Er Karen Ellemann naturens kvinde?

De færreste havde troet, at den tidligere miljøminister Troels Lund Poulsen kunne andet end at køre traktor og snakke natur, mens han bød endnu en snæbel velkommen. Men det lykkedes faktisk for Troels Lund at arbejde for stop af import af farligt træ i EU, ligesom han fik sat cocktaileffekter af kemikalier på EU Kommissionens dagsorden.
Det er i det spor, den nye miljøminister Karen Ellemann skal fortsætte, og der er rigeligt at tage fat på. Det lykkedes nemlig overhovedet ikke for Troels Lund at beskytte de danske havområder. Jeg tvivler på, at han overhovedet spejdede derud! Livet i de danske have lider, Danmarks Natura 2000-områder er helt ubeskyttede og flere havparker skal udpeges. Havets natur- og dyreliv lades i stikken til fordel for fiskerierhvervet. Ude af øje, ude af sind? En rigtig miljøminister beskytter også den natur, vi ikke lige ser i hverdagen. Det kræver format, og det tror jeg på, at Karen Ellemann har – indtil andet er bevist, i hvert fald.

Jeg nævnte den tidligere ministers arbejde imod ulovlig import af træ. Typisk træ, der kommer fra unik regnskov, vi alle gerne vil beskytte. Vi ønsker ikke ulovligt fældet træ i soveværelset og på terrassen. Hvis Karen Ellemann ikke kan opnå et forbud i EU, bør hun som minimum fremsætte et forslag til dansk lovgivning på området, som fuldt modsvarer den danske regerings ambitioner til EU-lovgivningen.

Miljøministeren lander på den nye taburet i et særligt år; biodiversitetens år. Verdens lande mødes til oktober i Japan, mens naturen er i krise. Forstærket af klimaeffekterne er alverdens habitater og arter under pres. Mange vil uddø for evigt. Det er en kæmpe udfordring for den nye minister at foretage et grundlæggende eftersyn af danske sektorpolitikker som landbrug, fiskeri, energi og transport. Det er bydende nødvendigt, hvis ellers Danmarks og EU’s mål på den kommende biodiversitetskonference er at stoppe tab af biodiversitet senest i 2020 samt begynde genopretning.
Disse er nogle af de vigtigste udfordringer for Karen Ellemann. Der er nok at tage fat på, og Greenpeace vil fra dag ét holde skarpt øje med, at hun lever op til forventningerne.

Gør facebook grøn indefra

Facebook meddelte for nylig, at virksomheden vil bygge et kæmpe datacenter i Oregon, USA, fyldt med de nyeste energieffektive computere. Computere der skal tjene flere hundrede millioner brugere på det sociale netværk. Men virksomheden har planer om at placere centeret et sted, hvor elektriciteten fremstilles ved afbrænding af kul – den mest beskidte energikilde, og den største enkelte kilde til den klimaændringerne.

I Greenpeace mener vi, at facebook burde køre på 100 % vedvarende energi. Især fordi datacentre som den nye facebook-server og skiftet til cloud computing vil få efterspørgslen på energi til at stige voldsomt. Virksomheder, der forsyner deres datacentre med energi fra kulafbrænding er med til at støtte den største enkelte kilde til menneskeskabt CO2-udledning.

En anden stor it-virksomhed, Yahoo, har for eksempel bygget et datacenter nær Buffalo, New York, der får strøm fra vandkraft. Facebook – og alle andre it-virksomheder bør bruge deres indflydelse og placere strømslugerne der, hvor den vedvarende energi er tilgængelig. Det er noget vi blandt andet arbejder for med vores Cool it-kampagne, hvor virksomhederne kan presse på for en politik, der bringer mere vedvarende energi til USA’s elnet.

Facebook har reageret på kritikken ved at pege på energieffektiviteten i design- og udstyrspecifikation. Men selv energieffektive datacentre bruger meget strøm til at køre computere, back up-systemer og køleanlæg. Og det sidste, vi har brug for, er at skabe større efterspørgsel efter energi på steder, hvor der kun er beskidt energi til rådighed.

