Ingen skandaler bag disse gates

Siden december har der været en overflod af historier, der udfordrer videnskaben om klimaændringer, som præsenteres af IPCC. Der er kommet masser af historier, der alle slutter med ordet “gate”. En endelse der leder tankerne tilbage på Nixons Watergate-skandale – og på senere skandaler, der alle historisk har fået endelsen ”gate” for at gøre dem større, end de egentlig er. Skal vi være bekymret? Kun om klimaændringer.

Hackergate
Hackergate begyndte med offentliggørelsen af omkring tusinde emails og tretusinde dokumenter fra Climate Research Unit ved University of East Anglia. Ud af de tusinde emails blev en håndfuld sætninger pillet ud af sammenhængen og brugt som ”bevis” på, at forskningen om den globale opvarmning var svindel.

Sætter man sætningerne ind i deres rette sammenhæng, kan man se, at der hverken er fusk eller løgn med i spillet.

Himalayagate
I en rapport offentliggjort i 2007, rapporterede IPCC, at Himalayas gletsjere kunne være væk allerede i 2035. Denne påstand viste sig at være forkert, og ikke at have været baseret på mangelfuldt materiale og brud på standarder for forskning.

Dette betyder ikke, at gletschere ikke er på tilbagetog – blot at hastigheden ikke er nær så høj som IPCC først angav. Se øverste graf fra World Glacier Monitoring Service, hvor de røde bjælker er år, hvor verdens gletsjere gennemsnitlig blev mindre. De blå er år, hvor de voksede. Er verdens gletsjere i knibe? Det er et nemt spørgsmål. Er der mere rød eller blå på grafen?

Amazongate
I Amazongate var anklagen, at en fodnote til påstanden om, at 40% af Amazonas kan dø, var forkert. Ikke at påstanden var forkert, blot at fodnoten var forkert. Og det var den også. Den rapport som fodnoten pegede på bakkede ikke påstanden op i sig selv. Men det gjorde et andet videnskabeligt papir (Cox, P. M., Betts, R. A., Jones, C. D., Spall, S. A. & Totterdell, I. J. 2000 Acceleration of global warming due to carbon-cycle feedbacks in a coupled climate model. Nature 408, 184–187).

Siden da har yderligere to papirer bekræftet sagen. Det er dårlige fodnoter, men det er ikke dårlig videnskab.

Historien om en mini-istid
I Danmark har vi haft en kold start på 2010. Og mange journalister har benyttet lejligheden til at tilføje endnu en “gate” til samlingen ved at hævde, at der med det kolde vejr kommer en mini-istid. Det lyder lidt hysterisk, hvis du spørger mig.

Nyheden kører ikke rigtig i Australien, fordi de er ramt af noget nær rekordhøje sommertemperaturer. I Canada har de en anden oplevelse. De har det så varmt, at de er nødt til at flytte en masse sne for at sikre de olympiske vinterlege. I det nordligste Arktis er vejret varmere end normalt. Faktisk er det den varme Arktis, der er årsag til det kolde vejr i Europa.

Så hvad driver denne debat?
IPCC’s videnskabelige vurdering er formentlig den største videnskabelige indsats nogensinde, med tusinder af forskere i mange forskellige forskningsinstitutter rundt om i verden, som bakkes op med masser af data. Det er også en menneskelig stræben og derfor ikke perfekt. Vurderingen af den nævnte rapport er 3.000 sider lang, og efter to års indsats fra skeptikere og journalister har de fundet én dårlig fodnote.

Historien om Himalaya blev påpeget af en videnskabsmand – som det burde være, og da vi baserer vores arbejde på IPCC-rapporten optrådte fejlen også hos os. Det burde være rettet nu, men hvis du finder en fejl, så fortæl os det.

Selvom klimaskeptikere blandt videnskabsfolk ofte får deres mening i medierne, kan de være svære at finde. For eksempel prøvede BBC’s miljø-analytiker, Roger Harrabin, at kontakte en skeptiker-blog den 3. februar, fordi han ”kæmpede for at finde nogen”. Videnskaben er klar, klimaændringerne er reelle, de sker nu, og er forårsaget af mennesker. Løsningen er stadig i vores hænder, med ren energi, intelligent forbrug af ressourcer og beskyttelse af skove.

COP 15…og hvad så nu?

