Den sidste time

I disse øjeblikke besluttes det, om der nås en aftale i København og om aftalen vil være ambitiøs eller om den vil være et figenblad over industrilandenes manglende evner til at løse problemet.

Desværre ser det langt fra godt ud. Forhandlingerne er lige nu længere fra en god aftale, end de var ved begyndelsen af forhandlingerne i København. Det danske formandskabs inkompetence kombineret med industrilandenes stilstand har resulteret i at det ser meget sort ud.

Udviklingslandene har fra dag 1 kæmpet for en aftale, der ikke dømmer dem til undergang, men som reelt vil bremse klimaforandringerne under 2 grader. Som en samlet blok lever u-landene op til videnskabens anbefalinger – uden at der er blevet lagt den lovede finansiering på bordet. Samtidig er det blandt i-landene reelt kun Norge, der lever op til videnskabens anbefalinger.

Der er to muligheder for at nå en aftale: At i-landene tager sig sammen og kraftigt øger deres reduktionsmål. Eller at de tvinger ulandene til at acceptere en aftale, der dømmer millioner af mennesker til døden. Desværre er den første mulighed nok noget nær umulig, så måske er vi nået dertil, hvor et sammenbrud er det bedste for klimaet?

Et smukt orkestreret tilbagetog

Gud ved hvor længe NGO-samfundet og de mere ambitiøse lande i forhandlingerne (Læs: udviklingslandene) har kæmpet for et samlet reduktionsmål fra de industrialiserede lande – et mål de har lovede ville være på bordet allerede tilbage i marts. Nå, men bedre sent end aldrig, og da facilitatoren for det såkaldte Kyoto-spor præsenterede sin tekst i fredags, blev en hel del mennesker temmelig overraskede.

Pludselig blev mulighederne reduceret til et sted mellem 30 og 45 procent, og for første gang var der lys for enden af tunnellen. Desværre blev dette lys, i det mindste for nu, effektivt slukket, så snart Umbrella-gruppen (gruppen af industrialiserede lande uden for EU) var kommet med sit input. Mandag morgen, da kontaktgruppen trådte sammen igen, blev en ny version af det såkaldte Anneks B præsenteret. Og så var vi tilbage ved start. Flere medlemmer af den berygtede gruppe af industrialiserede lande, med Canada som “frontløber”, blev skræmt af det ambitiøse mål, og leverede i stedet deres egen fortolkning af et ambitiøst mål: X procents reduktion i 2020. Way to go klimaledere!

Det skræmmende var, at selv fra EU var der fuldstændig mangel på kritik af tilbagetoget. Ikke ét eneste ord kom over læberne fra Sverige (formandsland for EU). Tja, det er faktisk ikke sandt. Sverige støttede på vegne af EU Umbrella-gruppens aflysning af samtalerne om reduktionstallene mandag morgen. En sørgelig undskyldning blev givet med en henvisning til G77’s arbejdsnedlæggelse omkring emissioner fra skov- og landbrug i industrialiserede lande. Ved at gøre dette, valgte EU de facto side med de øvrige industrialiserede lande og gik imod udviklingslandene og mod fremtiden for vores planet. Det er på tide for EU at komme tilbage på sporet og begynde offentligt at støtte sig til videnskaben og åbenlyst advokere imod Umbrella’s blokering af forhandlingerne.

Et spørgsmål om overlevelse

I går fremlagde Alliancen af Små Østater (AOSIS) et forslag til en juridisk bindende aftale bestående af to protokoller. I deres pressemeddelelse skrev gruppen, at forslaget er “lavet for at beskytte jordens klima, og for at sikre den fremtidige overlevelse af alliancens 43 medlemmer.”

