-
Danmark har et ansvar for tunen Udgivet den 8. oktober 2010 Ingen kommentarerDen blåfinnede tun i Middelhavet har i årevis været på randen af kollaps. Kvoterne har simpelthen været langt højere end bestanden kunne klare og derudover har der været et omfattende ulovligt fiskeri.
Danmark er som medlem af EU, og som medspiller i EU’s førte fiskeripolitik, direkte medansvarlig for den blåfinnede tuns deroute og dermed også medansvarlig for at vende denne udvikling i fremtiden. Derfor må fødevareminister Henrik Høegh i arbejdstøjet og overbevise sine europæiske kolleger om at kvoterne på blåfinnet un i Middelhavet skal sænkes og tunens gydeområder beskyttes.
I dag afsluttes et møde i Madrid, der har stor betydning for den blåfinnede tun. Her har videnskabsfolk i mange dage siddet og diskuteret, hvor mange tun der kan fanges af den atlantiske bestand af blåfinnede tun for at bestanden kan genopbygges.
Det er den regionale fiskeriorganisation ICCAT (International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas), der bestemmer kvoterne for den blåfinnede tun i Middelhavet, men de resultater der er kommet fra mødet i Madrid bør få stor indflydelse på hvad man bestemmer sig for i ICCAT at der må fanges.
EU – og dermed også Danmark – er medlem af ICCAT og samtidig det medlem af ICCAT der har den største andel af kvoten. Derfor har EU, og Danmark, også et meget stort ansvar for at tunen forvaltes fornuftigt.
Forskerne i Madrid er blandt andet kommet frem til at hvis kvoten bliver på 6000 tons, så er der 66 % chance for, at bestanden er genopbygget i 2020, men da EU har som overordnet mål at fiskebestande er genopbygget inden 2015 er en genopbygning inden 2020 ikke god nok.
I Madrid identificerede forskerne også 6 områder i Middelhavet hvor tunen gyder. For at redde tunfiskebestanden, der er faldet til kun at være 15 % af hvad den var for 40 år siden, er det også bydende nødvendigt at disse gydeområder beskyttes.
Den nuværende kvote for blåfinnet tun er på 13.500 ton. EU, og dermed fødevareminister Henrik Høeg, må arbejde for at denne kvote reduceret markant og at tunens gydeområder beskyttes. Kun på den måde kan bestanden blive genopbygget – det vil ikke bare være til gavn for økosystem og biodiversitet men også klædeligt for EU at forsøge at leve op til egne satte målsætninger.
Læs Greenpeace internationale pressemeddelelse om mødet i Madrid


