Godt gået i Grønland

Fire aktivister har i to døgn holdt begge Cairn’s olieboringer ved Grønland ude af drift. Det er godt gået, for boringerne er en kæmpestor fejltagelse og bør ikke få lov at finde sted. Boringerne finder sted i det arktiske farvand i ’isbjergsalleen’, hvor risikoen for en ulykke er større end i stille egne, og hvor et eventuelt udslip vil være stort set umuligt at rydde op. Jeg er bange for et udslip og jeg er bange for de mange store olieselskaber, der lige nu føler Cairns boringer nøje. Hvis Cairn finder olie står hele verdens olieselskaber på spring til at plastre den grønlandske vestkyst til med boreplatforme.

De fire dygtige klatrere, der tirsdag morgen indtog Cairns borerig fra tre gummibåde er polakken Mateusz Emeschajmer, der bor i Norge, Sim McKenna fra USA, Timo Puohiniemi fra Finland og Jens Lowe fra Tyskland. De holdt stand mod det arktiske vejr i to dage, men i går aftes lovede vejrudsigten storm og vi besluttede at afslutte aktionen. Mine kolleger på Esperanza, det Greenpeace-skib, der har ligget i nærheden hele tiden, ringede med den besked til både Grønlands Kommandoen og politiet, som også var på stedet. Vi ville gerne hente klatrerne ned på samme måde som de kom op, nemlig med gummibåde, men politiet øjnede en chance for en arrestation og brugte fire timer på at finde en måde at få vores fire klatrere til at gå op på selve boreriggens dæk i stedet. Nu er de fire i politiets varetægt sigtet for ulovlig indtrængen samtidig med at politiet forsøger at fylde medierne med en historie om, at politiet faktisk reddede klatrerne.

Men det skal ikke være politiets langsomhed eller dets mediespin, der skal fylde denne blog. Det skal være en hyldest til de fire dygtige og modige mennesker, der har taget et stort personligt i klimakampen. Disse år er afgørende, når det gælder kampen mod klimaforandringerne. Vi skal tvinge politikerne til at tage de rigtige beslutninger og vi skal hjælpe virksomhederne med ikke at tage katastrofalt dårlige beslutninger. Verden har ikke brug for mere olie – faktisk kan vi kun bruge en mindre del af den olie, vi allerede har adgang til. Vi har brug for hurtigst muligt at skifte til vedvarende energi.

Andrea støtter Greenpeace

I 2006 sagde en gravid Andrea Elisabeth Rudolph ja til at Greenpeace tog en blodprøve for at undersøge indholdet af en række farlige kemikalier såsom bly, flammehæmmere, plastblødgørende phthalater med flere. Sammen med Sofie Lassen-Kahlke var hun undersøgelsens yngste deltager og netop de to indeholdt flest sundhedsskadeliges stoffer. Jeg glemmer aldrig Andreas reaktion. Hun blev rasende og ville straks have industrien stillet til ansvar. Andrea tog endda initiativ til at møde daværende miljøminister Connie Hedegaard i et forsøg på at råbe politikerne op.

Siden har Andrea omsat sin vrede til handling. Det er efter hårdt benarbejde lykkedes at skabe en kemivenlig kosmetik-serie Rudolph Care og jeg har ved selvsyn konstateret, hvordan kampen imod farlig kemi er blevet en mærkevare for kvinden de fleste kender fra Vild med dans programmerne.

Nu har Andrea valgt at donere overskuddet fra en vunden retssag til det miljøarbejde vi udfører i Greenpeace. Det er en pose penge lige ned i al vores arbejde for at få politikerne til at tage klimaproblemet alvorligt og stoppe vores stadigt stigende udledninger af drivhusgasser, vores arbejde for at sikre, at havet en dag igen vil være rigt på skaldyr, fisk og hvaler og vores arbejde for at få virksomheder til at udfase kemikalier, undgå GMO og stoppe salg af illegalt træ. Så tusind tak for det, Andrea.

Vestens slagmark

Jeg sidder på Greenpeace-skibet Esperanza og kigger ud på den tiltagende storm og kulde, og på boreriggen Stena Don, hvor fire aktivister fra Greenpeace har hængt i deres små telte i snart 30 timer. Vinteren er så småt på vej. En vinter, der vil lukke Cairns prøveboringer ned for denne gang, for her i Baffinbugten er det naturen, der råder – trods alt. Lige er nu er de igangværende boringer lukket på grund af Greenpeaces tilstedeværelse, har Cairn meddelt.

