Nu går den ikke længere, Cairn!

Jeg har lige stået på dækket og set flere gummibåde med Greenpeace-aktivister sejle i fuld fart mod Cairns boreplatform ude i hvad der for mange må virke som midten af ingenting. Men efter at jeg de sidste ti dage har haft øjnene stift rettet mod boreplatformen, føles det vitterligt som verdens navle. Og des mere jeg tænker over, des mere syntes jeg der er om det.

Imens mine venner er ved at klatre op på boreplatformen for at stoppe Cairns ødelæggende fremfærd – i det mindste for bare et øjeblik – så bliver det mere og mere klart, at menneskeheden står ved en determinerende skillevej og at denne kamp kun er en af mange, hvis vi skal forhindre den globale katastrofe vi med lukkede øjne er på vej imod.

Greenpeace-aktivister på vej mod boreriggen Stena Don i Baffinbugten

I takt med at menneskehedens higen efter fossile brændsler stiger, og CO2-udslippet følger efter, tilsidesætter snæversynede politikere og grådige olieselskaber hensynet til mennesker og miljø. Og selvom organisationer som Greenpeace gør alt hvad vi kan, så vil det ikke være nok. Selvom vi forhåbentlig kan forhindre Cairn i at blive færdige med deres boringer i år, jamen så kommer der for hver boresæson kun flere og flere olieselskaber til – og slaget står ikke kun i Arktis. Det står i Canada, hvor de samme profithungrende selskaber ødelægger den unikke skov, forurener floderne og bogstavelig talt forpester livet for befolkningen for at kunne få fat på olien der ligger gemt i undergrundens tjæresand.

Det står i USA, hvor Obama ikke har vist formatet til at vende landet væk fra kul og olie, men i stedet ignorer alle globale forpligtigelser. Det står i de fattige lande, hvor virksomhederne skruppelløst søger nye markeder uden regulering og uden krav i stedet for at søge den bæredygtige udvikling der er pinedød nødvendig. Det står i vores eget lille land, hvor vores regering har forspildt chancen for at føre os ud af den fossile tidsalder, og i stedet har foretrukket at tækkes et parti for hvem klimaforandringerne er ikke-eksisterende.

Men det er ikke for sent – det må ikke være for sent. Menneskeheden har gang på gang vist, at vi har evnen til at opnå store ting på meget kort tid. Og det har meget sjældent, om nogensinde, været så vigtigt som nu. Vi har kun få år til at vende udviklingen og det kræver en indsats der både foregår lokalt, nationalt og globalt. Vi har ikke råd til, at politikerne skyder ansvaret og skylden på fjerne lande. Vi har ikke råd til at lade os lulle i søvn af fine ord og gratis løfter. Vi er nødt til at sikre handling og vi er nødt til at sikre den nu.

Det er derfor jeg er her i Arktis for at forsøge at bremse dette vanvid inden det går galt. Greenpeace bliver gang på gang spurgt, hvorfor vi ikke er et andet sted, hvorfor vi ikke fokuserer på nogle andre. Og der er ingen tvivl om, at det burde man. Man burde protestere mod brugen af fossile brændsler alle steder – og man burde protestere mod det uretfærdige i at de rige, hvide mennesker i den vestlige del af verden har skabt problemet, men nu vender det blinde øje til og nægter at påtage sig ansvaret.

Jeg og Greenpeace gør alt hvad der står i vores magt, men det der er brug for, det er at alle dem der kommer med gode råd til, hvad vi burde kaste os over, tog skeen i den anden hånd og selv kastede sig over det. Vi har brug for global bevægelse – ikke kun i ord men i handling. Jeg har intet problem med at folk kritiserer Greenpeace for dette og hint. Nej, det jeg har et problem med, det er at de ikke selv gør noget. Det kan godt være, at det får konsekvenser, men en ting er sikkert, og det er at hvis ikke vi handler, hvis vi ikke gør noget, så bliver konsekvenserne katastrofale.