Det er rammende, men også lidt for beskedent. Medlemmerne af AOSIS er nogle af de mindst udviklede lande på jorden, og tæller steder som Maldiverne, Tuvalu, og Papua Ny Guinea. Det er nationer, der stort set ikke selv har spillet en rolle i at skabe klimakrisen, og der er samtidig dem der vil lide mest, hvis den globale opvarmning fortsætter. At beskytte jordens klima er i første omgang nøglen til disse nationers overlevelse – men på længere sigt er det nøglen til overlevelse af civilisationen som vi kender den.

Midt i Bella Centeret står en stor globe. Hvis man kigger godt efter, kan man se, at de små østater ikke er afbilledet. En dyster udsigt, hvis mødet ikke munder ud i en ordentlig aftale.

Bevæggrunden for en juridisk bindende aftale – i modsætning til en politisk bindende aftale – er formentlig tydelig for enhver. Men lad mig forklare hvad en “to-protokols løsning” går ud på, for det er en smule teknisk.

AOSIS’ forslag består af to ting: En tilføjelse til den allerede eksisterende Kyoto-protokol, hvor man stadfæster en anden forpligtigelsesperiode, der skal løbe fra 2013-2017 (den nuværende forpligtigelsesperiode udløber i 2012). Forpligtigelsesperioden skal indeholde nye emissionsmål for alle industrialiserede lande i protokollen (dvs. alle industrialiserede lande undtagen USA). Derudover skal der skabes en ny protokol – en Københavner protokol. Det skal være endnu en juridisk bindende aftale, som vil sikre gennemførelsen af Bali Action Plan på en afbalanceret og omfattende måde ved at tage fat tilpasning, teknologi, finansiering og støtte til kapacitetsudvikling.

Det vigtigste element i Københavner protokollen er, at det skal bringe USA – det land, der historisk har bidraget mest til klimaændringer og fortsat har den højeste per capita emission af CO2 – ind i en juridisk bindende aftale og forpligte dem til reduktionsmål og finansiering af de fattige landes klimaindsats.

Med andre ord er AOSIS’ forslag den ægte vare, som verden har brug for. Klimaændringerne respekterer ikke landegrænser, men diskriminerer mellem rige og fattige nationer. Ændringerne vil dog påvirke os alle. En fair, ambitiøs og juridisk bindende aftale her i København er ikke et spørgsmål om politik, det er et spørgsmål om overlevelse.

Tuvalu – Tuvalu – Tuvalu!

I går blev plenarforsamlingen i det såkaldte konventionsspor suspenderet. Tuvalu, en af de mest sårbare østater i Stillehavet, krævede en juridisk bindende aftale – ikke om 6 og ikke om et år, men i næste uge. Det er et krav, som ikke bør, ikke kan og ikke skal ignoreres, da det omhandler et af de vigtigste spørgsmål, som hænger over København. På trods af vigtigheden af emnet forblev en gruppe af industrialiserede lande – USA, Japan, Canada og EU – fuldstændig tavse. Ingenting. Ikke et ord.

Tuvalu opfordrede til sidst til en suspension af plenarforsamlingen, og Connie Hedegaard så sig nødsaget til at følge opfordringen og konsultere partere i uformelle for. Imens gik NGO-netværket i konferencecentret i højeste beredskab for at samle støtte til Tuvalus krav. Tre timer senere, da plenarforsamlingen skulle genoptages, stod en stor skare af 200-300 mennesker ved dørene til Tycho Brahe-lokalet med nylavede bannere og heppede slogans ud over konferencecentret til stor fornøjelse for delegationen fra Tuvalu.

Dette er et godt eksempel på den energi, der er her i Bella Centeret, og en ganske lille forsmag på, hvad resten af klimatopmødet kommer til at byde på. Der er stadig en række lande, der er villige til at kæmpe for planetens fremtid, og det er vores ypperste opgave at give dem al den støtte vi kan. Om under en time mødes partnerne igen i konventionssporet, og jeg håber, at EU tør vise lidt mandsmod og støtte op AOSIS og Tuvalus krav.

Kumi Naidoo, Mike Sheridan, Johanne Schmidt-Nielsen og mange flere kommer – kommer du?

