Dansk Industri taler med to tunger

I dag har aktivister fra Greenpeace været på Dansk Industris bygning på Rådhuspladsen i København. Her har aktivister hængt et 70 kvadratmeter stort banner med teksten ’DI – Delaying Innovation’. Dansk Industri udgør nemlig – i kraft af deres medlemskab af BusinessEurope – en del af den lobbyindustri, der gang på gang modsætter sig, at EU øger sine klimaambitioner ved at hæve sit reduktionsmål for udslip af CO2 i 2020. Men dermed står de også i vejen for innovation og grønne arbejdspladser.

DI har på hjemmebanen forsøgt at give indtryk af, at man ikke er principielt imod, at EU hæver sine reduktionsforpligtigelser for udledningen af drivhusgasser. Sådan forlyder det i et Ritzau-telegram tilbage fra den 23. september 2010.

Sådan melder man altså ud herhjemme. Man giver indtryk af, at man absolut ikke vil stå i vejen for de nødvendige politiske beslutninger, der skal begrænse de allerede fremskredne klimaforandringer. Dette signal står desværre i direkte modsætning til, hvordan DI’s storebror og repræsentant i EU, BusinessEurope, agerer bag kulissen i EU-korridorerne.

Senest har BusinessEurope – med Dansk Industri som medunderskriver – sent et brev til klimakommissær Connie Hedegaard, hvori de specifikt opfordrer til, at EU ikke hæver sine reduktioner af drivhusgasser for 2020. I brevet skriver BusinessEurope bl.a. følgende:

”no change in agreed 2020 policy framework, especially sectors in the EU Emission Trading Scheme (ETS)”

Med andre ord ønsker man ikke, at EU ændrer sin politik,  siden man i 2007 besluttede sig for, at  forpligtige sig på  20 pct. reduktion i udledningen af drivhusgasser for 2020. Det er meget svært at se, hvordan dette brev harmonerer med Dansk Industris udmelding tilbage i september.

Foruden at være en lobbyvirksomhed, så er Dansk Industri også en interesseorganisation for deres 10.000 medlemmer. Det er imidlertid ikke alle medlemmer, der deler BusinessEuropes opfattelse af, hvad EU’s klimapolitik bør sigte efter. Store virksomheder som DONG, Velux og Tryg, har offentligt meldt ud, at EU bør hæve sine reduktionsmål for 2020. Stik imod hvad BusinessEurope – og dermed Dansk Industri – fortæller politikerne i EU.

Disse virksomheder har bl.a. indset, at hvis EU sætter mere ambitiøse rammebetingelser, så er det muligt at forbedre EU’s position i den globale konkurrence samt skabe innovation og grønne arbejdspladser.

Jeg håber, at virksomhederne i Dansk Industri vil stille sig selv spørgsmålet: Er Dansk Industris stok konservative holdning virkelig en varetagelse af min og klimaets interesse?

Nogen må gå forrest, og nogen gør det heldigvis

Politisk nølen med at skride til handling overfor klimakrisen får nu et tiltrængt skub i den rigtige retning af europæisk erhvervsliv.

I dag offentliggjorde Greenpeace, Eurores og EREC en erklæring som får tilslutning fra 200 europæiske virksomheder, politikere og organisationer, der i samlet flok indtrængende opfordrer Europas politiske beslutningstagere til at sætte fuld fart på en omstilling af den europæiske energiproduktion, såEuropa kan opnå 100 % vedvarende energi i 2050. Det vil ikke alene være til gavn for klimaet men i øvrigt også forsyningssikkerheden og jobskabelsen i Europa.

Indtil nu er Danfoss eneste danske virksomhed, som har underskrevet erklæringen.

I de kommende måneder vil Greenpeace arbejde hårdt for at få mange andre progressive danske virksomheder til at følge trop . Gør de det, kan de ligesom Danfoss bryste sig af at være både modige og fremsynede, og samtidig vil de sammen sende et meget stærkt signal til en ellers handlingslammet, dansk regering, der stadig ikke har kunnet præstere at komme med en samlet plan for vindudbygningen i Danmark, og som i øvrigt har gemt den lovede opfølgningen af Klimakommissionens rapport fra september sidste i år i en skuffe på finansminister Claus Hjort Frederiksens kontor.

