Skovbeskyttelse er en hjørnesten i en effektiv klimaaftale

Oprindelig skov rydes til fordel for palmeolieplantager i Indonesien.

Forhandlingerne i FN’s klimakonference, COP16, i Cancun, Mexico er i fuld gang. Et af de områder hvor man arbejder på at få en delaftale på plads er tropisk skov, eller der på FN-sprog kaldes REDD (Reducing Emissions from Deforestation and Degradation). Det er imidlertid ikke små petitesser, der mangler af falde på plads. Der er vigtige elementer, som ville være katastrofale, hvis de ender med at udeblive. Mange lande og NGO’er her i Cancun er opmærksomme på dette, herunder Greenpeace, og vi holder et vågent øje med netop disse ting, så uambitiøse regeringer ikke slipper af sted med narrestreger.  Ét af de områder der diskuteres omhandler, hvordan man skal beskytte skov – skal det være på nationalt eller regionalt niveau?

At vi får stoppet fældningen af tropisk skov er enormt vigtigt. Omkring én femtedel af det globale udslip af drivhusgasser kommer fra afskovning, og det er bl.a. derfor, at et land som Indonesien samlet set har verdens tredje største udslip af drivhusgasser. For at begrænse dette problem, er det nødvendigt, at beskyttelsen af de tropiske regnskove sker på et nationalt niveau, og ikke på regionalt niveau. Hvorfor nu det?

Det er ofte sket, at en regering beslutter sig for at beskytte et bestemt område af sin tropiske regnskov, f.eks. ved at erklære det for nationalpark. Hvad der imidlertid også ofte sker er, at tømmerindustrien blot flytter deres hugst til et nyt område i landet, hvilket betyder, at udledningen af CO2 fra skovhugsten forbliver uændret eller måske direkte øges. Situationen bliver ikke bedre af, at nogle lande og industrier arbejder for, at `beskyttet regnskov` skal kunne omregnes til `CO2-kreditter`. Derefter er det tanken, at virksomheder og regeringer fra rige lande skal kunne købe kreditter, der kan bruges til at `opfylde` deres målsætninger for, hvor meget de selv skal sænke sine CO2 udslip. Resultatet kan blive, at de rige lande forsætter med at udlede den samme mængde CO2 som altid. Hvis kreditterne oven i købet stammer fra REDD-projekter, som ikke har mindsket skovhugsten, men kun skubbet den fra en region til en anden, bliver bundlinjen samlet set et øget udslip af drivhusgasser til atmosfæren.

Hvis ikke verden formår at sikre sig mod dette smuthul, så risikerer vi at slå hele bunden ud af en klimaaftale. Men hvis REDD indsatsen foregår på nationalt niveau, kan man derimod sætte et overordnet nationalt mål og dermed få en samlet nedgang i skovhugsten.

Derfor må politikerne sikre sig, at vi i Cancun får en aftale, der afviser regionale REDD projekter, og ikke åbner op for bluf-agtig kredithandel baseret på snørklede bureaukratier i stedet for konkrete, solide indsatser som rent faktisk gavner klimaet.