Michael Dell er vel ikke en struds …

Man skulle jo tro, det var løgn. Nu har Michael Dell udsat sit chefmøde efter Greenpeace’ aktioner i dag. Det handler øjensynligt om, at Dell ikke er klar med den lovede plan til udfasning af PVC og bromerede flammehæmmere inden 2011. I Indien, Holland og her i Danmark har Greenpeace ellers markeret dagen med bannere på Dell’s nationale hovedkvarterer.

Her i Ørestaden, hvor jeg står, hænger et stort banner med teksten ’Michael Dell: drop the toxics’ og foran hovedindgangen deler frivillige flyers ud, der forklarer hele problemet. Nemlig at Dell med Michael Dell’s egne ord skulle være “the greenest technology company in the world”. Dell ville være helt fri for de farlige kemikalier i 2009. Det lykkedes ikke. Der er stadig bromerede flammehæmmere og PVC i alle deres produkter og nu hedder det nye løfte fra Dell, at de er udfaset fra computerne i 2011.

Aflysningen kan vel tages som et tegn på, at Dell har opdaget, at Greenpeace har tænkt sig at kigge virksomheden over skuldrene og sikre, at den ikke løber fra løfterne én gang til. Her i København blev jeg i hvert fald vel mødt af den nordiske salgschef her til eftermiddag og han sætter et møde op med administrerende direktør, Steg Jørgensen, efter påske. Så nogen lytter, Dell får ikke fred fra Greenpeace foreløbig og vi glæder os til at se resultatet af Michael Dell’s chefmøde, når det nu bliver afholdt d. 19. april.

Drop den urimelige Arktis-klub

Den lukkede ”Arktiskklub” mødes denne gang i Gatineau Hills, Canada, hvor den danske regering har sendt justitsminister Lars Barfoed af sted for i dag at stikke hovedet sammen med udenrigsministrene fra Canada, Rusland, USA og Norge. Det var ellers Lene Espersen, der skulle have taget turen til Canada, men hun holder ferie.

Sammen skal ministrene diskutere fremtiden for et af verdens mest sårbare og vitale naturområder, der i disse år er genstand for en regulær forskningsforklædt hanekamp, som de fem lande bruger millioner og atter millioner kroner på at udkæmpe i håbet om at dokumentere mulige historiske tilhørsforhold til undersøiske højderygge og isdækkede jordskorper.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Alt sammen for at få andel i de enorme ressourcer, blandt andet olie, som den accelererende afsmeltning af den arktiske is paradoksalt nok har åbnet en ladeport op til.

Der står så mange oliemilliarder på spil, at al moral er sat til side – ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar. Vurderingen stammer fra 2007 og konkluderer, at kampen om undergrunden under Arktis udgør den største nuværende risiko for en global konflikt.

Det er selv sagt absurd at kæmpe om retten til at få adgang til mere af det fossile brændsel, som verden nødvendigvis må vende sig væk fra, hvis vi skal forhindre klimaforandringerne i at løbe løbsk. Det er dog også ganske absurd og ikke mindst urimeligt, at denne lukkede klub på fem nationer udelukker resten af verden fra deres møder. Ikke mindst ICC (Inuit Circumpolar Council), der repræsenterer 160.000 inuitter i de arktiske områder, Arctic Athabaskan Council, Island samt andre organisationer og lande med åbenlyse interesser i Arktis’ skæbne.

Imens nationerne omkring Arktis slås for at få del i ressource-eventyret, sidder ofrene tilbage. Det er de små samfund omkring Arktis, hvis levevilkår vanskeliggøres af klimaændringerne, og som er mere afhængige af naturen end nogen andre. Klimaforandringerne betyder allerede i dag, at der er færre dyr at jage, og at bl.a. Isbjørnen, hvalrossen og sælerne bevæger sig tættere og tættere imod truslen om udryddelse.

Området skal fredes

Der er kun en fornuftig løsning nemlig at indføre et øjeblikkeligt moratorium, der standser al industriel udnyttelse i de dele af Arktis, der før lå under hav-is. Det er den islinie, man ofte ser på kort, der viser et gennemsnit af ismængden i perioden 1979 til 2000.

Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

I det hele taget er klimaforandringerne et godt argument for at stoppe olieeventyret i Arktis her og nu. Det er almindeligt accepteret, at det er nødvendigt at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning så langt under to grader som muligt. For at det, kan lade sig gøre, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og ramme tæt på nul i 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Derfor er det klimamæssigt uacceptabelt fortsat at investere i at lede efter og udvinde olie. Især i arktiske områder, hvor  de klima- og forureningsmæssige konsekvenser er størst.

CEPOS købt af olielobbyen

Det er jo ikke rigtigt en overraskelse, at der var kulsorte penge bag
CEPOS’ fejlbefængte rapport om dansk vindkraft, som blev
brugt til at lobbyere USA tyndt som et modtræk mod Barack Obamas klimapolitik.
Men at det bare er, hvad vi kan forvente fra både kul- og olielobbyen og fra CEPOS, gør det ikke
mere i orden.

Vindmølleindustrien beder om en forklaring og Mette Gjerskov fra Socialdemokraterne mener, at CEPOS’ arbejde tenderer landsskadelig virksomhed. Jeg mener, at CEPOS burde trække rapporten tilbage. Simpelthen tage de 14 energieksperter og universitetsforskeres ord til sig og indrømme, at det var en smutter, der blev brugt at de helt forkerte mennesker.

CEPOS er en magtfuld og indflydelsesrig meningsdanner i Danmark, hvilket blandt andet kan ses ved, at statsministeren rekrutterer ministre fra dens bestyrelse. Jeg håber inderligt, at den her sag åbner regeringens og mediernes øjne for, hvor utroværdig CEPOS kan være.

Det er ikke godt nok

Nestlé vil afslutte deres samarbejde med palmeolieproducenten Sinar Mas, efter Greenpeace  har afsløret, at Sinar Mas’ produktion af palmeolie har fatale konsekvenser for regnskoven og orangutangens habitater i Indonesien. Dette passer ikke. Nestlé køber stadig palmeolie fra Sinar Mas gennem tredje parter som fx Cargill, der er verdens største mellemhandler af landbrugsafgrøder.

Uanset hvordan Nestlé vender og drejer det, så bliver det ikke andet end spin. Der vil forsat være palmeolie i Kitkat, som er udvundet fra plantager i Indonesien, der har orangutangen og regnskovens liv på samvittigheden.

Nestlé har i de seneste par dage været på overarbejde. Først forsøgte de at få fjernet Greenpeace’ spoofvideo fra Youtube, hvilket de havde succes med for en kort stund. Yderligere har de på deres Facebook side travlt med at forklare sig. Tag et smut forbi og se, hvordan folk har modtaget nyheden om deres Kitkat.

Du kan læse mere om Nestlés medvirken til rydning af regnskoven i Indonesien på Greenpeace’ hjemmeside, og dermed ødelæggelsen af orangutangens habitater samt udledning af store mængder CO2.

Kitkat i problemer

Vores kontroversielle video om Nestlés brug af palmeolie – og bidrag til ødelæggelsen af den indonesiske regnskov (og de orangutanger, der lever der) – har skabt røre i vandene. Filmen er blodig og grum, men også sand.

Nestlé og Youtube fjernede videoen i går på grund af “krænkelse af ophavsretten”, men det har sådan set bare gjort tingene værre for dem. Videoen blev derefter bare spredt på mange forskellige sprog i YouTube og i online-aviser, som f.eks Ekstrabladet. Den er over det hele.

Hvorfor gør vi det? Fordi Nestlé’s produkter – som den Kitkat, der er med videoen – indeholder palmeolie fra leverandører, der ødelægger regnskoven og fjerner orangutangernes habitater, så deres eksistensgrundlag bliver truet. Andre store virksomheder har stoppet denne handel, men Nestlé vender det blinde øje til og fortsætter handlen med det selskab, der mere end noget andet er ansvarlig for udryddelsen af den indonesiske regnskov for at lave palmeolieplantager, Sinar Mas.

