Artiklen starter med ordene: ”Greenpeace holder et borgermøde i Aasiaat i aften om olieboringer i havet vest for Grønland. Det er derfor vigtigt for borgerne i Aasiaat at forholde sig kritisk til, hvad Greenpeace vil fremlægge.” Og så gennemgår artiklen et af de eksempler, jeg har på, at Cairn sviner massivt og ganske unødvendigt, når det en af disse dage går i gang med sommerens prøveboringer ud for Nuuk og Aasiaat – med reference til et interview i KNR.

Historien er ganske kort, at Cairn og det grønlandske Råstofdirektorat flere gange har fastholdt, at boringerne i Grønland lever op til ’best practise’ og de norske standarder, som er nogen af de strengeste i verden. Det er ikke sandt på en række afgørende områder. For eksempel tillader Norge ikke boringer i isfyldt farvand. Eksemplet som Selvstyret hiver frem i advarslen til borgerne i Grønland handler om udledning af rødlistede kemikalier. Én enkelt af sommerens testboringer udleder flere ’røde’ kemikalier end alle de norske og danske olieboringer gør tilsammen på et helt år. Norges mange olieboringer udleder 32 ton i alt på et år og de danske Nordsø-boringer udleder 1,6 ton.

Det er den ansvarlige politiker for Råstofdirektoratet, Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsen, der også står som kontaktperson på Selvstyrets artikel med overskriften ’Greenpeaces fortielser i Grønland’. Jeg er egentligt glad for, at han endelig vil kommunikere med os, for hele processen har  været præget af hemmelighedskræmmeri og han har ikke været nem at få i tale. Det er selvfølgelig bare lidt mærkeligt, at det skal foregå via vores hjemmesider. Greenpeace har arbejdet med olie i rigtigt mage år og som global organisation har vi erfaring fra hele verden. Så jeg vil rigtigt gerne sætte mig sammen med Ove Karl Berthelsen og diskutere, hvad ’best practise’ og de norske standarder egentligt er og hvad der skal til for at Grønland sætter krav, der får Cairn til at leve op til dem.

Og jeg kan i øvrigt berolige Ove Karl Berthelsen med, at borgerne i Aasiaat skam var kritiske, da jeg mødte dem onsdag til borgermøde. Jeg ved ikke lige, om det var, fordi de havde læst hans advarsel eller ej, men jeg fik mange spørgmål, der var kritiske overfor min modstand mod boringerne – ligesom jeg fik mange spørgsmål, der var kritiske overfor selve boringerne. Folk ville høre, hvordan boringer kan gøres sikrere og hvad der skal til for, at fiskeriet og fangsten af havpattedyr ikke bliver forstyrret. Så Ove Karl Berthelsen kan roligt have tiltro til sin befolknings kritiske sans og ikke udstede flere advarsler mod at lytte til uafhængige miljøorganisationer.

Det Arktis har brug for i en tid, hvor regionen er under drastisk pres fra klimaændringer og industriel aktivitet, er en helt anden type aftale. Arktis har brug for beskyttelse mod industriel udnyttelse af ressourcer i områder, der historisk har været dækket af havis. Danmark har haft formandskabet i de sidste to år, og har primært brugt perioden til at sidde på hænderne. Nu har Sverige overtaget formandskabet, og en lang række svenske partier og organisationer har allerede krævet, at den svenske regering tager sig sit ansvar seriøst.

Det bliver en barsk opgave. På trods af de fine festtaler, er det i realiteten ikke miljøbeskyttelse, som står øverst på de arktiske landes dagsorden. BBC offentliggjorde i dag en række Wikileaks-dokumenter, som tydeligt beskriver det storpolitiske spil om ressourcerne i Arktis.

Lækagen bekræfter desværre, at de arktiske stater fortsat er langt mere optaget af at tilrane sig olie og gas, når isen smelter, end de er i de miljøtiltag, som er nødvendige for at beskytte regionen og bremse klimaændringerne. Militær oprustning, konflikter med NATO og en amerikansk charmeoffensiv over for Grønland er kun nogle af de ting, der foregår bag kuliserne. Den kortsigtede profitjagt på vegne af olieselskaberne er dybt uetisk og må stoppe. Jeg håber, at de oplysninger, som er blevet offentliggjort i dag, kan være med til at styrke den sunde, grønlandske skepsis over for olieselskabernes tilnærmelser, som allerede er udtalt heroppe. Det er meget sjældent, at det der er godt for et olieselskab også er godt for befolkningen og for miljøet.

I sidste uge kunne Arktisk Råds eget forskningsorgan AMAP konstatere, at Arktis smelter med en hast, der overstiger eksperternes fremskrivninger . Den del af det arktiske ocean, der er dækket af sommer-is, var i 2010 31 procent mindre end gennemsnittet i perioden 1979 til 2000. På ti år er den arktiske is mindsket med et areal svarende til to gange Norge, Danmark og Sveriges areal tilsammen.

