Olieudvinding i Arktis skal lægges på is

Olie blandet med is besværliggøre oprydningsarbejdet i Norge.

En mindre olieudslip i Norge få timer fra Oslo har givet sved på panden hos beredskabsstyrken. Tilfrosset farvand har vanskeliggjort oprydningen. Nu må olieindustrien forstå, at når vi og andre fortæller dem, at olieudvinding i Arktis er hul i hovedet, så er det altså ikke for sjov.

Sent torsdag aften modtog vi beskeden om, at et fragtskib med navnet Godafoss var gået på grund i norsk farvand, og at det lækkede olie fra to af dets i alt tre brændstoftanke. Mine tanker faldt hurtigt på billederne fra diverse olieudslip gennem årene; Exxon Valdez i Alaska for 20 år siden, BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf i fjor og det kinesiske olieudslip i Dalian i sommers for at nævne nogle af dem. Selvom de første meldinger fortalte, at potentielt set kunne 500 tons olie slippe ud fra Godafoss to ødelagte tanke, så tyder det nu på, at vi slipper for en gentagelse af de skrækscenarier, som jeg nævnte ovenfor. Alligevel har olieudslippet i Norge, der fandt sted midt i en nationalparken ud for Hvaler, understreget, at olieudvinding i Arktis er rent hasardspil.

At brændstofudslippet fra Godafoss ikke har haft alvorligere konsekvenser skyldes først og fremmest, at kystvagt, kystverk og kommunen har foretaget en beundringsværdig indsats, fortæller mine norske kollegaer mig. Alligevel har der været problemer, fordi dele af farvandet er helt eller delvist frosset til. Isflager driver ind i olien og besværliggøre således oprydningen, olien flyder under isen og gør det vanskeligt at følge udslippet, olie der har blandet sig med isen skal hentes op med gravkoer, og sidst men ikke mindst forværre det kolde vand belastningen på indsatsstyrken.

Disse problemer er vanskelige at løse blot få timer fra Oslo. Alligevel forsøger olieindustrien at overbevise os om, at deres beredskab vil være mere end tilstrækkeligt til at løse et udslip i arktiske egne, hvor nogle havområder er tilfrosset i flere måneder af året. Olieudvinding i Arktis er ikke en god idé, det er en rigtig skidt idé.

Shop en møtrik på verdens sejeste skib

Vi har i Greenpeace åbnet en helt ny e-shop. Svensknøgler, bolte og koøjer står side om side med overlevelsesdragter, ankerkædeled og sejl på denne flotte side, der skal samle penge ind til færdiggørelsen af det stolte skiv Rainbow Warrior III.

Rainbow Warrior I var Greenpeace’ flagskib i de første mange år og udgjorde så stor en trussel for magthaverne, at den franske efterretningstjeneste sank skibet i Auckland havn i 1985. Fire år senere var vi klar med Rainbow Warrior II, som har stoppet transporter af illegalt tømmer, blokkeret havneindløb for kulforsyninger og afsløret omfattende piratfikseri i over tyve år og derfor nu trænger til at gå på pension. Arvtageren bliver det første skib i verden, der er bygget fra grunden som en kapagneskib. Det kan sejle hurtigt, lydløst, i varmt klima og koldt klima, det kan komme alle de steder, hvor andre sejler hen for at ødelægge miljø og klima. Der er laboratorium, multimediecenter og helekopterplads ombord og den er er grøn fra inderst til yderst – selv gummibådene bruger hybridteknologi, når de skal ud og stoppe miljøsynedere.

Så hvis du ligesom jeg ikke nåede Valentinsgaven til manden, så giv ham en møtrik på verdens sejeste skib. Eller stik mormor en symaskine eller lillebror en rulle bannerstof. De bliver sikkert lige så glade for gaven, som miljøet bliver for båden.

EU blåstempler ulovlig fiskeriaftale – Danmark imod

Aktivist fra Greenpeace, Raviro Gundani fra Zimbawe, forundret over, hvordan det kan være, at EU mener, at det er Afrikas opgave at skaffe mad på bordet i Europa. Den spanske trawler, Curbeiro, er på fangstrejse ud for Afrikas vestkyst. © Greenpeace / Christian Åslund

I dag forventes EU’s fiskeriminister at forlænge en fiskeriaftale mellem EU og Marokko. Problemet er bare, at aftalen er ulovlig. Men fordi Spanien presser på for at fiske tunfisk – så indgår EU altså alligevel denne meget kontroversielle aftale.

