• G20 spiller fallit overfor de største globale problemer

    Udgivet den 12. november 2010 Jan Søndergård Ingen kommentarer

    G20 har endnu engang vist sig ude af stand til at forfølge denne grønne udvikling, som verdensøkonomien og miljøet har så hårdt brug for. Der blev på mødet kæmpet om valutaer og handel, mens man ignorerede beslutninger om den nødvendige grønne energirevolution, der kan skabe arbejdspladser, nedskære emissionerne og dermed dæmme op for en anden global krise – de menneskeskabte klimaforandringer.

    G20 anvender blomstrende vendinger til at dække over dybe forskelle i synet på den nødvendige økonomiske politik, men det hjælper intet i forhold til at afhjælpe fattigdommen eller redde klimaet.

    G20-lederne har ikke indfriet løfter afgivet på tidligere møder – bl.a. løfterne fra mødet i september 2009 i Pittsburg om at udfase subsidier til fossile brændsler og gentagelsen af Gleneagles-løftet om mere bistand til de fattige lande, især til afrikanske lande. Seoul-mødet negligerede disse presserende globale opgaver. Dem, der de seneste år har haft travlt med at begrave FN-systemet for i stedet at sætte deres lid til et magtfuldt G20, må i dag have en meget dårlig smag i munden.

    G20-mødet “ noterer sig” kun, hvad FN’s generalsekretærs High-level Advisory Group om klimafinansierings rapport fra 5. november viser, mens G20-lederne intet konkret gør i forhold til at levere på løftet om at tilvejebringe de 100 milliarder USD per år i 2020 i klimastøtte til de fattige lande. G20-mødet er ikke i nærheden af blot at levere ansatser til en køreplan, for hvordan det kan opnås.

    Det Internationale Energiagentur, IEA, har netop vurderet, at hvis de fossile subsidier blev elimineret frem til 2020, ville det resultere i en reduktion på to milliarder ton CO2 svarende til små 6% af de globale, energirelaterede CO2-emissioner.

  • Underlødig kritik af biobrændstofrapport

    Udgivet den 11. november 2010 Dan Belusa 2 kommentarer

    Hvordan kan Altinget kl 23:57 i går aftes poste en artikel, der gentager Claus Felbys underlødige kritik af biobrændstof rapporten? Ritzau og landbrugsavisen hoppede i mandags på Felbys kritik, men begge medier har siden udsendt artikler, der afviser Felbys kritik som forfejlet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der alligevel får Altinget til at genbruge den usaglige kritik i torsdags udgaven.

    Selvfølgelig er det landareal, der spares ved at bruge biprodukt til foder, medregnet. Størrelsen af naturarealer, der vil blive omlagt til dyrkning som resultat af en given mængde biobrændstof, er jo ikke noget Institute of European Environmental Policy (IEEP) eller NGO’erne selv finder på. De beregninger kommer fra de store forskningsprojekter, der belyser biobrændstoffernes indirekte CO2-effekt – og som EU-kommissionen har bestilt.

    I forhold til mandagens kritik har biobrændstof-professoren tilføjet endnu et tåbeligt kritikpunkt. Han hævder nu, at rapportens beregninger tager udgangspunkt i for høj en andel biodiesel. Igen en forfejlet kritik. Mængden af biodiesel og bioethanol er jo noget landene opgiver i deres VE-handlingsplaner. Så det er ingen vurderingssag. Det er fakta indsendt af medlemslandene selv. Den slags uunderbygget kritik bør Altinget selv kunne sortere fra før de bringer det.

    Det er også decideret vildledende, når Altinget skriver, at “Rapporten glemmer 2.generation”. Rapporten er jo netop ikke baseret på et hypotetisk scenarie. Den er baseret på det EU-landene rent faktisk selv har fortalt, hvad de vil gøre.

    At Landbrug & Fødevarer syntes, at det er forkert at bruge så meget fødevarebaseret 1. generations biobrændstof, er en holdning jeg ved næsten alle deler. Jeg er sikker på, at EU-kommissionen og ikke mindst den danske EU-kommissær, havde krydset alle fingre for at medlenslandene ville vælge at bruge mindre 1.generations fødevarebaseret biobrændstof, men virkeligheden er en anden. Medlemslandene har i deres VE-handlingsplaner indberettet, hvordan de vil nå målet om 10% vedvarende energi i transportsektoren i 2020. Over 90% af målet nås ifølge indberetningerne desværre med fødevarebiobrændstoffer. Det er på baggrund af den virkelighed, at rapporten beregner biobrændstoffernes samlede drivhusgasudslip.

