Vestens slagmark

Jeg sidder på Greenpeace-skibet Esperanza og kigger ud på den tiltagende storm og kulde, og på boreriggen Stena Don, hvor fire aktivister fra Greenpeace har hængt i deres små telte i snart 30 timer. Vinteren er så småt på vej. En vinter, der vil lukke Cairns prøveboringer ned for denne gang, for her i Baffinbugten er det naturen, der råder – trods alt. Lige er nu er de igangværende boringer lukket på grund af Greenpeaces tilstedeværelse, har Cairn meddelt.

Aktivist på ydersiden af den Cairn opererede borerig, Stena Don. © Greenpeace / Will Rose

Måske kan vores ønske om at beskytte Arktis fra olieboringer og de medfølgende risici virke arrogant og bedrevidende, og måske føles det for nogle grønlændere som om, vi kommer og blander os i noget, der ikke vedkommer os. Måske kan det virke som om, at vi er ude efter Grønland. Jeg forstår og respekterer, at folk her i Grønland ikke er vilde med Greenpeace efter 70’ernes og 80’ernes sælkampagne, som utilsigtet fik folk til at skære al sælfangst over én kam – både den ikke bæredygtige canadiske og den bæredygtige grønlandske. Det har Greenpeace gjort meget for at rette op på bl.a. sammen med Great Greenland.

Uanset hvad man mener om den indsats og den kampagne, så er det mit håb, at folk i Grønland alligevel vil lytte lidt til vores advarsler og danne sig en holdning på et faktuelt grundlag.

Det er et fakta, at olieboringer er risikable – det mindede udslippet i Den Mexicanske Golf hele verden om på ubarmhjertig vis. Olieboringer i sårbare områder som Arktis er endnu mere risikable, for sker der et udslip her, vil konsekvenserne være overvældende og til endnu større skade for bl.a. fiskere og fangere.

Netop nu befinder Greenpeace-skibet Arctic Sunrise sig i Den Mexicanske Golf for at indsamle viden om miljøets tilstand efter BP-katastrofen. Samtidig befinder Esperaranza sig her i Grønland for at protestere over Cairns prøveboringer. I mere end 20 år har Greenpeace ført en global kampagne for udfasning af fossile brændsler. Vi har protesteret mod olieudvinding i Norge og Danmark, i Skotland og USA og nu også i Grønland. Vi arbejder for, at kulkraftværker i Danmark, Europa og USA lukkes og for at stoppe olieudvinding af canadiske tjæresand.

Vi er ikke ”ude efter Grønland”. Vi kører en global kampagne mod fossile brændsler, mod kulkraftværker, mod dybhavsboringer og for vedvarende energi. Det gør vi, både fordi klimaforandringerne er den største enkeltstående udfordring, som menneskeheden nogensinde har stået overfor, og fordi udvinding, forarbejdning og udledning fra fossile brændsler i sig selv har vist sig at have store negative konsekvenser for mennesker og miljø.

Det er langt sværere at rette op på en fejltagelse i Arktisk farvand, end det er at forhindre den i nogensinde at blive begået. Derfor fokuserer vi vores trods alt begrænsede kræfter på de særlige områder, hvor historiske fejltrin er nærmest umulige at rette pga. miljøet særlige sårbarhed – bl.a. i Grønland. Samtidig opgiver vi ikke vores andre kampe. Vi arbejder stadig for udfasning af kul i Danmark, og vi arbejder stadig for et globalt forbud imod dybhavsboringer. Det mener vi er vores pligt som miljøorganisation. Uanset om det er populært eller ej.

Nu går den ikke længere, Cairn!

Jeg har lige stået på dækket og set flere gummibåde med Greenpeace-aktivister sejle i fuld fart mod Cairns boreplatform ude i hvad der for mange må virke som midten af ingenting. Men efter at jeg de sidste ti dage har haft øjnene stift rettet mod boreplatformen, føles det vitterligt som verdens navle. Og des mere jeg tænker over, des mere syntes jeg der er om det.

