• Statoil sagsøgt i Canada

    Udgivet den 11. februar 2011 Jon Burgwald 1 kommentar

    De destruktive konsekvenser af tjæresand er svære at skjule for olieselskaberne, selvom de ofte forsøger at sløre effekterne.

    Statoils tjæresandsaktiviteter i Canada skal nu for domstolen, eftersom det statsejede norske oliefirma angiveligt har afgivet falske og misvisende informationer omhandlende deres vandbrug. Det er regeringen i Alberta, Canada, der slæber Statoil i retten.

    Tjæresand er en måde at udvinde olie fra undergrunden på, som er ekstremt energikrævende og destruktiv. Samtidig har den skadelige konsekvenser for den omkringliggende natur, da der blandt andet i udvindingsprocessen udledes store mængder gift i spildevandet. Det er den vandudledning som Statoil nu beskyldes for at lyve om. Det er samtidig et af de kritikpunkter som har ligget til grund for Greenpeace tjæresandskampagne siden 2007, hvor Statoil første gang annoncerede sit vanvittige eventyr midt i Canadas unikke natur.

    Det er svært at forstå, hvorfor den norske regering lader deres eget selskab gå på jagt efter tjæresand, når netop denne slags olie er så skadelig. Først og fremmest så har vi slet ikke behov for den olie, som Statoil er på jagt efter. Vores klima kan kun tåle, at vi brænder en fjerdedel af de allerede kendte olie-, gas- og kulreserver af, så når man leder efter mere olie, må man være fuldstændig ligeglad med klimaforandringernes katastrofale konsekvenser.

    For det andet har Statoil tidligere annonceret, at deres måde at udvinde tjæresand på skulle være særlig hensynsfuld overfor miljøet og klimaet. Udvinding af tjæresand vil altid være ødelæggende for lokalmiljøet og klimaet, så selvom det lyder flot, når Statoil siger, at de er miljøbevidste, er det desværre ikke i tråd med virkeligheden. Og når Statoil nu åbenbart ikke engang kan leve op til den hullede canadiske miljølovgivning, så klinger deres grønne løfter endnu mere hult.

    Statoil skal møde i retten i Edmonton første gang den 6. april 2011. Selskabet er tiltalt under den såkaldte ’Water Act’, for i 2008 og 2009 gentagne gange at have omledt vand til deres udvindingsanlæg i strid med gældende lovgivning. Statoil er tiltalt efter 19 anklagepunkter.


    1 Trackbacks / Pingbacks