Stå bag roret på et Greenpeace-skib

Har du drømt om at overtage roret på Esperanza på vej gennem Isbjerg alleen ud for Grønlands vestkyst – der hvor skibet er nu for at fremhæve risikoen ved dybhavsboringer? Eller hvad med at navigere Rainbow Warrior tæt på et skib, der forsøger at dumpe radioaktivt affald. Eller hvad med at ligge i en gummibåd og blokere for harpuner – uden at blive våd?

Det kan du nu fra din PC takket være softwareproducenten VSTEP. Det er firmaet bag Ship Simulator, der allerede bliver spillet af en halv million gamere – herunder en stor del af vores egne kaptajner, styrmænd og deckhands. Den nyeste udgave af spillet hedder Ship Simulator Extremes, og vi er med i spillet.

Der er 32 fartøjer, du kan styre i spillet – lige fra store olietankere til små hovercrafts. Blandt skibene finder du også vores eget Greenpeace-skib Esperanza og den endnu ikke byggede Rainbow Warrior III i sekvenser baseret på faktiske tidligere aktioner til søs. Skibene er alle lavet ud fra tekniske tegninger, CAD-tegninger og fotografier for at de opfører sig så naturtro som muligt. Du kan også sende en gummibåd af sted gennem bølgerne.

Du kan lægge til i naturtro havne, og der er variabler som vindhastighed, bølgehøjde, vejr og dagslys for at tilpasse dit eventyr. Du kan oprette dine egne missioner, som du kan uploade til andre spillere, og når du fuldfører en Greenpeace-mission, kan du se en video med en af vores kaptajner, der fortæller, hvordan det virkelig gik.

Bedst af alt: Køber du donationudgaven af spillet, går 20 procent af overskuddet til at bygge den ægte nye Rainbow Warrior, og du har chancen for at vinde en tur på en af hendes første sejladser.

Her er et smugkig på, hvordan spillet ser ud.

Du kan også høre og se mere om spillet på denne Walkthrough.

Danmarks Fiskeriforening skal sætte handling bag ordene

Igennem længere tide er Greenpeace løbende blevet tippet om ulovligt fiskeri foregående primært fra Gilleleje havn. Det ulovlige fiskeri har ifølge de tip, jeg har fået, foregået både i Øresund, ved ulovlige landinger og ved fiskeri i et område, der er fredet for at beskytte torsken i Kattegat, der er faretruende tæt på kollaps.

Det er ikke nyt for Fiskerikontrollen, at der foregår ulovligheder i dette område, heller ikke for den svenske kystvagt og det er heller ingen hemmelighed i Gilleleje. Vi har filmet 4 fartøjer, der lå inde i det fredede område og trawlede – og de kunne se hinanden.

Alle ved altså det foregår. Hvad der mangler er politisk handling for at stoppe det.

For selvom fiskerikontrollen faktisk fanger piratfiskerne, når de er på rov i det fredede område – ja så fortsætter det ulovlige fiskeri tydeligvis. Der er brug for større bøde, bedre overvågning og en mulighed for fiskerikontrollen til at fratage fiskerne deres licenser, hvis de gang på gang fanger dem i ulovligheder.

Det er sørgeligt at læse de udmeldinger, der kommer fra fiskere i Gilleleje og formanden for Danmarks fiskeriforening, Svend-Erik Andersen. De forsøger i et desperat forsøg på at fraskrive sig et ansvar at skyde torskens dramatiske tilbagegang på klimaforhold og miljøpåvirkninger.

De taler imod bedrevidende, for de ved udmærket godt at det ikke er rigtigt! Hovedårsagen til, at der næsten ikke er torsk at finde i Kattegat er: fiskeriet. Det siger biologerne og det ved fiskerne.

Fiskeriet er simpelthen hovedsynderen, og bundtrawling i særdeleshed.