Imens mine venner er ved at klatre op på boreplatformen for at stoppe Cairns ødelæggende fremfærd – i det mindste for bare et øjeblik – så bliver det mere og mere klart, at menneskeheden står ved en determinerende skillevej og at denne kamp kun er en af mange, hvis vi skal forhindre den globale katastrofe vi med lukkede øjne er på vej imod.

Greenpeace-aktivister på vej mod boreriggen Stena Don i Baffinbugten

I takt med at menneskehedens higen efter fossile brændsler stiger, og CO2-udslippet følger efter, tilsidesætter snæversynede politikere og grådige olieselskaber hensynet til mennesker og miljø. Og selvom organisationer som Greenpeace gør alt hvad vi kan, så vil det ikke være nok. Selvom vi forhåbentlig kan forhindre Cairn i at blive færdige med deres boringer i år, jamen så kommer der for hver boresæson kun flere og flere olieselskaber til – og slaget står ikke kun i Arktis. Det står i Canada, hvor de samme profithungrende selskaber ødelægger den unikke skov, forurener floderne og bogstavelig talt forpester livet for befolkningen for at kunne få fat på olien der ligger gemt i undergrundens tjæresand.

Det står i USA, hvor Obama ikke har vist formatet til at vende landet væk fra kul og olie, men i stedet ignorer alle globale forpligtigelser. Det står i de fattige lande, hvor virksomhederne skruppelløst søger nye markeder uden regulering og uden krav i stedet for at søge den bæredygtige udvikling der er pinedød nødvendig. Det står i vores eget lille land, hvor vores regering har forspildt chancen for at føre os ud af den fossile tidsalder, og i stedet har foretrukket at tækkes et parti for hvem klimaforandringerne er ikke-eksisterende.

Men det er ikke for sent – det må ikke være for sent. Menneskeheden har gang på gang vist, at vi har evnen til at opnå store ting på meget kort tid. Og det har meget sjældent, om nogensinde, været så vigtigt som nu. Vi har kun få år til at vende udviklingen og det kræver en indsats der både foregår lokalt, nationalt og globalt. Vi har ikke råd til, at politikerne skyder ansvaret og skylden på fjerne lande. Vi har ikke råd til at lade os lulle i søvn af fine ord og gratis løfter. Vi er nødt til at sikre handling og vi er nødt til at sikre den nu.

Det er derfor jeg er her i Arktis for at forsøge at bremse dette vanvid inden det går galt. Greenpeace bliver gang på gang spurgt, hvorfor vi ikke er et andet sted, hvorfor vi ikke fokuserer på nogle andre. Og der er ingen tvivl om, at det burde man. Man burde protestere mod brugen af fossile brændsler alle steder – og man burde protestere mod det uretfærdige i at de rige, hvide mennesker i den vestlige del af verden har skabt problemet, men nu vender det blinde øje til og nægter at påtage sig ansvaret.

Jeg og Greenpeace gør alt hvad der står i vores magt, men det der er brug for, det er at alle dem der kommer med gode råd til, hvad vi burde kaste os over, tog skeen i den anden hånd og selv kastede sig over det. Vi har brug for global bevægelse – ikke kun i ord men i handling. Jeg har intet problem med at folk kritiserer Greenpeace for dette og hint. Nej, det jeg har et problem med, det er at de ikke selv gør noget. Det kan godt være, at det får konsekvenser, men en ting er sikkert, og det er at hvis ikke vi handler, hvis vi ikke gør noget, så bliver konsekvenserne katastrofale.

Grådighed eller omtanke?

