På med arbejdstøjet

Så kom dagen endelig hvor regeringen tvinges væk fra den sovepude, hvor de nu har hvilet i næsten et årti. Alle spørgsmål til konkrete tiltag, der skal sikre, at Danmark ikke længere vil bidrage til den globale opvarmning, er de seneste år blevet fejet af bordet med følgende svar: ’Nu må vi vente til Klimakommissionen kommer med deres udspil’. Nu er Klimakommissionens anbefalinger lagt åbent frem, og tiden er inde til handling – regeringen må komme med et udspil og ændre den kulsorte klima- og energipolitik, som den har ført de sidste 9 år.

Det er godt, men ikke overraskende, at to og et halvt års arbejde i Klimakommissionen har ført til samme hovedkonklusion, som en lang række andre energiscenarier (heriblandt Greenpeace eget): At den omstilling til et 100 % vedvarende energisystem, som skal til for at Danmark kan imødegå klimaudfordringen, også er samfundsøkonomisk fordelagtigt. Investeringer i omstillingen er mindre end hvad der ellers skulle betales til dyrere og dyrere klimaødelæggende fossile brændsler.

Det er selvfølgelig heller ikke nyt, at vi har brug for en massiv udbygning af vindenergien, at det skal kombineres med energibesparelser og at elbiler er vejen frem i transportsektoren. Men det er jo tydeligvis ikke gået op for regeringen endnu, så jeg håber, at Klimakommissionens rapport kan være det vink med en vognstang der er brug for.

Forstå mig ret. Der er en række gode og tiltrængte anbefalinger i rapporten og ved første øjekast ser der ud til, at være mange gode ideer. Blandt andet tiltaler særligt ideen om en energisparekonto for de enkelte boliger mig. Men også deres understregning af vigtigheden af et intelligent energisystem og udnyttelse af den geotermiske energi, er vigtige at få frem i lyset.

Nu har regeringen brugt lang tid nok på overspringshandlinger, nu er det tid til rigtig handling. Det danske samfund skal i gang med en omstilling til vedvarende energi, og vi har brug for mere end en målsætning for situationen i 2050. Vi har brug for, at regeringen tager arbejdshandskerne på og påbegynder omstillingen nu. Hvis den nuværende regering ikke vil det, så må vi håbe en grønnere regering snart kan tage over.

Kravet om en omstilling bakkes også op af befolkningen i Danmark. En opinionsundersøgelse lavet af TNS Gallup for Greenpeace viser, at næsten ni ud af 10 borgere er enig eller overvejende enig i, at det danske energisystem skal omstilles til 100 procent vedvarende energi inden 2050.

Der er vel kun en ting at sige: Nu har vi ventet længe nok. Nu skal vi have en energirevolution.

Elleman vender miljøet ryggen

Efter jeg er vendt tilbage til lille Danmark fra Greenpeace-skibet Esperanza, fortsætter mine venner ufortrødent deres kamp mod olieindustriens forblændede jagt på klodens sidste olie. Lige nu sidder to aktivister, Timo og Naz, i en overlevelseskapsel fastgjort til ankerkæden på det enorme boreskib Stena Carron og forhindrer dermed den amerikanske oliegigant, Chevron, i at foretage deres planlagte dybhavsboring ud for Shetlandsøerne.

En 500 kilo tung overlevelseskapsel er gjort fast til ankerkæden på boreskibet Stena Carron, der opereres af Chevron. Kapslen indeholder kommunikationsudstyr og mad. Greenpeace / Will Rose

De har forsyninger til flere uger, og på trods af den hårde storm de lige nu er udsat for, håber jeg inderligt, at de får forhindret Chevron i deres halsløse gerning så længe som muligt. Chevron vil i år bore 18 efterforskningsbrønde alene i Lagavulin-området, og oliegiganten har stolt proklameret, at den forventer at finde helt op til 600 millioner tønder eller næsten hundredetusind millioner liter olie i området. Og det skulle angiveligt være en godt nyhed…

Men jeg syntes i langt højere grad, det er skræmmende – for klimaet og for havet. Det er cirka 120 gange mere olie end der slap ud i Den Mexicanske Golf, og afbrænding af olien vil udlede uhyggelige mængder CO2. Selvom det sikkert desværre giver gode resultater på bundlinjen, så skal cheferne i Chevron ikke være stolte af, at de ødelægger vores klima og risikerer en britisk pendant til den amerikanske oliekatastrofe. Timo og Naz gør hvad de kan for at forhindre en af Chevrons boringer, men firmaet viser ingen tegn på at droppe sin skruppelløse adfærd og se videre end næste års regnskab.

