Grønland fortsætter hovedløs oliejagt

Den grønlandske regering har netop offentliggjort udbuddet af oliefeltslicenser langs den nordlige vestkyst. Selvom det ikke er egentlige boretilladelser, så er det det første, store skridt på vejen, og risikoen for, at Arktis bliver oversået med boreplatforme, er steget betragteligt.

Det er utrolig ærgerligt, at den grønlandske regering ignorerer advarselslamperne og tillader en intensivering af olieselskabernes russiske roulette med den grønlandske natur og vores fælles klima. Det er helt forståeligt, at Grønland ønsker sig økonomisk frihed, men det er helt uforståeligt, at det skal ske ved at sælge deres natur til de multinationale olieselskaber. Jeg håber meget, at vi i Greenpeace når at komme igennem med vores krav om et internationalt forbud mod alle nye boringer til havs, inden olieselskaberne begynder at bore i den arktiske undergrund.

Jeg havde også håbet, at DONG Energy ville afholde sig fra at byde ind på licenserne og dermed leve op til virksomhedens mange anstrengelser for at få verden til at se selskabet som grønt og miljøbevidst. I stedet har både DONG og Mærsk valgt at søge licenserne, som de altså nu har fået i et af verdens mest sårbare områder, og det er for mig både uforståeligt og uforeneligt med en grøn og ansvarlig profil.

Der er mange gode grunde til et forbud mod alle nye boringer til havs og, udover den kortsigtede profit, ingen argumenter for. En af dem så vi desværre udpenslet i Den Mexicanske Golf sidste sommer. Det er en katastrofe, der vil trække sine ødelæggende spor langt ind i fremtiden og en katastrofe, der ville have haft endnu værre konsekvenser, hvis den var sket i Arktis. Og alle de nye licenser ligger nord for denne sommers boringer, hvilket forværrer både risici for og konsekvenserne ved et udslip.

I den Mexicanske Golf samlede BP under ti procent af olien op. Resten fordampede, blev forarbejdet af mikroorganismer eller blev opløst og spredt ud over store områder, hvor det nu er i gang med blandt andet at ødelægge koralrevene. Den lille del af olien, der blev samlet op, skal ses i lys af, at man i den Mexicanske Golf havde omkring 6.500 skibe til at hjælpe med oprydningen. Da Cairn i sommer borede ud for den grønlandske kyst, havde selskabet 13 skibe tilstede i tilfælde af en ulykke. Resten af materiellet skulle hentes ind fra England og resten af verden, og den essentielle indsats de første par dage ville derfor ikke være mulig. Foruden de åbenlyse logistiske problemer og den manglende effekt af selv en meget målrettet oprydningsindsats, vil fordampningen og nedbrydningen af olien, der fjernede en stor del af olien i den Mexicanske Golf, på grund af kulden slet ikke i samme grad bidrage til at fjerne olien. Grønlænderne er derfor i langt højere grad afhængige af mulighederne for at fjerne olien selv og af, at der ikke sker et udslip.

Den grønlandske regering har sagt, at risikoen for et udslip praktisk taget er ikke-eksisterende, da man følger de norske standarder, som er meget strengere end de amerikanske. Det norske oliedirektorat består dog af 215 mennesker, mens det grønlandske Råstofdirektorat, der udover olieudvindingen også skal dække alt anden råstofudvinding i Grønland, består af 30 mennesker. Samtidig indtager Råstofdirektoratet, ifølge den norske oliehistoriker Helge Ryggvik, en meget uheldig dobbeltrolle, da direktoratet både skal tiltrække olieselskaberne og sikre sig at reguleringen er streng nok. Selv hvis Råstofdirektoratet var på niveau med de norske myndigheder, så er det ingen garanti. I løbet af sommeren indrømmede Statoil, at det kun var tilfældigheder og ren og skært held som forhindrede et blowout af den slags, vi så i den Mexicanske Golf. Jeg håber selvfølgelig, at vi aldrig vil komme til at se et olieudslip igen og vil sammen med det grønlandske folk krydse fingre. Desværre er der heller ikke så meget andet at gøre…