Hvis din facebook-side kører på beskidt energi, så bidrager du også til øget CO2-udledning og klimaændringer. Fortæl derfor facebook på deres egen side, at de skal forsyne deres datacenter med 100 % vedvarende energi: www.greenpeace.org/coalfacebook

Godt Eva Kjer Hansen – men stop ikke her!

Torsken i Kattegat har det elendigt! Det er faktisk en af de fiskebestande i Europa, der har det værst. Derfor er det godt, at Eva Kjer Hansen står fast på, at den plan, der er for genopretning af torsk i Kattegat følges.

Til trods for, at hun er under enormt pres fra både Danmarks Fiskeriforening og formanden for Læsø fiskeriforening for, at der skal gives flere dage til at fiske i, vakler ministeren heldigvis ikke.

Det er godt, at fødevareministeren forsvarer torskegenopretningsplanen, men for at rette op på års katastrofal forvaltning, trawlfiskeri og overudnyttelse er der også brug for, at Eva Kjer Hansen beskytter flere vigtige habitater for blandt andre torsk, og ikke mindst at hun sørger for en fuld beskyttelse af Natura 2000-områderne imod fiskeri.

Kattegattorsken er også grunden til at Danmark og Sverige i 2008 blev enige om at lukke et område i Kattegat fra 1. januar 2009 i en foreløbig periode på tre år. Det er netop sådanne tiltag, der er brug for i Kattegat, der i årevis har været hjemsted for et kraftigt overfiskeri, der på ingen måde har kunnet stå mål med den tilgængelige resource.

Torsken i Kattegat har simpelthen brug for et mindre fiskeri og for, at der lukkes områder permanent for, at bestanden kan komme sig. I Norge er bestanden af kysttorsk i tilbagegang. Her mener forskningschefen for Havforskningsinstituttet, at den ”fredning” isen giver, kan gå hen at blive kysttorskens redning – simpelthen fordi torsken på grund af isen får fred på gydepladserne fra blandt andet fiskeri.

Så det er bare med at komme i gang med at beskytte områder på havet, hellere i dag end i morgen, så der også er fisk til de kommende generationer af forbrugere og fiskere.

Arktis-ekspedition vinder fotopris

Et stort tillykke til vores dygtige fotograf, Nick Cobbing, der lige har vundet sølv i den prestigefyldte fotokonkurrence ’World Press Photo’.  Hans billeder er helt fantastiske, så vi har samlet en lille kollektion her.

Vinderbilledet og de andre er taget under Greenpeace’ ekspedition til Arktis sidste sommer, hvor uafhængige forskere ombord på vores forskningsskib Arctic Sunrise blandt andet undersøgte, hvorfor Petermann gletsjeren smelter så utroligt hurtigt. Udover Petermann gletsjeren, der ligger højt mod nord på vestsiden af Grønland, kom den tre måneder lange forbi gletsjere på Østgrønland og til Svalbard.

Tre forskerhold afløste hinanden på turen og blandt andet på baggrund af deres alarmerende resultater, kræver Greenpeace nu et moratorium i Arktis. Det område, der tidligere var dækket af is, bør helt skånes for al industriel aktivitet som fx olieboring, olieudvinding og industriel fangst.

Stop ulovlig hvalfangst

D. 15 april 2008 lodsede et ’forskningsskib’ 93 kg sirligt udskåret hvalkød, mens to af mine kolleger i Japan indsamlede bevismateriale. D. 15. februar 2010 skal Junichi Sato og Toru Suzuki så for retten. De afslørede og dokumenterede et statsstøttet forskningsinstituts systematiske handel med fredet hvalkød, men står nu efter mere end 200 timers afhøringer, husransagninger og voldsomme anholdelser overfor en sigtelse for tyveri og ulovlig indtrængen, der kan give dem op til 10 års fængsel.  Imens fortsætter den ulovlige hvalfangst uforstyrret.