Når virksomhederne blindt fortsætter som hidtil, så må andre træde i karakter. Timo, Naz og resten af os i Greenpeace kan ikke alene stoppe olieboringerne. Vi har brug for hjælp og et af de steder, jeg håbede vi kunne finde den hjælp, var hos de ansvarlige politikere. 15 miljøministre mødes i dag og i morgen for bl.a. at diskutere muligheden for et moratorium mod dybhavsboringer i Nordøstatlanten. Allerede efter den første dags møde står det desværre krystalklart, at miljøministrene fra de femten lande har misforstået deres titel.

I stedet for at repræsentere miljøet har Elleman og hendes medkumpaner udvandet det tyske forslag, så al tale om et muligt moratorium er væk. Stolt har de præsenteret en hensigtserklæring om at arbejde for et fælles regelsæt som en sejr. Selvom det er den britiske miljøminister, der var bannerfører for at ødelægge alt initiativ, så var Elleman ikke sen til at følge trop. Selvom det ikke er overraskende, at en VK-minister ikke sætter miljøet i første række, så kan jeg alligevel ikke lade være med at være skuffet

Miljøminister Karen Ellemann bliver mødt af kampagnechef i Greenpeace, Truls Gulowsen, der med en sidste appel beder om dansk opbakning til et moratorium på dybhavsboringer. Greenpeace / Birgitte Horn

Det er ikke et år siden, at den danske regering sammen med resten af verdens regeringer lovede, at man ville holde den globale temperaturstigning, men endnu har ingen vestlige lande – og mindst af alt Danmark – vist modet til at handle. Så når Elleman i dag kl. 11.30 sammen med de 14 andre miljøministre stiller sig op og forsikrer os om, at alt er i skønneste orden, så vil det lyde som lyden af tomme olietønder: Beskidt og hult.

Men bare fordi de 15 ministre ikke har klodens bedste for øje, så betyder det ikke, at vi giver op. Vi vil fortsætte med at aktionere mod olieindustriens udpining af jorden og politikernes stiltiende accept, og jeg er ikke i tvivl om, at hvis presset bliver stort nok, så vil de blive tvunget til at gøre det rigtige.

Minister varsler sanktioner overfor piratfiskerne

Ved et netop overstået samråd i folketingets fødevareudvalg om piratfiskeri i et fredet område i Kattegat, lovede fødevareminister Henrik Høegh (V) større sanktioner overfor fiskerne hvis det ulovlige fiskeri ikke stopper nu.

Sagen drejer sig om piratfiskeri i et område, der er totalfredet for at beskytte den truede Kattegattorsk.

Ministeren ville se på om en fratagelse af fiskerirettigheder eller tvungen kameraovervågning af notoriske pirater ville være en mulighed.

Det kom desværre samtidig frem at kontrol til søs i Danmark lader meget tilbage at ønske.

Omfattende piratfiskeri kombineret med en forringet kontrol er ikke nogen god kombination.

Derfor er det bydende nødvendigt, at sanktionerne er så skrappe, at det ikke – som det tydeligvis er tilfældet i dag – kan betale sig at snyde.

Jeg håber at fødevareminister Henrik Høegh sætter handling blandt ordene, og sætter ind med hårdere sanktioner allerede nu. Piratfiskeri skal stoppes, for det er en bombe under ethvert tiltag for at genopbygge bestandene af den truede Kattegattorsk.

Piratfiskeriet i Kattegat fortsætter!

Den 24. august fremlagde Greenpeace dokumentation for et tilsyneladende systematisk piratfiskeri fra Gilleleje havn.

I halen på afsløringerne udtalte fødevareminister Henrik Høegh (V) at ” Det er helt uacceptabelt. Hvis det ikke stopper nu, så må vi skærpe sanktionerne over for fiskerne”

Men allerede mandag den 30. august fangede den svenske kystvagt endnu et dansk fartøj med trawlet ude i det ellers totalfredede område i Kattegat!