Foruden de umiddelbare risici for et olieudslip er der en anden meget god grund til, hvorfor vi må indføre et stop for nye olieboringer: Klimaforandringerne. De står foran os som den største enkeltstående trussel, menneskeheden nogensinde har skullet imødegå. Hvis vi skal imødegå den, så kræver det, at vi kun afbrænder en fjerdedel af de kendte fossile reserver (og det er endda uden at man medregner tjæresand og skiferolie). Vi skal altså ikke udvide de fossile reserver ved at lede efter mere olie – og særligt ikke i områder, hvor risikoen er så høj som ved Grønland. Der er kun én vej fremad; en hurtig omstilling fra et samfund baseret på olie, kul og gas til et samfund baseret på sol, vind og vand. Verden har den nødvendige teknologi, viden og ressourcer, men mangler politisk mod, der kan sætte et stort og klart pejlemærke for industriens investeringer. Hver en krone, der hældes i nye risikable boringer, er ikke bare spildt, men direkte ødelæggende for en fremtid uden katastrofale og ukontrollable klimaforandringer.

Den stædige grønlandske insisteren på en oliejagt er hovedløs. Grønland risikerer ikke bare at blive hjemsted for en katastrofe som den i den Mexicanske Golf, men hælder uden omtanke benzin på planetens katastrofekurs. Alle regeringer har et ansvar for at vælge rigtigt og skubbe udviklingen i den rigtige retning. Den grønlandske regering må ikke svigte det ansvar.

Små ambitioner giver små sejre

Europaparlamentet har netop vedtaget en ændring af det direktiv i EU, som skal begrænse mængden af giftige kemikalier og tungmetaller i for eksempel computere og TV. 
Greenpeace har sammen med en række af verdens største computerproducenter ønsket en udvidelse af listen af forbudte kemikalier, eksempelvis PVC og bromerede flammehæmmere.
Resultatet, som miljøministeren kalder en stor dansk sejr, blev imidlertid, at denne forbudsliste ikke blev udvidet, og producenter af elektronik kan således fortsætte med at bruge en lang række kemikalier med alvorlige helbreds- og miljømæssige konsekvenser.
Hvert år sejles der fortsat kolossale mængder gammelt elektronik til afrikanske lande, hvor det ved afbrænding giver anledning til dannelsen af ekstremt giftige kemikalier. En situation, som kunne være have været mærkbart forbedret med et mere strikt direktiv i EU.
På den gode side er, at flere apparater er blevet omfattet af reglerne, omend det er en beskeden udvidelse.
Så én ting er at være et lille land med beskedne ambitioner. Men at forvandle et beskedent resultat til en “stor dansk sejr i EU”, er for småt. Det er tydeligt, at i en tid hvor Karen Ellemann primært forbindes med hasarderet import af giftigt affald fra Australien til Danmark, er selv små-fjer værd at pynte sig med.

Havnearbejderne i aktion

Havnearbejderne i Danmark nægter at medvirke til losningen af den gifttransport, som miljøminister Karen Ellemann har accepteret kommer fra Australien til Danmark. Og det er ikke baseret på den eventuelle personlige risiko, der kan være ved håndtering af kemikaliet. Nej, det er baseret på, at det er gået for vidt, der er simpelthen grænser for, hvor vanvittige ting man kan acceptere at være en del af. Det er borgere som tager et personligt ansvar for sine handlinger.
HCB er blandt verdens absolut farligste kemikalier og både Danmark og Australien er medunderskrivere på Baselkonventionen. Den har som mål at minimere transport af farligt affald over landegrænser og at fremme destruktion af affaldet så tæt på kilden som muligt
Stoffet er svært nedbrydeligt og stærkt miljøskadeligt, fordi det ophobes i fødekæder og på den måde ender i dyr, planter og mennesker med blandt andre kræftfremkaldende effekter. Det er fuldstændigt tosset at sende tusinder af ton af sådan en gift på tværs af hele kloden.

Hvad havnearbejderne, tilsyneladende til forskel fra miljøministeren, har forstået er, at man ikke igennem 30 år kan producere et af verdens stærkeste giftstoffer, for derefter at forbløffes over, at det ikke bare … forsvandt…
Der er ingen tvivl om, at Australien selv kan destruere affaldet. De har økonomien og teknologien, men mener ikke, at de kan finde et egnet sted at placere et sådant anlæg, og at de slet ikke har noget at bruge det til efterfølgende. Og det argument har ministeren så købt og givet Danmark 6.100 ton giftigt kemikalieaffald i julegave. Det blir’ helt sikkert en bytter!