Heldigvis er den danske fødevareminister Henrik Høegh (V) i denne sag endelig kommet op af stolen og stemmer nej til en etårig forlængelse. Det er en af de første gange, at Henrik Høegh tager ansvar for den fælles fiskeripolitiks påvirkning på andre dele af havet end lige netop den del Danmark er interesseret i. Og det er en god udvikling, for en fælles fiskeripolitik betyder jo, at han er præcis ligeså ansvarlig for rovfiskeriet ud for Afrika, som Spanien, Polen og Holland er – selvom vi ikke fisker der. Jeg håber, at han fortsætter denne nye linje, for det klæder altså Danmark at deltage som et aktivt medlem af en fælles fiskeripolitik og ikke blot som nikkedukke til blandt andet Spaniens ønsker om at fiske udenfor europæiske farvande på et noget tvivlsomt grundlag.

I stedet for at eksportere EU’s overfiskeri til øvrige dele af verden, så bør Henrik Høegh arbejde for, at den reformerede fiskeripolitik – der skal ligge færdig 1. januar 2013 – sikrer, at vi kun på bæredygtig vis fisker de fisk, vi har behov for i vores egne farvande.

Det er nemlig de tomme europæiske have, hvor 88 % af bestandene er overfiskede og det faktum, at der er alt for mange fartøjer til for få fisk, der får de europæiske fiskeriministre til at sende fiskeriflåden uden for Europa, hvor plyndringen kan fortsætte.

Det er store fiskerinationer som blandt andet Spanien, der presser på for at få fiskeriaftaler udenfor Europa, også denne gang med Marokko. Men det bunder jo nok i, at det er Spanien, der har nogle af de største interesser i de europæiske fiskeriaftaler.

Fiskeriaftalen med Marokko er ulovlig, fordi aftalen indebærer, at EU-fartøjer også kan fiske i farvandene ud for Vestsahara, som Marokko ulovligt har besat. Fordi Marokko ikke har nogen ret til Vestsaharas ressourcer, kan Marokko heller ikke lovligt sælge disse ressourcer til fx EU – som det er tilfældet med den fiskeriaftale, der formodentlig forlænges i dag.

Fiskeriaftalen mellem EU og Marokko blev indgået i 2005, hvor Marokko tillod fiskefartøjer fra EU’s medlemslande at fiske i farvandet ud for Marokko og det marokkansk besatte Vestsahara. Som en betingelse for aftalen, så skal nogle af de penge, som Marokko modtager, gå til den lokale befolkning, sahrawierne, i Vestsahara. Aftalen udløber, hvis den ikke forlænges, ved udgangen af februar 2011.

EU Kommissionen vil forlænge aftalen ét år, så man får mulighed for at vurdere data og informationer, som man har modtaget fra de marokkanske myndigheder omkring regionale indvirkninger af aftalen. Det er bare ikke godt nok. De marokkanske myndigheder har haft siden 2005 til at dokumentere dette, og det er ikke sket. Nu vælger man så at støtte det marokkanske regime med tæt på 270 millioner kroner og får til gengæld adgang til Vestsaharas fisk, der ellers retmæssigt tilhører den lokale befolkning i Vestsahara.

Intern uenighed i EU

Aftalen skal vedtages af EU’s fiskeriminister under et ministerrådsmøde senere i dag. Det forventes, at aftalen vedtages med et lille flertal. Modstanden imod denne fiskeriaftale er dog markant øget, siden den blev indgået sidste gang, hvor kun Sverige stemte imod. Man kunne have håbet på, at flere ministrer som Henrik Høegh turde udvise almindelig sund fornuft og anstændighed og stemme imod forlængelsen af den ulovlige fiskeriaftale og samtidig bakke op om EU’s fiskerikommisær, Maria Damanaki, der helst så, at en fornyet aftale med Marokko ekskluderede farvandet ud for Vestsahara.

Giv os et tweet om dagen

Bruger du twitter til at komme i kontakt med dine venner, læse om, hvad de laver og fortælle dem om, hvad du laver? Det gør vi. Med Greenpeace’s profil på twitter kan vi nemt og hurtigt komme i kontakt med vores bl.a. supportere, journalister, politikere og andre organisationer og samarbejdspartnere. Og mange bruger twitter til at sende spørgsmål eller kommentarer til os.

Nogle gange kunne vi godt tænke os at nå bredere ud med vores opdateringer. Har du en profil på twitter, så kan du være med til at hjælpe os med at komme kontakt med endnu flere og sprede vores budskaber.