Området er fredet fordi det er der, at Kattegat-torsken gyder; og Kattegat torsken har i den grad brug for beskyttelse! Bestanden er historisk lav og fortsætter med at falde til trods for kvotenedsættelser og en EU genopretningsplan.

Men hov! Området er totalfredet. Torsken er ved at forsvinde. Alligevel bliver der fisket på livet løs i området. Hvad tænker fiskerne på?

Fødevareminister Henrik Høegh er kaldt i samråd i folketingets fødevareudvalg i dag kl. 14.30. Her skal han blandt andet svare Folketinget på, hvilke konkrete initiativer han vil tage for at beskytte det fredede område.

Jeg håber virkelig at fødevareminister Henrik Høegh vil gøre alvor af sine udtalelser, og skærpe sanktionerne overfor de fiskere, der fisker ulovligt. For budskabet om at overholde fredningen af området er åbenbart ikke trængt igennem.

Den helt oplagte sanktionsmulighed er at fratage notoriske pirater retten til at fiske i kortere eller længere perioder. Hvis man ikke kan overholde fiskerilovgivningen, så mener jeg, at den ansvarlige politik må være at få de fiskere væk fra havet. En fratagelse af fiskerettigheder bør kobles med større bøder.

En anden mulighed – der dog ikke udelukker den første – er at gøre det obligatorisk for alle fartøjer at få et kamera installeret på sit fartøj. På den måde kan myndighederne se både hvor der fiskes og hvad der hives ombord. Regeringen har allerede søsat et projekt af denne art.

Jeg ved godt, at man ikke kan installere kameraer på alle danske fartøjer i morgen. Men så må der prioriteres.

Myndighederne kan passende begynde med at sætte kameraer på fartøjer, der fisker i havområder, der huser bestande der er fisket helt i bund og hvor der oven i købet foregår omfattende ulovligt fiskeri.

Sådan et område er Kattegat!

Der skal handles nu! Torskebestanden i Kattegat er i knæ, og der foregår tydeligvis derudover omfattende piratfiskeri oveni. Det er en dødsensfarlig cocktail, og opskriften på sikker deroute af vores havområder og fiskebestande.

Oliefund er en sort nyhed

Politiken kan her til morgen fortælle historien om, at det olieselskabet Cairn, der siden juli har boret i Grønland, har fundet olie. Den selvsamme borerig, som aktivister fra Greenpeace i sidste måned okkuperede i to døgn har fundet to forskellige slags olie, som nu er sendt på laboratorium i England. Hvis det virkelig er rigtigt, så er det en sort nyhed, der kan få fatale konsekvenser for havet omkring Grønland, Arktis og hele klodens klima.

Men først skal vil jeg lade tvivlen komme klimaet til gode. Det kan være at oliefundet ikke er et jackpot, fordi mængderne muligvis ikke er tilstrækkelige til, at det kan betale sig for Cairn og andre selskaber. Og der er kun to uger tilbage af denne sommers mulighed for at bore olie, så har både Cairn og Grønland en lang og isfyldt vinter til at besinde sig. Det er meget risikabelt at bore i Baffinbugten og det er helt unødvendigt at finde mere olie, for vi kan ikke engang tillade os at afbrænde al den olie, vi allerede har fundet.

Der er brug for et forbud mod alle nye efterforsknings- og olieboringer til havs. Hvis den globale temperaturstigning skal holdes under to grader, som det meste af verden er enige om er et absolut maksimum, så skal vi hurtigst muligt af med olie, kul og gas. Det er både realistisk og samfundsøkonomisk rentabelt at skifte til ren og sikker vedvarende energi.

Danmark set fra Europas oliehovedstad

I går, på dagen hvor Greenpeace fylder 39 år, ankom Esperanza med mig og mine kollegaer ombord til Aberdeen, byen der uofficielt kaldes for Europas oliehovedstad.

Efter at have været ombord i en måned for at aktionere imod Cairns olieboringer og lancere vores globale ’Go Beyond Oil’ tur, er vi nu nået til sidste stop på turen for mit vedkommende. Imens skibet og besætningen ombord fortsætter mod ukendte destinationer for at stoppe nye olieboringer, så vender jeg hjem til Danmark for at fortsætte kampen derfra.