Den smeltende is er langt fra det eneste, der presser den arktiske natur og dermed klimaet på hele planeten og livet i alle verdens have. Klimaforandringerne får havstrømmene til at ændre sig. Det betyder dels forandringer for dyrelivet, dels at store mængder af verdens kemikalier driver til Arktis. Det bevirker, at havet omkring Arktis sættes under ekstremt pres med katastrofale følger for områdets dyre- og planteliv.

I takt med at klimaforandringerne har gjort nye områder af det pressede Arktiske miljø tilgængeligt for industriudnyttelse, øges presset på Arktis fra de globale industrigiganter. Den globale olie- og fiskeindustri er allerede rykket ind i området med overfiskeri og udledning af kemikalier i havet, mens transportskibe og turistcruises har lagt deres ruter om, så de forurenende kæmpeskibe nu sejler gennem arktisk område.

Mens Arktis forandrer sig dramatisk og økosystemet presses, holder Arktisk Råd sig til de fine ord, og overlader reelt scenen til industrien. Arktis forandrer sig med en enorm hastighed og nu må rådet komme i gang med at beskytte det skrøbelige miljø mod trusler som olieboringer, industrifiskeri og containershipping.

Cairn får lov til at bore på dybere vand, længere end nord og længere ind i vinteren end nogensinde før. På trods af dette har Cairn ikke taget ekstra sikkerhedstiltag, ikke indført højere standarder og ikke tilpasset risikoscenariet. I stedet insisterer Cairn på at forurene det sårbare arktiske miljø ved at udlede tusindvis af utestede kemikalier i havet, og på at tilbageholde essentielle dokumenter såsom beredskabsplanen fra offentligheden. Cairn tager tydeligvis ikke udfordringen seriøst og bruger eksempelvis præcis de samme tal for at beregne konsekvenserne af et potentielt udslip – ligegyldigt om boringerne foregår på 300 eller 1.500 meters havdybde, og ligegyldigt om de foregår nord for Disko eller syd for Nuuk.

Desværre tillader den grønlandske regering dette og har praktisk taget ikke taget nogen tiltag for at forbedre sikkerheden og for at forhindre forurening af det grønlandske hav. De kontroversielle tilladelser bliver givet kun et par dage før, at ministrene i Arktisk Råd mødes i Grønland på torsdag. Mens Arktis gennemgår dramatiske forandringer på grund af klimaforandringer, forurening og forsuring af havene, virker Rådet fuldstændig handlingslammet. Rådet bliver ved med at tale og tale uden at tage de nødvendige beslutninger for at beskytte Arktis.

Hvis ikke der kommer en overordnet regulering af Arktis, så frygter jeg, at olieselskaberne får frit spil til at udnytte ressourcerne uden at tænke på miljøet og naturen. Det er hverken i Grønland, i Arktis’ eller i Arktis Råds interesse.

“Wherever it is active, Cairn seeks to operate in a safe and prudent manner. The Greenlandic Bureau of Minerals and Petroleum has established some of the most stringent operating regulations anywhere globally, which mirror those applied in the Norwegian North Sea.”

Men det er simpelthen ikke rigtigt. En gennemgang af deres miljøvurderingsredegørelse viser, at selskabet på en lang række områder ikke lever op til de norske standarder. For eksempel har Cairn planlagt at dumpe over 9.000 kemikalier, som aldrig er blevet testet i arktiske forhold. Kemikalierne kan, sammen med den enorme mængde boremudder, som selskabet også vil udlede, have en meget skadelig effekt på både fiskebestande og havpattedyr. ’Most stringent operations regulations’ tillader ikke selskaberne at dumpe boremudder- og slam, men kræver, at disse tages på land og behandles forsvarligt.

Cairn bruger også sin såkaldte ’to rigsstrategi’ – altså det med at Cairn har to boreenheder i området – som et tegn på sikkerhed. Men at hævde at det på nogen måde skulle forhindre katastrofen i tilfælde af et olieudslip, er meget langt fra sandheden. I Cairns egne modeller vil det stadig tage 37 dage at stoppe et udslip, og det er kun hvis Cairn er så heldig, at udslippet sker inden vinterisen forhindrer enhver boring, og man derfor må lade olien fosse ud over vinteren. Fakta er, at Cairn udmærket ved, at hvis først der sker et udslip, så er det ligegyldigt hvor mange boreplatforme der er i nærheden – så vil det arktiske miljø være ødelagt i mange årtier

BP's boreplatform 'Deepwater Horizon' blev den 20. april 2010 ramt af en eksplosion, der dræbte 11 arbejdere. To dage senere sank platformen og olien begyndte at fosse ud i Den Mexicanske Golf.