Her er en direkte opfordring til at få åbnet den skuffe.

Internationalt er der bred enighed om, at temperaturstigningen skal holde sig godt under en stigning på 2 grader, hvis vi skal undgå de mest katastrofale konsekvenser af menneskeskabte klimaforandringer. Klimaforandringer, der er forårsaget af især de rige landes udslip af CO2 fra afbrænding af kul olie og gas, men klimaforandringer vi kan bremse, hvis vi tager vores ansvar for klodens fremtid alvorligt og forpligter os til reducere  drivhusgasudledningen  med 80-95 % frem til 2050.

Den eneste forsvarlige vej til at indfri den forpligtelse går via en målrettet og systematisk omstilling af energi forsyningen til vedvarende energi.

I sidste uge viste vi med vores rapport ”Battle of the Grids”, hvordan Europa kan opnå 68 % vedvarende energi i elproduktionen allerede i 2030 og 100 pct. i 2050.

Det er tid til at komme i gang.

G20 spiller fallit overfor de største globale problemer

G20 har endnu engang vist sig ude af stand til at forfølge denne grønne udvikling, som verdensøkonomien og miljøet har så hårdt brug for. Der blev på mødet kæmpet om valutaer og handel, mens man ignorerede beslutninger om den nødvendige grønne energirevolution, der kan skabe arbejdspladser, nedskære emissionerne og dermed dæmme op for en anden global krise – de menneskeskabte klimaforandringer.

G20 anvender blomstrende vendinger til at dække over dybe forskelle i synet på den nødvendige økonomiske politik, men det hjælper intet i forhold til at afhjælpe fattigdommen eller redde klimaet.

G20-lederne har ikke indfriet løfter afgivet på tidligere møder – bl.a. løfterne fra mødet i september 2009 i Pittsburg om at udfase subsidier til fossile brændsler og gentagelsen af Gleneagles-løftet om mere bistand til de fattige lande, især til afrikanske lande. Seoul-mødet negligerede disse presserende globale opgaver. Dem, der de seneste år har haft travlt med at begrave FN-systemet for i stedet at sætte deres lid til et magtfuldt G20, må i dag have en meget dårlig smag i munden.

G20-mødet “ noterer sig” kun, hvad FN’s generalsekretærs High-level Advisory Group om klimafinansierings rapport fra 5. november viser, mens G20-lederne intet konkret gør i forhold til at levere på løftet om at tilvejebringe de 100 milliarder USD per år i 2020 i klimastøtte til de fattige lande. G20-mødet er ikke i nærheden af blot at levere ansatser til en køreplan, for hvordan det kan opnås.

Det Internationale Energiagentur, IEA, har netop vurderet, at hvis de fossile subsidier blev elimineret frem til 2020, ville det resultere i en reduktion på to milliarder ton CO2 svarende til små 6% af de globale, energirelaterede CO2-emissioner.

Kunstigt åndedræt fra EU’s stats- og regeringsledere

Det netop afsluttede EU-topmøde var EU’s stats- og regeringslederes sidste chance for at puste nyt liv i de internationale klimaforhandlinger før COP 16, der løbes igang i Mexico om en lille måned. Men chancen lod de stort set forpasse.

Efter det mislykkede klimatopmøde i København i december sidste år var løftet fra EU’s stats- og regeringslederne på deres første møde i 2010 ellers, at nu ville EU tilføre den internationale forhandlingsproces ny dynamik. Den har desværre været uhyre svær at få øje på.

Til trods for, at EU-kommissionen i maj afleverede en rapport – i form af en såkaldt meddelelse, der giver overbevisende gode klima– og samfundsøkonomiske argumenter for, at EU hurtigst muligt skal hæve sit klimamål fra nuværende 20 pct. reduktion til 30 pct. i 2020, er man endnu ikke engang i nærheden af at kunne træffe nogen beslutning. En sådan beslutning havde ellers med garanti skabt ny dynamik i de internationale klimaforhandlinger. Men nu må de fattige lande, som i øvrigt er dem der rammest hårdest af klimaforandringerne, nøjes med, at EU’s stats- og regeringsledere vender tilbage til spørgsmålet i marts næste år.