Der er brug for det. I næste uge mødes medlemmerne af OSPAR i Norge. OSPAR er en sammenslutning af 15 lande, der har til formål at beskytte Nordøst-atlanten – herunder Østersøen.

Desværre er det så som så med beskyttelsen. Efter katastrofen i Den Mexicanske Golf kan der ikke længere herske nogen tvivl om, at de fortsatte og dybere prøveboringer efter olie i mere og mere barske egne er en af de absolut største trusler mod vores have og livet i dem. En af historiens absolut største miljøkatastrofer er ikke mange måneder gammel, og billedet af pelikaner smurt ind i olie sidder stadig på min og sikkert mange andres nethinde, og den amerikanske regering fastholder sit forbud mod nye dybhavsboringer, indtil undersøgelsen af katastrofen er overstået.

I næste uge, når OSPAR-landene mødes, er dybhavsboringer givet vis på programmet, men chancen for, at der reelt træffes progressive beslutninger, er desværre nærmest ikke-eksisterende. OSPAR omfatter lande som Norge, Danmark, Tyskland og England, der ofte beskriver sig selv som førende på miljøområdet. Men førertrøjen bliver taget af, hvis det at holde den på indbefatter at være nødsaget til at genere olieindustrien.

Tyskland står alene tilbage med et ønske om et midlertidigt forbud mod de risikable dybhavsboringer – helt alene. Ingen andre lande tør støtte op om det. Specielt ikke den danske regering. Løkke, Lykke og kompagni fastholder, at Danmark ikke kan have en holdning, da man i rigsfællesskabet skal tage hensyn til Grønland og Færøerne.

Det er nærmest ufatteligt, hvordan den danske regering siden klimatopmødet i København har glemt alt om miljø og klima og nu igen kun fokuserer på kortsigtede økonomiske interesser.

Vi kan kun afbrænde en fjerdedel af de kendte, globale fossile reserver, hvis vi skal holde den stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på under to grader. Det betyder, at vi må afholde os fra at lede efter nye fossile brændsler – såsom olie, kul eller gas – og i stedet bestræbe os på hurtigst muligt at begrænse vores fossile afhængighed.

Det lader til, at regeringen har glemt, at den meget kortvarigt op til klimatopmødet prøvede at skabe en grøn profil. I stedet støtter regeringen nu dybhavsboringer, modarbejder en ordentlig klimalovgivning i EU og tillader mere kul i Danmark.

Alt imens smelter isen på Nordpolen med rasende fart. I dag kom det frem, at afsmeltningen denne sommer har været så omfattende, at isen dækker under 5 millioner kvadratkilometer – det er kun tredje gang nogensinde, at forskere har målt isdækket til at være så begrænset.

Olieindsmurte aktivister fortsætter kampen

I badetøj smurte omkring et dusin Greenpeace-aktivister sig ind i beskidt og farlig olie for at tage imod deltagerne ved World Energy Congress (WEC), der startede i går i Montreal, Canada. Omkring 60 aktivister fra Greenpeace var mødt op for at fortælle deltagerne, at verden har et desperat behov for, at vi ligger udvindingen af olie og andre fossile brændstoffer bag os, og i stedet udvikler mere grøn og bæredygtig energi.

© François Pesant / Greenpeace

Greenpeace er ikke alene med budskabet til de 5.000 konferencedeltagere, der er mødt op fra regeringer, industrien, internationale organisationer, universiteter og industrielle sammenslutninger. Sammen med 27 andre organisationer havde Greenpeace arrangeret en demonstration, der med flere hundrede børn, unge og gamle benyttede lejligheden til at bede verden om at ”go beyond oil”.

Demonstrationen i Canada er blot det seneste begivenhed i kampen for at stoppe grådige internationale olieselskaber i deres higen efter klodens sidste dråber olie i Arktis. For under to uger siden klatrede fire aktivister fra Greenpeace op på ’vildkatten’ Cairns borerig, Stena Don, i Baffinbugten. Den arktiske vinter er på trapperne, og efter 12 dages fredelig protest er Esperanza nu sejlet sydpå for at fortsætte kampen mod de risikable og unødvendige boringer.