På Justcoz.org kan du donere et tweet om dagen fra din twitterkonto til Greenpeace. Det betyder, at du giver os lov til at sende højst et tweet om dagen fra din profil til dine venner. Vores budskab spreder sig så på den måde som ringe i vandet og endnu flere bliver opmærksomme på, hvad vi laver. Vi tweeter selvfølgelig kun gennem Justcoz.org, når vi mener, at vores opdatering kan have bredere interesse, og du kan altid framelde dig igen, hvis du ikke vil have vores opdateringer mere.

Tak for din hjælp. Og send endelig en @greenpeacedk-kommentar til os. Vi vil gerne høre, hvad du mener.

Kullets sande pris

Folket betaler prisen, medens virksomhederne høster store profitter. Så kort kan man opsummere resultatet af en ny Harvard undersøgelse, der har konkluderet, at omkostningerne for det amerikanske samfunds kulforbrug er på svimlende 500 milliarder dollars.

Vi har tidligere set analyser og økonomiske beregninger, der viser omkostningerne forbundet med brugen af kul som energikilde, men der har manglet en fuld ’livscyklus-analyse’. Med Dr. Paul Epstein, Director of Harvard Medical School Center for Health and the Global Environment, i spidsen, blev den nye undersøgelse i går præsenteret ombord på Greenpeace-skibet Arctic Sunrise, der i øjeblikket er i USA.

Sammen med 11 medforfattere har Epstein udarbejdet undersøgelsen ”Full Cost Accounting for the Life Cycle of Coal”, der gennem allerede publicerede forskningsresultater har samlet delomkostningerne for helbred og miljø ved alt fra minedrift, transport, afbrænding i kraftværkerne og de udledte affaldsprodukter. Den fulde undersøgelse vil snarest blive offentliggjort i Annals of the New York Academy of Sciences.

Lignende omkostninger i Danmark?

Selvom Danmark ikke har kulminedrift, så er der nok ingen tvivl om, at vi har en række af de samme omkostninger forbundet ved at bruge kul som energikilde. Selvom man ikke behøver økonomiske argumenter til at fortælle os, at kul er rigtig skidt, så ville en lignende undersøgelse måske hjælpe os af med vores kulafhængighed en smule hurtigere. Vores nuværende regering er meget glad for kun at snakke om kroner og øre og lader ofte konsekvenserne for miljøet og vores sundhed komme i anden række. Nu må vi se, om sandheden om prisen for vores kulafhængighed, kan få dem til at åbne øjnene.

50 milliarder i bøde for oliesvineri

Olieselskabet Chevron blev i mandags idømt en bøde på 50 milliarder kroner for omfattende oliesvineri i Equador. Det var Texaco, der senere er blevet opkøbt af Chevron, der i årene 1964 – 1992 var skyld i, at næsten 70 milliarder liter olie og knap 70 millioner liter giftigt produktionsvand blev ledt lige ud i Amazonregnskoven og i floderne.

Den store forurening skyldes, at Texaco i sin tid i Ecuador brugte det billigst mulige materiel, og opererede uden hensyn til naturen og de mennesker der levede i skoven, og som var afhængige af rene floder og skovområder for at overleve.

Texaco, og efter overtagelsen Chevron, har siden sagens start i 1993 forsøgt at løbe fra sit ansvar. Argumenterne har været mange og farverige – bl.a. at Chevron skulle være fritaget for ansvar fordi Texaco betalte 40 millioner dollars til oprydning, før det blev købt af Chevron og direkte afviser, at forureningen skulle have forsaget nogen skade på området.

Oliefirmaer trækker sager i langdrag

Afgørelsen er en milepæl i en sag, der har kørt i over 18 år, men sagen slutter formodentlig ikke her. Chevron har tænkt sig at anke sagen, som de mener er et fupnummer.

Historisk ved man, at sådanne sager kan trække ud i årevis. For eksempel lykkedes det Exxon mobil at trække sagen om betaling for Exxon Valdezz ulykken i 1989 i langdrag med appel efter appel.

BP, Statoil og Mærsk er ingen undtagelse

Den 20. april 2010 eksploderede BP boreplatformen Deepwater Horizon. 11 arbejdere mistede livet, og efterfølgende løb over 800 millioner liter olie ud i Den Mexicanske Golf

I bund og grund er olieselskaber folk, der vil tjene penge, og hvis de kan løbe om hjørner med sikkerheden for højere profit, så gør de det. Det har vi set i forbindelse med ulykken i den Den Mexicanske Golf, hvor Det Hvide Hus’ ‘Oil Spill Commission’ i deres rapport konkluderede: “Whether purposeful or not, many of the decisions that BP, Halliburton, and Transocean made that increased the risk of the Macondo blowout clearly saved those companies significant time (and money)”

Forleden blev det statsejede norske olieselskab Statoil slæbt i retten, fordi det angiveligt har forbrudt sig mod en række vandregulativer i forbindelse med dets tjæresandsaktiviteter i Canada.

