-
Drama ved verdens ende Udgivet den 23. august 2010 7 kommentarerJeg står på broen af Esperanza og kigger på boreriggen Stena Don, der borer efter olie ud for Grønlands vestkyst. Vi er blevet mødt af det danske krigsskib Vædderen, som har oplyst os om en sikkerhedsgrænse på 500 meter fra riggen, som vi ikke må overskride.
Grønlands politi har en båd i området, der er assisteret af 3 gummibåde, der skal holde os væk fra boreriggen.
Billedet af militærskibe og den enorme boreplatform i disse øde egne, der ellers kun huser hvaler og isbjerge, er noget, der brænder sig fast på nethinden. Tænk på hvad en ulykke ville betyde for den uspolerede, arktiske natur? For ikke at tænke på de grønlandske fiskere og fangere?

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad der går igennem hovedet på ejerne af Cairn (det skotske olieselskab bag boringerne) i disse dage og uger. Tænker de kun på den potentielle profit og på at sætte flere millioner ind på kontoen, eller er der også et gran af tvivl, en lille del af dem, der har lyst til at sige stop – det håber og tror jeg på. Cairn er kendt for sin villighed til at tage risici, men det har hidtil været med egne penge. Nu er det i stedet miljøet, klimaet og de grønlandske fiskere, der står for skud.
Sim, et af crew-medlemmerne ombord på Esperanza, er født og opvokset i New Mexico. Han var i Louisana, da Deep Water Horizon brød i brand og har med egne øjne oplevet, hvad katastrofen betød for havet, for strandene og for de lokale. Det, der er svært at forstå, er at konsekvenserne af en tilsvarende ulykke her kan være meget større. Det kolde vejr, vinterisen og den manglende infrastruktur vil betyde, at både mængden af olien fra et udslip, og tiden det vil tage, før olien er væk, vil være meget større.
Det absolut værste scenarie, jeg kan forestille mig, er at der sker et udslip så tæt på, at isen lukker til, at man bliver nødt til at lade olien fosse ud over vinteren, uden at man kan gøre noget ved det. Der er 14 skibe, der skal hjælpe til i området. I Den Mexicanske golf var der over 6.500, og alligevel siger uafhængige forskere, at der stadig er omkring 80 % af olien tilbage.
Den grønlandske regering og Cairn har gang på gang påstået, at de følger de højeste sikkerhedsstandarder og gør alt i deres magt for at forhindre en ulykke. Men har man nogensinde hørt et selskab sige andet? Er der nogen sinde en regering, der har udtalt, at de ikke stiller de højeste sikkerhedskrav? Alligevel er det gang på gang gået galt. Og alligevel vil Cairn ikke offentliggøre deres beredskabsplan, og det grønlandske Råstofdirektorat vil ikke mødes med Greenpeace.
Og olieboringerne handler ikke kun om risikoen for en ulykke. Det handler også om, at vores klima ikke kan tåle afbrændingen af flere fossile brændsler. Vi har kun råd til at afbrænde en fjerdedel af de kendte fossile reserver. At blive ved med at lede efter mere olie vil ikke ændre på det.
Hvis verdens regeringer virkelig står bag det løfte, de gav i København om at bremse klimaforandringerne, så må det første skridt være et globalt stop for de værste fossile brændsler – herunder dybhavsboringer efter olie.
De boringer vi oplever nu, er kun en prøveklud for alverdens olievirksomheder, der står på spring for at omdanne Arktis til et oliehelvede, hvor risikoen for en katastrofal ulykke kun vil vokse og vokse. Derfor er jeg i Arktis. For at gøre mit yderste for at forhindre en enorm fejltagelse.
7 responses to “Drama ved verdens ende”

-
Er i fuldstædigt fra den.
Hvad hjælper det at være 2km fra riggen. I skulle være 1500 km væk, da i ikke udretter noget på den afstand og gå ikke længere på riggen da specialt jeres chef der har ansvaret for jer og skibet kan komme i store problemer. Brug jeres kræfter i medierne. -
“Tænk på hvad en ulykke ville betyde for den uspolerede, arktiske natur? For ikke at tænke på de grønlandske fiskere og fangere?”
Hvad var det lige Greenpeace forårsagede i 1980′erne da I førte en heksejagt på Grønlandske fangere? Jeres angreb på sælfangsten medførte et globalt fald i sælskindspriser og den i dag er man stadig nødt til at subsidiere sælfangsten i Grønland – for at opretholde et anstændigt leveniveau i bygderne.
Cairns licensområder er “normalt” fri for havis fra juli til november, og antallet af isbjerge i området er faktisk ikke særligt stort. Jeres såkaldte “iceberg alley” ligger helt inde ved kysterne (den grønlandske og canadiske). Det er en ommer !
-
Allan Chemnitz 23. august 2010 kl. 19.44
Det er måske verdens ende for jer, og i bund og grund er I vel ligeglade med os der bor her… i det I kalder verdens ende. For os er vi tæt på verdens centrum. Der er en grund til at Inuit kalder nordpolen for qalaseruaq… hvilket betyder “Den store navle”. For os er dette centeret. Det er også vores fangeres børn der er gået sultne i seng siden Greenpeace med stor succes smadrede et indtægts grundlag, baseret på bæredygtighed gennem tusind år. Vores børn går stadigvæk sultne i seng.
-
Carl Skou 23. august 2010 kl. 20.42
Greenpeace…Jokker de igen i spinaten??? Se dette blogindlæg http://blog.tv2.dk/pertti/entry380990.html
-
Lad Grønland blive selvtændige.
Håber i alle bliver anhold og smidt hjem hvorend i alle kommer fra. -
Ove H. Nielsen 26. august 2010 kl. 19.01
Jeres manipulerende fremfærd er afskyelig. Måske på grund af uvidenhed – men det er bestemt ikker nogen undskyldning.
Vi så det i 80-erne, da I fik nedlagt det grønlandske fangererhverv på falske præmisser.
Og nu igen:
“Det danske krigsskib “Vædderen” !!!
“Vædderen” er et inspektionsfartøj, som varetager fiskeriinspektion og redningstjeneste. Men Greenpeace ønker som sædvanligt på løgnagtig vis at overdramtisere kendsgerningerne.
Og så skal det lige oplyses, at Baffinbugten ikke fryser til med fastis, så skrækscenariet om udfossende olie under isen er fuldstændigt ubegrundet.
I en debatudsendelse d.d. på P1 hørte jeg en repræsentant for Greenpeace sige noget i retning af “et farvand, som det meste af året er dækket af is”.
Det er en himmelråbende falsk påstand. Igen typisk for Greenpeace. -
Knud Seblon 28. august 2010 kl. 14.44
Hvorfor er Greenpeace ikke med i diskussionen med planerne med om at etablere aluminiums smeltere i Grønland? Alcoa har store planer om at udnytte grønlands ubegrænsede vandkraft potentiale og en ny omgang forurening i både økonomisk og miljømæssige hensigender misbrug i´kan starte i Grønland. Vi ser aluminiums industrien lave lønsomhed i Island sat i forhold til tilsvarende industrier. Skal det også ske i Grønland?
-


Ole 23. august 2010 kl. 18.19