Aktivist på ydersiden af den Cairn opererede borerig, Stena Don. © Greenpeace / Will Rose

Måske kan vores ønske om at beskytte Arktis fra olieboringer og de medfølgende risici virke arrogant og bedrevidende, og måske føles det for nogle grønlændere som om, vi kommer og blander os i noget, der ikke vedkommer os. Måske kan det virke som om, at vi er ude efter Grønland. Jeg forstår og respekterer, at folk her i Grønland ikke er vilde med Greenpeace efter 70’ernes og 80’ernes sælkampagne, som utilsigtet fik folk til at skære al sælfangst over én kam – både den ikke bæredygtige canadiske og den bæredygtige grønlandske. Det har Greenpeace gjort meget for at rette op på bl.a. sammen med Great Greenland.

Uanset hvad man mener om den indsats og den kampagne, så er det mit håb, at folk i Grønland alligevel vil lytte lidt til vores advarsler og danne sig en holdning på et faktuelt grundlag.

Det er et fakta, at olieboringer er risikable – det mindede udslippet i Den Mexicanske Golf hele verden om på ubarmhjertig vis. Olieboringer i sårbare områder som Arktis er endnu mere risikable, for sker der et udslip her, vil konsekvenserne være overvældende og til endnu større skade for bl.a. fiskere og fangere.

Netop nu befinder Greenpeace-skibet Arctic Sunrise sig i Den Mexicanske Golf for at indsamle viden om miljøets tilstand efter BP-katastrofen. Samtidig befinder Esperaranza sig her i Grønland for at protestere over Cairns prøveboringer. I mere end 20 år har Greenpeace ført en global kampagne for udfasning af fossile brændsler. Vi har protesteret mod olieudvinding i Norge og Danmark, i Skotland og USA og nu også i Grønland. Vi arbejder for, at kulkraftværker i Danmark, Europa og USA lukkes og for at stoppe olieudvinding af canadiske tjæresand.

Vi er ikke ”ude efter Grønland”. Vi kører en global kampagne mod fossile brændsler, mod kulkraftværker, mod dybhavsboringer og for vedvarende energi. Det gør vi, både fordi klimaforandringerne er den største enkeltstående udfordring, som menneskeheden nogensinde har stået overfor, og fordi udvinding, forarbejdning og udledning fra fossile brændsler i sig selv har vist sig at have store negative konsekvenser for mennesker og miljø.

Det er langt sværere at rette op på en fejltagelse i Arktisk farvand, end det er at forhindre den i nogensinde at blive begået. Derfor fokuserer vi vores trods alt begrænsede kræfter på de særlige områder, hvor historiske fejltrin er nærmest umulige at rette pga. miljøet særlige sårbarhed – bl.a. i Grønland. Samtidig opgiver vi ikke vores andre kampe. Vi arbejder stadig for udfasning af kul i Danmark, og vi arbejder stadig for et globalt forbud imod dybhavsboringer. Det mener vi er vores pligt som miljøorganisation. Uanset om det er populært eller ej.

Nu går den ikke længere, Cairn!

Jeg har lige stået på dækket og set flere gummibåde med Greenpeace-aktivister sejle i fuld fart mod Cairns boreplatform ude i hvad der for mange må virke som midten af ingenting. Men efter at jeg de sidste ti dage har haft øjnene stift rettet mod boreplatformen, føles det vitterligt som verdens navle. Og des mere jeg tænker over, des mere syntes jeg der er om det.

Imens mine venner er ved at klatre op på boreplatformen for at stoppe Cairns ødelæggende fremfærd – i det mindste for bare et øjeblik – så bliver det mere og mere klart, at menneskeheden står ved en determinerende skillevej og at denne kamp kun er en af mange, hvis vi skal forhindre den globale katastrofe vi med lukkede øjne er på vej imod.

Greenpeace-aktivister på vej mod boreriggen Stena Don i Baffinbugten

I takt med at menneskehedens higen efter fossile brændsler stiger, og CO2-udslippet følger efter, tilsidesætter snæversynede politikere og grådige olieselskaber hensynet til mennesker og miljø. Og selvom organisationer som Greenpeace gør alt hvad vi kan, så vil det ikke være nok. Selvom vi forhåbentlig kan forhindre Cairn i at blive færdige med deres boringer i år, jamen så kommer der for hver boresæson kun flere og flere olieselskaber til – og slaget står ikke kun i Arktis. Det står i Canada, hvor de samme profithungrende selskaber ødelægger den unikke skov, forurener floderne og bogstavelig talt forpester livet for befolkningen for at kunne få fat på olien der ligger gemt i undergrundens tjæresand.