Efter et så hektisk og kaotisk klimatopmøde, som det vi havde i København, er det let at miste overblikket. Så lad os lige tage en statusopgørelse:

Målsætninger for reduktion af drivhusgasser:
De store spillere rokkede sig ikke ud af flækken i København. EU nægtede at øge sit reduktionsmål fra 20 % til 30 % i 2020 (i forhold til 1990), USA holdt fast i sine 3 %, og selv de store ulande, som ellers har taget væsentlige skridt fremad i de seneste to år, valgte at fastholde deres positioner under klimatopmødet. Da der den 31. januar var deadline for at indsende målsætninger som led i den kontroversielle politiske hensigtserklæring kaldet ”Copenhagen Accord”, valgte de store spillere, på nær Canada, at indsende de samme mål, som de havde lagt på bordet før COP 15. Canada valgte at indsende et mål, der var væsentligt svagere end det, de tidligere havde annonceret. Så der røg det politiske løfte om umiddelbar handling efter klimatopmødet.

Penge på bordet?
Fik vi heller ikke. Vi fik nogle vagt formulerede målsætninger for finansiering, men det er meget uklart, hvem der skal levere hvad, og allerede nu har den engelske regering indrømmet, at den har tænkt sig at genbruge pengebeløb, som oven i købet stammer fra ulandsbistanden, til at opfylde målsætningen. Det er ellers direkte i strid med de politiske løfter, der er afgivet i København.

Juridisk bindende aftale?
Fik vi absolut ikke. Derimod fik vi endnu engang bevist, at tynde politiske aftaler ikke dur til andet end at tørre kaffe op med. Den svage politiske hensigtserklæring, Copenhagen Accord, som blev skrevet i de sene nattetimer i København, har absolut ikke formået at rykke forhandlingerne fremad. Og imens regeringerne stadig sidder og diskuterer, hvad man dog skal gøre med det mærkelige dokument, som oven i købet er stærkt tvetydigt og kan fortolkes på et utal af forskellige måder, går tiden. Tid, som ellers skulle bruges på at få sat gang i FN-forhandlingerne, så vi i det mindste kan få en juridisk bindende aftale på plads til næste klimatopmøde i Mexico i november.

Status: Hede tider på vej
Sammenlagt vil de målsætninger, der nu ligger på bordet, give os en temperaturstigning på over tre grader. Det lyder måske ikke så farligt, men som det fremgår af et nyt notat fra Greenpeace, vil dette medføre en naturkatastrofe så stor, at vi nærmest ikke kan forestille os det. Millioner af mennesker vil miste fødevarer og rent drikkevand, og afsmeltningen af den grønlandske indlandsis vil på sigt medføre både havvandsstigninger og medvirke til at øge opvarmningen af planeten endnu mere.

Vejen fremad
Men ikke alt står i stampe. De fire store ulande, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika holdt møde i slutningen af januar, og her udtrykte de deres fulde opbakning til FN-forhandlingerne. For nylig har Kina desuden tilføjet, at man absolut ikke er lukket for, at en aftale kan blive juridisk bindende, hvilket mange ellers tidligere har troet, at de var.
Men hvis FN-toget skal køre videre, er den danske regering nødt til komme på banen igen, for det er nemlig Danmark, der er formand for forhandlingerne. Sådan er det i FN. Når man siger ja til at holde en COP, siger man også ja til at være COP-formand hele det efterfølgende år, og derfor er det op til Danmark at få sat FN forhandlingerne godt i gang igen. Der er ingen tid til afspadsering.

Desuden er vi nødt til at få hævet ambitionsniveauet hos de store spillere. Det gælder ikke mindst i EU, hvor Danmark mærkeligt nok i øjeblikket ikke er blandt de lande, som sparker på for at få EU til at hæve sit reduktionsmål fra 20 % til 30 %.
Efter en fejlslagen COP 15 er der nu mere end nogensinde før brug for, at Danmark sætter de nationale særinteresser til side og i stedet kæmper for den sag, der er i vores alles interesse nemlig at få bremset klimakatastrofen, inden det er for sent.

Danmark dumper på grund af trawlfiskeri

Bundtrawl er ekstremt ødelæggende og noget, jeg og Greenpeace har arbejdet intensivt imod i mange år. Det samme kan ikke siges om ministeren for fødevarer og fiskeri, Eva Kjer Hansen. Blandt andet derfor havner den danske miljøindsats på en 32. plads. Island er på førstepladsen og Sverige på fjerdepladsen, mens vi – et tidligere foregangsland – skraber rundt sammen med lande som Peru og Salvador.

Det kommer ikke bag på mig. Der er stort set ingen restriktioner for trawlfiskeriet i Danmark i dag med udgangspunkt i naturbeskyttelse. Fødevareministeren lever simpelthen ikke op til det ansvar, hun har fået af EU: At passe på, at fiskeriet ikke ødelægger vores stenrev og tangskove og drukner marsvin i net.