Bundtrawling er nemlig intet mindre end en katastrofe både for økosystemet og fiskeriet. Det blev påvist i en rapport fra EU Parlamentet så sent som i maj i år.

Rapporten fastslog, at fiskebestandene og torsken har det meget bedre i Øresund end i Kattegat simpelthen fordi der ikke trawles. Og fiskerne vil vel ikke påstå, at miljøet er så markant anderledes i de to naboområder, at det kan forklare den store forskel i bestandenes tilstand!

Hvis formanden for Danmarks Fiskeriforening , Svend-Erik Andersen, virkelig “ikke kan acceptere ulovligt fiskeri”, så ser jeg frem til, at Danmarks Fiskeriforening støtter de politiske vinde, der nu blæser, takket være Greenpeace’ afsløringsarbejde i Kattegat, og arbejder for højere straffe og større sanktioner for piratfiskere!

Eller vil Danmarks Fiskeriforening lade piratfiskerne grine hele vejen hen til banken, imens den sidste torsk forsvinder fra Kattegat?

Jeg arbejder for at beskytte vores havområder og de dyr, der lever der. Inklusiv torsken. Jeg kan simpelthen ikke sidde og se på, at en håndfuld fiskere fra Gilleleje åbenbart er rystende ligeglade med, fiskebestanden i Kattegat. Kattegat torsken er en del af økosystemet, forsvinder den, ændrer økosystemet sig drastisk.

Grådighed eller omtanke?

Mens Cairn borer på livet løs, bliver det mere og mere tydeligt, at vi måske kun ser toppen af isbjerget. Flere og flere virksomheder melder sig ind i kapløbet for at finde olie ud for Grønland. Og selvom det indtil videre kun er Cairn, der er dumme nok til rent faktisk at begynde at bore heroppe, så er det kun et spørgsmål om tid, før flere kommer til. Logisk nok betyder det også bare, at des flere der kommer til, des større bliver risikoen samtidig for et udslip. Det er nu, slaget skal stå – det er nu, vi skal protestere.

Et brandslukningsskib forsøger at smelte et isbjerg i nærheden af Stena Fourth boreskib. © Greenpeace / Will Rose

Danske virksomheder som DONG og Mærsk har længe pralet af deres hensyn til miljøet. Mærsk har aktivt arbejdet for begrænsninger i skibsindustriens udledninger, og DONG’s direktør, Anders Eldrup, har offentligt advokeret for at hæve EU’s reduktionsmål. Alligevel er de også villige til at begive sig ud i et hensynsløst olieeventyr heroppe i det kolde nord. Hvad tænker de på? Mener de helt seriøst, at det er den rigtige vej at gå, hvis vi skal bremse klimaforandringerne? Der bliver nødt til at være handling bag deres fine ord. De bliver nødt til at trække vejret en ekstra gang og træffe det rigtige valg. Desværre mangler verden virksomheder, der tænker længere end morgendagen og næste års regnskab.

Efter klimatopmødet i København i vinter har der været en vis politiker/FN-lede. Politikerne kommer med alverdens fine løfter, som straks kameraerne er slukket ryger i den første og bedste skraldespand. Men det man hurtigt glemmer, det er at virksomhedernes flotte ord og henstillinger meget ofte går den samme vej.

Menneskeheden har ikke brug for grådige olieselskaber, der fortsætter med at dræne planeten for den sidste dråbe olie – vi har brug for visionære regeringer og virksomheder, der tør gå forrest og sikre en bæredygtig udvikling for menneskeheden.

Fiskere fra Gilleleje uden forsvar

Her til aften kunne Greenpeace afsløre og TVA rapportere, at en gruppe af fiskere fra Gilleleje fisker i et fredet område i Kattegat. Området er en sidste redningsplanke for Kattegattorsken, der næsten er fisket helt i bund. Den er en af Europas mest pressede bestande.