    Hvis man vil undgå den fremtid rapporten beskriver, skal der handles. Så hurtigt som muligt skal biobrændstoffernes indirekte CO2-udslip medregnes, så medlemslandene bliver tvunget til at fravælge fødevarebaserede biobrændstoffer, som kun øger problemerne med afskovning, fødevarekrise og CO2-udslip. Det batter desværre intet, at alle, inkl Landbrug & Fødevarer, ønsker at VE-målet blev opfyldt på en mere ansvarlig måde. Der skal handling og lovgivning til. Når medlemslandene vælger så stor en andel biobrændstoffer og så lille en andel el-biler er det simpelthen fordi, at EU’s regler for CO2-beregning er uigennemtænkte. Danmarks rolle skal være at presse Klimakommissær Connie Hedegaard til så hurtigt som muligt at få medregnet biobrændstoffernes samlede CO2-udslip.

  • DONG lukker 2 blokke på Enstedværket og Stigsnæsværket – men fyrer mere kul på Avedøreværket

    Udgivet den 10. november 2010 Tarjei Haaland Ingen kommentarer

    Greenpeace har dokumenteret, at der i mange år har været en stor overkapacitet til elproduktion i Danmark. Der var over 2000 MW unødvendig kapacitet allerede inden den økonomiske nedtur, som har ført til et mindsket el- og energiforbrug de sidste 2 år.

    For at få startet udfasningen af de kulfyrede kraftværker, der leverer halvdelen af Danmark elproduktion – gennemførte Greenpeace i 2004 og 2008 to store aktioner på netop Stigsnæsværket og Enstedværket med opfordring til DONG om at skrotte de to kraftværksblokke på henholdsvis 260 MW og 633 MW. Dengang var de begge kulfyrede, men i 2009 var elproduktionen så lille på Stigsnæsværket, at man her valgte at bruge fuelolie i stedet for kul.

    Nu har DONG så endelig besluttet at smide de to blokke i mølpose fra 1. januar 2013, og det er både et forståeligt og godt skridt i den rigtige retning. Man skal dog ikke glemme, at der ikke er tale om en egentlig skrotning. De er ”lagt i mølpose” og DONG kan derfor sætte dem i drift igen, hvis de skønner det rentabelt. Lukningen vil ikke nødvendigvis føre til, at kulforbruget til elproduktion vil falde – DONG kan og vil forøge elproduktionen på andre kulfyrede kraftværksblokke.

    I det lys skal det derfor ses, at DONG fortsat planlægger at ombygge den i dag kulfri blok 2 på Avedøreværket til at fyre med kul. Endda med Miljøministerens endelige VVM-godkendelse i oktober, til trods af, at denne brændselsomlægning vil kunne føre til et markant forøget kulforbrug på Avedøreværket – og et tilsvarende markant forøget udslip af kviksølv og andre tungmetaller. Det burde miljøministeren have sagt nej til.

    Hun har ansvaret for, at Danmark kan leve op til kravene om at tilvejebringe god økologisk tilstand i Natura 2000-områderne, hvoraf et af dem er ”Vestamager og havet syd for” beliggende klods op af Avedøreværket. I dette område har blåmuslinger en kviksølv-koncentration, der i dag er 2,5 til 10 højere end miljøkvalitetskravet for kviksølv i biota!

    Denne nu tilladte ombygning af Avedøre 2 til kul viser, at klima- og energiminister Lykke Friis’s ærinde med til Jyllands-Posten – dagen efter miljøministerens tilladelse – at proklamere, at nu skal kullene ud af kraftværkerne i de store byer og erstattes af biomasse, var et pinligt forsøg på at skjule, at regeringen som sin første handling efter klimakommissionen offentliggjorde sin rapport nu har givet tilladelse til, at DONG kan øge kulforbruget på Avedøreværket med helt op til en faktor 2,8.

  • Folket følger Castor hele vejen

    Udgivet den 9. november 2010 Jon Burgwald 1 kommentar

    De folkelige protester fortsætter i Tyskland mod atomaffaldstransporten Castor. Transporten af de 163 ton højradioaktivt affald forlod Frankrig fredag og er siden blevet mødt af så massiv folkelig modstand, at jeg håber, at der ikke sidder en eneste politiker tilbage og tænker, at atomkraft er løsningen på noget som helst.