Det er glædeligt, at fødevareminister Eva Kjer Hansen i artiklen i Politiken erkender, at det danske trawlfiskeri kan være et problem. Jeg håber så bare, at den erkendelse følger med fødevareministeren, når hun om kort tid skal sørge for, at naturen i de marine natura 2000-områder beskyttes imod blandt andet trawlfiskeri.  For der er brug for, at Eva Kjer Hansen sætter en effektiv stopper for fiskeri i de områder, der indeholder de største naturværdier. Det er simpelthen den eneste måde at redde dan danske havnatur på.

Danmark skal ud af uværdigt oliekapløb

I denne uge er forskere og politikere samlet i Tromsø på verdens nordligste universitet for at diskutere Arktis. Denne unikke del af vores verden, der er hjem for isbjørne, sæler og hvalrosser, er under dramatisk forandring i disse år som konsekvens af klimaforandringer. Noget alle begræder, men som alligevel tænder dollartegn i øjnene på mange. Også den danske regering, der har gjort krav på store dele af Arktis. For den smeltende is gør det muligt at få snablen ned i nye, store olielagre på havbunden.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Faktisk er kampen om de sidste olieressourcer under Arktis så indædt, at den udgør den største nuværende risiko for en global konflikt, ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar fra 2007. Det er et moralsk paradoks, at de lande og industrier, der har bidraget mest til de katastrofale klimaforandringer, også skal være dem, der tjener mest på dem.

Den uværdige kamp bør stoppes. Derfor har jeg brugt konferencen i Tromsø til at kræve et øjeblikkeligt moratorium for al industriel udnyttelse af det område af Arktis, der tidligere var dækket af is. Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

Der er mange gode argumenter for ikke at skade den sårbare natur og det unikke dyreliv på Arktis med olieboring, industrifiskeri og skibstransport. Men det vigtigste argument må være, at vi slet ikke har brug for det olieeventyr. Det er alment accepteret som et mål at holde klodens temperaturstigning så langt under to grader som muligt. Hvis man skal det, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og gå i en skarp kurve ned og ramme noget nær nul i år 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Der er derfor absolut ingen grund til at presse Arktis yderligere ved at søge efter mere olie og gas.

Aktivisme virker

At aktivisme virker, er blevet sådan en selvfølgelighed for os i Greenpeace, at vi nogle gange glemmer, at der er masser af mennesker, der har en anden mening. Enkelte mener endda, at aktivisme er direkte skadeligt for et demokrati. Derfor er det skønt med al den debat, som gallaaktionen på Christiansborg d. 17. december har skabt. I går aftes sad min kollega Nora Christiansen på et debatprogram på NRK – den norske udgave af DR – og forsvarede sin aktion endnu engang.

Det er et spændende program, hvor hun bliver sat op imod Torbjørn Røe Isaksonden fra partiet Høyre – muligvis den norske udgave af Søren Pind. Han hævder, at aktivisme ikke virker, og at det skader demokratiet. Jeg kunne ikke være mere uenig. Hvis vi ikke havde lavet aktioner mod Brent Star i 1995, havde vi nok ikke fået forbuddet mod sænkning af platforme i Nordatlanten. Hvis vi ikke havde lavet hundredvis af aktioner mod brug af farlig kemi, havde vi ikke fået verdens skrappeste kemilov, REACH, igennem i EU. Hvis vi ikke med gummibåde og modige aktivister havde stoppet dumpningen af tønder med kemisk og radioaktivt affald i 80’erne, havde vi ikke fået de store skærpninger af London-konventionen.

Aktivisme og civil ulydighed skader heller ikke demokratiet. Tværtimod. Et demokrati lever af kritik og politisk engagement. Modsigelser udvikler demokratiet og civil ulydighed er en vigtig del af den kritiske debat.

Klimatopmødet blev en fiasko, politikerne stak af fra deres ansvar overfor de mange millioner kommende klimaflygtninge og alle os andre, der gerne vil fortsætte med at leve et godt liv som det, vi kender i dag. De lyttede ikke til Nora Christiansens besked om at tage lederskab og handle. Men det er ikke det samme som, at hendes aktivisme ikke virker. Historien har vist os, at det tager tid, før et budskab synker ind hos et tungt politisk system. Vi sætter vores lid til den store folkelige bølge, der begyndte at rulle op til klimatopmødet med over 60 millioner mennesker bag tck tck tck-kampagnen, vil fortsætte med at rulle og en dag få politikerne til at tage ansvaret på sig og lave den nødvendige lovgivning.