Her et år efter ulykken i Den Mexicanske Golf, hvor olieboreplatformen Deepwater Horizon eksploderede og sank og 11 oliearbejdere mistede livet, ligger olien stadig i et tykt lag på havbunden og døde skildpadder og delfiner skylder op på stranden. Siden ulykken er mere end 6.000 døde dyr fundet, men man regner med, at langt flere er bukket under for olien.

Forskere fra alle universiteter i den sydlige del af USA har siden ulykken ledt efter olien og undersøgt dens konsekvenser. De finder døde koldtvandskoraller på bunden, olieindsmurte havbunde, havpattedyr og udrydningstruede havskildpadder, som dør i langt større antal end normalt.

Det er selvfølgelig ikke så underligt, når man tænker på, at i omegnen af 700 millioner liter olie fossede ud på 1.500 meters havdybde over en tremåneders periode. For at olien skulle opløses og ikke flyde rundt på overfladen, anvendte BP flere millioner opløsningsmiddel af mærket Corexit. Det har medført, at olien ikke skyller op på turiststrande eller kan ses fra luften – men det har ikke fjernet olien (se Greenpeace video om udslippet forneden).

Olieselskaberne taler nødigt om disse ting, men forsøger i stedet at underspille problemerne. Ja, selvfølgelig var det uheldigt, men nu er problemet – ude af øje, ude af sind. Transocean, der stod for den daglige drift, har belønnet sine topchefer med en kæmpemæssig bonus på grund af firmaets ”eksemplariske statistiske sikkerhedsrekord” og BP står på spring for allerede til sommer at genoptage dybhavsboringerne i Den Mexicanske Golf, mens politikerne pænt nikker med hovedet.

Men vi bliver nødt til at lære af erfaringerne fra Den Mexicanske Golf. Derfor har Greenpeace oprettet en database, hvor mine amerikanske kollegaer vil offentliggøre dokumenter i samme hast, som de kan vride dem ud af hænderne BP og de amerikanske politikere. Allerede nu viser dokumenterne, at repræsentanter for den amerikanske regering bevidst underspillede konsekvenserne af udslippet, og at BP enerådigt har kunnet bestemme, hvilke forskere der skulle have adgang til de berørte områder.

Olieselskaberne står over hele verden på spring for at bore i fjernere og mere risikable egne, og medmindre kravene til selskaberne bliver kraftigt strammet, så er det kun et spørgsmål om tid, før vi vil opleve endnu en Deepwater Horizon – og denne gang måske i et område som Arktis, hvor oprydning er noget nær umulig.

De spurgte ind til, hvordan muligheden for menneskelige fejl var regnet ind i sikkerheden, hvorfor Cairn insisterer på at bruge rødlistede kemikalier, hvad det betyder for sikkerheden, at Cairn i år vil bore på 1500 meters dybde, hvor mad og drikke til boreriggenes 600 ansatte skal komme fra (ikke fra Grønland viste det sig) og meget mere.

Jeg stillede også et spørgsmål. Jeg spurgte, hvad den sociale bæredygtighedsanalyse siger om konsekvenserne af et olieudslip og hvem der skal kompensere fiskerne. Først svarede forfatteren til miljøvurderingsrapporten, hvordan et olieudslip vil forurene en stor del af Davisstrædet, så svarede Cairns mand i Grønland, at Cairn har ansvaret for enhver skade, Cairn måtte forvolde og så forklarede forfatteren bag den sociale bæredygtighedsrapport, hvordan et olieudslip vil have massive sociale konsekvenser for grønlands fiskere. Og i og med at næsten alle Grønlands eksportindtægter stammer fra fiskeriet er det jo hele det grønlandske samfund, der ville løbe ind i store økonomiske problemer.

Alt i alt har vi fået svar på en masse spørgsmål, men der er stadig stor grund til at være bekymret over de forestående boringer. Jeg har simpelthen ikke tiltro til, at Cairn gør, hvad de kan for miljøet og sikkerheden. Miljøvurderingsrapporten virker stadig sjusket. For eksempel er vurderinger det samme for alle fire foreslåede boringer, selvom der er over 500 km mellem den nordligste og sydligste boring og at én foretages på 300 meters vanddybde og en anden på 1500. Det er svært at tro, det der ikke findes nogen geologiske forskelle der.

Nu skal jeg hjem til kontoret i København og snakke med eksperter og forfatte et godt høringssvar, der forhåbentlig som minimum kan påvirke Grønlands regering til at stille større krav til miljøpåvirkningerne og sikkerheden ved boringerne. Og forhåbentligt være med til fortsat at påvirke debatten i de grønlandske medier, som her i KNR’s radioavis i lørdags.