Det står i USA, hvor Obama ikke har vist formatet til at vende landet væk fra kul og olie, men i stedet ignorer alle globale forpligtigelser. Det står i de fattige lande, hvor virksomhederne skruppelløst søger nye markeder uden regulering og uden krav i stedet for at søge den bæredygtige udvikling der er pinedød nødvendig. Det står i vores eget lille land, hvor vores regering har forspildt chancen for at føre os ud af den fossile tidsalder, og i stedet har foretrukket at tækkes et parti for hvem klimaforandringerne er ikke-eksisterende.

Men det er ikke for sent – det må ikke være for sent. Menneskeheden har gang på gang vist, at vi har evnen til at opnå store ting på meget kort tid. Og det har meget sjældent, om nogensinde, været så vigtigt som nu. Vi har kun få år til at vende udviklingen og det kræver en indsats der både foregår lokalt, nationalt og globalt. Vi har ikke råd til, at politikerne skyder ansvaret og skylden på fjerne lande. Vi har ikke råd til at lade os lulle i søvn af fine ord og gratis løfter. Vi er nødt til at sikre handling og vi er nødt til at sikre den nu.

Det er derfor jeg er her i Arktis for at forsøge at bremse dette vanvid inden det går galt. Greenpeace bliver gang på gang spurgt, hvorfor vi ikke er et andet sted, hvorfor vi ikke fokuserer på nogle andre. Og der er ingen tvivl om, at det burde man. Man burde protestere mod brugen af fossile brændsler alle steder – og man burde protestere mod det uretfærdige i at de rige, hvide mennesker i den vestlige del af verden har skabt problemet, men nu vender det blinde øje til og nægter at påtage sig ansvaret.

Jeg og Greenpeace gør alt hvad der står i vores magt, men det der er brug for, det er at alle dem der kommer med gode råd til, hvad vi burde kaste os over, tog skeen i den anden hånd og selv kastede sig over det. Vi har brug for global bevægelse – ikke kun i ord men i handling. Jeg har intet problem med at folk kritiserer Greenpeace for dette og hint. Nej, det jeg har et problem med, det er at de ikke selv gør noget. Det kan godt være, at det får konsekvenser, men en ting er sikkert, og det er at hvis ikke vi handler, hvis vi ikke gør noget, så bliver konsekvenserne katastrofale.

Stå bag roret på et Greenpeace-skib

Har du drømt om at overtage roret på Esperanza på vej gennem Isbjerg alleen ud for Grønlands vestkyst – der hvor skibet er nu for at fremhæve risikoen ved dybhavsboringer? Eller hvad med at navigere Rainbow Warrior tæt på et skib, der forsøger at dumpe radioaktivt affald. Eller hvad med at ligge i en gummibåd og blokere for harpuner – uden at blive våd?

Det kan du nu fra din PC takket være softwareproducenten VSTEP. Det er firmaet bag Ship Simulator, der allerede bliver spillet af en halv million gamere – herunder en stor del af vores egne kaptajner, styrmænd og deckhands. Den nyeste udgave af spillet hedder Ship Simulator Extremes, og vi er med i spillet.

Der er 32 fartøjer, du kan styre i spillet – lige fra store olietankere til små hovercrafts. Blandt skibene finder du også vores eget Greenpeace-skib Esperanza og den endnu ikke byggede Rainbow Warrior III i sekvenser baseret på faktiske tidligere aktioner til søs. Skibene er alle lavet ud fra tekniske tegninger, CAD-tegninger og fotografier for at de opfører sig så naturtro som muligt. Du kan også sende en gummibåd af sted gennem bølgerne.

Du kan lægge til i naturtro havne, og der er variabler som vindhastighed, bølgehøjde, vejr og dagslys for at tilpasse dit eventyr. Du kan oprette dine egne missioner, som du kan uploade til andre spillere, og når du fuldfører en Greenpeace-mission, kan du se en video med en af vores kaptajner, der fortæller, hvordan det virkelig gik.