Se udsendelsen her

Marsvin er stadig ikke beskyttet

I metroXpress står der tirsdag d. 26 januar, at marsvinene skal beskyttes bedre, og det mener miljøminister Troels Lund Poulsen så de bliver, fordi han har udpeget 8 nye habitatområder – også kaldet Natura 2000-områder – specielt for denne lille hval.

Sikke noget vrøvl! Marsvinet kommer ikke til at få det bedre af at miljøministeren sætter nogle streger på danmarkskortet og kalder det beskyttet. Der skal reel beskyttelse og handling til.

Faktum er desværre, at miljøminister Troels Lund Pulsen har gjort meget lidt for at beskytte marsvinet i hans tid som miljøminister, så der skal mere til end en række ”beskyttede” områder, for at rette op på de skader, der er sket og stadig sker.

Miljøministeren ”glemmer” også at fortælle til metroXpress, at han har en forpligtigelse, der rækker langt ud over beskyttelsen af marsvinet i Natura 2000-områderne. Marsvinet er nemlig totalfredet overalt og er desuden beskyttet af artikel 12 i habitaktdirektivet. Artikel 12 forpligter blandt andet Danmark til at beskytte marsvinet imod forstyrrelser og imod at bifangster får væsentlig negativ virkning på bestanden. Og det er miljøministeren med habitaktdirektivet forpligtet til at gøre overalt i marsvinets udbredelsesområde i danske farvande.

Danmark har i en handlingsplan for marsvin fra 2004 sat som mål, at bifangsten ikke må overstige 1,7 % af bestanden. Men der er siden ikke fra miljøministeriet eller andre lavet eller igangsat en undersøgelse for at få klarlagt, hvor stor bifangstprocenten rent faktisk er.

Så kære miljøminister Troels Lund Poulsen. En reel beskyttelse og ikke bare streger på et kort er vist på sin plads. En reel beskyttelse betyder en kortlægning af, hvorfor bestanden af marsvin måske er i tilbagegang , at Danmark faktisk lever op til målsætningen om et maks. på 1,7 % bifangster, og en fuld beskyttelse af samtlige marine Natura 2000-områder hvor marsvin er udpegningsgrundlag.

Hvad Eva Kjer Hansen ikke ved – har havet ondt af.

Jeg har ventet med længsel på de vand- og naturplaner, der blev offentliggjort d. 14. januar. De skulle nemlig efter regeringens eget udsagn beskytte den danske havnatur. Det er i dem, der står, hvad regeringen vil gøre for at leve op til EU-forpligtelserne om at bevare stenrev, sandbanker, marsvin og meget andet godt fra havet i de såkaldte Natura 2000-områder. Problemet er bare, at det ikke står i planerne!

Der står et par forslag til, hvad man kan gøre – ikke noget nyt i forhold til, hvad det har fremgået i tidligere skrifter fra ministeriet. Men intet som regeringen faktisk vil eller skal gøre. Og det er rystende. Siden 1992 har Danmark vist, at dele af havet skal beskyttes. 17 år – og absolut ingen handling.

Vi bliver nødt til at sikre, at Danmarks unikke boblerev og stenrev ikke bliver smadret, at marsvinene ikke forsvinder fra danske farvande og at vores havnatur overordnet beskyttes. Det er ikke bare en moralsk forpligtigelse, men noget Danmark er forpligtet til gennem EUs habitatdirektiv fra 1992.

Det er fødevareminister Eva Kjer Hansens ansvar at sikre, at fiskeriet ikke skader Natura 2000-områderne på havet og skærer for meget i bestanden af marsvin. Men fødevareministeren vil ikke gribe ind med mindre der foreligger bevis på en konkret skade. Problemet er bare, at Fødevareministeren ikke undersøger, om der sker en skade. Der er ikke lavet en gennemgribende undersøgelse af fiskeriets påvirkning af natura 2000-områderne på havet, og heller ikke en undersøgelse, der kortlægger, hvor mange marsvin, der faktisk drukner hvert år i fiskernes net. Derfor har hun ikke det konkrete bevis og vil derfor ikke ifølge svar til folketinget gribe ind. Taberen er danskernes havnatur, der hver dag måske ødelægges. Vinderen er den fiskeindustri – støttet af Eva Kjer Hansen – der får lov til at udnytte resurserne uden hensyntagen til naturen.

Og der er desværre stor sandsynlighed for, at der foregår ødelæggelse. En undersøgelse fra 2005 fra et Natura 2000-område i Kattegat viste, at der foregik trawlfiskeri på et stenrev som burde være beskyttet  og en rapport fra DMU fortæller, at det går tilbage for marsvinebestanden i de danske farvande. Også EMPAS projektet har vist, at trawlfiskeri kan skade naturen både på stenrev og på sandbanker.

