Kap Farvel

I går, samme dag som Esperanza forlod Grønland og satte kurs mod nye mål i Greenpeaces Go Beyond Oil-tur, offentliggjorde BP deres egen rapport over oliekatastrofen i den Mexicanske Golf. I den prøver oliegiganten at skyde ansvaret fra sig uden dog at have held til at skjule de fatale personlige fejl og den inkompetence, der sammen med en række tekniske fejl førte til ulykken.

Der er ingen tvivl om, at de samme fejl vil kunne findes på andre boreplatforme rundt om i verden.

Imens olieindustrien i stigende grad bliver tvunget til at lede efter olie i svært tilgængelige egne og under risikable forhold, bliver klimaforandringerne mere og mere tydelige. Vi har lige forladt Cairns olieboringer ud for Diskoøen og sejler nu sydpå. Alt imens den grønlandske regering har åbnet op for risikable dybhavsboringer, smelter indlandsisen, og de nordligste egne er dækket af is i kortere perioder fra år til år.

Vores protest mod Cairns boringer har skabt debat i store dele af verden, og det er en debat, der er nødvendig. Menneskeheden er i en overgangsfase, og det kræver en global indsats, hvis vi skal ligge afhængigheden af de fossile brændsler på hylden. Det kræver, at vi i fællesskab bliver enige om, at vi allerede har fundet mere en rigeligt af disse fossile brændsler.

Vores klima kan ikke engang tåle, at vi brænder alt det, vi allerede har fundet af. Derfor er det håbløst at lede efter mere – lige meget hvor det sker i verden.

Jeg håber, at det grønlandske folk også kan se nødvendigheden i at stoppe afhængigheden, og jeg håber, at Grønland i en ikke så fjern fremtid vil være med til at arbejde for at sætte en stopper for eftersøgningen af olie.

Jeg har dog også stor forståelse for det grønlandske folks ønske om udvikling. Grønland er også i en overgangsfase, hvor man skal finde balancen imellem den gamle fangerkultur og en industrialisering af samfundet. Men ønsker grønlænderne at begå den samme fejl som resten af verden? Ønsker de at opbygge en afhængighed af fossile brændstoffer og globale oliegiganter?

Hvis Grønland vælger oliens vej, er det ikke sikkert, at landet vil opleve den samme katastrofe som den i den Mexicanske Golf. Men risikoen er der uomtvisteligt, og hvis uheldet er ude, så kan grønlænderne ikke længere selv vælge, hvordan balancen imellem det gamle og det nye skal være. Så er fiskeriet allerede ødelagt i stor udstrækning, og valget dermed allerede truffet.

Olieudslip i Den Mexicanske Golf er alvorligt, og så sent som i dag har Greenpeaces team ombord på skibet Arctic Sunrise fundet olie på strandene på Horn Island ved Mississippi, hvor havskildpadder har deres reder.

Det kan synes uretfærdigt, at klimaet er så plaget af de rige landes uslukkelige tørst efter olie, at det nu er nødvendigt at lade olien ligge i jorden. Også i Grønland, hvor behovet for en økonomisk vitaminindsprøjtning er tydelig. Men situationen er allerede dybt alvorlig for mange mennesker verden over, der er blevet forvandlet til klimaflygtninge. Og når østaterne i Stillehavet forsvinder, er skelnes der ikke imellem olie fra Grønland og olie fra Danmark – så bærer vi alle skylden.

Derfor håber jeg, at Grønland, som det første men ikke sidste land i verden, i stedet vil satse på at vise, at de er i stand til at sætte fornuft og medfølelse før profit, og lade olien blive, hvor den end måtte være.