• Fødevareministeriet laver usandt spin!

    Udgivet den 12. november 2010 Hanne Lyng Winter 1 kommentar

    Trawlfiskeri er skånsomt! Ja, jeg var ved at få min morgenkaffe galt i halsen, da jeg læste dette i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet!

    Sikke en omgang vrøvl! Trawlfisker er IKKE skånsomt, og at omtale det som sådan kan ikke være andet end et forsøg på fra fødevareministeriets side på at forsvare den førte politik. En politik der har ført til afviklingen af det kystnære skånsomme fiskeri og en oprustning af det fiskeri, der i effektiviseringens navn i højere og højere grad satser på trawl!

    Der argumenteres for, at trawlfiskeriet nu bliver skånsomt, fordi det bliver obligatorisk at bruge selektivt trawl, når der fiskes efter jomfruhummer i Kattegat. På den måde skulle der efter sigende ikke blive fanget så mange torsk, som i Kattegat er truet.

    At kalde selektivt trawl skånsomt, er det samme som, at sige at en pistol er mindre farlig fordi den ikke rammer 100 % plet. Altså direkte forkert!

    Trawlfiskeri er i høj grad skyld i de problemer, vi ser i Kattegat i dag: faldende fiskebestande, ødelagte stenrev og ubæredygtigt fiskeri. I Øresund fanger man flere torsk end man gør i Kattegat. Hvorfor: fordi der har været trawlforbud siden 1932.

    Hvis man virkelig vil satse på et bæredygtigt fiskeri og sunde og produktive fiskebestande i fremtiden, skal trawlfiskeriet i stor stil afvikles – ikke udvikles og sælges som skånsomt. Samtidig skal der skabes et frirum til fisk og havdyr ved, at der oprettes fuldt beskyttede havparker helt fri for blandt andet fiskeri.


    1 Trackbacks / Pingbacks