Bedst af alt: Køber du donationudgaven af spillet, går 20 procent af overskuddet til at bygge den ægte nye Rainbow Warrior, og du har chancen for at vinde en tur på en af hendes første sejladser.

Her er et smugkig på, hvordan spillet ser ud.

Du kan også høre og se mere om spillet på denne Walkthrough.

Danmarks Fiskeriforening skal sætte handling bag ordene

Igennem længere tide er Greenpeace løbende blevet tippet om ulovligt fiskeri foregående primært fra Gilleleje havn. Det ulovlige fiskeri har ifølge de tip, jeg har fået, foregået både i Øresund, ved ulovlige landinger og ved fiskeri i et område, der er fredet for at beskytte torsken i Kattegat, der er faretruende tæt på kollaps.

Det er ikke nyt for Fiskerikontrollen, at der foregår ulovligheder i dette område, heller ikke for den svenske kystvagt og det er heller ingen hemmelighed i Gilleleje. Vi har filmet 4 fartøjer, der lå inde i det fredede område og trawlede – og de kunne se hinanden.

Alle ved altså det foregår. Hvad der mangler er politisk handling for at stoppe det.

For selvom fiskerikontrollen faktisk fanger piratfiskerne, når de er på rov i det fredede område – ja så fortsætter det ulovlige fiskeri tydeligvis. Der er brug for større bøde, bedre overvågning og en mulighed for fiskerikontrollen til at fratage fiskerne deres licenser, hvis de gang på gang fanger dem i ulovligheder.

Det er sørgeligt at læse de udmeldinger, der kommer fra fiskere i Gilleleje og formanden for Danmarks fiskeriforening, Svend-Erik Andersen. De forsøger i et desperat forsøg på at fraskrive sig et ansvar at skyde torskens dramatiske tilbagegang på klimaforhold og miljøpåvirkninger.

De taler imod bedrevidende, for de ved udmærket godt at det ikke er rigtigt! Hovedårsagen til, at der næsten ikke er torsk at finde i Kattegat er: fiskeriet. Det siger biologerne og det ved fiskerne.

Fiskeriet er simpelthen hovedsynderen, og bundtrawling i særdeleshed.

Bundtrawling er nemlig intet mindre end en katastrofe både for økosystemet og fiskeriet. Det blev påvist i en rapport fra EU Parlamentet så sent som i maj i år.

Rapporten fastslog, at fiskebestandene og torsken har det meget bedre i Øresund end i Kattegat simpelthen fordi der ikke trawles. Og fiskerne vil vel ikke påstå, at miljøet er så markant anderledes i de to naboområder, at det kan forklare den store forskel i bestandenes tilstand!

Hvis formanden for Danmarks Fiskeriforening , Svend-Erik Andersen, virkelig “ikke kan acceptere ulovligt fiskeri”, så ser jeg frem til, at Danmarks Fiskeriforening støtter de politiske vinde, der nu blæser, takket være Greenpeace’ afsløringsarbejde i Kattegat, og arbejder for højere straffe og større sanktioner for piratfiskere!

Eller vil Danmarks Fiskeriforening lade piratfiskerne grine hele vejen hen til banken, imens den sidste torsk forsvinder fra Kattegat?

Jeg arbejder for at beskytte vores havområder og de dyr, der lever der. Inklusiv torsken. Jeg kan simpelthen ikke sidde og se på, at en håndfuld fiskere fra Gilleleje åbenbart er rystende ligeglade med, fiskebestanden i Kattegat. Kattegat torsken er en del af økosystemet, forsvinder den, ændrer økosystemet sig drastisk.

Grådighed eller omtanke?

Mens Cairn borer på livet løs, bliver det mere og mere tydeligt, at vi måske kun ser toppen af isbjerget. Flere og flere virksomheder melder sig ind i kapløbet for at finde olie ud for Grønland. Og selvom det indtil videre kun er Cairn, der er dumme nok til rent faktisk at begynde at bore heroppe, så er det kun et spørgsmål om tid, før flere kommer til. Logisk nok betyder det også bare, at des flere der kommer til, des større bliver risikoen samtidig for et udslip. Det er nu, slaget skal stå – det er nu, vi skal protestere.