Nestlé’s svar lyder sådan:

Nestle har afbrudt sin kontrakt med palmeoliegiganten Sinar Mas, men vil fortsætte med at bruge palmeolie fra andre kilder.
“Vi vil fortsætte med at lægge pres på vores leverandører for at fjerne alle kilder til palmeolie, som er relateret til regnskovens ødelæggelse og til at fremlægge gyldige garantier for sporbarhed, så hurtigt som muligt,” siger virksomheden i en erklæring på sin hjemmeside.

Sinar Mas svarer:

PT Sinar Mas Agro Resources and Technology, Sinar Mas’s palmeolieenhed, har ”forpligtet sig til at indføre en ansvarlig landrydningspolitik og den bedste praksis i landbrugsforvaltning i alle vores plantager,” sagde formand direktør Jo Daud Dharsono i et telefoninterview i dag. “Vi har altid haft kommunikation med Greenpeace og vi vil snart arrangere et møde og få en dialog med dem,” sagde han.

Som The Sun (UK) pænt udtrykker det, dette er en Kitkatastrofe. Og det stopper ikke, før Nestlé afbryder al brug af palmeolie fra firmaer, der rydder regnskov.

To skridt tilbage men mulighed for et lille et frem

Når EU’s miljøministre idag sidder samlet i Bruxelles sker det i lyset af et klimatopmøde i København, der floppede med et brag. Klimatopmødet havde alle de rigtige kort på hånden; et godt skelet til en juridisk tekst, 120 stats- og regeringsledere og en stor opbakning i befolkningen. Nu skal de så bestemme, hvordan vi kommer videre.

Og det synes at være ved at gå baglæns. I rådskonklusionen fra miljøministrenes møde 2. marts sidste år blev det efter hårdt pres fra Holland og Danmark (Connie Hedegaard) fastslået, at klimabistanden til fattige landeskulle være “nye og ekstra midler” – altså ikke tages fra eksisterende u-landsmidler. Dette var i helt i tråd med den vedtagne “køreplan” fra klimatopmødet i Bali i 2007. Den betingelse om “nye og ekstra” er blevet fjernet i dag. Der er ikke længere et krav til EU-forpligtelsen om at levere 2,4 mia. euro om året 2010-2012. Det er skammeligt og pinligt!

Rådskonklusionen fra marts sidste år understreger også nødvendigheden af, at Københavnsaftalen skulle indeholde forpligtende kvantitative emissionsbegrænsninger eller reduktionsforplgtelser for i det mindste klimakonventionens annex 1 lande. Men dagens rådskonklusion begrænser sig til at tale om et “vellykket udfald” i Cancun.
Der er dog i skrivende stund stadig mulighed for, at dagens rådsmøde også kommer til at indeholde et lille skridt frem i retning mod en ambitiøs, fair og juridsk bindende klimaaftele. Det afgøres af den formulering, man enes om med hensyn til at opgradere sit betingelsesløse reduktionsmål fra 20 til 30 % i 2020. Det håber jeg stadig på. For hvis EU’s miljøministre ikke beslutter sig for at få stoppet EU’s “vent og se holdning”, har de intet lært af klimafiaskoen
i København.

Vi tar 30 mere

30 år er ingen alder og så alligevel. 30 år giver erfaring, tyngde og netværk. 30 år giver en lang liste af resultater og sejre i bagagen. Greenpeace i Danmark blev oprettet af en gruppe unge journalister og studerende, der ville følge sporene fra de modige mennesker, der i 1971 sejlede i retning af de amerikanske atomprøvesprængninger ved Amchitka. De ville gøre en forskel. I begyndelsen handlede det meget om at stoppe nedslagtningen af hvaler, der var stærkt truede af den store, kommercielle fangst. Senere satte de første danske Greenpeace’ere deres energi ind på at stoppe kemikaliedumpninger – og afbrændinger i blandt andet Nordsøen.

Mange år er gået siden det danske kontor blev oprettet i Gert Sørensens mors stue, og Greenpeace er nu en etableret del af den danske miljøbevægelse og globalt en af verdens største miljøorganisationer. Vi har fået gjort kommerciel hvalfangst ulovlig, lukket Barsebäck, gjort dumpninger af kemikalier og olieplatforme ulovligt, og kan tage en stor del af æren for, at der ikke findes gensplejsede fødevare på de danske supermarkedshylder.