Lørdag den 12. december vil Greenpeace i fællesskab med over 400 organisationer kalde til familievenlig demonstration for en ambitiøs, fair og juridisk bindende aftale ved klimatopmødet. Der er alvorligt brug for, at politikerne bliver gjort opmærksomme på, at det ikke er befolkningen, der står i vejen for en aftale i København. Derfor har vi brug for dig!

Greenpeace er ikke de eneste der kræver handling nu. Desmond Tutu, Jimmy Carter, Margrethe Vestager, Helle Thorning, Johanne Schmidt-Nielsen, 3F, LO og mange, mange andre bakker op om demonstrationen. Desmond Tutu, der er formand for ”The Elders”, har udtalt følgende:

“Leaders of the world – as you prepare for Copenhagen, look into the eyes of your children and grandchildren and think of their future. Millions of lives depend on the decisions you will make. [...]Join us and the TCK TCK TCK campaign, along with millions of people around the world in a global DAY OF ACTION on 12 DECEMBER.”

Ønsker du at gå i demonstrationen sammen med Greenpeace, så kan du finde os under en stor ballon-snemand på Christiansborg Slotsplads lørdag den 12. december. Kl. 13.00 går vi fra Christiansborg Slotsplads mod Bella Centeret. Vi ses!

Something’s rotten in the State of Denmark

I dag bristede boblen endegyldigt for det danske formandskab i klimaforhandlingerne. Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen har længe villet give indtryk af at ville det bedste for klimaet og af at søge det bedst mulige resultat. Efter den danske tekst, som regeringen længe har benægtet eksistensen af, er blevet lækket, er sandheden bøjet i neon.

De danske ambitioner i teksten, hvis man overhovedet kan bruge ordet ambitioner i den kontekst, har intet at gøre med hensynet til klimaet. De er langt under lavmålet for, hvad man kan forvente af en regering i et land, der gang på gang fremhæver sig selv som en af de mest grønne i verden. Teksten, der er formuleret som hovedkonklusionen på mødet, dumper på følgende fire overordnede områder:

Der er tale om en politisk aftale
Der er ingen tidslinje for, hvornår man skal have en juridisk bindende aftale
Reduktionsmålene er langt under, hvad videnskaben forventer
Finansieringen til de fattige landes klimaindsats er så godt som fraværende
Gudskelov bliver teksten lækket tidligt i processen, så den lange række af lande i forhandlingerne, der reelt ønsker et godt resultat, kan nå at gå imod teksten. Nu vil andre mere ambitiøse lande forhåbentlig vise det lederskab, som Danmark mangler. I dette afgørende tidspunkt i historien har Danmark fejlet.

I dag bristede boblen endegyldigt for det danske formandskab i klimaforhandlingerne. Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen har længe villet give indtryk af at ville det bedste for klimaet og af at søge det bedst mulige resultat. Efter den danske tekst, som regeringen længe har benægtet eksistensen af, er blevet lækket, er sandheden bøjet i neon.

De danske ambitioner i teksten, hvis man overhovedet kan bruge ordet ambitioner i den kontekst, har intet at gøre med hensynet til klimaet. De er langt under lavmålet for, hvad man kan forvente af en regering i et land, der gang på gang fremhæver sig selv som en af de mest grønne i verden. Teksten, der er formuleret som hovedkonklusionen på mødet, dumper på følgende fire overordnede områder:

Der er tale om en politisk aftale

Der er ingen tidslinje for, hvornår man skal have en juridisk bindende aftale

Reduktionsmålene er langt under, hvad videnskaben forventer

Finansieringen til de fattige landes klimaindsats er så godt som fraværende

Gudskelov bliver teksten lækket tidligt i processen, så den lange række af lande i forhandlingerne, der reelt ønsker et godt resultat, kan nå at gå imod teksten. Nu vil andre mere ambitiøse lande forhåbentlig vise det lederskab, som Danmark mangler. I dette afgørende tidspunkt i historien har Danmark fejlet.