Mens Cairn borer på livet løs, bliver det mere og mere tydeligt, at vi måske kun ser toppen af isbjerget. Flere og flere virksomheder melder sig ind i kapløbet for at finde olie ud for Grønland. Og selvom det indtil videre kun er Cairn, der er dumme nok til rent faktisk at begynde at bore heroppe, så er det kun et spørgsmål om tid, før flere kommer til. Logisk nok betyder det også bare, at des flere der kommer til, des større bliver risikoen samtidig for et udslip. Det er nu, slaget skal stå – det er nu, vi skal protestere.

Et brandslukningsskib forsøger at smelte et isbjerg i nærheden af Stena Fourth boreskib. © Greenpeace / Will Rose

Danske virksomheder som DONG og Mærsk har længe pralet af deres hensyn til miljøet. Mærsk har aktivt arbejdet for begrænsninger i skibsindustriens udledninger, og DONG’s direktør, Anders Eldrup, har offentligt advokeret for at hæve EU’s reduktionsmål. Alligevel er de også villige til at begive sig ud i et hensynsløst olieeventyr heroppe i det kolde nord. Hvad tænker de på? Mener de helt seriøst, at det er den rigtige vej at gå, hvis vi skal bremse klimaforandringerne? Der bliver nødt til at være handling bag deres fine ord. De bliver nødt til at trække vejret en ekstra gang og træffe det rigtige valg. Desværre mangler verden virksomheder, der tænker længere end morgendagen og næste års regnskab.

Efter klimatopmødet i København i vinter har der været en vis politiker/FN-lede. Politikerne kommer med alverdens fine løfter, som straks kameraerne er slukket ryger i den første og bedste skraldespand. Men det man hurtigt glemmer, det er at virksomhedernes flotte ord og henstillinger meget ofte går den samme vej.

Menneskeheden har ikke brug for grådige olieselskaber, der fortsætter med at dræne planeten for den sidste dråbe olie – vi har brug for visionære regeringer og virksomheder, der tør gå forrest og sikre en bæredygtig udvikling for menneskeheden.

Forsigtighedsprincip på Børsen?

Idag fremlægger Cairn, det britiske olieselskab, der lige nu borer efter olie i farvandet ud for Diskoøen ved Grønlands vestlyst og som jeg kan holde øje med gennem koøjet på min kahyt på Esperanza, halvårsregnskab. Men allerede igår kunne Guardian røbe, at Cairn har fundet tegn på olie i de to første boringer. For nyligt valgte Cairn at sælge halvdelen af sine licenser i Indien for i stedet at kunne investere massivt i Grønland.

Esperanza holder vagt ved Cairns to risikable olieboringer ved Grønland

Hvis det er korrekt, at der er fundet olie, så er det triste nyheder. Et oliefund her i Grønland vil sætte gang i en omfattende arktisk oliejagt, der ikke alene vil være en trussel for det sårbare, arktiske miljø, men som også vil mindske chancen for at forhindre de værste konsekvenser af klimakrisen.

De miljømæssige konsekvenser ved et olie-udslip i Arktis er katastrofale. BP-udslippet i Den Mexicanske Golf har vist, hvad der kan ske, og i et arktisk område som lige her i Baffinbugten ud for Aasiaat vil konsekvenserne være værre og oprydningsmulighederne meget færre. Et olieudslip kunne ødelægge ikke bare den grønlandske natur, men også fiskeri og fangstmuligheder, som stadig udgør 80 % af de grønlandske eksportindtægter.

Verden bliver nødt til at komme ud over sin ekstreme afhængighed af olie og andre fossile brændsler og i stedet for satse på rene teknologier hurtigst muligt. En oliejagt i Arktis er den helt forkerte retning. Hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under to grader, som de fleste lande er enige om, så kan vi kun tillade os af bruge en fjerdedel af de reserver af fossile brændsler, vi allerede har fundet. Der er altså slet ingen grund til at lede efter mere.