Fiskerne stod på havnen i Gilleleje uden andet forsvar end, at der er mange regler at følge og det kan godt være det smutter en gang imellem. Men vores dokumentation viser, at det ikke smutter en gang imellem. Det smutter regelmæssigt og ofte, og de har udmærket styr på, hvor grænserne går. Fiskerne saver den gren over, de selv og alle deres mere regelrette kolleger sidder på og de ødelægger livet i havet.

Nu har Greenpeace dokumenteret, at politikernes sidste, desperate forsøg på at redde torsken i Kattegat er fejlet på grund af begærlige fiskere. Dette område var kattegattorskens eneste konkrete håb og hvis vi fortsætter med at acceptere systematisk piratfiskeri i det lukkede område, er det håb slukket. Greenpeace kræver, at regeringen stopper det omfattende piratfiskeri, stopper overfiskeriet af torsken og opretter flere fuldt beskyttede områder på havet. Kun på den måde kan torsken, men også alle de andre fisk i Kattegat, reddes. Jeg håber, den proces kommer i gang nu, hvor Ida Auken, formand for Folketingets miljøudvalg for SF, kalder de to ansvarlige ministre i samråd.

Forsigtighedsprincip på Børsen?

Idag fremlægger Cairn, det britiske olieselskab, der lige nu borer efter olie i farvandet ud for Diskoøen ved Grønlands vestlyst og som jeg kan holde øje med gennem koøjet på min kahyt på Esperanza, halvårsregnskab. Men allerede igår kunne Guardian røbe, at Cairn har fundet tegn på olie i de to første boringer. For nyligt valgte Cairn at sælge halvdelen af sine licenser i Indien for i stedet at kunne investere massivt i Grønland.

Esperanza holder vagt ved Cairns to risikable olieboringer ved Grønland

Hvis det er korrekt, at der er fundet olie, så er det triste nyheder. Et oliefund her i Grønland vil sætte gang i en omfattende arktisk oliejagt, der ikke alene vil være en trussel for det sårbare, arktiske miljø, men som også vil mindske chancen for at forhindre de værste konsekvenser af klimakrisen.

De miljømæssige konsekvenser ved et olie-udslip i Arktis er katastrofale. BP-udslippet i Den Mexicanske Golf har vist, hvad der kan ske, og i et arktisk område som lige her i Baffinbugten ud for Aasiaat vil konsekvenserne være værre og oprydningsmulighederne meget færre. Et olieudslip kunne ødelægge ikke bare den grønlandske natur, men også fiskeri og fangstmuligheder, som stadig udgør 80 % af de grønlandske eksportindtægter.

Verden bliver nødt til at komme ud over sin ekstreme afhængighed af olie og andre fossile brændsler og i stedet for satse på rene teknologier hurtigst muligt. En oliejagt i Arktis er den helt forkerte retning. Hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under to grader, som de fleste lande er enige om, så kan vi kun tillade os af bruge en fjerdedel af de reserver af fossile brændsler, vi allerede har fundet. Der er altså slet ingen grund til at lede efter mere.

Idag står i pengenes tegn. Wall Street og børser verden rundt skal forholde sig til Cairns halvårsregnskab og vurdere om de tror på Cairns store satsning i Grønland. Jeg håber, at i det mindste nogle af aktiejakkesættene husker billederne fra BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf. Det ville være fantastisk, hvis Børsen husker forsigtighedsprincippet og ikke bare belønner Cairns store risikovillighed. For Cairn tager ikke kun en risiko på egne vegne, men spiller hazard med hele Grønlands fremtid.

Drama ved verdens ende

Jeg står på broen af Esperanza og kigger på boreriggen Stena Don, der borer efter olie ud for Grønlands vestkyst. Vi er blevet mødt af det danske krigsskib Vædderen, som har oplyst os om en sikkerhedsgrænse på 500 meter fra riggen, som vi ikke må overskride.

Grønlands politi har en båd i området, der er assisteret af 3 gummibåde, der skal holde os væk fra boreriggen.

