• Aktivistisk kemipolitik

    Udgivet den 23. april 2010 Henrik Pedersen Ingen kommentarer

    De gør det igen. Det alternative kemiflertal udenom regeringen bestående af oppositionen og regeringens støttepart, Dansk Folkeparti, udfordrer ikke kun regeringen men EU på kemikaliepolitikken. Først måtte Fødevareminister Høgh droppe at følge sin tidligere ministerkollega Eva Kjærs uforsonlige linje på Bisphenol A og følge flertallet imod det hormonforstyrrende stof. Nu gør det samme sig gældende for fire stk. hormonforstyrrende phthalater.

    Disse forbud der ved lov skal træde i kraft 1. oktober 2010 udfordrer EU. Ud fra et forsigtighedsprincip ønsker politikerne bag forslaget at beskytte forbrugerne, vores børn. Det bør være op til industrien at bevise, at de ikke er farlige i forbrugerprodukter rettet imod børn. Det er en anklage imod den indbyggede langsommelighed i den nye kemilov REACH.

    Det lykkedes kemiindustrien at presse EU til at gennemføre en langsommelig kemilov og spøgelset skræmmer. Før REACH var der kraftig smøl med at forbyde farlige stoffer. Historien må ikke gentage sig. Den danske udfordring af EU er på sin plads, for den stiller det afgørende spørgsmål; gør vi nok for at beskytte borgerne imod farlige stoffer. Så længe cocktaileffekterne ikke er medtaget i reguleringen af kemikalier, ligesom nanostoffer ikke er det, er svaret klart nej.

    Derfor er det forfriskende og absolut nødvendigt med disse initiativer fra det alternative flertal. Det er godt gået, men vel ikke holdbart for regeringen igen og igen at blive stemt ned i kemipolitikken. Måske var det på tide at den tog miljøet og borgernes bekymring alvorligt og selv præsenterede initiativer til at forbyde farlige stoffer. Indtil den vågner op er det godt vi har et aktivistisk flertal imod regeringen på kemiområdet.

    Der er lukket for kommentarer.