Og også herhjemme er den gal, hvor Mærsk i Nordsøen senest i en række avisartikler, er blevet beskyldt for at udlede for meget olie med borevandet, med vilje at have presset rensesystemerne over evne, samt advare internt når et miljøfly var på vej.

Disse katastrofale konsekvenser kan vi kun undgå, hvis vi gør os fri af vores afhængighed af fossile brændstoffer. De skruppelløse og profitsøgende oliefirmaer tilbyder os kun problemer. Derfor må brugen af fossile brændsler hurtigst muligt bringes til ophør.

Greenpeace vinder World Press Photo pris

En mand forsøger at redde brandmanden Zhang Liang, men Zhang drukner under redningsaktionen i olie fra udslippet

Lu Guang arbejdede som fotograf for Greenpeace under olieudslippet i Dalian, Kina, i sommers. Her dokumenterede Lu Guang katastrofens omfang og herunder en kinesisk brandmand, Zhang Liang, der omkom mens han udførte sit arbejde – oprydning efter et olieudslip fra to eksploderede rørledninger den 16. juli 2010.

Det billede vandt idag bronze i verdens største fotokonkurrence World Press Photo. Medaljen faldt i den mest prestigefyldte kategori  ’Spot News Stories’ og mig bekendt er det første gang en miljøorganisation vinder i den kategori.

Fotografiet er en hjørnesten i Greenpeaces arbejde, og har generelt altid været et stærkt kommunikationsværktøj. Det er imidlertid sjældent, at vores billeder bærer et glædeligt budskab med sig. Lu Guangs billeder er ingen undtagelse. Menneskets afhængighed af fossile brændstoffer har kostet mere end denne brandmands liv.Den 20. april 2010 eksploderede olieplatformen Deepwater Horizon i Den Mexicanske Golf, hvor 11 medarbejdere mistede livet. Eksplosionen førte til et udslip på over 800 millioner liter olie.

Vi håber, at denne pris og Lu Guangs billeder vil bidrage til at holde fokus på de katastrofale konsekvenser, som vores afhængighed har. En konsekvens vi kun undgår, hvis vi gør os fri af de beskidte fossile brændsler.

Det er andet år i træk, at Greenpeace vinder i World Press Photo. Sidste år vandt Nick Cobbing en flot andenplads i kategorien Nature.

Statoil sagsøgt i Canada

De destruktive konsekvenser af tjæresand er svære at skjule for olieselskaberne, selvom de ofte forsøger at sløre effekterne.

Statoils tjæresandsaktiviteter i Canada skal nu for domstolen, eftersom det statsejede norske oliefirma angiveligt har afgivet falske og misvisende informationer omhandlende deres vandbrug. Det er regeringen i Alberta, Canada, der slæber Statoil i retten.

Tjæresand er en måde at udvinde olie fra undergrunden på, som er ekstremt energikrævende og destruktiv. Samtidig har den skadelige konsekvenser for den omkringliggende natur, da der blandt andet i udvindingsprocessen udledes store mængder gift i spildevandet. Det er den vandudledning som Statoil nu beskyldes for at lyve om. Det er samtidig et af de kritikpunkter som har ligget til grund for Greenpeace tjæresandskampagne siden 2007, hvor Statoil første gang annoncerede sit vanvittige eventyr midt i Canadas unikke natur.

Det er svært at forstå, hvorfor den norske regering lader deres eget selskab gå på jagt efter tjæresand, når netop denne slags olie er så skadelig. Først og fremmest så har vi slet ikke behov for den olie, som Statoil er på jagt efter. Vores klima kan kun tåle, at vi brænder en fjerdedel af de allerede kendte olie-, gas- og kulreserver af, så når man leder efter mere olie, må man være fuldstændig ligeglad med klimaforandringernes katastrofale konsekvenser.

For det andet har Statoil tidligere annonceret, at deres måde at udvinde tjæresand på skulle være særlig hensynsfuld overfor miljøet og klimaet. Udvinding af tjæresand vil altid være ødelæggende for lokalmiljøet og klimaet, så selvom det lyder flot, når Statoil siger, at de er miljøbevidste, er det desværre ikke i tråd med virkeligheden. Og når Statoil nu åbenbart ikke engang kan leve op til den hullede canadiske miljølovgivning, så klinger deres grønne løfter endnu mere hult.