Jeg vil have Folketinget til at minde fødevareministeren om sit ansvar for at beskytte samtlige Natura 2000-områder på havet. For ministeren gør det ikke af sig selv! Natura 2000-områderne skal beskyttes så meget som det overhovedet er muligt. Det skal for eksempel ikke være tilladt at fiske, at lægge havneslam, at grave sand og grus op i Natura 2000-områderne. Og hvis jeg kunne ønske, dækkede de ikke kun 12 procent af havet, men 40.

Kasketkejserne på Rainbow Warrior

Kasketkejserne har lavet en lille film fra Rainbow Warrior, der var i København i forbindelse med klimatopmødet og varetægtsfængslingen af de fire galla-aktivister. I filmen er der bl.a. interview med Greenpeace’ internationale generalsekretær Kumi Naidoo og besætningen på Rainbow Warrior tager Kasketkejserne med en tur rundt på skibet.

Nu kan klimakampen fortsætte

Her på kontoret er vi glade for at få vores fire kollegaer, der har været varetægtsfængslet i 20 dage, tilbage igen. Det har været en lang og sej kamp for at få politiet til at tage imod vores hjælp i deres såkaldte opklaringsarbejde og frigive vores fire venner. Og for de fire er det befriende endeligt at være tilbage til hverdagen efter deres isolation, hvor de ikke har haft adgang til medier, breve eller bare en bog.  Det har været hårdt og frustrerende  at sidde så længe i politiets varetægt og helt ude af proportioner med den fredelige og festlige demonstration, de lavede i Drabantsalen d. 17. dec.

Men de piver ikke. Greenpeace-aktivister tager altid de juridiske konsekvenser med oprejst pande. Og som Nora Christiansen, en af de fire, udtrykker det, så er deres tre uger i isolation en meget lille omkostning sammenlignet med den enorme trussel for vores livsstil, som klimaforandringerne udgør.

Mens gallaaktivisterne venter på deres retssag, kan den rigtige kamp – klimakampen – fortsætte.  Dem, der også skal stiles til ansvar for deres handlinger i København i december, er verdens ledere, der flygtede ud af landet i deres flyvemaskiner, imens forhandlingerne i Bella Centeret kollapsede. Disse ledere har ansvaret for 300.000 menneskers liv om året, 20 millioner klimaflygtninge og den massive ødelæggelse af klodes naturlige ressourcer, der fortsætter så længe, vi ikke gør os fri af fossile brændstoffer.

Lad os håbe, at vi i 2010 får den aftale, som verden så desperat har brug for her og nu: En ambitiøs, retfærdig og bindende aftale, der kan løse verdens klimaproblemer.

Civil ulydighed for retten

De 11 aktivister, der sidste år klatrede op på Mount Rushmore-monumentet med et kæmpe banner, fik deres dom i går. Samtidig sidder de fire aktivister, der gate-crashede dronningens middag for tre uger siden stadig i fængsel – uden dom!

Alle amerikanske aktivister erklærede sig skyldige i at have klatret på Mount Rushmore og modtog en bøde på 460 USD hver. Derudover skal de levere mellem 50 og 100 timers samfundstjeneste i den amerikanske nationalpark.

Tre yderligere anklagepunkter blev afvist, samt alle anklager mod Greenpeace. Greenpeace har indgået et forlig, hvor vi har accepteret at betale 30.866 USD, hvoraf de fleste penge vil gå til bevarelse og offentlige park-programmer i USA.

”Vi besteg Mount Rushmore, fordi vi ønskede at sende en besked til præsident Obama om, at dette er et spørgsmål, som er vigtigt for os. Global opvarmning og klimaforandringer er den største krise, vores generation skal løse – og nu er det tid til at gøre noget, for at stoppe det,” sagde Jessica Miller, der er en af aktivisterne fra Mount Rushmore.

I mellemtiden, her i København – hvor verdens ledere ikke fik indgået en aftale, der kunne standse klimaændringerne – sidder vores fire aktivister Nora, Juan, Christian og Joris stadig i fængsel uden rettergang. Før de bliver stillet for en dommer, har de allerede tilbragt tre uger i fængsel.

Klimaændringerne er det vigtigste spørgsmål, verden står overfor i dag. Når vores ledere ikke gør noget, er det de enkelte borgeres ret til at benytte civil ulydighed for at beskytte fremtiden for vores planet. Handlinger, der skal anspores politikere til handling mod den globale opvarmning, er i sig selv en form for samfundstjeneste.