Billedet af militærskibe og den enorme boreplatform i disse øde egne, der ellers kun huser hvaler og isbjerge, er noget, der brænder sig fast på nethinden. Tænk på hvad en ulykke ville betyde for den uspolerede, arktiske natur? For ikke at tænke på de grønlandske fiskere og fangere?

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad der går igennem hovedet på ejerne af Cairn (det skotske olieselskab bag boringerne) i disse dage og uger. Tænker de kun på den potentielle profit og på at sætte flere millioner ind på kontoen, eller er der også et gran af tvivl, en lille del af dem, der har lyst til at sige stop – det håber og tror jeg på. Cairn er kendt for sin villighed til at tage risici, men det har hidtil været med egne penge. Nu er det i stedet miljøet, klimaet og de grønlandske fiskere, der står for skud.

Sim, et af crew-medlemmerne ombord på Esperanza, er født og opvokset i New Mexico. Han var i Louisana, da Deep Water Horizon brød i brand og har med egne øjne oplevet, hvad katastrofen betød for havet, for strandene og for de lokale. Det, der er svært at forstå, er at konsekvenserne af en tilsvarende ulykke her kan være meget større. Det kolde vejr, vinterisen og den manglende infrastruktur vil betyde, at både mængden af olien fra et udslip, og tiden det vil tage, før olien er væk, vil være meget større.

Det absolut værste scenarie, jeg kan forestille mig, er at der sker et udslip så tæt på, at isen lukker til, at man bliver nødt til at lade olien fosse ud over vinteren, uden at man kan gøre noget ved det. Der er 14 skibe, der skal hjælpe til i området. I Den Mexicanske golf var der over 6.500, og alligevel siger uafhængige forskere, at der stadig er omkring 80 % af olien tilbage.

Den grønlandske regering og Cairn har gang på gang påstået, at de følger de højeste sikkerhedsstandarder og gør alt i deres magt for at forhindre en ulykke. Men har man nogensinde hørt et selskab sige andet? Er der nogen sinde en regering, der har udtalt, at de ikke stiller de højeste sikkerhedskrav? Alligevel er det gang på gang gået galt. Og alligevel vil Cairn ikke offentliggøre deres beredskabsplan, og det grønlandske Råstofdirektorat vil ikke mødes med Greenpeace.

Og olieboringerne handler ikke kun om risikoen for en ulykke. Det handler også om, at vores klima ikke kan tåle afbrændingen af flere fossile brændsler. Vi har kun råd til at afbrænde en fjerdedel af de kendte fossile reserver. At blive ved med at lede efter mere olie vil ikke ændre på det.

Hvis verdens regeringer virkelig står bag det løfte, de gav i København om at bremse klimaforandringerne, så må det første skridt være et globalt stop for de værste fossile brændsler – herunder dybhavsboringer efter olie.

De boringer vi oplever nu, er kun en prøveklud for alverdens olievirksomheder, der står på spring for at omdanne Arktis til et oliehelvede, hvor risikoen for en katastrofal ulykke kun vil vokse og vokse. Derfor er jeg i Arktis. For at gøre mit yderste for at forhindre en enorm fejltagelse.