Idag står i pengenes tegn. Wall Street og børser verden rundt skal forholde sig til Cairns halvårsregnskab og vurdere om de tror på Cairns store satsning i Grønland. Jeg håber, at i det mindste nogle af aktiejakkesættene husker billederne fra BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf. Det ville være fantastisk, hvis Børsen husker forsigtighedsprincippet og ikke bare belønner Cairns store risikovillighed. For Cairn tager ikke kun en risiko på egne vegne, men spiller hazard med hele Grønlands fremtid.

Drama ved verdens ende

Jeg står på broen af Esperanza og kigger på boreriggen Stena Don, der borer efter olie ud for Grønlands vestkyst. Vi er blevet mødt af det danske krigsskib Vædderen, som har oplyst os om en sikkerhedsgrænse på 500 meter fra riggen, som vi ikke må overskride.

Grønlands politi har en båd i området, der er assisteret af 3 gummibåde, der skal holde os væk fra boreriggen.

Billedet af militærskibe og den enorme boreplatform i disse øde egne, der ellers kun huser hvaler og isbjerge, er noget, der brænder sig fast på nethinden. Tænk på hvad en ulykke ville betyde for den uspolerede, arktiske natur? For ikke at tænke på de grønlandske fiskere og fangere?

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad der går igennem hovedet på ejerne af Cairn (det skotske olieselskab bag boringerne) i disse dage og uger. Tænker de kun på den potentielle profit og på at sætte flere millioner ind på kontoen, eller er der også et gran af tvivl, en lille del af dem, der har lyst til at sige stop – det håber og tror jeg på. Cairn er kendt for sin villighed til at tage risici, men det har hidtil været med egne penge. Nu er det i stedet miljøet, klimaet og de grønlandske fiskere, der står for skud.

Sim, et af crew-medlemmerne ombord på Esperanza, er født og opvokset i New Mexico. Han var i Louisana, da Deep Water Horizon brød i brand og har med egne øjne oplevet, hvad katastrofen betød for havet, for strandene og for de lokale. Det, der er svært at forstå, er at konsekvenserne af en tilsvarende ulykke her kan være meget større. Det kolde vejr, vinterisen og den manglende infrastruktur vil betyde, at både mængden af olien fra et udslip, og tiden det vil tage, før olien er væk, vil være meget større.

Det absolut værste scenarie, jeg kan forestille mig, er at der sker et udslip så tæt på, at isen lukker til, at man bliver nødt til at lade olien fosse ud over vinteren, uden at man kan gøre noget ved det. Der er 14 skibe, der skal hjælpe til i området. I Den Mexicanske golf var der over 6.500, og alligevel siger uafhængige forskere, at der stadig er omkring 80 % af olien tilbage.

Den grønlandske regering og Cairn har gang på gang påstået, at de følger de højeste sikkerhedsstandarder og gør alt i deres magt for at forhindre en ulykke. Men har man nogensinde hørt et selskab sige andet? Er der nogen sinde en regering, der har udtalt, at de ikke stiller de højeste sikkerhedskrav? Alligevel er det gang på gang gået galt. Og alligevel vil Cairn ikke offentliggøre deres beredskabsplan, og det grønlandske Råstofdirektorat vil ikke mødes med Greenpeace.

Og olieboringerne handler ikke kun om risikoen for en ulykke. Det handler også om, at vores klima ikke kan tåle afbrændingen af flere fossile brændsler. Vi har kun råd til at afbrænde en fjerdedel af de kendte fossile reserver. At blive ved med at lede efter mere olie vil ikke ændre på det.

Hvis verdens regeringer virkelig står bag det løfte, de gav i København om at bremse klimaforandringerne, så må det første skridt være et globalt stop for de værste fossile brændsler – herunder dybhavsboringer efter olie.

De boringer vi oplever nu, er kun en prøveklud for alverdens olievirksomheder, der står på spring for at omdanne Arktis til et oliehelvede, hvor risikoen for en katastrofal ulykke kun vil vokse og vokse. Derfor er jeg i Arktis. For at gøre mit yderste for at forhindre en enorm fejltagelse.