Mens vi venter på far

På mandag starter to uger med klimaforhandlinger. Det er COP 16 i Cancun, Mexico, og her skal verdens lande arbejde videre på, hvordan vi løser den klimakrise, som vi allerede nu befinder os i, og som potentielt kan blive det største problem, menneskeheden nogensinde har stået overfor.

Læser man om de kommende forhandlinger i medierne, så får man hurtigt indtrykket af, at alt er urokkeligt låst fast mellem Kina og USA. Den ene vil ikke rykke sig før den anden –  ”jeg vil kun, hvis du vil”, hedder det vist i en børnehave. Det, vi ikke hører så meget om, er, at der sidder en 3. kæmpe, nemlig EU, og gemmer sig i hjørnet og hvisker ”jeg vil kun, hvis de to vil”. Det er slemt nok, at EU landene – i stedet for at arbejde på at reducere deres emissioner og levere den nødvendige klimafinansiering til klimakatastrofens ofre – nøjes med at sidde og bekræfte hinanden i, at man ikke kan rykke sig ud af stedet, fordi de andre ikke rykker sig tilstrækkeligt. Men at man i EU samtidig tør at udnævne sig selv som ”leder på klimaområdet” er direkte groft.

Og tag ikke fejl! Udenfor forhandlingslokalerne står verden absolut ikke stille. Længe har klimaforkæmpere været samlet under parolen, at klimaforandringerne ikke venter på nogen. Hvad der imidlertid nu også er tydeligt er, at Kina heller ikke venter på nogen. Uanset Kinas position i de internationale forhandlinger, så er Kina på vej ud over stepperne, når det handler om at energieffektivisere og investere i grøn teknologi. F.eks. har Kina lige startet opførelsen af verdens største vindmøllepark på 1000 MW. Men Kina satser ikke kun på vind. Også inden for solenergi, biomasse, elektriske biler osv. buldrer Kina frem. Ifølge australske The PEW Charitable Trusts investerede Kina i 2009 over 30 milliarder dollars i grøn teknologi – næsten dobbelt så meget som verdens nr. 2, nemlig USA.

At Kina er fuldstændig fastlåste i de internationale forhandlinger og nægter at rykke sig før USA, er også en påstand, der skal tages med et gran salt. I sidste måned under forhandlinger i Tianjin, Kina, kom det direkte fra Kinas egen chefforhandler, Su wei: “Of course the United States has not taken concrete actions but the rest of us cannot use that as an excuse to say ‘America is not doing anything, then we will not do anything’,”. Han slog derefter fast: “We can’t wait for America.”

Og nu svirrer rygterne om, at der i øjeblikket foregår intense forhandlinger mellem EU og Kina, samt at Kina er villig til at give indrømmelser, hvis EU er villig til at hæve sit ambitionsniveau. Dette er en åbenlys chance for at bevæge klimaforhandlingerne fremad, og for at EU i fællesskab med Kina begynder at vise lederskab. Men hvis EU omvendt afslår at hæve ambitionsniveauet med henvisning til, at USA er paralyseret, må vi se i øjnene, at EU også har et stort og tungt medansvar for det dødvande, som vil opstå i forhandlingerne.

Dette handler ikke om at hægte USA af. USA udleder så mange drivhusgasser til atmosfæren, at hvis det skal nytte, så må de også tage deres del af ansvaret – både i form af reduktioner af drivhusgasser, men også i form af klimabistand til verdens fattigste lande. Derimod er det en anderledes strategi for, hvordan vi kan presse USA i de internationale forhandlinger. I bund og grund handler det om, at hvis resten af verden rykker fremad, så bliver USA også nød til at gøre det. Og så længe EU i praksis holder hånden over USA ved at nægte at forhandle med Kina om gensidigt at hæve ambitionsniveauet, vil USA gratis kunne fortsætte med at blokere forhandlingerne.