Olieindustrien på dybt vand

Fredag forlod jeg Nuuk, hovedstaden i Grønland, hvor vi torsdag aften afholdt borgermøde, og steg ombord på det stolte Greenpeace-skib Esperanza. For første gang skal jeg ud på en længere sørejse, og hvilken mere passende lejlighed end vores go beyond oil-kampagne. Vi er på vej imod en ukendt destination for at stoppe nogle af verdens mest kritiske olieboringer. Selv efter den katastrofale ulykke i Den Mexicanske Golf, hvor over 750 millioner liter olie slap ud, fortsætter olieselskaberne med deres hensynsløse adfærd og sætter profit før hensyn til miljø og natur, og regeringer lader sig forblinde af løfterne om guld og grønne skove.
Efter i en periode at have arbejdet på at bremse for Cairns olieboringer ud for den grønlandske vestkyst, har jeg oplevet flere ting, der får mig til tvivle på, om der reelt er styr på sagerne. Et af eksemplerne er spørgsmålet, om hvorvidt boringerne ud for Diskobugten reelt er dybhavsboringer. Spørgsmålet er interessant, fordi risikoen ved dybhavsboringer er væsentligt højere end normale boringer. De grønlandske boringer er på 320-630 meter, men er det dybt? Ifølge Naalakkersuisut og Cairn, nej. Ifølge USA, Exxon og mange andre, ja. Obama-administrationens forbud mod nye dybhavsboringer går allerede fra 150 meter (500 fod) mens Exxon taler om at dybhavsboringer starter ved 400 meter. Der er mange definitioner på dybhavsboringer, men mit udgangspunkt er, at det ikke er selve antallet af meter der er afgørende, det er de teknikker der anvendes, og her er billedet meget entydigt:

• Et olieudslip vil praktisk taget opføre sig på samme måde om det foregår på 200 eller 1.200 meter. Olien vil nemlig på disse dybder reagere på trykket og spredes på et større område.
• Når man opererer på over 200 meter, kan man kun reparere eventuelle lækager og tekniske fejl med robotter og ikke med dykkere.
• Teknikken der anvendes af Cairn er i princippet præcis den samme som den der blev brugt på Deepwater Horizon.

Regeringer og olieselskaber forsikrer os gang på gang om, at alt er skønneste orden, og at alle sikkerhedsregler er taget – jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange det skal gå galt, hvor mange olieindsmurte dyr og ødelagte strande, vi skal være vidne til, før vi indser, at nogle risici altid vil være for store.

Mens jeg står og nyder solnedgangen og kigger på det umiddelbart uendelige ocean, kan jeg ikke lade være med at føle en smule mismod. Vores levevis medfører så meget ødelæggelse – for vores medmennesker og for miljøet. Men det går ikke længere. Vi bliver nødt til at se fremad og ikke bagud, vi bliver nødt til at forlade den fossile tidsalder – og det er derfor jeg har forladt min hjembys trygge favn for at stoppe den beskidte olie, hvor end det er nødvendigt.

Lad ikke Cairn blive Grønlands BP

I går fik det skotske firma Cairn tilladelse af Naalakkersuisut (den grønlandske regering) til at foretage yderligere to boringer ud for Diskobugten. Det er en meget forhastet beslutning, som jeg frygter, kan komme til at forfølge det grønlandske folk i mange år.

Jeg er i disse dage i Nuuk med tre af mine kollegaer, hvor vi forgæves har forsøgt at etablere en dialog med det grønlandske Råstofdirektorat. Vi har indsendt et høringssvar, der peger på en lang række uregelmæssigheder, som Cairn bliver nødt til at adressere.

Desværre har Råstofdirektoratet hverken fulgt op på høringssvaret eller ønsket at mødes med os. Det ligger direkte i forlængelse af, at man tidligere på sommeren nægtede offentligheden adgang til Cairns beredskabsplan i tilfælde af et olieudslip.

Da Naalakkersuisut åbenbart ikke ønsker dialog og åbenhed, har vi i stedet taget initiativ til et borgermøde i Nuuk i morgen, hvor vi vil beskrive de katastrofale konsekvenser af udslippet i Den Mexikanske Golf, og diskutere hvorfor de grønlandske boringer er særlige problematiske.

Vi håber selvfølgelig, at politikere, embedsmænd, den grønlandske befolkning og måske Cairn vil komme til borgermødet, men ellers ser jeg frem til en åben debat med interesserede grønlændere.

Vi har igennem historien set (Shell i Nigeria og Antarktis, BP i Den Mexikanske Golf, Exxon ved Exxon Valdes, China Oil i Dahlian) at olieselskaber altid sætter profit i første række, og at miljø og sikkerhed kommer i anden række.