Olieindustrien på dybt vand

Fredag forlod jeg Nuuk, hovedstaden i Grønland, hvor vi torsdag aften afholdt borgermøde, og steg ombord på det stolte Greenpeace-skib Esperanza. For første gang skal jeg ud på en længere sørejse, og hvilken mere passende lejlighed end vores go beyond oil-kampagne. Vi er på vej imod en ukendt destination for at stoppe nogle af verdens mest kritiske olieboringer. Selv efter den katastrofale ulykke i Den Mexicanske Golf, hvor over 750 millioner liter olie slap ud, fortsætter olieselskaberne med deres hensynsløse adfærd og sætter profit før hensyn til miljø og natur, og regeringer lader sig forblinde af løfterne om guld og grønne skove.
Efter i en periode at have arbejdet på at bremse for Cairns olieboringer ud for den grønlandske vestkyst, har jeg oplevet flere ting, der får mig til tvivle på, om der reelt er styr på sagerne. Et af eksemplerne er spørgsmålet, om hvorvidt boringerne ud for Diskobugten reelt er dybhavsboringer. Spørgsmålet er interessant, fordi risikoen ved dybhavsboringer er væsentligt højere end normale boringer. De grønlandske boringer er på 320-630 meter, men er det dybt? Ifølge Naalakkersuisut og Cairn, nej. Ifølge USA, Exxon og mange andre, ja. Obama-administrationens forbud mod nye dybhavsboringer går allerede fra 150 meter (500 fod) mens Exxon taler om at dybhavsboringer starter ved 400 meter. Der er mange definitioner på dybhavsboringer, men mit udgangspunkt er, at det ikke er selve antallet af meter der er afgørende, det er de teknikker der anvendes, og her er billedet meget entydigt:

• Et olieudslip vil praktisk taget opføre sig på samme måde om det foregår på 200 eller 1.200 meter. Olien vil nemlig på disse dybder reagere på trykket og spredes på et større område.
• Når man opererer på over 200 meter, kan man kun reparere eventuelle lækager og tekniske fejl med robotter og ikke med dykkere.
• Teknikken der anvendes af Cairn er i princippet præcis den samme som den der blev brugt på Deepwater Horizon.

Regeringer og olieselskaber forsikrer os gang på gang om, at alt er skønneste orden, og at alle sikkerhedsregler er taget – jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange det skal gå galt, hvor mange olieindsmurte dyr og ødelagte strande, vi skal være vidne til, før vi indser, at nogle risici altid vil være for store.

Mens jeg står og nyder solnedgangen og kigger på det umiddelbart uendelige ocean, kan jeg ikke lade være med at føle en smule mismod. Vores levevis medfører så meget ødelæggelse – for vores medmennesker og for miljøet. Men det går ikke længere. Vi bliver nødt til at se fremad og ikke bagud, vi bliver nødt til at forlade den fossile tidsalder – og det er derfor jeg har forladt min hjembys trygge favn for at stoppe den beskidte olie, hvor end det er nødvendigt.

Lad ikke Cairn blive Grønlands BP

I går fik det skotske firma Cairn tilladelse af Naalakkersuisut (den grønlandske regering) til at foretage yderligere to boringer ud for Diskobugten. Det er en meget forhastet beslutning, som jeg frygter, kan komme til at forfølge det grønlandske folk i mange år.

Jeg er i disse dage i Nuuk med tre af mine kollegaer, hvor vi forgæves har forsøgt at etablere en dialog med det grønlandske Råstofdirektorat. Vi har indsendt et høringssvar, der peger på en lang række uregelmæssigheder, som Cairn bliver nødt til at adressere.

Desværre har Råstofdirektoratet hverken fulgt op på høringssvaret eller ønsket at mødes med os. Det ligger direkte i forlængelse af, at man tidligere på sommeren nægtede offentligheden adgang til Cairns beredskabsplan i tilfælde af et olieudslip.

