-
Aktivisme virker Udgivet den 28. januar 2010 Ingen kommentarerAt aktivisme virker, er blevet sådan en selvfølgelighed for os i Greenpeace, at vi nogle gange glemmer, at der er masser af mennesker, der har en anden mening. Enkelte mener endda, at aktivisme er direkte skadeligt for et demokrati. Derfor er det skønt med al den debat, som gallaaktionen på Christiansborg d. 17. december har skabt. I går aftes sad min kollega Nora Christiansen på et debatprogram på NRK – den norske udgave af DR – og forsvarede sin aktion endnu engang.
Det er et spændende program, hvor hun bliver sat op imod Torbjørn Røe Isaksonden fra partiet Høyre – muligvis den norske udgave af Søren Pind. Han hævder, at aktivisme ikke virker, og at det skader demokratiet. Jeg kunne ikke være mere uenig. Hvis vi ikke havde lavet aktioner mod Brent Star i 1995, havde vi nok ikke fået forbuddet mod sænkning af platforme i Nordatlanten. Hvis vi ikke havde lavet hundredvis af aktioner mod brug af farlig kemi, havde vi ikke fået verdens skrappeste kemilov, REACH, igennem i EU. Hvis vi ikke med gummibåde og modige aktivister havde stoppet dumpningen af tønder med kemisk og radioaktivt affald i 80’erne, havde vi ikke fået de store skærpninger af London-konventionen.
Aktivisme og civil ulydighed skader heller ikke demokratiet. Tværtimod. Et demokrati lever af kritik og politisk engagement. Modsigelser udvikler demokratiet og civil ulydighed er en vigtig del af den kritiske debat.
Klimatopmødet blev en fiasko, politikerne stak af fra deres ansvar overfor de mange millioner kommende klimaflygtninge og alle os andre, der gerne vil fortsætte med at leve et godt liv som det, vi kender i dag. De lyttede ikke til Nora Christiansens besked om at tage lederskab og handle. Men det er ikke det samme som, at hendes aktivisme ikke virker. Historien har vist os, at det tager tid, før et budskab synker ind hos et tungt politisk system. Vi sætter vores lid til den store folkelige bølge, der begyndte at rulle op til klimatopmødet med over 60 millioner mennesker bag tck tck tck-kampagnen, vil fortsætte med at rulle og en dag få politikerne til at tage ansvaret på sig og lave den nødvendige lovgivning.
Skriv et svar