Et brandslukningsskib forsøger at smelte et isbjerg i nærheden af Stena Fourth boreskib. © Greenpeace / Will Rose

Danske virksomheder som DONG og Mærsk har længe pralet af deres hensyn til miljøet. Mærsk har aktivt arbejdet for begrænsninger i skibsindustriens udledninger, og DONG’s direktør, Anders Eldrup, har offentligt advokeret for at hæve EU’s reduktionsmål. Alligevel er de også villige til at begive sig ud i et hensynsløst olieeventyr heroppe i det kolde nord. Hvad tænker de på? Mener de helt seriøst, at det er den rigtige vej at gå, hvis vi skal bremse klimaforandringerne? Der bliver nødt til at være handling bag deres fine ord. De bliver nødt til at trække vejret en ekstra gang og træffe det rigtige valg. Desværre mangler verden virksomheder, der tænker længere end morgendagen og næste års regnskab.

Efter klimatopmødet i København i vinter har der været en vis politiker/FN-lede. Politikerne kommer med alverdens fine løfter, som straks kameraerne er slukket ryger i den første og bedste skraldespand. Men det man hurtigt glemmer, det er at virksomhedernes flotte ord og henstillinger meget ofte går den samme vej.

Menneskeheden har ikke brug for grådige olieselskaber, der fortsætter med at dræne planeten for den sidste dråbe olie – vi har brug for visionære regeringer og virksomheder, der tør gå forrest og sikre en bæredygtig udvikling for menneskeheden.

Fiskere fra Gilleleje uden forsvar

Her til aften kunne Greenpeace afsløre og TVA rapportere, at en gruppe af fiskere fra Gilleleje fisker i et fredet område i Kattegat. Området er en sidste redningsplanke for Kattegattorsken, der næsten er fisket helt i bund. Den er en af Europas mest pressede bestande.

Fiskerne stod på havnen i Gilleleje uden andet forsvar end, at der er mange regler at følge og det kan godt være det smutter en gang imellem. Men vores dokumentation viser, at det ikke smutter en gang imellem. Det smutter regelmæssigt og ofte, og de har udmærket styr på, hvor grænserne går. Fiskerne saver den gren over, de selv og alle deres mere regelrette kolleger sidder på og de ødelægger livet i havet.

Nu har Greenpeace dokumenteret, at politikernes sidste, desperate forsøg på at redde torsken i Kattegat er fejlet på grund af begærlige fiskere. Dette område var kattegattorskens eneste konkrete håb og hvis vi fortsætter med at acceptere systematisk piratfiskeri i det lukkede område, er det håb slukket. Greenpeace kræver, at regeringen stopper det omfattende piratfiskeri, stopper overfiskeriet af torsken og opretter flere fuldt beskyttede områder på havet. Kun på den måde kan torsken, men også alle de andre fisk i Kattegat, reddes. Jeg håber, den proces kommer i gang nu, hvor Ida Auken, formand for Folketingets miljøudvalg for SF, kalder de to ansvarlige ministre i samråd.

Forsigtighedsprincip på Børsen?

Idag fremlægger Cairn, det britiske olieselskab, der lige nu borer efter olie i farvandet ud for Diskoøen ved Grønlands vestlyst og som jeg kan holde øje med gennem koøjet på min kahyt på Esperanza, halvårsregnskab. Men allerede igår kunne Guardian røbe, at Cairn har fundet tegn på olie i de to første boringer. For nyligt valgte Cairn at sælge halvdelen af sine licenser i Indien for i stedet at kunne investere massivt i Grønland.

Esperanza holder vagt ved Cairns to risikable olieboringer ved Grønland

Hvis det er korrekt, at der er fundet olie, så er det triste nyheder. Et oliefund her i Grønland vil sætte gang i en omfattende arktisk oliejagt, der ikke alene vil være en trussel for det sårbare, arktiske miljø, men som også vil mindske chancen for at forhindre de værste konsekvenser af klimakrisen.

De miljømæssige konsekvenser ved et olie-udslip i Arktis er katastrofale. BP-udslippet i Den Mexicanske Golf har vist, hvad der kan ske, og i et arktisk område som lige her i Baffinbugten ud for Aasiaat vil konsekvenserne være værre og oprydningsmulighederne meget færre. Et olieudslip kunne ødelægge ikke bare den grønlandske natur, men også fiskeri og fangstmuligheder, som stadig udgør 80 % af de grønlandske eksportindtægter.

