-
Vestens slagmark Udgivet den 1. september 2010 1 kommentarJeg sidder på Greenpeace-skibet Esperanza og kigger ud på den tiltagende storm og kulde, og på boreriggen Stena Don, hvor fire aktivister fra Greenpeace har hængt i deres små telte i snart 30 timer. Vinteren er så småt på vej. En vinter, der vil lukke Cairns prøveboringer ned for denne gang, for her i Baffinbugten er det naturen, der råder – trods alt. Lige er nu er de igangværende boringer lukket på grund af Greenpeaces tilstedeværelse, har Cairn meddelt.

Aktivist på ydersiden af den Cairn opererede borerig, Stena Don. © Greenpeace / Will Rose
Måske kan vores ønske om at beskytte Arktis fra olieboringer og de medfølgende risici virke arrogant og bedrevidende, og måske føles det for nogle grønlændere som om, vi kommer og blander os i noget, der ikke vedkommer os. Måske kan det virke som om, at vi er ude efter Grønland. Jeg forstår og respekterer, at folk her i Grønland ikke er vilde med Greenpeace efter 70’ernes og 80’ernes sælkampagne, som utilsigtet fik folk til at skære al sælfangst over én kam – både den ikke bæredygtige canadiske og den bæredygtige grønlandske. Det har Greenpeace gjort meget for at rette op på bl.a. sammen med Great Greenland.
Uanset hvad man mener om den indsats og den kampagne, så er det mit håb, at folk i Grønland alligevel vil lytte lidt til vores advarsler og danne sig en holdning på et faktuelt grundlag.
Det er et fakta, at olieboringer er risikable – det mindede udslippet i Den Mexicanske Golf hele verden om på ubarmhjertig vis. Olieboringer i sårbare områder som Arktis er endnu mere risikable, for sker der et udslip her, vil konsekvenserne være overvældende og til endnu større skade for bl.a. fiskere og fangere.
Netop nu befinder Greenpeace-skibet Arctic Sunrise sig i Den Mexicanske Golf for at indsamle viden om miljøets tilstand efter BP-katastrofen. Samtidig befinder Esperaranza sig her i Grønland for at protestere over Cairns prøveboringer. I mere end 20 år har Greenpeace ført en global kampagne for udfasning af fossile brændsler. Vi har protesteret mod olieudvinding i Norge og Danmark, i Skotland og USA og nu også i Grønland. Vi arbejder for, at kulkraftværker i Danmark, Europa og USA lukkes og for at stoppe olieudvinding af canadiske tjæresand.
Vi er ikke ”ude efter Grønland”. Vi kører en global kampagne mod fossile brændsler, mod kulkraftværker, mod dybhavsboringer og for vedvarende energi. Det gør vi, både fordi klimaforandringerne er den største enkeltstående udfordring, som menneskeheden nogensinde har stået overfor, og fordi udvinding, forarbejdning og udledning fra fossile brændsler i sig selv har vist sig at have store negative konsekvenser for mennesker og miljø.
Det er langt sværere at rette op på en fejltagelse i Arktisk farvand, end det er at forhindre den i nogensinde at blive begået. Derfor fokuserer vi vores trods alt begrænsede kræfter på de særlige områder, hvor historiske fejltrin er nærmest umulige at rette pga. miljøet særlige sårbarhed – bl.a. i Grønland. Samtidig opgiver vi ikke vores andre kampe. Vi arbejder stadig for udfasning af kul i Danmark, og vi arbejder stadig for et globalt forbud imod dybhavsboringer. Det mener vi er vores pligt som miljøorganisation. Uanset om det er populært eller ej.
1 Trackbacks / Pingbacks
-
[...] This post was mentioned on Twitter by hedelain, Greenpeace i Danmark. Greenpeace i Danmark said: De fire aktivister har nu hængt på siden af Stena Don i 30 timer – læs Jon Burgwalds blog http://bit.ly/9kVCwv #Greenpeace #Gobeyondoil [...]
-



Tweets that mention Vestens slagmark @ -- Topsy.com 1. september 2010 kl. 16.40