En af de kampagner, jeg selv har nydt mest, er Greenpeace’ arbejde mod miljøskadelige stoffer – farlig kemi. Selv om problemet langt fra er løst endnu er det en kendsgerning at vedholdende og målrettet kampagnearbejde igennem mere end 20 år kulminerede med vedtagelsen EU’s mest omfattende forordning nogensinde – REACH i 2006 – der allerede i dag har fået markant indflydelse på anvendelse af farlig kemi i hele verden. Kemi-kampagnen udmøntede sig i aktioner mod dumpning af farlig kemiaffald i havet ved med gummibåde at lægge sig under de faldende tønder og i afsløringer af ulovlige og skandaløse kemikaliedumpninger på Thule-basen i Grønland og afsløringer af kemirester i almindelige menneskers blod. Kampagnen har været med til fundamentalt at ændre den måde, vi omgås kemi på i hele verden.
Greenpeace er uden skyggen af 30-års kriser. Under klimatopmødet i København satte vi alle sejl ind. Og selv om det ikke lykkedes at overtale vores politikerne til at sikre kloden mod klimaforandringer med en stærk klimaaftale, så lykkedes det os at sikre, at de ikke slap af sted med at grønvaske det ynkelige resultat. Og jeg tror ikke, der er mange, der er i tvivl om, at vi i Greenpeace var til stede, og at vi havde høje forventninger til politikerne.

Verden står lige nu overfor en større miljømæssig udfordring end nogen sinde før. Også selv om den ikke griner os op i ansigtet lige så tydeligt som firsernes gule slam eller store, snavsede olieplatforme på vej ned i havets glemsel, truer klimaforandringerne både vores sundhed, vores have og vores dyr. Klimaforandringerne kan, selvom de allerede nu er årsag til millioner af nye klimaflygtninge hvert år, synes et stykke ude i fremtiden. Men klimaet er sådan skruet sammen, at de forbedringer, vi gør i dag, først kommer til udtryk om fyrre år. Derfor er der ikke et sekund at spilde. Vi skal have en global aftale, der bremser udledningerne af drivhusgasser drastisk og hurtigt. Vi ser det fortsat som vores vigtigste opgave sørge for, at politikerne og industrien aldrig glemmer, at jorden har vi ikke arvet fra vores forældre, men lånt af vores børn og børnebørn.

Greenpeace sejrer ved svensk domstol

Sidste år lagde Greenpeace 203 sten på havets bund i Kattegat for at beskytte havbunden og de dyr der lever der imod bundtrawling.

Den højeste miljøret i Sverige – miljøhøjesteretten, har nu endeligt afgjort at stenene beskytter området, og at aktionen derfor var lovlig.
Nu må den danske regering – med miljøminister Karen Ellemand og fødevareminister Henrik Høegh i spidsen – tage ansvaret for at beskytte de danske havområder. Ikke bare imod bundtrawling, men også imod alle de andre trusler så som overfiskeri, iltsvind og giftige kemikalier.

Det er glædeligt, at Greenpeace nu har rettens ord for, at vi gjorde det rigtige med vores sten i Kattegat sidste år. Men det er en så uendelig lille del af havet, 203 sten kan beskytte, og vores hav har desværre akut brug for kunstigt åndedræt, det gisper nemlig efter vejret.
Desværre har den danske regeringen intet gjort for at komme vores hav og de dyr der lever der til undsætning.

Af de 8 marine naturtyper der optræder på EU’s habitatdirektiv fra 1992 vurderes de alle til at være i dårlig stand, torsken i Kattegat er en af de mest truede bestande i Europa og ålen er ved at forsvinde fra vores farvande. Samtidig kæmper havet med alt for mange næringssalte og iltsvind.
For at få et sundt og produktivt hav og fisk på bordet også i fremtiden, er det simpelthen nødvendigt at beskytte store dele af havet i fuldt beskyttede ”no take” zoner.

Derfor bør fødevareminister Henrik Høegh og miljøminister Karen Ellemand i de kommende naturplaner for vores havområder, sørge for at netop sådanne områder bliver en realitet.