Verden bliver nødt til at komme ud over sin ekstreme afhængighed af olie og andre fossile brændsler og i stedet for satse på rene teknologier hurtigst muligt. En oliejagt i Arktis er den helt forkerte retning. Hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under to grader, som de fleste lande er enige om, så kan vi kun tillade os af bruge en fjerdedel af de reserver af fossile brændsler, vi allerede har fundet. Der er altså slet ingen grund til at lede efter mere.

Idag står i pengenes tegn. Wall Street og børser verden rundt skal forholde sig til Cairns halvårsregnskab og vurdere om de tror på Cairns store satsning i Grønland. Jeg håber, at i det mindste nogle af aktiejakkesættene husker billederne fra BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf. Det ville være fantastisk, hvis Børsen husker forsigtighedsprincippet og ikke bare belønner Cairns store risikovillighed. For Cairn tager ikke kun en risiko på egne vegne, men spiller hazard med hele Grønlands fremtid.

Drama ved verdens ende

Jeg står på broen af Esperanza og kigger på boreriggen Stena Don, der borer efter olie ud for Grønlands vestkyst. Vi er blevet mødt af det danske krigsskib Vædderen, som har oplyst os om en sikkerhedsgrænse på 500 meter fra riggen, som vi ikke må overskride.

Grønlands politi har en båd i området, der er assisteret af 3 gummibåde, der skal holde os væk fra boreriggen.

Billedet af militærskibe og den enorme boreplatform i disse øde egne, der ellers kun huser hvaler og isbjerge, er noget, der brænder sig fast på nethinden. Tænk på hvad en ulykke ville betyde for den uspolerede, arktiske natur? For ikke at tænke på de grønlandske fiskere og fangere?

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad der går igennem hovedet på ejerne af Cairn (det skotske olieselskab bag boringerne) i disse dage og uger. Tænker de kun på den potentielle profit og på at sætte flere millioner ind på kontoen, eller er der også et gran af tvivl, en lille del af dem, der har lyst til at sige stop – det håber og tror jeg på. Cairn er kendt for sin villighed til at tage risici, men det har hidtil været med egne penge. Nu er det i stedet miljøet, klimaet og de grønlandske fiskere, der står for skud.

Sim, et af crew-medlemmerne ombord på Esperanza, er født og opvokset i New Mexico. Han var i Louisana, da Deep Water Horizon brød i brand og har med egne øjne oplevet, hvad katastrofen betød for havet, for strandene og for de lokale. Det, der er svært at forstå, er at konsekvenserne af en tilsvarende ulykke her kan være meget større. Det kolde vejr, vinterisen og den manglende infrastruktur vil betyde, at både mængden af olien fra et udslip, og tiden det vil tage, før olien er væk, vil være meget større.

Det absolut værste scenarie, jeg kan forestille mig, er at der sker et udslip så tæt på, at isen lukker til, at man bliver nødt til at lade olien fosse ud over vinteren, uden at man kan gøre noget ved det. Der er 14 skibe, der skal hjælpe til i området. I Den Mexicanske golf var der over 6.500, og alligevel siger uafhængige forskere, at der stadig er omkring 80 % af olien tilbage.

Den grønlandske regering og Cairn har gang på gang påstået, at de følger de højeste sikkerhedsstandarder og gør alt i deres magt for at forhindre en ulykke. Men har man nogensinde hørt et selskab sige andet? Er der nogen sinde en regering, der har udtalt, at de ikke stiller de højeste sikkerhedskrav? Alligevel er det gang på gang gået galt. Og alligevel vil Cairn ikke offentliggøre deres beredskabsplan, og det grønlandske Råstofdirektorat vil ikke mødes med Greenpeace.

Og olieboringerne handler ikke kun om risikoen for en ulykke. Det handler også om, at vores klima ikke kan tåle afbrændingen af flere fossile brændsler. Vi har kun råd til at afbrænde en fjerdedel af de kendte fossile reserver. At blive ved med at lede efter mere olie vil ikke ændre på det.

Hvis verdens regeringer virkelig står bag det løfte, de gav i København om at bremse klimaforandringerne, så må det første skridt være et globalt stop for de værste fossile brændsler – herunder dybhavsboringer efter olie.

De boringer vi oplever nu, er kun en prøveklud for alverdens olievirksomheder, der står på spring for at omdanne Arktis til et oliehelvede, hvor risikoen for en katastrofal ulykke kun vil vokse og vokse. Derfor er jeg i Arktis. For at gøre mit yderste for at forhindre en enorm fejltagelse.