I Greenpeace har vi kæmpet mod industriel jagt på hvaler i mere end 30 år side om side med Den Internationale Hvalfangstkommision. Umiddelbart efter, at moratoriet mod kommerciel hvalfangst i 1987 kom til at gælde Japan, oprettede den japanske regering et institut for hvalforskning. Moratoriet gælder jo netop kun industriel hvalfangst – ikke hvaler fanget i forskningsøjemed. Instituttet har fanget og solgt store mængder hvalkød, og det var det, , Junichi og Toru afslørede.

Hvalerne er truede, og Japan bliver nødt til at stoppe den ulovlige fangst. Det er en skandale, at Japan droppede al efterforskning af den ulovlige hvalfangst og i stedet har brugt utroligt meget energi på de to fredelige aktivister fra Greenpeace. Aktivisterne gik selv til offentligheden og politiet med al deres viden, dokumentation og beviser. Men den behandling, der har mødt fra politi og retssystemet er ikke et moderne land som Japan værdigt. FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC) har fastslået, at den japanske regering har overtrådt ikke færre end fem artikler i den internationale menneskerettighedserklæring og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder.

Mandag markerer vi den japanske retssag foran den japanske ambassade her i Danmark. To fakler vil symbolisere de to modige Greenpeace-folk fra Japan, der i to år har betalt en meget høj personlig pris for deres arbejde for retfærdighed. Jeg afleverer et brev til den japanske ambassadør Seiichi Kondo, hvori jeg på hele Greenpeace’ vegne og på vegne af den kvarte million mennesker verden over, der har skrevet sig op som støtter for de to japanske aktivister, beder ambassadøren arbejde for, at de to får en retfærdig rettergang og for at stoppe den ulovlige hvalfangst. De japanske myndigheder har opført sig skandaløst i den her sag. Det må stoppe nu.

Retten forsvarer miljøødelæggelse

Vores sten-aktion fra Sild Rev ved Tyskland fra 2008 endte i retten. Og tabte. Det er oprørende. For det er ikke bare Greenpeace, der har tabt, men også havet.

Da vi sænkede 320 store sten ned på bunden af vandet omkring Sild Rev forrige sommer, var det for at beskytte området mod bundtrawl. Området er en havpark udpeget af den tyske regering på vegne af EU som et særligt bevaringsværdigt område. Sild Rev er bare lige som de andre havparker kun beskyttede på papiret. Natura 2000-områderne, som havparkerne rettelig hedder, er slet ikke beskyttet i virkeligheden. Og det er det, som retten i Tyskland slår fast med syvtommersøm i sin dom.

Et firma, som tidligere har udvundet sand og grus fra området, gik rettens vej for at søge erstatning, fordi Greenpeace med vores sten-beskyttelse af Sild Rev har bremset deres ødelæggende forehavende. Sand- og grusudvinding fra et bevaringsværdigt område er en skandale, og jeg er stolt over, at vi har stoppet det. Men det er den lokale, tyske domstol altså ikke. Den slog fast, at det var fuldt ud legalt, at firmaet vil fjerne den selvsamme havbund, som havparken er udpeget for at beskytte.

Vi har naturligvis anket dommen, men vi er ikke optimistiske. Og det skyldes, at retten meget præcist udpeger lige nøjagtigt det store hul i havmiljøbeskyttelsen, som Greenpeace kæmper så meget imod. Jeg vil kæmpe videre for at få stoppet de huller -- i den tyske såvel som den danske lovgivning. Uanset at vi nu står til at skulle betale erstatning til et firma, der arbejder for det modsatte.

Ingen skandaler bag disse gates

Siden december har der været en overflod af historier, der udfordrer videnskaben om klimaændringer, som præsenteres af IPCC. Der er kommet masser af historier, der alle slutter med ordet “gate”. En endelse der leder tankerne tilbage på Nixons Watergate-skandale – og på senere skandaler, der alle historisk har fået endelsen ”gate” for at gøre dem større, end de egentlig er. Skal vi være bekymret? Kun om klimaændringer.