EU har for alvor mistet førerpositionen

Der har været run på i EU under den seneste uge i klimaforhandlingerne, men både finans- og miljøministrene fejlede fælt. Tirsdag forsøgte EU’s finansministre at opnå enighed omkring finansieringen af de fattige landes klimaindsats. Onsdag var det så EU’s miljøministres tur til at forhandle, hvor de helst skulle forpligte sig til seriøse reduktionsmål forud for klimatopmødet i december. Efter betydelige indrømmelser fra både i- og u-lande i den seneste tid, var det for alvor EU’s tur til at rykke.

Der er ingen tvivl om, at der skal penge på bordet, når klimatopmødet løber af stablen i København til december. Planeten og dens befolkning kan ikke tåle økonomier baseret på fossile brændstoffer, hverken i den rige eller fattige del af verden. Bl.a. derfor må de industrialiserede lande yde klimabistand og grønne teknologier til udviklingslandene. Men på mødet blev man enige om absolut ingenting. I stedet åbnede man op for, at en eventuel klimabistand kan findes i den allerede eksisterende økonomiske bistand til tredjeverdenslandene. Dem har verdens fattige stadig brug for, så fingrene væk!

Knap havde finansministrene forladt forhandlingsbordet, før det blev indtaget af miljøministrene. Resultatet blev så uambitiøst, som man kunne frygte. Med mandagens udmelding fra EU-Parlamentet om, at EU bør følge videnskabens anbefalinger og reducere sit udslip af drivhusgasser med 40 procent i 2020, kunne man håbe, at det rumsterede i miljøministrenes baghoved, da de stimlede sammen. Alligevel blev man her kun enige om, hvad man på forhånd var enige om; en reduktion på sølle 20 procent.

Bolden ligger nu hos EU’s stats- og regeringsledere, der mødes i slutningen af måneden. Industrialiserede lande som Japan og Norge har, i modsætning til EU, valgt at forpligtige sig til reduktioner, der lever op til videnskabens anbefalinger. Hvis EU ikke vil falde yderligere agterud på klimaspørgsmålet, må Lars Løkke Rasmussen og hans kollegaer gribe bolden og sikre EU et seriøst udgangspunkt i de videre klimaforhandlinger.

Fremskridt i Bangkok på trods af mangel på politisk lederskab

Klimaforhandlingerne i Bangkok forud for topmødet i København til december lakker mod enden. De seneste to uger er der sket fremskridt i aftaleteksten, men kun Norge har reelt rykket sig, og landets løfte om at reducere CO2-udslippet med 40 % i 2020 er det mest ambitiøse vi til dato har set. Uden ambitiøse udmeldinger på reduktionsmål og klimafinansiering fra EU og resten af den industrialiserede verden, ser det sort ud for klimaet. Mangel på politisk lederskab er desværre det mest synlige resultat af forhandlingerne.

Verden har i årtier ventet på et skift i den amerikanske klimapolitik, og på løfter om markante reduktioner i deres CO2-udledning. På trods heraf viser det sig gang på gang, at det er den fossile brændstoflobby i USA, der sidder for bordenden. Præsident Obamas lederskab skuffer ved dets fravær.

I EU er der også problemer. EU’s tilsagn om reduktioner i udledningen af drivhusgasser er stadig langt fra de 40 procent som er nødvendige for at forhindre de værste klimaforandringer. Samtidig er løfterne om klimapenge til udviklingslandene langt fra blevet indfriet. Sidst, men ikke mindst, så er de interne politiske positioner i EU mildt sagt inkonsistente, og reelt set nærmest fraværende.

I Lars Løkke Rasmussens åbningstale til Folketinget stod det endnu engang klart, at regeringen med al sandsynlighed ikke kommer med ambitiøse nationale klimamål forud for topmødet i december. Det er under al kritik og pinligt, at Danmark som værtsland ikke går foran med et godt eksempel.