Derfor er det nødvendigt, at problemerne ved de konkrete boringer og ved boringer i Arktis generelt kommer frem i lyset og ikke bliver ignoreret af Naalakkersuisut. Det kan kun ske gennem en åben og ærlig dialog.

Tid til handling

En række forskellige ting der har fundet sted den seneste tid, burde få politikerne til at stoppe op og tænke over, hvad en klimakatastrofe egentlig betyder – og få den begrænset mest muligt og hurtigst muligt.

I juli var vi vidne til en kedelig tendens i Arktis. Polarisens udbredelse var den anden laveste for juli måned nogensinde registret. Oven i det brækkede en isflage på størrelse med Manhattan af den grønlandske Petermann gletsjer for nyligt. Nu er den på vej ned gennem Nares Strædet, hvor grønlandske olieboringer venter længere sydpå.

Petermann gletsjeren i Nordvestgrønland © Greenpeace / Nick Cobbing

Denne sommer har det asiatiske kontinent været udsat for hidtil usete hedebølger.

I Rusland er hedebølgen en medvirkende årsag til de hidtil usete skovbrande, der hærger landet og har hyllet Moskva i røg. Yderligere vurderes det, at omkring en femtedel af hvedehøsten er gået tabt pga. vandmangel.

I januar var Nordamerika og Vesteuropa plaget af snestorm og hård frost, særligt Danmark var ramt af en særlig kold vinter. På trods heraf var januar 2010 den fjerde varmeste januar på globalt plan. På globalt plan var marts den varmeste marts måned nogensinde. Det var april også. Ligeledes var maj. Og minsandten om ikke juni fulgte i samme fodspor og blev den varmeste juni nogensinde. Resultatet fra juli er endnu ikke opgjort.

Den kolde vinter, hedebølgen i Rusland og den afbrækkede isflage betyder ikke noget isoleret set. Det er ikke muligt at knytte disse enkelte begivenheder til klimaforandringerne som sådan. Ikke desto mindre er de forfærdelige for de mennesker og dyr det går udover, og hvad forskerne forudser med klimaforandringerne er, at hyppigheden og graden af disse katastrofer vil øges.

Samtidig med at vejret bliver mere og mere ekstremt, bliver den menneskelige indflydelse mere og mere tydeligt. I USA har det værste olieudslip til dato i Den Mexicanske Golf smadret strandene og økosystemerne i Louisiana, Mississippi, og Alabama. Et fuldstændigt overblik over konsekvenserne er der endnu ikke nogen der har, men udsigterne er mildest talt dystre.

Selvom brønden nu er lukket i Den Mexicanske Golf, så vil konsekvenserne mærkes mange år ud i fremtiden. © Greenpeace / Daniel Beltrá

Fossile brændstoffer modtager mere støtte på globalt plan end vedvarende energi. Og det på trods af at de i forvejen tjener penge på, at bruge atmosfæren (og nu Den Mexicanske Golf) som deres kloak.

I mellemtiden har Greenpeace vist, at det ikke alene er muligt, at forsyne os selv med energi fra vedvarende kilder, der ikke forårsager al den ødelæggelse, men at vi i samme ombæring kan skabe omkring 8 millioner grønne jobs.

Med alle de eksempler jeg har listet ovenfor, er det forbløffende at regeringer verden over ikke fluks indkalder til krisemøde om udfasning af fossile brændstoffer og overgang til vedvarende energi. Det er imidlertid kun når bankerne er i krise, at den slags kan stables på benene.

Hvad fortæller det mig? Det fortæller mig, at vi nu mere end nogensinde har brug for personer – personer som dig – til at rejse sig op og kræve forandring. Kræv en energirevolution. Skriv et brev til vores statsminister, og spørg ham hvordan det kan være,  at vores land ikke gør mere for at gøre sig fri af vores afhængighed af de fossile brændstoffer. Fortæl dine venner og familie, at de skal gøre det samme. Slut dig til vores 10/10/10 kampagne, og lad os i fællesskab finde en løsning.