Fiskens dag

I morgen er det fiskens dag!

Det er den dag at fiskehandlere og fiskerierhvervet vil fortælle danskerne, at de skal spise mere fisk, fordi det er så sundt og smager godt.

Det kan jeg jo ikke være uenig i, men i dette reklamefremstød for fiskerierhvervet skøjtes der let og elegant henover det faktum, at vores havområder og de fisk, der lever der, er i krise!

Ålen er ved at uddø, torsk er i mange farvande kraftigt overfisket, og mange af de fiskearter der før var velkendte i de indre danske farvande, fx helleflynder og kuller, er enten helt forsvundet eller blevet meget sjældne.

Samtidig har trawlfiskeriet i den grad haft en så tydelig negativ effekt på vores havnatur, at det for mig er helt uforståeligt, at der ikke endnu er kommet meget skrappere restriktioner på denne form for fiskeri. Fx har en ny rapport fra Europaparlamentet vist, at en udelukkelse af trawlfiskeri giver meget mere sunde og produktive fiskebestande.

Den gode nyhed er dog, at det er muligt at vende udviklingen. Hvis bundtrawl forbydes, og der oprettes beskyttede områder der, hvor der er sårbar natur, gyde- og opvækstområder for fisk – så er vi kommet rigtig langt i at sikre et sundt hav, hvorfra vi også kan få store gode fisk i fremtiden.

Jeg vil tage min søn med ind på rådhuspladsen når fiskens dag fejres i morgen. Her vil jeg stille spørgsmål til bæredygtigheden af den fisk der præsenteres og spørger ind til hvordan fiskerierhvervet har tænkt sig at arbejde aktivt for at der oprettes beskyttede områder på havet.

Jeg håber at rigtig mange vil stille de samme spørgsmål. For kun ved at beskytte havet i dag kan vi fejre fiskens dag i 2050.

Kap Farvel

I går, samme dag som Esperanza forlod Grønland og satte kurs mod nye mål i Greenpeaces Go Beyond Oil-tur, offentliggjorde BP deres egen rapport over oliekatastrofen i den Mexicanske Golf. I den prøver oliegiganten at skyde ansvaret fra sig uden dog at have held til at skjule de fatale personlige fejl og den inkompetence, der sammen med en række tekniske fejl førte til ulykken.

Der er ingen tvivl om, at de samme fejl vil kunne findes på andre boreplatforme rundt om i verden.

Imens olieindustrien i stigende grad bliver tvunget til at lede efter olie i svært tilgængelige egne og under risikable forhold, bliver klimaforandringerne mere og mere tydelige. Vi har lige forladt Cairns olieboringer ud for Diskoøen og sejler nu sydpå. Alt imens den grønlandske regering har åbnet op for risikable dybhavsboringer, smelter indlandsisen, og de nordligste egne er dækket af is i kortere perioder fra år til år.

Vores protest mod Cairns boringer har skabt debat i store dele af verden, og det er en debat, der er nødvendig. Menneskeheden er i en overgangsfase, og det kræver en global indsats, hvis vi skal ligge afhængigheden af de fossile brændsler på hylden. Det kræver, at vi i fællesskab bliver enige om, at vi allerede har fundet mere en rigeligt af disse fossile brændsler.

Vores klima kan ikke engang tåle, at vi brænder alt det, vi allerede har fundet af. Derfor er det håbløst at lede efter mere – lige meget hvor det sker i verden.

Jeg håber, at det grønlandske folk også kan se nødvendigheden i at stoppe afhængigheden, og jeg håber, at Grønland i en ikke så fjern fremtid vil være med til at arbejde for at sætte en stopper for eftersøgningen af olie.

Jeg har dog også stor forståelse for det grønlandske folks ønske om udvikling. Grønland er også i en overgangsfase, hvor man skal finde balancen imellem den gamle fangerkultur og en industrialisering af samfundet. Men ønsker grønlænderne at begå den samme fejl som resten af verden? Ønsker de at opbygge en afhængighed af fossile brændstoffer og globale oliegiganter?