Da Naalakkersuisut åbenbart ikke ønsker dialog og åbenhed, har vi i stedet taget initiativ til et borgermøde i Nuuk i morgen, hvor vi vil beskrive de katastrofale konsekvenser af udslippet i Den Mexikanske Golf, og diskutere hvorfor de grønlandske boringer er særlige problematiske.

Vi håber selvfølgelig, at politikere, embedsmænd, den grønlandske befolkning og måske Cairn vil komme til borgermødet, men ellers ser jeg frem til en åben debat med interesserede grønlændere.

Vi har igennem historien set (Shell i Nigeria og Antarktis, BP i Den Mexikanske Golf, Exxon ved Exxon Valdes, China Oil i Dahlian) at olieselskaber altid sætter profit i første række, og at miljø og sikkerhed kommer i anden række.

Derfor er det nødvendigt, at problemerne ved de konkrete boringer og ved boringer i Arktis generelt kommer frem i lyset og ikke bliver ignoreret af Naalakkersuisut. Det kan kun ske gennem en åben og ærlig dialog.

Tid til handling

En række forskellige ting der har fundet sted den seneste tid, burde få politikerne til at stoppe op og tænke over, hvad en klimakatastrofe egentlig betyder – og få den begrænset mest muligt og hurtigst muligt.

I juli var vi vidne til en kedelig tendens i Arktis. Polarisens udbredelse var den anden laveste for juli måned nogensinde registret. Oven i det brækkede en isflage på størrelse med Manhattan af den grønlandske Petermann gletsjer for nyligt. Nu er den på vej ned gennem Nares Strædet, hvor grønlandske olieboringer venter længere sydpå.

Petermann gletsjeren i Nordvestgrønland © Greenpeace / Nick Cobbing

Denne sommer har det asiatiske kontinent været udsat for hidtil usete hedebølger.

I Rusland er hedebølgen en medvirkende årsag til de hidtil usete skovbrande, der hærger landet og har hyllet Moskva i røg. Yderligere vurderes det, at omkring en femtedel af hvedehøsten er gået tabt pga. vandmangel.

I januar var Nordamerika og Vesteuropa plaget af snestorm og hård frost, særligt Danmark var ramt af en særlig kold vinter. På trods heraf var januar 2010 den fjerde varmeste januar på globalt plan. På globalt plan var marts den varmeste marts måned nogensinde. Det var april også. Ligeledes var maj. Og minsandten om ikke juni fulgte i samme fodspor og blev den varmeste juni nogensinde. Resultatet fra juli er endnu ikke opgjort.

Den kolde vinter, hedebølgen i Rusland og den afbrækkede isflage betyder ikke noget isoleret set. Det er ikke muligt at knytte disse enkelte begivenheder til klimaforandringerne som sådan. Ikke desto mindre er de forfærdelige for de mennesker og dyr det går udover, og hvad forskerne forudser med klimaforandringerne er, at hyppigheden og graden af disse katastrofer vil øges.

Samtidig med at vejret bliver mere og mere ekstremt, bliver den menneskelige indflydelse mere og mere tydeligt. I USA har det værste olieudslip til dato i Den Mexicanske Golf smadret strandene og økosystemerne i Louisiana, Mississippi, og Alabama. Et fuldstændigt overblik over konsekvenserne er der endnu ikke nogen der har, men udsigterne er mildest talt dystre.

Selvom brønden nu er lukket i Den Mexicanske Golf, så vil konsekvenserne mærkes mange år ud i fremtiden. © Greenpeace / Daniel Beltrá

Fossile brændstoffer modtager mere støtte på globalt plan end vedvarende energi. Og det på trods af at de i forvejen tjener penge på, at bruge atmosfæren (og nu Den Mexicanske Golf) som deres kloak.