Og hvad med de finansielle løfter – blandt andet de 100 mia. dollars årligt i 2020, som de rige lande stillede i udsigt i klimastøtte til de fattige lande i erklæringen fra klimatopmødet i december sidste år -The Copenhagen Accord? Ja udover de 2,4 mia. euro årligt i perioden 2010-2012, som EU’s stats- og regeringsledere forpligtede sig til at yde som ”opstarts” klimastøtte under COP15 – og hvor det stadig er diskutabelt, om det som lovet er nye og ekstra penge – så har det forløbne år og heller ikke det netop afsluttede stats- og regeringsleder møde bragt EU tættere på at forpligte sig konkret på en langsigtet klimastøtte til de fattige lande i perioden 2012-2020.

Den ny dynamik, som EU’s stats- og regeringsledere forpligtede sig til at tilføre de internationale klimaforhandlinger efter sammenbruddet i Købehavn sidste år, er aldrig blevet til noget. EU har nemlig ikke kunnet enes om konkrete nye beslutninger, som bereder vejen for afgørende fremskridt på det nært forestående klimatopmøde i Cancun.

Eneste lille lys i mørket er, at EU’s stats- og regeringsledere i deres rådskonklusioner fra mødet i går og i dag, ”støtter” EU’s miljøministres beslutning fra tidligere i denne måned. Her udtrykker man vilje til at overveje en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen. En videreførelse af Kyotoprotokollen betragtes af gode grunde, som meget vigtig for de fattige lande.

At udtrykke vilje til at videreføre Kyotoprotokollen, fortjener imidlertid ikke at blive betegnet som at tilføre ny dynamik, men må desværre nok nærmere vurderes som at tilføre forhandlingerne en smule kunstigt åndedræt.

To skridt tilbage men mulighed for et lille et frem

Når EU’s miljøministre idag sidder samlet i Bruxelles sker det i lyset af et klimatopmøde i København, der floppede med et brag. Klimatopmødet havde alle de rigtige kort på hånden; et godt skelet til en juridisk tekst, 120 stats- og regeringsledere og en stor opbakning i befolkningen. Nu skal de så bestemme, hvordan vi kommer videre.

Og det synes at være ved at gå baglæns. I rådskonklusionen fra miljøministrenes møde 2. marts sidste år blev det efter hårdt pres fra Holland og Danmark (Connie Hedegaard) fastslået, at klimabistanden til fattige landeskulle være “nye og ekstra midler” – altså ikke tages fra eksisterende u-landsmidler. Dette var i helt i tråd med den vedtagne “køreplan” fra klimatopmødet i Bali i 2007. Den betingelse om “nye og ekstra” er blevet fjernet i dag. Der er ikke længere et krav til EU-forpligtelsen om at levere 2,4 mia. euro om året 2010-2012. Det er skammeligt og pinligt!

Rådskonklusionen fra marts sidste år understreger også nødvendigheden af, at Københavnsaftalen skulle indeholde forpligtende kvantitative emissionsbegrænsninger eller reduktionsforplgtelser for i det mindste klimakonventionens annex 1 lande. Men dagens rådskonklusion begrænser sig til at tale om et “vellykket udfald” i Cancun.
Der er dog i skrivende stund stadig mulighed for, at dagens rådsmøde også kommer til at indeholde et lille skridt frem i retning mod en ambitiøs, fair og juridsk bindende klimaaftele. Det afgøres af den formulering, man enes om med hensyn til at opgradere sit betingelsesløse reduktionsmål fra 20 til 30 % i 2020. Det håber jeg stadig på. For hvis EU’s miljøministre ikke beslutter sig for at få stoppet EU’s “vent og se holdning”, har de intet lært af klimafiaskoen
i København.