Og ja, det kan lade sig gøre at isolere og presse USA til at rykke sig fremad. Det er faktisk sket adskillige gange før i internationale forhandlinger, og endda under George W. Bush. Et berømt eksempel er fra klimaforhandlingernes COP 13 på Bali i 2008, hvor den amerikanske delegation modsatte sig den beslutning, som kom til at blive hele det grundlæggende mandat for de igangværende forhandlinger samt køreplanen mod COP 15 i København. Imens hele salen sad og buede højlydt, blokerede USA forhandlingerne. Til sidst tog en træt og udmattet forhandler fra Papua Ny Guinea ordet og sagde direkte til USA: ”If you are not willing to lead then get out of the way”. Hele salen klappede højlydt, og forhandlere fra hele verden samt et bredt udsnit af den globale presse sad og stirrede stift på USAs forhandler. Til sidst måtte Bush regeringens repræsentant give efter for presset og gå med til at vedtage køreplanen. Der ér grænser for, hvor meget upopularitet en regering kan tåle – især når hele planetens fremtid står på spil.

Dybhavsfisk – næste offer i en håbløs fiskeripolitik

I næste uge skal EUs fiskeriministre bestemme sig for, hvor store kvoterne skal være på dybhavsfisk med så eksotiske navne som sort sabelfisk, skælbrosme og spidstandet blankesten.

Knap så eksotisk, men nærmest skræmmende, er fremtiden for disse arter. EU Kommissionen foreslår nemlig kvoter, der truer overlevelsen af disse særprægede dybhavsarter.

En gennemgribende reform af den fælles fiskeripolitik står for døren. Kommissionen og medlemslandene taler i et væk om, at nu skal europæisk fiskeri være bæredygtigt. Blandt andet den danske regering vil have sat en stopper for det meningsløse udsmid.

Men alt det er jo bare fine ord og taler, hvis der ikke handles. Hvis vi skal gøre os nogle forhåbninger om et bæredygtigt fiskeri i Europa, kan vi ikke vente til i morgen med at handle, det er de beslutninger, der tages i dag, der tegner det fiskeri vi har i morgen!

• EU Kommissionen anerkender, at der ikke foreligger nok data til at kalde fiskeriet efter dybhavsarterne for bæredygtigt.
• Biologerne i Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, vurderer, at 100 % af fangsterne af dybhavsarter er uden for biologiske sikre grænser.
• Der er store problemer med bifangst, der smides tilbage i havet – heriblandt truede hajer.

Alligevel fortsætter man ud af samme spor, som i den grad har ført det Europæiske fiskeri på katastrofekurs: Sætter kvoter uden hold i videnskab og virkelighed, og uden forståelse for at fiskeriet foregår i et helt økosystem!

Regeringen har med fødevareminister Henrik Høegh (V) i spidsen, tænkt sig at stemme for dette vanvittige forslag. Fødevareministeren forsvare sig i 24 timer med at dybhavsfiskeriet ”ikke ligger inden for Danmarks kommercielle interesser” og at Regeringen derfor ikke kan stemme nej til forslaget; for som ministeren siger ”Det kan jo også blive payback time”!

Hvad! Jeg kan ikke tro det! Det er en fælles fiskeripolitik, og fødevareminister Henrik Høegh er præcis lige så ansvarlig for at dybhavsarterne overlever som han er for at torsken i Kattegat ikke forsvinder!

Jeg håber, at et flertal i Europaudvalget imorgen fredag den 26. november kan få fødevareministeren på andre tanker, få ham til at indse at han har medansvar for at alt europæisk fiskeri er bæredygtigt, og at Danmark må stemme for at udfase dette fiskeri så hurtigt som muligt, indtil det kan drives på en fornuftig og bæredygtig facon.

Bøder på baggrund af Greenpeaces dokumentation

Ifølge Danmarks Fiskeriforening vil politiet nu idømme en piratfisker fra Gilleleje en bøde på 100.000 på baggrund af det materiale, Greenpeace har afleveret til fiskerikontrollen. Materiale der viste systematisk fiskeri i et ellers totalfredet område i Kattegat.

Det er et vigtigt signal at sende, at man som fisker ikke kan drive hasard med en fælles ressource, i dette tilfælde torsken i Kattegat, så jeg er glad for sagens udvikling.