    Politiet har lige fjernet den blokade af udgangen fra togstationen, som aktivister har holdt i næsten et døgn. Greenpeace-aktivister kørte en lastbil forklædt som ølvogn ind til den eneste vej væk fra togstationen, parkerede den på langs og lænkede sig fast til lastbilen både inden i og uden på. Da affaldet i går var blevet lastet fra de 11 togvogne til lastbiler kunne de ikke komme af sted.

    Det kan de nu, men folket har ikke givet op. Under hele ruten fortsætter modstanden. Der er flere biler parkeret undervejs og demonstrationer i vejkanten. Greenpeace er også til stede. Skibet Beluga II sejlede i går ind i en lukket kanal og lægger nu langs ruten ved byen Laase, i luften flyver en Greenpeace paraglider og aktivister møder transporten ved endestationen. På alle Greenpeace-bannere står ’atomkraft er en blindgyde. Stop Castor’.

    Lige nu forsøger syv helikoptere fra politiet at få Greenpeace paraglideren ned. I det hele taget synes politimyndigheden i Tyskland at være meget optaget af at lukke munden på den folkelige modstand. For eksempel har 950 demonstranter fået røgskader fra politiets tåregas. Men det er lykkedes de mange folkelige bevægelser at forsinke transporten betragteligt og hele verden har dækket protesterne. Politikere verden over er blevet mindet om at de skal lytte til folkets mening – ikke kun atomkraftlobbyens.

  • Man stopper da ikke en ølvogn…

    Udgivet den 9. november 2010 Sune Scheller 8 kommentarer

    I går formiddags vandrede flere tusinde mennesker ind på det togspor, der bl.a. fører til Dannenberg, Tyskland. Det gjorde de fordi, at ’Castor’ – et transporttog med atomaffald – var på vej. Toget var derfor nødsaget til at stoppe dets videre færd og holdt dermed stille ved den nedlagte togstation i Dahlenberg. Toget gjorde imidlertid ophold ude foran en kvindes hus, og kvinden ringede derfor til Greenpeace for at inviterer os indenfor. Her ville vi gerne måle strålingen i kvindens hus, men politiet nægtede os adgang. Vi gik imidlertid videre med sagen og forsøgte at få en tilladelse længere oppe i systemet.

    Sådan en tilladelse tager tid. I mellemtiden fortsatte fredelige demonstranter med at blokere skinnerne ved den lille tyske by Harlingen (i modsætning til andre steder hvor voldelige demonstranter kæmpede mod politiet i stedet). Udholdende var de, og temperaturen kom i løbet af aftenen under frysepunktet. Omkring 01 i morges bad politiet demonstranterne om at forlade skinnerne, og således blev det gjort i god ro og orden. Da vi fik denne nyhed i Greenpeace, satte vi kurs mod vores observationspost i Dannenberg, der går under navnet ‘Das Weiße Haus’.

    Den første beholder med atomaffald løftes ud af togvognen og over i lastbilen. Planen er, at affaldet skal transporteres det sidste stykke vej til Gorleben, hvor depotet er. Greenpeace / Sune Scheller

    Herfra kunne vi holde et vågent øje med den planlagte omlæsning af affaldet, og samtidig havde vi inviteret medier til at gøre os selskab.

    Efter mange timer kom tilladelsen endelig ned gennem systemet, og vi fik lov til at besøge damen ved Dahlenburg, der potentielt havde fået 11 gange Tjernobyl som nabo. Tilladelsen kom dog samtidig med, at sporet igen var blevet meldt køreklart, og vores folk med instrumenter var først hos kvinden, da toget var kørt. På trods heraf blev der fortaget målinger i kvindens have, og målingerne viste tydeligt spor fra Castors nærvær.

    Toget ankom til Dannenberg 8.24 i morges. Omlæsningen af de 11 togvogne kunne således begynde. En langsommelig affære. Ca. én time per omlæsning, og der gik nogle timer inden, de gik i gang. Omlæsningen er dermed ved at nå sin ende, men de får ikke lov at køre med lastbilerne lige foreløbig.

    Greenpeace-blokade
    Greenpeace har blokeret udgangen fra omlæsningsområdet med en lastbil, hvor aktivister har lænket sig fast. Hvordan slap vi ind bag politiets linjer? Vi forklædte lastbilen som ølvogn! Det minder mig om en Olsenbanden film, Olsenbanden går amok, hvor Benny og Keld samt en mindre beruset dynamit-Harry kører af sted med en dybfrosen Egon i en ølvogn, og politimanden ved vejspærringen siger: ”Man standser da ikke en ølvogn…”

    Greenpeace / Daniel Mueller

  • Atomkraft? Nein Danke!