I mellemtiden har Greenpeace vist, at det ikke alene er muligt, at forsyne os selv med energi fra vedvarende kilder, der ikke forårsager al den ødelæggelse, men at vi i samme ombæring kan skabe omkring 8 millioner grønne jobs.

Med alle de eksempler jeg har listet ovenfor, er det forbløffende at regeringer verden over ikke fluks indkalder til krisemøde om udfasning af fossile brændstoffer og overgang til vedvarende energi. Det er imidlertid kun når bankerne er i krise, at den slags kan stables på benene.

Hvad fortæller det mig? Det fortæller mig, at vi nu mere end nogensinde har brug for personer – personer som dig – til at rejse sig op og kræve forandring. Kræv en energirevolution. Skriv et brev til vores statsminister, og spørg ham hvordan det kan være,  at vores land ikke gør mere for at gøre sig fri af vores afhængighed af de fossile brændstoffer. Fortæl dine venner og familie, at de skal gøre det samme. Slut dig til vores 10/10/10 kampagne, og lad os i fællesskab finde en løsning.

Hvis olieudslippet var i min baghave…

Omfanget af BP’s olieudslip i Den Mexicanske Golf er nok svært forståeligt for de fleste – i hvert fald for mig. Der slipper et sted mellem 35 og 60.000 tønder olie – eller 9,5 millioner liter – ud om dagen! Jeg faldt forleden dag over en hjemmeside, hvor man kan taste en by ind og se, hvor stort et område udslippet ville dække, hvis udslippet var sket der. Hvis udslippet var sket i København, ville det dække Århus samt en god bid af Sydsverige:

Det har virkelig sat tingene i perspektiv for mit vedkommende. Vores have og vores miljø har ikke råd til sådanne fejltagelser, og der er kun en løsning: Vedvarende energi. Obama lovede i hans tale til nationen omstilling til rene energikilder, men som Jon Stewart så fint påpegede, så er Obama den ottende præsident, der har lovet det, uden at det er blevet fulgt op af reel handling. Klimaet og havene har ikke råd til endnu en præsidents tomme løfter.

Et selvmål af dimensioner

Jeg vil huske dagen i dag for to ting: Det danske selvmål i vores kamp mod Holland og 60 modige aktivisters protester på det svenske atomkraftværk Forsmark 140 km nord for Stockholm.

På trods af at svenskerne missede VM-kvalifikationen, arbejder de på at overgå Danmark med sommerens største selvmål. På torsdag skal de svenske politikere nemlig stemme om regeringens forslag om at bryde med den gældende afviklingslov, der indebærer et forbud imod ny atomkraft i Sverige.

Lige nu tegner det til et minimalt flertal for forslaget. Derfor protesterede Greenpeace i dag ved Forsmark klædt ud som de rigtige løsninger: Vind, sol og vand.

Hvis svenskerne skævede mod deres finske naboer, ville de måske indse, at atomkraft ikke er løsningen på deres problemer.

Finnerne besluttede i 2000 at bygge en ny reaktor ved atomkraftværket Olkiluoto. Siden er tidsfristen overskredet med minimum 3,5 år og budgettet med 50 %, imens den finske sikkerhedsinspektør har kritiseret en række forhold. Finnerne har samtidig heller ikke løst affaldsproblemet – et affaldsproblem, der vil vare ved i 100.000 år.

Den danske modstand mod Barsebäck var stor, og det med god grund. Der findes grønne løsninger på vores energiproblemer – løsninger som reelt er vedvarende og som ikke bare skubber problemerne fremad.

Et flertal af svenskerne foretrækker vedvarende energi, og undersøgelser viser, at en satsning på vedvarende energi ikke kun vil være mere sikker og miljørigtig, men at den også vil kunne skabe flere jobs og sørge for den nødvendige forsyningssikkerhed. Hvis den svenske rigsdag på torsdag stemmer ja til mere atomkraft i Sverige vil det være et selvmål, der i sandhed vil gå over i historien.