• Lad ikke Cairn blive Grønlands BP

    Udgivet den 18. august 2010 Jon Burgwald 1 kommentar

    I går fik det skotske firma Cairn tilladelse af Naalakkersuisut (den grønlandske regering) til at foretage yderligere to boringer ud for Diskobugten. Det er en meget forhastet beslutning, som jeg frygter, kan komme til at forfølge det grønlandske folk i mange år.

    Jeg er i disse dage i Nuuk med tre af mine kollegaer, hvor vi forgæves har forsøgt at etablere en dialog med det grønlandske Råstofdirektorat. Vi har indsendt et høringssvar, der peger på en lang række uregelmæssigheder, som Cairn bliver nødt til at adressere.

    Desværre har Råstofdirektoratet hverken fulgt op på høringssvaret eller ønsket at mødes med os. Det ligger direkte i forlængelse af, at man tidligere på sommeren nægtede offentligheden adgang til Cairns beredskabsplan i tilfælde af et olieudslip.

    Da Naalakkersuisut åbenbart ikke ønsker dialog og åbenhed, har vi i stedet taget initiativ til et borgermøde i Nuuk i morgen, hvor vi vil beskrive de katastrofale konsekvenser af udslippet i Den Mexikanske Golf, og diskutere hvorfor de grønlandske boringer er særlige problematiske.

    Vi håber selvfølgelig, at politikere, embedsmænd, den grønlandske befolkning og måske Cairn vil komme til borgermødet, men ellers ser jeg frem til en åben debat med interesserede grønlændere.

    Vi har igennem historien set (Shell i Nigeria og Antarktis, BP i Den Mexikanske Golf, Exxon ved Exxon Valdes, China Oil i Dahlian) at olieselskaber altid sætter profit i første række, og at miljø og sikkerhed kommer i anden række.

    Derfor er det nødvendigt, at problemerne ved de konkrete boringer og ved boringer i Arktis generelt kommer frem i lyset og ikke bliver ignoreret af Naalakkersuisut. Det kan kun ske gennem en åben og ærlig dialog.

     

    1 responses to “Lad ikke Cairn blive Grønlands BP” RSS-ikon

    • Henviser til http://www.sermitsiaq.ag
      hvor I kan se begivenhedernes gang i Grønland

      Se til højre i sitet: mest kommenterede, hvor I finder forskellige artikler der har med Greenpease.
      Vh. Knud Seblon, Nuuk