    Udgivet den 6. november 2010 Sune Scheller 3 kommentarer

    Kontroversielle politiske beslutninger, der mest af alt ligner taktslag efter atomlobbyens dirigentstok, har med al beklagelighed givet atomkraft fornyet liv i Tyskland. Derfor var der i dag arrangeret enorme folkelige protester mod mod atomkraft og de risikable transporter af atomaffald og jeg er en af de 40 – 50.000 der er taget til den lille by Dannenberg, Tyskland.

    Tyske medier har erklæret demonstrationen, for regionens største mod atomkraft siden den folkelige kamp begyndte i forrige århundrede. Med musik, taler, optog, teater var der trods det alvorlige emne en fantastisk stemning i efterårets solstråler. Én af talerne var generalsekretær i Greenpeace International, Kumi Naidoo, der på en god blanding af tysk og engelsk kunne fortælle kansler Angela Merkel, at atomkraft er både uklogt og amoralsk.

    Generalsekretær i Greenpeace International, Kumi Naidoo, taler til de mange demonstranter, der er mødt op for at demonstrere mod toget med atomaffald, "Castor". Greenpeace / Gordon Welters

    Den store demonstration kommer i forbindelse med en omstridt transport af atomaffald fra Frankrig til Gorleben, Tyskland. Her er det planen, at affaldet skal opbevares de næste 1.000.000 år. Det kan man kalde fast arbejde til vagtholdet. Det er imidlertid ikke muligt at garantere, at affaldet kan forblive isoleret i så mange år – fx fra grundvandet.

    Greenpeace har ikke kun været til stede ved den store demonstration. Både i Frankrig og i Strasbourg har der været protester mod det højrisikable affald, eller som Kumi Naidoo kaldte det – ”Tjernobyl på skinner”.

    Termisk billede af toget med atomaffald - "Castor" - inden det forlod Frankrig med kurs mod Dannenberg, Tyskland.

    Her til aften indtraf der desværre en tragisk hændelse, da en politimand skød sig selv, mens han var på tjeneste foran det udpegede aflæsningssted for affaldet – ganske tæt på vores lejr. Stemningen er selvsagt meget trykket og tankerne går til de efterladte.

  • Farvel Sirius

    Udgivet den 4. november 2010 Michael Hedelain Ingen kommentarer

    I 1983 skrev Poul Krebs sangen ‘Sirius – Troen og Håbet‘. Det var en hyldestsang til Greenpeace-skibet Sirius og de mennesker, der sejlede med skibet for at tage direkte aktion eksempelvis imod dumpning af radioaktivt affald i Atlanterhavet eller afbrænding af kemikalier på åbent hav.

    Sirius kom til Greenpeace i 1981 efter tjeneste hos den hollandske flåde siden 1950, hvor skibet blev bygget. Det tog 10 uger for en masse frivillige at gøre skibet klar som aktionsskib, men da arbejdet var gjort, og Sirius igen var på søen, blev det hurtigt et af de mest markante aktionsskibe, der sejlede for Greenpeace.

    Når jeg kigger i de gamle Greenpeace nyhedsblade fra starten af firserne, så er det sjældent, at der er en udgave uden en fortælling fra en aktion, hvor Sirius har været involveret. Om det så er for at forhindre det britiske skib GEM i at dumpe radioaktivt affald i Atlanterhavet, blokere for dumpningsskibet Kronos’ dumpning af syreaffald i Nordsøen, eller aktion i Leningrad mod Sovjets atomforsøg.

    Sirius og hendes besætning har leveret nogle spektakulære aktioner med fantastiske billeder, der har gået verden over og sat dumpning af giftig affald på dagsordenen.

    I de senere år har Sirius levet en pensionisttilværelse i havnen i Amsterdam, hvor hun har fungeret som undervisnings- og foredragsskib. Og det har været en fornøjelse at besøge skibet og høre tidligere besætningsmedlemmer fortælle om de mange aktioner. I fredags var der dog det sidste offentlige arrangement på båden, for hun kan ikke mere og vi er nødt til at sige farvel til hende.

    Jeg har gået på jagt i de gamle arkiver og fundet optagelser fra aktionerne i starten af firserne – lige fra skibet blev sat i stand og malet til aktionerne i Atlanterhavet. De aktioner, som Poul Krebs synger om i sin sang. Læn dig tilbage og nyd en tur ned ad memory lane med ‘Sirius – Troen og Håbet’.