Hackergate
Hackergate begyndte med offentliggørelsen af omkring tusinde emails og tretusinde dokumenter fra Climate Research Unit ved University of East Anglia. Ud af de tusinde emails blev en håndfuld sætninger pillet ud af sammenhængen og brugt som ”bevis” på, at forskningen om den globale opvarmning var svindel.

Sætter man sætningerne ind i deres rette sammenhæng, kan man se, at der hverken er fusk eller løgn med i spillet.

Himalayagate
I en rapport offentliggjort i 2007, rapporterede IPCC, at Himalayas gletsjere kunne være væk allerede i 2035. Denne påstand viste sig at være forkert, og at have været baseret på mangelfuldt materiale og brud på standarder for forskning.

Dette betyder ikke, at gletschere ikke er på tilbagetog – blot at hastigheden ikke er nær så høj som IPCC først angav. Se øverste graf fra World Glacier Monitoring Service, hvor de røde bjælker er år, hvor verdens gletsjere gennemsnitlig blev mindre. De blå er år, hvor de voksede. Er verdens gletsjere i knibe? Det er et nemt spørgsmål. Er der mere rød eller blå på grafen?

Amazongate
I Amazongate var anklagen, at en fodnote til påstanden om, at 40% af Amazonas kan dø, var forkert. Ikke at påstanden var forkert, blot at fodnoten var forkert. Og det var den også. Den rapport som fodnoten pegede på bakkede ikke påstanden op i sig selv. Men det gjorde et andet videnskabeligt papir (Cox, P. M., Betts, R. A., Jones, C. D., Spall, S. A. & Totterdell, I. J. 2000 Acceleration of global warming due to carbon-cycle feedbacks in a coupled climate model. Nature 408, 184–187).

Siden da har yderligere to papirer bekræftet sagen. Det er dårlige fodnoter, men det er ikke dårlig videnskab.

Historien om en mini-istid
I Danmark har vi haft en kold start på 2010. Og mange journalister har benyttet lejligheden til at tilføje endnu en “gate” til samlingen ved at hævde, at der med det kolde vejr kommer en mini-istid. Det lyder lidt hysterisk, hvis du spørger mig.

Nyheden kører ikke rigtig i Australien, fordi de er ramt af noget nær rekordhøje sommertemperaturer. I Canada har de en anden oplevelse. De har det så varmt, at de er nødt til at flytte en masse sne for at sikre de olympiske vinterlege. I det nordligste Arktis er vejret varmere end normalt. Faktisk er det den varme Arktis, der er årsag til det kolde vejr i Europa.

Så hvad driver denne debat?
IPCC’s videnskabelige vurdering er formentlig den største videnskabelige indsats nogensinde, med tusinder af forskere i mange forskellige forskningsinstitutter rundt om i verden, som bakkes op med masser af data. Det er også en menneskelig stræben og derfor ikke perfekt. Vurderingen af den nævnte rapport er 3.000 sider lang, og efter to års indsats fra skeptikere og journalister har de fundet én dårlig fodnote.

Historien om Himalaya blev påpeget af en videnskabsmand – som det burde være, og da vi baserer vores arbejde på IPCC-rapporten optrådte fejlen også hos os. Det burde være rettet nu, men hvis du finder en fejl, så fortæl os det.

Selvom klimaskeptikere blandt videnskabsfolk ofte får deres mening i medierne, kan de være svære at finde. For eksempel prøvede BBC’s miljø-analytiker, Roger Harrabin, at kontakte en skeptiker-blog den 3. februar, fordi han ”kæmpede for at finde nogen”. Videnskaben er klar, klimaændringerne er reelle, de sker nu, og er forårsaget af mennesker. Løsningen er stadig i vores hænder, med ren energi, intelligent forbrug af ressourcer og beskyttelse af skove.

COP 15…og hvad så nu?