Hvis Grønland vælger oliens vej, er det ikke sikkert, at landet vil opleve den samme katastrofe som den i den Mexicanske Golf. Men risikoen er der uomtvisteligt, og hvis uheldet er ude, så kan grønlænderne ikke længere selv vælge, hvordan balancen imellem det gamle og det nye skal være. Så er fiskeriet allerede ødelagt i stor udstrækning, og valget dermed allerede truffet.

Olieudslip i Den Mexicanske Golf er alvorligt, og så sent som i dag har Greenpeaces team ombord på skibet Arctic Sunrise fundet olie på strandene på Horn Island ved Mississippi, hvor havskildpadder har deres reder.

Det kan synes uretfærdigt, at klimaet er så plaget af de rige landes uslukkelige tørst efter olie, at det nu er nødvendigt at lade olien ligge i jorden. Også i Grønland, hvor behovet for en økonomisk vitaminindsprøjtning er tydelig. Men situationen er allerede dybt alvorlig for mange mennesker verden over, der er blevet forvandlet til klimaflygtninge. Og når østaterne i Stillehavet forsvinder, er skelnes der ikke imellem olie fra Grønland og olie fra Danmark – så bærer vi alle skylden.

Derfor håber jeg, at Grønland, som det første men ikke sidste land i verden, i stedet vil satse på at vise, at de er i stand til at sætte fornuft og medfølelse før profit, og lade olien blive, hvor den end måtte være.

Endnu en ulykke i Den Mexicanske Golf

Der er gået mindre end 24 timer siden, at de fire aktivister fra Greenpeace måtte afbryde deres blokering af boreriggen Stena Don i Baffinbugten ud for Grønlands vestkyst, og blev anholdt af politiet, til at vi modtager nyheden om en eksplosion på en borerig i Den Mexicanske Golf. Eksplosionen bragte 13 ansatte i alvorlig fare og et oliespil der har spredt sig på over én km er indtil videre blevet observeret. Hvis platformen ikke for tiden havde været under ombygning, så kunne konsekvenserne have været langt større.

Mariner Energys boreplatform, Vermilion 380, står i flammer i Den Mexicanske Golf. © Greenpeace / Andy Levin

Flere steder er vores fredelige protest i Baffinbugten blevet betragtet som gemen kriminalitet, og som et forsøg på at nægte Grønland deres mulighed for økonomisk udvikling. Intet kunne være længere fra sandheden. Eksplosionen på BP’s boreplatform tilbage i april, der sendte 11 arbejdere i døden og over 750 millioner liter olie ud i Den Mexicanske Golf, var på mange måder et ’wake-up call’. Og vi så igen – i går – at ulykken ikke er enestående. Ifølge det amerikanske Bureau of Ocean Energy Management, Regulation and Enforcement har der inden for de seneste 10 år været 858 brænde og eksplosioner.

Mens politikere i USA, Grønland og mange andre steder altid lover, at sikkerheden er i top, sker det altså igen. Offshore ulykker er uundgåelige. I Den Mexicanske Golf såvel som i Arktis. Derfor var det hverken økonomisk undertrykkelse eller gemen kriminalitet, da Greenpeace søsatte den fredelige protest mod Cairns boringer i Baffinbugten. Det var en nødvendig protest. En protest på vegne naturen og dyrelivet i Arktis og på vegne af de millioner af mennesker, der allerede nu lider under klimaforandringerne. Vores globale klima er i rasende fart på vej mod en uoprettelig skade. Vi kan kun tåle at brænde 25 % af de allerede kendte olie-, kul- og gasreserver af, hvis vi skal forhindre klimaet fra at gå amok.

På trods af løfter fra olieindustrien og regeringer verden over, så får olieselskaberne lov til at køre videre som om intet var hent. Business af usual. Og derfor er der brug for protester som den mod Cairn.

I Grønland forsikrer både Cairn og den grønlandske regering, Naalakkersuisut, at Cairns boringer ikke sker på samme dybder, hvor BP-ulykken indtraf, og dermed ikke udgør samme sikkerhedsrisiko. I går så vi med alt tydelighed, at lavere dybder ikke er en garanti for sikker olieboring. Ulykken indtraf på Mariner Energys boreplatform, der borer på blot lidt over 100 meters dybde.