Der er brug for politiske vilje og lederskab fra de industrialiserede lande, som vi tidligere har set det i Japan og seneste med Norge. Lars Løkke Rasmussen har hele tiden skudt skylden for de manglende fremskridt over på alle andre end EU. Gentagne gange har statsministeren udtrykt forventninger til G20, G8 og Major Economies Forum, mens han selv har leget gemmeleg med sine europæiske kollegaer. Nu er det på tide, at Lars Løkke Rasmussen og EU finder førertrøjen frem fra gemmerne – ellers er der ingen chance for en god, ambitiøs og bindende aftale i København til december.

Løkke har en særlig god grund til at gå foran – han er vært.

Greenpeace giver flybillet til Lula

Den brasilianske præsident Luiz Inácio ’Lula’ da Silva ankom i dag til Stockholm. Her blev han budt velkommen af Greenpeace-aktivister, der overrakte Lula en symbolsk flybillet til København til december. Som så mange andre stats- og regeringsledere har Lula endnu ikke afgivet løfte om sin tilstedeværelse ved klimatopmødet i december.

Lulas deltagelse på klimatopmødet er særlig vigtigt, eftersom Brasilien råder over store områder regnskov, der er fældningstruede. Netop den omfattende skovrydning i Brasilien er årsag til, at landet ligger på en fjerdeplads, når det kommer til udledning af drivhusgasser. I 2008 forsvandt 13.000 km2 regnskov fra Brasilien. Den primære årsag hertil, er de industrialiserede landes efterspørgsel af bl.a. soja, tømmer, læder og kød.

Det er absolut nødvendigt, at et stop for rydning af regnskov indgår i en klimaaftale til december. Dette skal bl.a. løses ved, foruden markante reduktioner i de industrialiserede landes udledning af drivhusgasser, at de industrialiserede lande forpligter sig til at yde klimafinansiering til udviklingslandene. Klimaaftalen skal samtidig være bindende. For at dette skal lykkedes, må verdens stats- og regeringsledere indfinde sig i København til december.

Talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, sagde i fredags, at Obama ville overveje at komme til klimatopmødet i december, hvis stats- og regeringsledere blev inviteret. Derfor er det nødvendigt, at Lars Løkke Rasmussen nu tager ansvar, og sørger for at en officiel invitation når frem til Obama og Lula samt de øvrige stats- og regeringsledere i verden så hurtigt som muligt.

Rasmussen er kulafhængig

Da Barack Obama i dag besøgte statsminister Lars Løkke Rasmussen, var det med Løkke i rollen som klimaets mand, og Obama i rollen som pragmatikeren. Men den rollefordeling har intet forhold til virkeligheden. Det er rent spin fra Løkkes side. Lars Løkke Rasmussen er ikke meget bedre på kulområdet end Obama og USA.

Lars Løkke Rasmussen er kulafhængig. Det er budskabet i en aktion, Greenpeace laver i Svalbard i dag. Og Løkke gør intet for at slippe afhængigheden. Men mens andre kæmper med hang til rødvin, cigaretter eller slik, så dyrker Løkke sin afhængighed af kul uden blusel. Han har givet tilladelse til, at Avedøre 2 går fra at køre på biomasse til at køre på kul. Han forsvarer DONG’s opførsel af kulkraftværker i Tyskland og Skotland. Og han køber CO2-kreditter i udviklingslandene i stedet for at skære i det danske CO2-udslip.

Halvdelen af den danske energi stammer fra kul, selvom kul er den mest CO2-tunge måde at få energi på. Kul udleder dobbelt så meget CO2 pr. energienhed som naturgas, og hver dansker bruger hver dag, hvad der svarer til 4 kilo kul. Lars Løkke Rasmussen har intet gjort for at få os ud af kulalderen. Selvom han i dag trykker hånd med Obama, og praler med den danske regerings indsats på klimaområdet, må vi se bag de fine ord og på hans handlinger i stedet.