over er blevet mindet om at de skal lytte til folkets mening – ikke kun atomkraftlobbyens.

Cairns lange næse i Grønland

Da Cairn Energy tidligere i år fandt spor af gas og olie i Grønlands undergrund, kunne virksomheden ikke dy sig for at puste fundet op i medierne.

I dag indrømmer Cairn imidlertid, at boringerne i Grønland denne sommer slet ikke har leveret det, som selskabet håbede på. Cairn har nemlig reelt set ikke fundet noget, man ikke kunne finde med en boring i de fleste danske baghaver.

Hvad Cairn imidlertid har opnået er at spille hasard med det sårbare arktiske miljø og de dyr og mennesker, der er afhængige af området.

Efter at selskabet nu har brugt en mindre formue og ikke har fundet noget af værdi, er det på tide, at virksomhedens ledelse besinder sig. Et reelt fund ville ikke retfærdiggøre Cairn’s boringer, for de burde aldrig have fundet sted til, men med dagens melding må enhver da stille sig selv spørgsmålet, om det mon ikke er ved at være på tide at tage ved lære af erfaringerne, der indtil videre har været yderst dyrekøbte for Cairns aktionærer -  ikke mindst i morges hvor  selskabets aktier faldt med næsten 5 % på Børsen i London.

Hvis boringerne fortsætter næste sommer, risikerer vi desuden, at erfaringerne også bliver en dyrekøbt affære for det grønlandske dyreliv og de lokale fiskere.

Havene omkring Grønland kan ikke klare en ulykke, som den vi har set i den Mexicanske Golf, og vores klima kan ikke tåle, at man bliver ved med at lede efter og afbrænde nye, fossile brændsler.

Det er nu, Grønland skal sige nej til den beskidte olie og ja til vedvarende energi – ligesom resten af verdens regeringer.

Læs mere om Greenpeaces protester imod Cairn her!

Kampen mod oliejagten fortsætter

Efter nogle travle måneder med aktioner imod nogle af verdens mest risikable olieboringer i Grønland og ved Shetlandsøerne er Esperanza nu på vej tilbage til Amsterdam.

Men Greenpeace kamp for at stoppe oliegiganternes skånselsløse jagt efter den sidste olie stopper ikke her.  Slet ikke. For jagten er ikke alene en rygende pistol, der potentielt kan ødelægge enorme havområder med store konsekvenser for de dyr og mennesker, der er afhængige af havet. Jagten vil, hvis ikke den bliver stoppet i tide, med garanti også ødelægge vores klima.

Vi kan langt fra tåle at afbrænde de fossile brændsler, som vi allerede har fundet. Størstedelen af de kendte reserver skal blive i undergrunden – langt væk fra olieselskabernes grådige hænder – hvis de værste konsekvenser af klimaforandringerne skal bremses. Sker det ikke, vil vi allerede i min generations levetid opleve klimaforandringer, der i sandhed vil give ordet ”katastrofal” en ny betydning. Hele lande vil forsvinde i havene, og millioner af mennesker vil lide under det.

I de seneste måneder har Greenpeace skabt global debat om farlige olieboringer. Først ved at stoppe britiske Cairns prøveboringer i Grønland i to dage, senere ved i 100 timer at forhindre boreskibet Stena Carron i at sejle til borestedet ved Shetland, hvor Chevron har planer om at grave efter sort guld. En forsinkelse, der blev større, da Greenpeace-svømmere tæt på borestedet lagde sig i vejen for skibet.

Mere end 16.000 mennesker har allerede sent en email til den britiske regering om at stoppe Chevrons planer, men planerne står stadig ved magt, og det samme gør det grønlandske selvstyres planer om at lade Cairn komme tilbage til næste år og prøvebore.

Oliekatastrofen i den Mexicanske Golf tydeliggjorde, at det er uacceptabelt, at verdens politikere fortsat synes at glemme deres flotte løfter om at bekæmpe klimaforandringerne og ser igennem fingre med oliegiganternes uansvarlige oliejagt. Det er en hån mod de mennesker, der allerede lider under klimaforandringerne og en hån mod de vælgere, der gang på gang har troet på politikernes løfter om at imødegå klimaforandringerne på en ansvarlig facon.

Vi fortsætter protesterne imod oliegiganterne og regeringernes kortsigtede profitjagt. Og vi fortsætter protesterne imod det desperat forsøg på at forlænge verdens olieafhængighed med få år – og dermed udsætter vores have for et sort projekt, hvis eneste resultat er et ødelagt klima.

Følg med i kampen på vores hjemmeside og på Go Beyond Oil.