Efter et så hektisk og kaotisk klimatopmøde, som det vi havde i København, er det let at miste overblikket. Så lad os lige tage en statusopgørelse:

Målsætninger for reduktion af drivhusgasser:
De store spillere rokkede sig ikke ud af flækken i København. EU nægtede at øge sit reduktionsmål fra 20 % til 30 % i 2020 (i forhold til 1990), USA holdt fast i sine 3 %, og selv de store ulande, som ellers har taget væsentlige skridt fremad i de seneste to år, valgte at fastholde deres positioner under klimatopmødet. Da der den 31. januar var deadline for at indsende målsætninger som led i den kontroversielle politiske hensigtserklæring kaldet ”Copenhagen Accord”, valgte de store spillere, på nær Canada, at indsende de samme mål, som de havde lagt på bordet før COP 15. Canada valgte at indsende et mål, der var væsentligt svagere end det, de tidligere havde annonceret. Så der røg det politiske løfte om umiddelbar handling efter klimatopmødet.

Penge på bordet?
Fik vi heller ikke. Vi fik nogle vagt formulerede målsætninger for finansiering, men det er meget uklart, hvem der skal levere hvad, og allerede nu har den engelske regering indrømmet, at den har tænkt sig at genbruge pengebeløb, som oven i købet stammer fra ulandsbistanden, til at opfylde målsætningen. Det er ellers direkte i strid med de politiske løfter, der er afgivet i København.

Juridisk bindende aftale?
Fik vi absolut ikke. Derimod fik vi endnu engang bevist, at tynde politiske aftaler ikke dur til andet end at tørre kaffe op med. Den svage politiske hensigtserklæring, Copenhagen Accord, som blev skrevet i de sene nattetimer i København, har absolut ikke formået at rykke forhandlingerne fremad. Og imens regeringerne stadig sidder og diskuterer, hvad man dog skal gøre med det mærkelige dokument, som oven i købet er stærkt tvetydigt og kan fortolkes på et utal af forskellige måder, går tiden. Tid, som ellers skulle bruges på at få sat gang i FN-forhandlingerne, så vi i det mindste kan få en juridisk bindende aftale på plads til næste klimatopmøde i Mexico i november.

Status: Hede tider på vej
Sammenlagt vil de målsætninger, der nu ligger på bordet, give os en temperaturstigning på over tre grader. Det lyder måske ikke så farligt, men som det fremgår af et nyt notat fra Greenpeace, vil dette medføre en naturkatastrofe så stor, at vi nærmest ikke kan forestille os det. Millioner af mennesker vil miste fødevarer og rent drikkevand, og afsmeltningen af den grønlandske indlandsis vil på sigt medføre både havvandsstigninger og medvirke til at øge opvarmningen af planeten endnu mere.

Vejen fremad
Men ikke alt står i stampe. De fire store ulande, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika holdt møde i slutningen af januar, og her udtrykte de deres fulde opbakning til FN-forhandlingerne. For nylig har Kina desuden tilføjet, at man absolut ikke er lukket for, at en aftale kan blive juridisk bindende, hvilket mange ellers tidligere har troet, at de var.
Men hvis FN-toget skal køre videre, er den danske regering nødt til komme på banen igen, for det er nemlig Danmark, der er formand for forhandlingerne. Sådan er det i FN. Når man siger ja til at holde en COP, siger man også ja til at være COP-formand hele det efterfølgende år, og derfor er det op til Danmark at få sat FN forhandlingerne godt i gang igen. Der er ingen tid til afspadsering.

Desuden er vi nødt til at få hævet ambitionsniveauet hos de store spillere. Det gælder ikke mindst i EU, hvor Danmark mærkeligt nok i øjeblikket ikke er blandt de lande, som sparker på for at få EU til at hæve sit reduktionsmål fra 20 % til 30 %.
Efter en fejlslagen COP 15 er der nu mere end nogensinde før brug for, at Danmark sætter de nationale særinteresser til side og i stedet kæmper for den sag, der er i vores alles interesse nemlig at få bremset klimakatastrofen, inden det er for sent.