• Grådighed eller omtanke?

    Udgivet den 28. august 2010 Jon Burgwald 2 kommentarer

    Mens Cairn borer på livet løs, bliver det mere og mere tydeligt, at vi måske kun ser toppen af isbjerget. Flere og flere virksomheder melder sig ind i kapløbet for at finde olie ud for Grønland. Og selvom det indtil videre kun er Cairn, der er dumme nok til rent faktisk at begynde at bore heroppe, så er det kun et spørgsmål om tid, før flere kommer til. Logisk nok betyder det også bare, at des flere der kommer til, des større bliver risikoen samtidig for et udslip. Det er nu, slaget skal stå – det er nu, vi skal protestere.

    Et brandslukningsskib forsøger at smelte et isbjerg i nærheden af Stena Fourth boreskib. © Greenpeace / Will Rose

    Et brandslukningsskib forsøger at smelte et isbjerg i nærheden af Stena Fourth boreskib. © Greenpeace / Will Rose

    Danske virksomheder som DONG og Mærsk har længe pralet af deres hensyn til miljøet. Mærsk har aktivt arbejdet for begrænsninger i skibsindustriens udledninger, og DONG’s direktør, Anders Eldrup, har offentligt advokeret for at hæve EU’s reduktionsmål. Alligevel er de også villige til at begive sig ud i et hensynsløst olieeventyr heroppe i det kolde nord. Hvad tænker de på? Mener de helt seriøst, at det er den rigtige vej at gå, hvis vi skal bremse klimaforandringerne? Der bliver nødt til at være handling bag deres fine ord. De bliver nødt til at trække vejret en ekstra gang og træffe det rigtige valg. Desværre mangler verden virksomheder, der tænker længere end morgendagen og næste års regnskab.

    Efter klimatopmødet i København i vinter har der været en vis politiker/FN-lede. Politikerne kommer med alverdens fine løfter, som straks kameraerne er slukket ryger i den første og bedste skraldespand. Men det man hurtigt glemmer, det er at virksomhedernes flotte ord og henstillinger meget ofte går den samme vej.

    Menneskeheden har ikke brug for grådige olieselskaber, der fortsætter med at dræne planeten for den sidste dråbe olie – vi har brug for visionære regeringer og virksomheder, der tør gå forrest og sikre en bæredygtig udvikling for menneskeheden.

     

    2 responses to “Grådighed eller omtanke?” RSS-ikon

    • Hvad bliver der gjort for at stoppe det og hvad kan man som enkeltperson gøre?

    • Hej Dimitri,

      Lige nu befinder jeg mig på Greenpeace-skibet, hvor boringerne i øjeblikket foregår. Vi er heroppe for at protestere mod boringerne, men samtidig arbejder Greenpeace globalt for at nedbringe brugen af fossile brændsler som olie, kul og gas. Vi arbejder også intensivt på at få indført forbud mod dybhavsboringer efter olie – ikke kun ud for Arktis, men i hele verden. Desværre vil den danske regering ikke arbejde for et forbud mod dybhavsboringer under det der hedder OSPAR, som blandt andet inkluderer dansk farvand.

      Som privatperson er det svært, at gøre noget fra dag til dag, men man kan sikre sig at den person man bestemmer på, arbejder for et globalt forbud. Du kan læse mere om det på greenpeace.org eller gobeyondoil.org

      Med venlig hilsen,
      Jon