-
Reaktioner på ‘Age of Stupid’
Udgivet den 24. september 2009 Ingen kommentarerTirsdag afholdt vi gallapremiere på Franny Armstrongs film ’Age of Stupid’. Arrangementet var en del af en verdensomspændende premiere i mere end 700 biografer i over 50 lande. Efter filmen havde vi en stream fra New York, hvor bl.a. Franny Armstrong og Kofi Annan talte, desuden spillede Thom Yorke fra Radiohead en sang.
Vi havde masser af gæster til premieren og planetariets store biografsal var fyldt. Blandt gæsterne var Finn Nørbygaard, Margrethe Vestager, Klaus Bondam, Johanne Schmidt-Nielsen og Sebastian Dorset. Efter filmen blev temaet diskuteret med underlægningsmusik leveret af Master Fatman.
Se nogle af reaktionerne efter filmen her fra Margrethe Vestager, Anne Marie Helger, Ida Auken og Klaus Bondam:
-
Regeringen nedprioriterer bekæmpelsen af piratfiskeri
Udgivet den 22. september 2009 Ingen kommentarerDanmark har i dag 3 kontrolskibe, der bruges til kontrol af fiskeriet. Det er en nedgang i forhold til tidligere, og man må betragte antallet som værende et absolut minimum.
Ikke desto mindre vil regeringen nedlægge kontrolskibet ”Havørnen”, der er hjemmehørende på Bornholm, i forbindelse med næste års finanslov. Denne besparelse er ikke blot uforståelig, men er endnu et eksempel på den helt uacceptable politik den siddende regering fører i forhold til en bæredygtig udnyttelse af havets fiskebestande.
For blot tre år siden vurderede det internationale havundersøgelsesråd, ICES, der rådgiver om fiskebestande til EU Kommissionen, at det illegale fiskeri på torsk i den østlige del af Østersøen var helt oppe på 45 % af kvoten.
Det betød, at hver tredje torsk, der blev landet ,var fanget og bragt i land ulovligt.
Ulovligt fiskeri kombineret med alt for høje kvote gjorde at torskebestanden i årevis var på et alarmerende lavt niveau. Så lavt at ICES anbefalede at fiskeriet blev lukket helt. Anbefalinger der dog ikke blev fulgt.
I 2007 gav Østersølandene, med Danmark som initiativtager, hinanden hånd på at styrke kontrollen i Østersøen. Allerede nu er Danmark ved at løbe fra dette løfte.
Selvom det illegale fiskeri er reduceret som følge af en målrettet kontrolindsats fiskes der stadig ulovligt. Hvis der slækkes på kontrolindsatsen, er der stor risiko for, at det illegale fiskeri endnu engang vil tage overhånd og sætte den skrøbelige fremgang i torskebestanden over styr.
Kontrolindsatsen kombineret med en stor produktion af nye torsk har heldigvis betydet, at bestanden af torsk i den østlige Østersø nu er i klar bedring. Denne positive udvikling sætter regeringen med sit forslag nu måske sætter over styr.
En bæredygtig udnyttelse af de fælles fiskeresurser hænger uløseligt sammen med at kvoterne ikke overskrides. Dette kan på nuværende tidspunkt kun sikres via en målrettet og nærværende kontrol. Derfor er det bydende nødvendigt for den fremtidige bæredygtighed af torskebestanden i Østersøen, at kontrollen ikke slækkes.
-
Miljøministeren nøler med havbeskyttelsen
Udgivet den 9. september 2009 Ingen kommentarerI to svar til Folketinget omkring forvaltningen, eller manglen på samme, af Natura 2000-områder på havet, viser miljøminister Troels Lund Poulsen endnu engang, at når det gælder havbeskyttelse, har han det lavets mulige ambitionsniveau.
Troels Lund Poulsen skriver: ”Der foreligger dog ikke konkret dokumentation af skader i et Natura 2000-område, som følge af fiskeri. Der er derfor ikke på nuværende tidspunkt foretaget indgreb mod konkrete fiskeriaktiviteter i områderne”.
Magen til fodslæberi skal man lede længe efter! Igen og igen er det bevist at fiskeri, og især trawlfiskeri hvor tunge redskaber slæbes henover havbunden, er skadeligt for naturen i havet. I nye undersøgelser fra Tyskland på Natura 2000-områder, fremgik det endog ganske tydeligt, at fiskeri med trawl ødelægger stenrev og ændrer flora og fauna i sandbanker. Præcis den natur som også Danmark er forpligtet til at beskytte, men som Troels Lund Poulsen altså ikke mener, der findes nok dokumentation for at beskytte.
Selvom det er fødevareminister Eva Kjer Hansens ansvar at forvalte fiskeriet i Natura 2000-områderne på havet, er det alligevel meget foruroligende at miljøministeren tydeligvis ikke erkender fiskerierhvervets negative påvirkning af havets natur.
Der er ikke tid til at vente længere. Til trods for miljøministerens og fødevareministeren nølende fremfærd i denne sag, er det ikke desto mindre en kendsgerning at Danmark ifølge habitatdirektivet er forpligtet til at beskytte Natura 2000-områderne. Også imod nuværende aktiviteter.
Og det er ikke bare habitatdirektivet som politikerne forsømmer! Også forpligtigelsen om at bremse tabet af biologisk mangfoldighed sættes over styr med den nuværende mis-forvaltning af havets natur.
Oprettelsen af beskyttede områder og en langt mere kritisk tilgang til eksisterende fiskemetoder er et helt essentielt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vende udviklingen i danske farvande. Dette var også anbefalingerne til folketinget for kun to år siden.
Den danske regering er lige nu ansvarlige for at beskyttelsen af naturen i de danske havområder forsømmes på det groveste. Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Nu må der handels, og havnaturen må beskyttes – som Danmark jo sådan set er forpligtet til.