De positive effekter er minimale og eksempelvis resulterede Cairns boreprojekts sidste år kun i 19 stillinger til grønlænderne (såkaldte årsværk). Cairns egen vurdering af de sociale effekter viser, at der er en række negative effekter: Overordnet vil boringerne have en negativ indflydelse på fiskeri og jagt, på Grønlands egen råstofudvinding og på den generelle sundhed.

Derudover kom det frem gennem spørgsmålene fra salen, at boringerne vil resultere i en unødvendig udledning af en lang række kemikalier, hvoraf ingen nogensinde er testet i Arktis farvand og flere af dem er ”rødlistede” (de værste kemikalier). Hvilken effekt dette vil have på fiskebestandene er – da kemikalierne ikke er testede i Arktis – svært at sige, men mit gæt er, at det ikke vil have en positiv effekt.

Og disse problemer er kun ved normal drift. Effekterne af et olieudslip er stadig uklare i Cairns planer. Det er de, fordi der ikke er nogen, der har reelle erfaringer med olie i så kolde egne og fordi Cairn ikke engang har forsøgt at undersøge, hvordan et olieudslip vil påvirke fiskebestandene og hvordan olien vil opføre sig i isen. Da Cairn samtidig understregede, at man ikke vil offentliggøre beredskabsplanen for et olieudslip, er det meget svært at tro på, at de er velforberedt, hvis uheldet er ude.

Nu skal jeg til videre fra Ilulissat til Aasiaat, hvor det næste borgermøde finder sted. Det bliver spændende at se, hvilke detaljer spørgsmålene fra salen vil grave frem her. Aasiaat er en lidt mindre by, længere ude mod havet, som sammen med Nuuk i syd skal være en knudeby for Cairn, når boringerne begynder til juni.

Cairn har brugt anledningen til at iværksætte en stor charmeoffensiv i Grønland; i Ilulissat, Aasiaat, Kangerlussuaq og Nuuk er befolkningerne med mange helsides annoncer i aviserne og plakater rundt i byerne inviteret til firetimers borgermøder.

Jeg tager med til borgermøderne. Jeg er spændt på, hvordan Cairn vil retfærdiggøre den manglende beredskabsplan, manglende åbenhed om sidste års kemikalieudledninger ud i havet og hvordan norske standarder kan stå som en garant for sikkerhed, når Norge slet ikke borer i isfyldt farvand.

Men mest af alt er jeg spændt på grønlændernes bekymringer. Erfaringerne fra aluminiumsværket … viser, at de udenlandske selskaber på jagt efter skatte i grønlands foretrækker at bruge udenlandsk og underbetalt arbejdskraft frem for den grønlandske. Vil der overhovedet være penge i det risikable spil med naturen for grønlænderne?

I aften skal det første af de fire borgermøder finde sted – lige her midt i det smukke Ilulissat, der flere gange har dannet rammen om politiske topmøder om beskyttelsen af Arktis. Beskyttelsen af Arktis er dog nok det ene emne, Cairn ikke har på dagsordenen til til fire timers oplæg og debat i aften. Men det vil tiden vise – og jeg skal nok holde jer opdateret lige her.

Vi har tidligere set analyser og økonomiske beregninger, der viser omkostningerne forbundet med brugen af kul som energikilde, men der har manglet en fuld ’livscyklus-analyse’. Med Dr. Paul Epstein, Director of Harvard Medical School Center for Health and the Global Environment, i spidsen, blev den nye undersøgelse i går præsenteret ombord på Greenpeace-skibet Arctic Sunrise, der i øjeblikket er i USA.

Sammen med 11 medforfattere har Epstein udarbejdet undersøgelsen ”Full Cost Accounting for the Life Cycle of Coal”, der gennem allerede publicerede forskningsresultater har samlet delomkostningerne for helbred og miljø ved alt fra minedrift, transport, afbrænding i kraftværkerne og de udledte affaldsprodukter. Den fulde undersøgelse vil snarest blive offentliggjort i Annals of the New York Academy of Sciences.

Lignende omkostninger i Danmark?

Selvom Danmark ikke har kulminedrift, så er der nok ingen tvivl om, at vi har en række af de samme omkostninger forbundet ved at bruge kul som energikilde. Selvom man ikke behøver økonomiske argumenter til at fortælle os, at kul er rigtig skidt, så ville en lignende undersøgelse måske hjælpe os af med vores kulafhængighed en smule hurtigere. Vores nuværende regering er meget glad for kun at snakke om kroner og øre og lader ofte konsekvenserne for miljøet og vores sundhed komme i anden række. Nu må vi se, om sandheden om prisen for vores kulafhængighed, kan få dem til at åbne øjnene.