Statoil skal møde i retten i Edmonton første gang den 6. april 2011. Selskabet er tiltalt under den såkaldte ’Water Act’, for i 2008 og 2009 gentagne gange at have omledt vand til deres udvindingsanlæg i strid med gældende lovgivning. Statoil er tiltalt efter 19 anklagepunkter.

Spanien vil forlænge ulovlig fiskeriaftale

EU og Marokko har gennem længere tid haft en fiskeriaftale, der tillader EU at fiske ud for kysten af Vestsahara. Problemet er bare, at aftalen er ulovlig, fordi Marokko ulovligt har besat Vestsahara.

Fordi Marokko mener, at Vestsahara tilhører dem, mener de også, at de kan sælge Vestsaharas fisk til blandt andet EU, uden at lokalbefolkningen i Vestsahara får noget ud af det. EU har igennem deres fiskeriaftale med Marokko altså været med til at støtte Marokko i den opfattelse, at fiskene ud for Vestsaharas kyst er deres at sælge. Det er jo dybt udemokratisk, og ikke en politik der bør være EU værdig.

EU-Kommissionen er nu  i gang med at forlænge den ulovlige fiskeriaftale med Marokko, der ellers udløber ved udgangen af februar 2011, fortæller fishelsewhere.eu, der beskæftiger sig med EU’s fiskeriaftale med Marokko.

Det er også ifølge fishelswhere.eu den spanske fiskeri minister Rosa Aguilar, der har presset på for en forlængelse.

At det er Spanien kommer på ingen måde bag på mig. Spanien er fiskeudnytter uden moral og på ingen måde en fiskeri- eller havforvalter. De vil bare fiske så meget som muligt uden hensyntagen til bestande eller fremtidige fiskerimuligheder. Spanien er i den grad en stopklods, når det kommer til fiskeriforvaltning i EU, og det er evig og altid Spanien, der søger den lavest mulige fællesnævner. Senest da de modarbejdede beskyttelse af dybhavsfisk i november 2010, en handling der i den grad truer dybhavsnaturen og disse fisks eksistens!

I sagen om fiskeriaftalen med Marokko  har fødevareminister Henrik Høegh dog tidligere lovet folketinget at stemme imod en forlængelse af aftalen, hvis ikke aftalen er til fordel for lokalbefolkningen i Vestsahara.

Man kan håbe, at det er en ny æra i dansk fiskeripolitik, der her udspiller sig, hvor Danmark rent faktisk tager ansvar for, at det er en fælles fiskerpolitik, og ikke bare forsøger at please alle for at få sine egne mærkesager gennemført.

Shell og BP dropper Arktis planer

Det sårbare og i forvejen hårdt pressede arktiske område får en sommer mere i fred for boringer udført af BP og Shell, har de to oliegiganter uafhængigt af hinanden meddelt i dag. For BP’s vedkommende er boreplanerne endda udskudt til ‘efter 2013’.

Udskydningen af boreplanerne kommer som følge af det politiske vejrskifte, der fulgte i hælene på oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf sidste år. Miljøorganisationer og -aktivister fra hele verden har lagt pres på Obama-administrationen og på olieindustrien for at forhindre, at oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf skal gentage sig i det sårbare Arktis, hvor en oprydning er umulig og følgerne derfor uoverskuelige. Blandt andet lavede aktivister fra Greenpeace sidste sommer en aktion ombord på et boreskib, som Shell var på vej til at sende til Arktis og flere end 22.000 Greenpeace-støtter har skrevet til den amerikanske indenrigsminister Ken Salazar med et krav om at bremse for BPs planlagte boringer ved Liberty Island.

Udviklingen i USA er en virkelig glædelig nyhed og jeg håber, at de politiske vinde fra USA vil sprede sig til Rusland og Grønland. For to uger siden blev klart, at BP vil bore i det arktiske farvand Karahavet nord for Rusland fra år 2016 og Shell er stadig med i oliejagten ved Grønland, selvom selskabet ikke har annonceret konkrete boreplaner endnu.

Det er på tide, at politikerne sætter olieindustrien stolen for døren og i stedet for dollartegn ser fornuft. Olie er en sort energi, som skader vores klima, olieboringer er en alvorlig trussel for livet i havet og nye olieboringer er komplet unødvendige, eftersom vi langt fra må bruge den olie, vi allerede har adgang til.