  • Ny FN-aftale skal være et vendepunkt

    Udgivet den 1. november 2010 Tove Ryding 1 kommentar

    I sidste uge sluttede FN-forhandlinger i Nagoya, Japan med, at verdens regeringer vedtog en ny aftale, der skal sikre bevarelsen af dyre- og planteliv. Det er glædeligt at flere årsager.

    Politisk vilje er altafgørende
    For det første har det faktum, at det var muligt at få en aftale, genskabt en smule tillid mellem de rige og fattige lande og illustreret vigtigheden af, at der er politisk vilje til fremskridt i FN. Efter den fatale fiasko som COP15 endte ud med tilbage i december, har verden været ramt af en slags FN lede. Førende medier har betragtet selve FN-processen som årsagen til den manglende klimaaftale, verden så desperat har brug for, og der har været en ivrig lyst til at bevise teorien om FN’s uduelighed ved også at få biodiversitetsmødet i Nagoya erklæret en fiasko. F.eks. var Britiske Guardian ikke sen til at erklære ’nedtrykkende paralleller’ mellem biodiversitetsforhandlingerne og klimaforhandlingerne i København.

    Men selv om det er korrekt, at meget i FN kunne blive bedre og mere effektivt, så har det centrale problem i FN’s miljøbeskyttelse aldrig været selve FN men derimod regeringernes manglende vilje til fremskridt og til at påtage sig forpligtelser. Det blev illustreret til biodiversitetsmødet i Nagoya, der endte som alt andet end et nyt ”COP 15”. I stedet for forhandlings-sammenbrud og mistillid mellem de rige og fattige lande bød Nagoya-mødet på globalt samarbejde og vilje til fremskridt, hvilket var selve forudsætningen for, at mødet til sidst kunne munde ud i vedtagelsen af en ny FN-aftale om naturbeskyttelse. Journalisten fra The Guardian endte da også med at måtte æde sine negative forudsigelser og erklærede sig i stedet ”behageligt chokeret” over regeringernes fremskridts- og kompromis-villighed.

    Biodiversitets-mødet i Japan blev med andre ord et stærkt tiltrængt eksempel på, at verdens regeringer stadig kan samarbejde om at få løst vores globale miljøproblemer, og det er vigtigt, både i forhold til at få standset masseudryddelsen af arter men også når det gælder klimaforhandlingerne, som fortsætter i Cancun, Mexico i slutningen af november.

    Halvgod aftale
    Hvad angår selve aftalen, så kunne den have været bedre – ingen tvivl om det. F.eks. formåede verdens regeringer ikke at blive enige om at standse den globale ødelæggelse af skovene, men blev derimod kun enige om, at skovødelæggelsernes hastighed skal halveres senest i 2020.

    Men en glædelig del af aftalen var den juridisk bindende protokol om, at virksomheder fra vestlige lande ikke skal kunne hente materiale fra naturen i ulandene uden tilladelse og uden en klar gensidig aftale om, hvordan udbyttet skal deles, hvis materialet udnyttes kommercielt. Ud over at sikre, at ulandene ikke mister indtægter, som retmæssigt er deres, vil aftalen forhåbentlig også betyde, at vestlige forskere og virksomheder får bedre muligheder for at udvikle produkter fra f.eks. regnskovene, fordi ulandene ikke behøver at frygte, at deres ressourcer bliver stjålet og dermed vil være mere åbne.

    Danmark er et pinligt eksempel
    En sidste ting, jeg synes er bemærkelsesværdigt, er, at Karen Ellemann ikke var sen til at kalde den nye aftale for et ’afgørende vendepunkt for beskyttelsen af naturen’. Dermed får hun jo elegant fremstillet sig selv som naturens minister – det må fremtiden jo så vise, om hun er. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at vores nuværende regering ikke har været naturens vogter.

    Danmark er nemlig et pinligt eksempel på et land, hvor regeringen har hævdet, at de havde et mål om at standse naturødelæggelsen senest 2010. Desværre har VK-regeringens naturpolitik indtil videre absolut ikke været til gavn for naturen men derimod udelukkende for industrier så som konventionelt og ubæredygtigt landbrug, skovbrug og fiskeri.

    Vi har med andre ord rigtig gode grunde til at håbe, at denne aftale virkelig bliver et vendepunkt – for VK-regeringens naturpolitik såvel som for den globale naturbeskyttelse.