Jeg har heller aldrig tvivlet på styrken i vores materiale, og jeg er selvfølgelig glad for, at politiet ser ud til at mene det samme.

Nu håber jeg, at fiskerne respekterer den nødvendige fredning, sådan at den truede Kattegat-torsk igen kan blive en del af økosystemet.

Ifølge Danmarks Fiskeriforening vil værdien af de fangster, der er gjort på de ulovlige togter også blive konfiskeret, svarende til formentlig mellem 300.000 og 500.000 kr. Før bødeniveauet er endeligt fastlagt skal sagen dog først for retten, da der er tale om konfiskation.

Tilbage til Forsmark

Jeg er taget til Uppsala i Sverige – en by, som jeg kun fik et lille glimt af her i sommer, da jeg deltog i en aktion ved Forsmark atomkraftværk. Jeg er taget tilbage, fordi jeg er blevet bedt om at møde op i Uppsala Tingsrätt onsdag morgen sigtet for grov ulovlig indtrængning.

Det virker som et godt stykke tid siden vi kørte en gammel brandbil ind på parkeringspladsen, hejste stigen ind over de to hegn – hvoraf det første var elektrisk, for derefter at se godt 20 aktivister i blå, gule og hvide stramme spandexdragter fire sig ned fra stigen og ind på atomkraftværkets område. Tre af aktivisterne nåede helt op på taget af den ene reaktor. Et andet hold måtte vende om halvvejs oppe på bygningen, da deres målingsudstyr registrerede for kraftig farlig stråling for at kunne fortsætte.

Det var en rigtig god aktion, og at tænke tilbage på den varmer lidt her på togturen op gennem det svenske snelandskab. Både fordi den blev udført med ganske få og simple metoder, men også fordi den på en humoristisk måde fik sat fokus på problemstillingen: De naturlige vedvarende energikilder sol, vind og vand imod den dyre, farlige og unødvendige atomkraft. Aktionen foregik lige inden den svenske rigsdag valgte at beslutte, at der skal foretages nye investeringer i svensk atomkraft. En tåbelig beslutning, når erfaringerne fra de mange års leg med radioaktivitet viser os, at investeringerne ikke kan betale sig, og man ikke kan løse de basale problemer, såsom hvordan man skal komme af med den radioaktive atomaffald eller sikkerheden på værkerne.

Energi-emnet fyldte også en hel del i den efterfølgende svenske valgkamp, inden den blev kidnappet og fik en anden drejning. Derfor kan man godt sige, at aktionen var en succes. Men arbejdet er langt fra slut. Der bør ikke blive bygget flere atomreaktorer i Sverige. I stedet bør regeringen satse på at drage nytte nogle af de rige naturressourcer, som landet har så rigeligt af.

Og selv om de videooptagelser, jeg lavede på selve dagen ikke i første omgang kom længere end den lokale politistation, så er jeg alligevel glad for at have været med på første række og været vidne til en spektakulær indsats fra de aktivister, jeg kommer til at sidde på anklagebænken med i morgen.

Investeringsfirmaernes tunge drenge vil have en klimaaftale

Den største gruppe af investorer nogensinde går nu sammen med et klart budskab til verdens stats- og regeringsledere forud for COP 16 i Cancun, Mexico, der starter om under to uger: Der skal ambitiøs handling til nu, ellers kan verden forvente en økonomisk nedtur, der får den nuværende ”krise” til at blegne. Ifølge Stern rapporten og investeringsgruppen kan manglende handling føre til et svimlende tab på op til én femtedel af verdens samlede bruttonationalindkomst.

Det er ikke nogen ubetydelig gruppe af investorer, der nu retter sit tunge skyts mod regeringer og delegationer forud for Cancun. Gruppen råder over midler op til en værdi af 15 billioner dollars og den danske pensionsfond ATP, der har 56 milliarder euro i ryggen, er én af de i alt 259 medunderskriver på udmeldingen. Dette tal er i sig selv ubegribeligt for de fleste dødelige. Til sammenligning kan det måske illustreres med, at én billion svarer til én million million, eller at beløbet svarer til hele USA’s BNP, eller en fjerddel af verdens samlede markedskapital.

Forhåbentlig kan denne ikke ubetydelige udmelding hjælpe til i det dødvande der lige nu præger forhandlingerne. USA og Kina holder hinanden i skak og EU har gemt sig i en krog, hvor navlepilleri tilsyneladende har højeste prioritet. Engang kunne EU med rette kalde sig førende på klimaområde, men det er ikke længere tilfældet. Udenfor forhandlingerne har Kina overhalet indenom, når det handler om investeringer i grøn teknologi. En dugfrisk analyse fra Forskningscenter Risø konkluderer således, at ”Kina kan og bør blive betragtet som en klima ’champion’”.

Uanset investorernes motiver bag denne udmelding, så føjer det til det pres, der allerede nu hviler over verdens lande. Konsekvenserne af klimaforandringerne mærkes allerede rundt omkring på planeten, og det er ikke et øjeblik for tidligt, at verdens regeringer får forhandlet en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale på plads. I Cancun er det absolut nødvendigt, at der tages substansrige skridt mod en sådan aftale.

En god dag i Nyborg

Fantastisk vejr og en god stemning lagde i lørdags rammerne for en demonstration i Nyborg mod den planlagte transport af 6.100 tons ekstremt giftigt affald fra Australien til Danmark.

Demonstrationen var indkaldt af den lokale borgergruppe, som arbejder for en omgørelse af miljøministerens enevældige beslutning, og som medindkaldere var blandt andet Greenpeace, Danmarks Naturfredningsforening og miljøorganisationen NOAH.

600-700 borgere protesterede lørdag over miljøministerens beslutning om at sende HCB affald fra Australien til Danmark.

“Den som har evnen, har også ansvaret” har fra ministeren været fremført som et kerne-argument i sagen. En rigtig god liberal grundholdning, som jeg ellers troede var helt glemt blandt dagens politikere. Men nu gælder princippet som aldrig før ! Særligt i Nyborg, og særligt når der følger penge med til et økonomisk trængt Kommune Kemi.

Hvad skal vi leve af i Danmark i fremtiden? Vi skal da bruge vores evner! Og selvom vi måske ikke er verdens bedste til det med giftigt affald, så er vi til gengæld de eneste der siger ja. Ministeren har selv undersøgt det. Alle andre steder, hvor de teknisk er i stand til at behandle det giftige affald, siger de nej tak. Hmm, bare nu ikke betalingen bliver i glasperler også…

Initiativtageren bag borgergruppen i Nyborg, postbud Jens Ellegaard.

Fødevareministeriet laver usandt spin!

Trawlfiskeri er skånsomt! Ja, jeg var ved at få min morgenkaffe galt i halsen, da jeg læste dette i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet!

Sikke en omgang vrøvl! Trawlfisker er IKKE skånsomt, og at omtale det som sådan kan ikke være andet end et forsøg på fra fødevareministeriets side på at forsvare den førte politik. En politik der har ført til afviklingen af det kystnære skånsomme fiskeri og en oprustning af det fiskeri, der i effektiviseringens navn i højere og højere grad satser på trawl!

Der argumenteres for, at trawlfiskeriet nu bliver skånsomt, fordi det bliver obligatorisk at bruge selektivt trawl, når der fiskes efter jomfruhummer i Kattegat. På den måde skulle der efter sigende ikke blive fanget så mange torsk, som i Kattegat er truet.

At kalde selektivt trawl skånsomt, er det samme som, at sige at en pistol er mindre farlig fordi den ikke rammer 100 % plet. Altså direkte forkert!

Trawlfiskeri er i høj grad skyld i de problemer, vi ser i Kattegat i dag: faldende fiskebestande, ødelagte stenrev og ubæredygtigt fiskeri. I Øresund fanger man flere torsk end man gør i Kattegat. Hvorfor: fordi der har været trawlforbud siden 1932.

Hvis man virkelig vil satse på et bæredygtigt fiskeri og sunde og produktive fiskebestande i fremtiden, skal trawlfiskeriet i stor stil afvikles – ikke udvikles og sælges som skånsomt. Samtidig skal der skabes et frirum til fisk og havdyr ved, at der oprettes fuldt beskyttede havparker helt fri for blandt andet fiskeri.